Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Forbeholdt Mellow & Frost

En indånding fyldte de store lunger med ilt, forsynede det halvdøde korpus med liv. En udånding, forlod de mørke næsebor, og efterlod den store krop med intet andet end tomhed og en rådnende kerne. De små pust der forlod hingstens strube, hvislede blot væk med den svage, kølige vind. Selv følte han det som om hans vejrtrækninger var dybe og afslappede, men i virkeligheden var de korte, og overfladiske. Det var ikke let lade som om at han var i live. Jovist, denne hingst ejede et bankende hjerte, ligesåvel som alle andre levende skabninger. Men hans, bankede så svagt at den næsten ikke var til at høre selv i pinlig tavshed. Det havde det altid gjort, så længe som han kunne huske. Mon det havde banket så lavt, selv da han slog øjnene op for første gang og så direkte ind hans moders glødende, hvide blik? Det var et øjeblik han ikke huskede, og sikkert aldrig ville kunne. En kort rysten på hovedet tavng hans tanker og erindringer ud af hovedet.. det lignede ikke ham, sådan at dvæle over fortiden... i det hele taget at dvæle over noget som helst. Istedet, lod Recimir sit tomme, følelsesløse blik glide over den golde skov. Hvis man overhovedet kunne kalde det det. Det var nok snarre en ørken, med malplacerede stammer. Bladene på de såkaldte 'træer' var visnet og rådnet væk, så ingen skygge kunne skjule hingstens changerende farve, og ej eller de guldfarvede aftegn han bar på. Jovist, guld var da en bedre farve at rende rundt med end pink eller grøn, men det var en forbandelse når månen stod klart på himmelen og fik de guldfarvede snirkler til at gløde. Det gjore ham synlig, og Recimir ville være alt andet end det. Et tungt, irriteret suk forlod hans mule, inden han bevægede sig videre gennem den døde og halvt forladte skov.

Skygger. At endelig være forenet med de simple skygger som denne øde skov bød på betød beskyttelse. Hengivenhed. Og loyalitet. For dette demonbarn, som nu vandrede mellem træerne. Han fulgte ikke nogen sti, men kryssede dem som han lystede. Ingen sti skulle eje ham. Denne verden, dette land, betød intet for ham i forhold til de verdener han havde set. Den grusomhed han havde levet i. Den havde taget hans sind som gidsel, for at aldrig give slip. Han ønskede dog heller ikke at de skulle lade ham gå, for hvem ville han så være? Han ville falde, og falde, og falde. Indtil han ramte jorden. Hårdt. og hvor ville han så befinde sig? Hvilken verden ville så interessere ham? Det evige spørgsmål spillede i hingstens sind, som blev enig med sig selv om at mørket var bedst. Mørket var alt. Om det var ham der holdt mørket fanget, eller mørket der ejede ham, det ville der aldrig findes svar på.
Billederne. Grusomheden. Han holdt det lænket på indersiden af øjnene, og bag tungens spind. Han tilsidesatte alt for at nære dette mørke omsorg, og hvor meget han end fodrede det, så ville det aldrig mættes. Velkommen til helvede. Mit hjem. Skyggen af et sarkastisk moret smil nærmere sig hingstens læber før de atter blev jaget væk af hans dystre blik.
At mætte dette mørke var en opgave set umulig for en simpel hingst som han selv. Ej kunne nogen anses værdig for at dele dette mørke med, og dog, så ønskede han en partner. En som ville nære dette mørke med ham. Hvem dette skulle være, var der dog ingen tvivl om:
Ingen.
Selvom, hingsten ønskede en der kunne dele disse opgaver med ham, så stolede han ej på hverken nogle levende, eller døde sjæl. Derfor måtte han vandre, leve, og arbejde alene. I frygt for at falde. Og hvis kan faldt ned i denne afgrund, ville englene stå og tage imod ham med åbne arme? Eller ville det blot være endnu et helvede der ventede? Han havde ingen forventninger, men heller ikke nogle hensigter om at lade sig slide væk fra dette mørke som havde grebet hans sind.
Vinden spillede en klamrende melodi i hans ører, og hans formørkede øjne blinkede dovent imens de hvilede tungt over landskabet omkring ham. Tålmodighed, var en dyd blandt alle skabninger. Hvad hans tyngede sind ventede på, kunne der ikke findes svar på. Med hans tålmodighed ville han dog vente på dette ukendte indtil himlene ville falde sammen om hans mørke flanker.

Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Spændte muskler, nøjsom placering, og eftergivenhed i sener og led, gjorde at denne hingst kunne bevæge sig lydløst gennem tærrenet. Opdraget til at kunne betræde jorden under nattelyset, uden at efterlade som meget som en enkelt lyd, var han. Lige fra føls ben, var der ingen plads til leg og larmen, da han skulle mestrer usynligheden i mørket. Hvorfor? Ja, det vidste han ikke dengang. Men som alderen kom, fandtes der ej nogen form for beskyttelse fra andre. Det var en overlevelses metode, for at undgå at tiltrække farer fra rovdyr. Og han vidste at fuldendte han denne træning til et perfekt stadie, ville han kunne betræde det høje græs i meadows unden at trække en lang stribe nedtrådt græs, efter sig. Men her i den golde, øde skov, hvor kun sparsomt græs voksede var det næsten modbydeligt let. Stille og forsigtigt smøg han sig gennem terrænet som en slange. Men endnu kunne hans gang perfektioneres, og det at han nu stod foran en bred sump, kunne ganske vel udfordre ham. Vand er den værste sladrehank. prøvende satte hingsten en hov ned i det grumsede og tunge vand. Han måtte gå meget langsom og stille til værks, og blot langsomt sænke den ene hov efter den anden ned i vandet. Enkelte skvulp kunne dog høres, men Recimir regnede dog ikke med at finde noget som helst i denne skov. Så en smule fred, for den konstante anspændte holdning, kunne han vel godt tillade sig.. blot denne ene gang.