Caeli Pluvia


// Forbeholdt Ditte og Orion.

Søen her var ikke det mest kendte sted at komme for en vis lille grå hoppe. Hun havde ikke set alt i den nye verden endnu. Ej oplevet meget i den endnu. Men hun havde nydt de øjeblikke hun havde haft her, hvor hun ej var ensom. Hendes øjne skimtede det gyldne vand, med et vagtsomt blik. Halen slog ganske kort bag hende, som en hov trådte ud i søens sandede bund. Det var facinerende - vandet. Men skræmmende nok til at holde Caeli tilbage for bare at springe ud i det. Men hallo... Havde hun ikke givet sit liv til eventyrene, og intet normalt? Hoppen kastede sig op i et stejl, og styrrede ud i vandet uden frygt, på de svage forben. Hun mærkede endnu en lille eftersmag af den hjernerystelse hun havde fået sig. *Dog ledte det ej til noget videre... forfærdeligt.*. Hun rynkede på panden og flød ud i vandet med øjne der lyste som lavaen selv. Hun brummede kort. Trods solens varme var vandet køligt. Og hendes røde krøllede man blev hurtigt våd. Vand havde engang været hendes frygt. Men nu... flød hun alligevel ud hvor hun ikke kunne bunde. Hvert sekund havde hun ofret til at lyse i et mørke, og hendes liv uden ham var en stor sort intethed, hvor klippevæggene ikke kunne nås. Hun havde klemt sig op på den ø han havde advaret hende mod at komme til. Og det var dér hun ikke kunne bunde. Uvidende om hvilket øjeblik der ville blive hendes sidste, kunne hun svømme rundt i denne sø, uden den samme frygt som engang. Hun skimtede kort omkring sig til bredden på den anden ende. Kunne hun nå helt derover?

Orion

Et mysterium. Det var alt hvad den grå hingst, sønnen af Giganten og Månen, kunne sige om søen Rein. Hans fader havde prøvet at forklare ham, hvorfor søen havde de egenskaber den havde, men han havde aldrig helt forstået det. Det gav ingen mening efter hans hoved. Let rystede han tankerne omkring søen af sig. Han ville ikke dvæle ved den, ikke denne dag, men passere den, det skulle han, hvis han i lige linje ville nå et bestemt sted i Aisla. Hvilket var præcist hvad han ville.

Hingstens hove gav kun en svag, dump lyd fra sig, trods deres størrelse, hver gang de landede i græsset. De skabte dog en rytme, så det ikke var til at tage fejl af, hvilken gangart han bevægede sig med lige nu. Galop. Musklerne arbejde taktfast under det grå, spættede skind, mens de årvågne røde øjne holdt øje med hvad end der kunne være en trussel omkring ham. I hjertet var Orion stadig den flabede unghingst, men han var alligevel ikke helt den samme som han havde været inden sin rejse med sin fader. Rejsen havde ikke været lang, men i den grad betydningsfuld. Han vidste, at Odon for tiden ledte efter Artemis, men om de havde fundet hinanden, var ham ukendt. En dyb brummen forlod hingsten, før en karakteristisk, dyb vrinsken rullede afsted ud over Green Hills. Han ville snart nå Rein, ingen tvivl, men indtil da holdt han sin fart og takt.

Caeli Pluvia


Caeli vippede med sine øre en smule bag sig. På den anden side af Rein synes hun at se en skov. Det var Aisla. Og den bragte minder frem der fik hendes hjerte til at banke, på trods af mange ting der burde få det til at gå i stå af frygt. Hendes hale piskede kort med gennem vandet, som hun vagtsomt, men eventyrslysten begav sig længere og længere ud i vandet. Hun synes at høre fulge der kvidrede på den anden bred. Men hun sansede ikke skyggen af en anden hest. Ej heller med den lette brise der skyllede mod hende ovre fra Aisla. Alene i det store smukke Proelio. Men tænk blot hvis hun havde været den eneste hest i hele Proelio. Ensomheden ville havde smadret hende. Hun trak på smilebåndet, i samme nu som at en hingsts dybe vrinsken nåede hendes ører fra et sted på bredden ved Green Hills bakkerne. Hun vendte sig omgående, og den røde man flød med, efter hendes om hun styrtede mod bredden igen. Vandet var måske behageligt, og satte tanker igang hun nød, og samtidig befriede det hende. Men kun alene. Hun kunne næsten høre hovslag, men alligevel ikke. Var denne på vej i retning af Rein? Hun fik fodfæste under sig igen, og kastede sig mod land, rystede pelsen undervejs - og var i øvrigt lige ved at knække sammen i de svage forben - før hun stillede sig ret ved græsset op til bredden. Hun spejdede efter en hest, og så fik hun øje på ham. Ikke til at overse! Kæmpestor og med... En pels der mindede hende om hendes mor. hun tittede hovedet på skrå og betragtede ham, inden hun vrinskede mod ham med sin ensomme, stemme der dog fortalte nogen hvor levende hun var indeni.

Tanker, private såvel som åbne for andre, var begyndt at fylde hingstens hoved og han overgav sig til galoppens rytme, men blev hurtigt revet ud af det igen af en hoppet, ensom vrinsken. Det tog ikke lang tid at lokalisere hvor lyden kom fra: Rein's sandede bredder. Hvad han så fik ham dog til at hamre bremsen i. Hende? Det blev dog ikke et langt, glidende stop, men en serie små hop, hvor jorden blev flået op ind i mellem. Orions lod sine ører spidses mod hoppen, mens han for et øjeblik blot stod og så på hende. Fra hvor han stod kunne han tydeligt se hende og dermed genkende hende som hvem hun var; hans halvsøster. Informationen havde ikke været svær at opdrive og selvom han delte flok med hende havde han egentligt aldrig snakket med hende. Han kendte knap nok hendes navn: Caeli Pluvia var det vidst. Hvorvidt hun vidste hvem han var, kunne han dog ikke sige.

Det tog sin tider, men med bølgende flanker begav hingsten sig videre ned mod hoppen. Han kunne vel ikke bare overse hende, vel? Et eller andet tidspunkt var han nød til at snakke med hende. Eller nød til var måske så meget sagt, men det føltes som den rigtige ting at gøre. En kort brummen forlod ham, men ej så høj at hoppen kunne føle, at den var rettet mod hende, for det var den ikke. Mens han begav sig ned mod hende iagtog han hende. Betragtede hende. Han så meget af Artemis i hende, men alligevel virkede det fuldstændigt absurd, at hun var hans halvsøster, for han så intet af sig selv i hende. Farven delte de, men kun næsten. Næsten værende det bærende ord i den sætning.

Caeli Pluvia


Caeli betragtede denne betydeligt større hingst som han bremsede sin fart. En masse hop der flåede jord og græs op omkring ham flere gange. Hun trak hovedet lidt op i vejret og prustede undersøgende frem for sig. Og der stod han så bare et øjeblik. Hun slog kort med den nu våde hale og skridtede ganske få skridt længere op fra vandet. Hendes hals blev rystet kort og godt, inden hun atter standsede for at kigge på ham. Jo... Jo pelsen lignede bestemt Artemis'. Det røde nederst på hans ben gjorde også. Men resten... Var ganske ukendt for hende. Det blå i man og hale, det sorte, den kraftige bygning, enorme højde og alt dette hovskæg. Hun sank dybt. Hun vidste godt hendes mor havde et føl i verden hun ikke kendte. En Orion. Men hun var ikke klar over hvordan han så ud og hvem hun havde ham med... Så på mange måder kunne denne hingst jo sagtens stamme andetsted fra.

Da han så kom mod hende, blev hun mere sikker, satte et smil om læberne og skridtede også mod ham. Han betragtede også hende, som om der var nogle tanker derinde der skulle vendes? Hun standsede på sikker afstand, som hun så ofte havde gjort det, for nogen hun følte sig mere usikker på. Måske ikke fordi hun synes de så truende, eller onde ud - tværtimod det fik hende til at være rigtig dumdristig - mere når det var... Noget der satte tanker igang som nu, eller en alt for almindelig høflig hest, så følte hun sig truet. Ligemeget hvor underligt det lød for andre.

"Goddag..." sagde hun tøvende uden at vide hvad hun skulle fortsætte med.

Hoppen, halvsøsteren, Caeli Pluvia, valgte at skridte mod ham, mens han skridtede mod hende, så deres møde ej ville foregå ved søens bred, men nærmere et stykke væk. Da hendes hove stoppede, stoppede hans også. Ikke fordi afstanden var så stor, eller lille, som hans grænse, men fordi han vidste en lille ting eller to om hoppen. Det var ikke meget, men han var trods alt stadig en del af Slavian og tilbragte sin tid der, så ind i mellem så han hende. Iagtog hende præcis som enhver anden med hans position og køn i flokken burde gøre, på deres grænsepatruljer.

[red]

"Goddag."

[/red]
Orions stemme bar mest præg af hans faders og dermed var den dyb. Ikke så dyb som faderens, men bestemt dybere end de flestes. Den havde ligenu en selvsikkerhed over sig, men også en ro som hendes bestemt manglede.

[red]

"De er Caeli Pluvia, ikke sandt?"

[/red]
Der var ingen grund til at pakke det ind. Jo hurtigere det var sagt, jo bedre. Han ville i hvert fald ikke bryde sig om at føre en lang, eller kort for den sags skyld, samtale med nogen han vidste hvem var, men som ikke vidste hvem han var. Altså relationsmæssigt. Hvis hun i sandhed var Caeli Pluvia, hvilket han bare ville være helt hunred procent sikker på, så ville han som det næste sige det så enkelt som det var: at de var halvsøskende.

Caeli Pluvia


Hun lagde hovedet en anelse på skrå som han også standsede. Det behagede hende på flere måder at han ikke kom tættere på, til trods for at hendes personlige rum nogengange ikke fandtes. Andre gange var meget bredt. Hun vippede svagt med ørene og lyttede til hans dybe stemme som han hilste på hende. Den var langt mere sikker end hendes egen. Hun havde nu ej heller nogensinde været selvsikker, i mødet med nye, fremmede eller blot bekendte. Hun manglede en hel bunke praktisk viden om at lære andre nye at kende, uden at være social forvirret.

Hendes ansigt lyste svagt op af forbavselse da han direkte spurgte om hun var Caeli Pluvia. Hun slog med halen, hævede sine øjenbryn og i det hele taget - så hun ud som en der syntes han var skør. Men det var ikke hendes mening. Det var bare en reaktion, og efter den fulgte et usikkert smil. Hvem var han? Var han i Slavian eller hvad... Den grå pels?

"Det er det man altid har kaldt mig, Ja." sagde hun langsomt. Hun havde en form for undren blandet med nervøsitet i blikket. Hun turde ikke tage sig sammen og spørger hvor han vidste det fra. Kom forklaringen kom den, og gjorde den ikke måtte hun undre sig i evigheden.

Først ramte forbavselsen hende; så noget andet. Det så næsten ud som om han lige havde plapret løst om noget fuldstændig sindsygt, men det havde han ikke. For hun vr Caeli. Hun var hans halvsøster, selvom hun vidste ikke helt vidste det. Kort vendte han sine ører bagud, før han vippede dem fremad igen. Nu kunne han vel lige så godt sige det?

[red]

"Godt nok... jeg måtte bare være sikker, for det næste lyder måske... underligt, specielt hvis de ikke var Caeli Pluvia."

[/red]
Orion svirpede med halen og trak tiden en smule ud. Hvor sært var det egentligt ikke? Bare gå op til en og sige 'hey, jeg er din halvbror', men igen, hvor sært var det ikke at de havde delt flok hele hans liv og hun havde ikke den ringeste anelse om hvem han var? Han kendte i det mindste navn og rang på alle i Slavian og stortset også hvordan de alle havde det med hinanden. Stortset.

[red]

"Først og fremmest er mit navn Orion. Jeg... er din halvbror..."

[/red]
Nu iagtog han hende bare. Ventede. Ikke at han forventede en bestemt reaktion, men hvem kunne vide hvordan hun reagerede? Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke over, hvorfor hun skulle reagere på en bestemt måde. Ifølge hans fader var halvsøskende meget normalt, selvom han ikke ligefrem kunne forvente at få flere af dem. Nu var der vidst kun helsøskende på vej.

Caeli Pluvia


Hun betragtede hans vippende ører kort inden hun måtte lytte til hans stemme, med interesse... Caeli forstod endnu ikke de ord han sagde, men forventede at han ville følge op på dem. Hun lagde vægten usikkert fra den ene side til den anden... Det var ganske vist ikke noget slemt han ville fortælle hende. Det følte hun i hvert fald ikke, kunne hun tage fejl? Hun så ikke afventende på ham som mange ville gøre. Hun bed sig i stedet i underlæben og forgabte sig i tanker. Ikke om ham, selvom det også ville være i mange andres hoveder hvis de blev mødt sådan her. Nej... Nej hun tænkte på det sår der var gemt under hendes man. Det gjorde stadig ondt. Men hun kunne intet gøre ved det. Det var ikke noget hun hadede, ikke noget hun ikke ønskede, men ej heller noget hun direkte ønskede... Da hans stemme talte igen var hun næsten for fraværrende til at lytte, men hun rettede sig op, tippede hovedet på skrå og spidsede ørerne mod ham. Orion... Halvbror. Mor! Hun slog et smil op omkring sine bløde grå læber.

"Hvor er det rart at møde dig!" sagde hun både glad og næsten længselsfuldt... Måske mest fordi hun savnede Nocturno på en eller anden vis. Det var vel også naturligt? Ikke at Orion på nogen måde kunne erstatte noget nej slet ikke, men at have en... Halvbror, var da fantastisk ikke? "Mor..." det lå underligt i munden at sige det om både hans og hendes mor "Fortalte mig kort om dig..." hun så tænkende ud i himlen.

Et øjeblik blev hoppen fraværende, før et smil så soredte sig om hendes mule. Det var vel en positiv reaktion. Orion mimikerede hendes reaktion en smule, lod sit eget smil pryde hans mule, før han så lyttede til hendes ord. Rart at møde ham. De havde kun lige mødt hinanden, så kunne hun virkelig sige det? Halvsøskende kunne jo vende sig mod hinanden, men igen, hvorfor i alverden skulle han det? Hun var, såvidt han vidste, mere end hans halvsøster. Hun var medlem af Slavian, moder til hans en af hans halvnevøer og vidst nok også et par andre ting, selvom han ikke helt kunne sætte ord på dem.

"Gjorde hun?"

Det virkede måske sært at det overraskede ham, men med tanke for, at hun på ingen måde havde genkendt ham, hvad skulle han så have gjort? Taget det som naturligt? Nej. Det overraskede ham faktisk; ikke så meget at hans moder havde snakket om ham, men at hans halvsøster vidste han eksisterede, men uden rigtigt at vide det. Det var, efter hans mening, direkte sært.

Caeli Pluvia


Hendes tænkende blik ud i himlen varrede ved nogle få minutter... Det var underligt ikke? Men hun huskede godt mødet med hendes højt elskede moder. Mødet hvor hun havde fortalt det til Caeli. Og Caeli havde vist spurgt om hun var lykkelig... Lykkelig? Hun så på Orion her. Hun var ikke årvågen og obs på mange ting i Slavian desværre. Hendes tanker var flyvske. Hun var på en måde lidt ved siden af sig selv, for hun burde vel egentlig have set ham noget før? Burde hun ikke? Hun sukkede dybt, og smilede svagt mod den grå kæmpe hingst.

"Det gjorde hun..." sagde hun stille "Men... jeg falder måske udenfor hvad andre mener er almindeligt. Så som at... kende bare lidt til alle i flokken." hun smilede skævt og næsten trist mod ham. Men hun var jo ikke trist vel? Nej... Nej det var rart ikke at leve som mange andre valgte det... Hun havde jovist Ducan. Men det havde ikke været nogen kærlighedsroman eller tvangs ting. Eller pligt for den sags skyld. Det havde været hendes eventyr gennem livets skabelse, og hun havde nydt hvert sekund. Nej hendes hjerte hvilede i favnen på noget der havde skadet hende. På én der kunne tage hendes liv ligeså let som han kunne berige det med kærlighed. Hun vippede kort med ørene.

Caeli virkede et øjeblik trist, men så alligevel ikke. Som om hun var trist, men lykkelig på en og samme tid; en blanding af følelser, som ikke gav mening. For hvordan kunne man være begge dele på en gang? Kort, forvirret, lod han ørerne vende bagud, før han spidsede dem igen. Hun var en finurlig hoppe, men vel egentlig god nok? Kort mimrede han med mulen, før han så svarede hende.

"Hmmm... vi kan vel ikke alle være ens, vel?"

Han sendte hende et lidt vagt smil, men ikke desto mindre et venligt smil. Det virkede for ham, sært, at hun ikke vidste noget om flokken. Orion vidste ikke meget om dem, men han kendte til basis: fra den ældste til den yngste. Alle kendte han ved navn og udseende.

Caeli Pluvia


Hun vidste ikke rigtigt hvad hans ører signalerede da han kort lagde dem bagud. Det anede hende godt at hun optrådte på socialforvirrede måder nu til da, og samtidig ikke var god til at ligge noget låg på hende selv. Så hun ville fremstå som mere sikker ved sig selv... Men han spidsede sine ører igen, så tænke mere over dette, det gjorde hun ej. Det havd ehun aldrig gjort, for hun var hende, og den fakta kunne hun ikke ændre på. Da hans ord lød, trådte dog et ærligt og muntert smil op om hendes læber. Som om han lige havde ladet hende vinde i kapløb eller noget. Fordi hun ikke havde hørt sådanne ord fra nogen før rigtigt.

"Nej... Det ville vel også blive mærkeligt, ville det ikke?" hun fantaserede straks. "Hvis du og jeg var ens, ville det blive ganske ensformigt... Og hvis vores moder var ligesom os, og vores fædre og alle vi mødte på vores vej... Gud! Ville verden så ikke bar være én stor kedsommelig kugle?" hun havde ikke set det fra en sådan vinkel før. Hun havde jovist tænkt over almindelig høflighed, venskab, kærlighed, føl, livets kredsløb. Men ikke at alle var ens, for det var de jo ej. Og at hun falmede ud af sin egen gren, det gjorde andre vel også? De havde hver deres drømme og hver deres ønsker. Det var bare en stor del der ønskede den eneste ægte kærlighed de kunne finde i verden, berige med føl, og leve ... på den måde. Den gren var Caeli ikke trådt ud på. Aldrig nogensinde vel... Eller var hun? Hun havde givet sit liv til eventyrene. For at finde ud af hvad der lå bag sjæle der virkede ... anderledes. Men nu, havde hun givet sit liv til én af disse. Og det fortrød hun ikke, det var dér hun hørte til.