Synthrax Sinn

[/font]
. These burning blue eyes of mine .

Engen var åben, prydet med grønt græs, og alligevel virkede det næsten som om græsset så for godt ud til at være sandt. Frem for området med det grønne lå det der ikke kunne betragtes som andet end en sumt, til sin højre havde han et område der virkede til at bestå af næsten døde træer, på sin venstre en skov der mere lignede en jungle med dens krogede planter og skarpe grønne farver. Alle virkede de som kontraster til hinanden.
Et stille prust lød fra den stribede hingst der stod i midten af alle disse områder. De blå øjne der kærtegnede de forskellige steder brændte iskoldt som en facade for det der foregik i hingstens indre. Den stribede Synthrax Sinn var dog tilfreds med sit liv, han havde intet at klage over, og trods den ligevægt hans aura lyste af var han endnu ved at finde sig selv. Flammerne i hans øjne virkede til at tage bo i hans krop som tiden gik, og når dette skete var han ikke længere den rolige, tavse type han normalt kendte sig selv som. Sinn var bekymret for denne ene ting, men andre bekymringer havde han endnu ikke i sit liv.
Hingsten rettede sig en smule op mens han stille betragtede det omkring sig, splittet mellem hvilken vej han burde gå.

. Will tear away the smile on your face .

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Den stribede hoppe Jah-lila travede fornøjet af sted, mens hendes øjne nysgerrigt gled over det landskab hun passerede.. Hun var ude på et af sine utallige eventyr, ude for at udforske Proelio, som stadig bestod af mange områder, som hun endnu ikke havde betrådt med sine pinke hove. Lige nu bevægede hun sig igennem en sump af en art, hvor man via de svuppende lyde der kom hver gang hun løftede en hov, tydeligt kunne fornemme hvor fugtig jordbunden var. Til tider var den stribede hoppe endda nød til at springe fra tue til tue, idet mørkt, grumset vand overtog jordens plads. Jah-lila var ikke bange for vand, men hun havde én gang prøvet, at hun næsten sad fast i denne sump, og det var ikke lige en oplevelse, som hun havde lyst til at få igen. Tænk nu hvis hun aldrig kom fri igen! Så ville hun blive forvandlet til en sumphest, og sådan én havde hun ikke lige lyst til at være.
Med ét spidsede Jah-lila ører, for dér længere fremme, hvor sumpen var ved at have sin ende, stod en anden hest.. En hest som Jah-lila mente hun havde set før, men alligevel ikke nok til at hun kendte den. Nysgerrigt sendte hun et muntert vrinsk imod skikkelsen, mens hun med sikre skridt, bevægede sig gennem det fugtige landskab, direkte mod hesten.

Synthrax Sinn

[/font]
. These burning blue eyes of mine .

Øjnene brændte deres kølige dans i hingstens blå øjne som han skimmede det omkringliggende. Sinn med sit rolige temperament og de kølige øjne virkede ikke som en hest der var specielt eventyrlysten, men tilfældet var at hans nysgerrighed sjældent havde grænser, han var bare god til at skjule det. Som han så rundt om sig opfangede de blå øjne alt, sugede til sig af den viden det omkring liggende kunne give ham, de forskellige områder skulle ikke glemmes, hver en vej, hver en nuance om muligt skulle huskes.
Meget nåede den stribede dog ikke at suge til sig, for snart var det hans ører der trak al opmærksomhed til sig. Hingstens brændende øjne blev rettet frem for ham, på det landskab der bestod mest af sump. I dette landskab kom en skikkelse trissende, mørk i farven og med en man af mørk rosa, og to sokker der skiftede deres farve. Intet af dette lagde Sinn dog mærke til, for som hoppen kom nærmere var det striberne der fangede hans blik, for straks vidste Sinn at han havde set hoppen før, blot da han var yngre. Denne hoppe havde han selv dengang vidste hvem var, bare ikke forstået det, hoppen var hans halvsøster. De delte samme far og dermed de striber der lå spredt over deres kroppe.
En underlig spænding gled gennem hingstens brede korpus som han rettede sig en smule op og blev stående hvor han var, afventende som altid. Tænk at han endelig ville se den hoppe som hans fader havde fortalt så meget om på deres tur ud af landet.

. Will tear away the smile on your face .

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Som Jah-lila nærmede sig hesten, mærkede hun tydeligt, hvordan nysgerrigheden voksede i hende.. Hvem var det nu han var? For det var ganske tydeligt at det var en hingst med den robuste, men alligevel yderst maskuline krop han bar sig. Med ét huskede hun, at det var den tavse unghest, som hun havde stødt på, for så længe siden. Havde hun fået navnet på ham dengang? Hun kunne ikke huske det.
Med et sidste lille hop var hun nu fri af sumpen, hvilket egentligt var en lettelse. Så skulle hun ikke længere frygte at blive forvandlet til en sumphest. Jah-lila havde kort flyttet blikket fra hingsten til jorden under hende, bare lige for at være sikker på, at hun kom sikkert i land. Da hun nu atter kiggede op, stivnede hun med ét, som var hun blevet ramt af lynet. Det var som om, at den stribede hoppe først nu fik set rigtigt på den stribede hingst. For ja, hingsten var skam overstrøget med striber, præcis lige som hende selv. Svagt huskede hun deres sidste møde, hvor hun også havde fundet striberne bekendt, hun havde dog glemt det siden, og ikke givet det nogen videre betydning. I dag vidste hun bedre! For hvis ikke Jah-lila tog meget fejl, så var det hendes ny opdagede bror, der stod der foran hende!

Synthrax Sinn

. These burning blue eyes of mine .

DawnFrosts striber virkede som et ganske specielt kendetegn hos hans afkom, og Jah-lila og Synthrax Sinn var pragteksempler på dette. Man ville aldrig kunne skjule man var en del af hans afstamning når man bar de ganske karakteristiske striber på sin krop. Når man så på Jah-lila og Sinn ville man dog ikke med det samme tænke de var søskende, blot relaterede. Ganske vidst bar begge striberne, men ud over dette havde de ikke meget tilfældes. Deres farver lå alle i andre farvespil og hvor Jah-lila havde arvet farens matblå øjne havde Sinn sin moders glødende isblå. Søskende, eller rettere halvsøskende var de to dog, og i Sinns hovede var halv ikke vigtigt, nærmere det der hed søskende.
Den robuste hingst rettede sit hoved en smule op mens han betragtede hoppen han kendte ved navn men ikke person. Ja, de havde haft et enkelt møde en gang, eller rettere havde de set mere på hinanden end mødtes. Kort havde et par ord blevet udvekslet, men ingen af dem havde snakket om det åbenlyse, at de var i familie. Sinn vidste at dette møde ville blive anderledes, denne gang ville han ikke kunne løbe væk som en forvirret plag, for nu var han en hingst, en hingst der måtte se sandheden i øjnene. Hingsten blev dog endnu stående som han så hoppen stoppe op. Hans hoved gled på sned mens de brændende, kolde øjne betragtede hoppens udtryk. Han ville ikke nærme sig, for trods han ønskede at møde hende ville han ikke presse på, han ville blive stående indtil hun kom ham nær eller bevægede sig væk. Forhåbentligt ville chokket der lå så tydeligt i hoppens øjne dog forsvinde og erstattes af en varmere eller venligere følelse.

. Will tear away the smile on your face .

Det var som om, at Jah-lila nærmest ikke kunne slide blikket væk fra hingsten foran hende.. Han tryllebandt hende på en måde, som ingen anden hest i Proelio ville kunne. Men selvfølgelig, hun havde heller ikke andre hemmelige halvsøskende, det troede hun i hvert fald ikke. Endelig virkede det dog som om, at den stribede hoppe kom mere til sig selv. Med tøvende skridt begyndte hun at bevæge sig mod den anden, mens hendes blik ikke veg fra ham så meget som ét sekund, bange for at han skulle forsvinde, hvis hun gjorde. Han var flot, ligesom hende selv. Egentligt var Jah-lila ikke en hoppe der tænkte sådan om sig selv, ulig begge sine forældre, men hun var dog godt klar over, at hun havde udseendet med sig. Striberne der smøg sig om hans krop, var så lig hendes, at hvis han havde haft andre farver, kunne de have været helsøskende. Helsøskende? Halvsøskende? Egentligt betød det ikke så meget, helt ubevist var Jah-lila begyndt at tænke på denne Sinn, som sin bror.
Som den stribede hoppe nu stoppede op foran hingsten, bredte der sig et varmt smil om hendes mørke mule. "Sinn," lød hendes lyse stemme så. Det enkelte navn blev udtalt både som et spørgsmål, men også som en hilsen. Det var helt mærkeligt at stå foran ham nu, efter hun så mange gange havde tænkt på ham, efter hendes far havde afsløret hans eksistens.

Synthrax Sinn

. These burning blue eyes of mine .

Striber, de smøg sig overalt på hoppen foran Sinn. Ikke blot de striber han kendte fra sin fader, men på to af hendes ben var der også striber. Endnu havde Sinn ikke mødt den omtalte Trudy som hans fader havde til mage, men som han så på sin søster fik han sig gen pludselig fornemmelse af hvorledes hun kunne se ud. Sinn kunne dog ikke forestille sig at noget føl af hans fader ville kunne ligne deres mødre mest. Han vidste han selv lignede sin faders føl mest, og som han så på hoppen med de mange striber vidste han at dette nok også var tilfældet med Jah-lila.
Jah-lila, ja, hans søster, hun kiggede nu forvirret mod ham. Efter nogen tid begyndte hoppen dog at bevæge sig mod ham, og Sinn mærkede en svag nervøsitet. Han havde mødt hende før, han havde hørt alverden om hende, og alligevel virkede dette som var det de to hestes første møde. Den stribede hingst rankede sig en ganske lille smule mens han lod hende komme til sig.
"Jah-lila" Sinns varme stemme stod som kontrast til det køligt brændende blik, stod som svar til hoppens ord. Hvor hun havde sagt hans navn en smule usikkert var Sinns stemme udelukkende hilsende, glædeligt. Noget ved den måde hoppen havde nærmet sig ham på havde gjort at nervøsiteten med et var fjernet, tilbage lå kun en underlig varme og glæde mod hoppen der delte striber med ham. Et ganske stille smil viste sig på hans mule, blot en stille trækning i hans mundvige, men kendte man Sinn vidste man at dette var en stor bedrift.

. Will tear away the smile on your face .

Tænk at hun virkelig stod foran ham! For Jah-lila føltes det hele ganske uvirkeligt, lidt som en drøm. Men bestemt en god én af slagsen.. Sinns brændende øjne kiggede dybt ind i hendes, og det var tydeligt at han ikke, ligesom hende, havde arvet deres fars mørkeblå øjne. Jah-lila huskede nu, at det var den rare Nuage Glacée, der var mor til Sinn, og selvom det mest var DawnFrosts gener der trådte frem, kunne hun alligevel sagtens se den blå hoppe i hendes bror.

"Hvor er det dejligt endelig at møde dig Sinn.. Sådan rigtigt!" Jah-lilas øjne strålede af glæde, som hun nu strakte mulen frem mod den anden, i en hilsende gestus. Han var større end hende, men det var vel ikke så underligt, idet Trudy var en ganske lille hest, og Jah-lila havde arvet hendes højde. Nysgerrigt begyndte den stribede hoppe nu at bevæge sig rundt om sin bror, mens hun nøje studerede hver en tomme af hans krop. Det var vigtigt for Jah-lila at kende til hver en detalje, på hendes ny opdagede bror. De var trods alt hinandens familie, og så kendte man da til hinanden. I hvert fald når man havde fundet ud af, at den anden eksisterede.

Da Jah-lila atter stod foran Sinn, kiggede hun op på ham med et stort smil. "Jeg synes, at du er flot," bekendtgjorde hun så for ham. En helt igennem Jah-lila agtig ting, at være så ærlig, og ikke holde noget igen. Den stribede hoppe sagde sin mening, og sådan havde et altid været.

Synthrax Sinn

. These burning blue eyes of mine .

Smilet forblev på hingstens mule som hun fortalte ham hvor glad hun var for at møde ham. Sinn havde det på selvsamme måde. Allerede nu hvor han stod og så på hoppen som var det første gang, følte han allerede et bånd til den stribede søster han havde fundet sig. Hendes udstråling, ja det hele, mindede ham om DawnFrost, deres fælles fader, måske det var derfor han allerede følte et så kraftigt bånd til hende.
Et stille nik fortalte den stribede hoppe at han havde det på samme måde. Øjnene gav intet væk de brændte endnu køligt, men smilet blev blot en smule større, blot for en stund. Han ønskede at fortælle hende det, men det gjorde han også på sin egen måde, om Jah-lila så ville forstå hans signaler vidste han ikke. Hingsten vendte hovedet stille på sned som hun begyndte at cirkulerer omkring ham, han fulgte også hende med sine øjne, undersøgte den slanke krop med de mange striber. Hun var yndig, som en nyudsprunget blomst med alverdens farver og nuancer. Hendes krop kraftfuld og muskuløs under det slanke, langt mere end hans egen, men hun virkede også til at have mere af deres fader i sig end han havde.
Et stille grin kunne den stribede dog ikke holde i sig da hoppen sagde hvor han var flot. "I lige måde!" Sinn kunne ikke lade være med at sige dette, hoppen havde fået en underlig spirrende glæde til at dulme i hans mave ved sine ord.

. Will tear away the smile on your face .

Glædestrålende smilede Jah-lila tilbage til Sinn, da han nu ligeledes valgte at komplimentere hende.. "Vi burde starte en klub for flotte, stribede heste," grinte hun så til ham, mens den pinke hale muntert svingede fra side til side. At de to søskende kom så godt ud af det med hinanden, kunne vel egentligt kun kaldes held. Der havde i hvert fald ikke været nogen indikatorer for, at det var sådan det ville gå, og det kunne lige så godt være endt ud med, at de ikke havde kunne udstå synet af hinanden. Heldigvis var det ikke kommet til at gå sådan.

"Hvad er dit yndlingssted i Proelio?" Spurgte Jah-lila så med ét, ivrig efter at lære sin bror bedre at kende. Måske kendte hun allerede stedet, men hvis det ikke var tilfældet, kunne det jo være, at Sinn ville tage hende med dertil.
Som den stribede hingst stod der foran hende, mindede han hende hele tiden om deres far. Sinn havde mange ligheder med DawnFrost, til trods for at hans bygning var noget mere robust. Hvor mon han havde fået det fra? Det kunne jo heller ikke være hans mor, Jah-lila huskede i hvert fald Nuage Glacée, som en fin spinkel hoppe med den smukkeste himmelblå pelsfarve.

Synthrax Sinn

. These burning blue eyes of mine .

Det var et stille skævt smil der tegnede sig om hingstens mule ved hans søsters ord. Den idé var ganske god, men Sinn kendte skam ikke andre stribede heste end han selv og sin søster, samt deres fæælles fader. Hvis der kom flere til landet virkede det dog som en ganske god ide. "Indeed!" Ordene var stille, men selv om lyd niveauet var lavmældt var det på en måde ganske gennemtrængende, og noget lettere drillende lå i ordene.

Et stille blik måtte hingsten sende om sig for at virke til at kunne bestemme sig fuldkommen. Sinn havde dog kun et yndligssted og han var ganske sikker på hvor dette var. "Ved havet" Han nikkede stille som skulle det understreges at der ikke var andre steder der var så interessant. Stranden var irelevant, men havet ja! "Hvad med dig søster?" Hingsten smagte på ordet, også for at se hvad den stribede hoppe ville sige til hans varme ord.

. Will tear away the smile on your face .

Da Sinn var med på idéen om at starte en stribet klub, begyndte Jah-lila nærmest at danse på stedet, af ren og skær glæde.. "Det bliver den bedste klub nogensinde!" Den lyse stemme var nærmest gået over i et syngende tonefald, til trods for at der nu dukkede et eftertænksomt blik op i de blå øjne. "Muligvis den eneste klub?" Var der overhovedet andre klubber i Proelio? Jah-lila havde i hvert fald aldrig hørt om dem før. "Og du skal være æresmedlem," endnu en gang røg stemmen et par oktaver op af ren og skær begejstring.

At Sinns yndlingssted i Proelio, forstod Jah-lila så ganske udmærket. Hun havde også altid selv fundet havet ganske fascinerende. Bare den måde hvordan det hele kunne skifte på, fra små blide bølger der med en sagte hvislen væltede op over stranden, for derefter stille at trække sig tilbage igen, til det rasende og frådende uhyre, der uden problemer kunne æde en hest. Da Sinn nu spurgte ind til, hvilket sted Jah-lila foretrak, sendte hun ham til at starte med et stort smil ved ordet søster. Det lød godt! Herefter dukkede det eftertænksomme blik atter op. "Hvis jeg skal være helt ærligt, så ved jeg det ikke.. Muligvis Freedom." Hendes stemme var tvivlende, da hun jo som sagt ikke var sikker. Men Freedom bar jo netop på en hemmelighed, en hemmelighed som Jah-lila havde opdaget.