KWIN

Det var en stille aften. Solen var knapt nok gået ned under horisonten, men over det lille land hvilede der en død stemning. Den spinkle hoppe havde bevæget sig ud mod engen da mørket var begyndt at falde på, ikke fordi at hun frygtede mørket, men hendes vandring måtte have en ende ved et bekendt sted, og denne eng havde hun befundet sig på få gange før. Hun havde brugt sin tid i Proelio på at undersøge landet, og ej på at skaffe bekendtskaber - det måtte komme med tiden. Hun var dog begyndt at tvivle på at hun nogensinde ville kunne kende til dette område da hun følte at hvorend hun satte sine hove, stødte hun på nye områder som hun ej havde set før. På trods af at hoppen nød at bruge sine dage på at udforske og opleve naturen i området, så var hun begyndt at kede sig en smule. Hun savnede selvskab.
Kwin var ikke normalt selvskabssyg, eller typen der ikke kunne nyde stilheden omkring sig, men efter et par uger uden at have stødt på en sjæl måtte hun indrømme at hun savnede at have nogen i sin nærhed. Måske var dette også en af grundende til at hendes spinkle, brune ben havde ført hende ud på denne eng - for at se om der mon var andre ligesom hende. Nogen der også søgte selvskab.
De klarblå øjne spejdede over engen, og skovkanten da hun elegant bevægede sig igennem det høje græs. Hun var meget føllet bygget i udseende, meget feminin og spinkel, og hendes pels var lys og blød, men hendes sind var ikke blot en unghests. Hun havde sine dage hvor hun blot nød at galopere gennem sandet og ikke tænke på noget, men ellers var der ingen tegn på at hoppen var barnlig. Det skulle man bestemt ikke kalde hende.
Hendes mandelformede ører vippede opmærksomt rundt da hun hørte en svag stemme i sit øre. Den var som bragt med vinden, og meget velkendt for hoppen. Hun kunne ej skildne ordene fra hinanden, og derfor vidste hun ej hvad den fortalte hende, men den stemme havde fulgt hende gennem livet. Hun ville aldrig røbe noget om denne stemme til nogen, end ikke hvis hun blot kunne, nej, de ville blot sige hun var skør og at stemmen blot fandtes i hendes hoved. Måske var dette rigtigt? Var hun skør? Det ville hun ikke kalde sig selv. Som yngre havde hun troet at denne stemme som hviskede var den stemme hun aldrig fik, at den hviskede alle de ord hun aldrig ville få sagt. Med tiden havde hoppen dog forstået at dette ikke var muligt, selvom en del af hende næsten håbede på at dette var forklaringen. Så fejlede hendes sind jo ikke noget. Stemmen forsvandt dog atter med vinden, for at lade hoppen om at glemme alt om den og atter spejde rundt igennem det høje græs som hun befandt sig i. Hun nød denne kølige aften, på trods af den dunkle stemning og at skyerne truende havde trukket sig sammen over landet, hvem der dog vidste hvad denne aften havde at byde på?

Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


En skygge gled henover græsset. Kun lyden af den hvislen de små strå afgav når de gned mod hinanden, var tilstede. Der var ingen lyde af hovslag, på trods af at skyggen var en silhouet af den hingst der satte den. Roligt og afslappet smøg han gennem det høje græs som en slange. Der var stille på denne aften. Kun lyden af vinden der rullede henover græsset og ruskede i træernes kroner kunne høres. Af og til var der et dyr der tilkendegav sin placering, men det var udenfor denne hingsts interesse. De pupilløse, violette øjne han besad hvilede stirrende på... intetheden. Koldt, dødt og fjernt, var hvad de kunne beskrives som. Kun skæret som himmelen afgav, vidnede om hans svagt bankende hjerte der tvang liv ud i hans lemmer. Denne hingst tænkte ikke noget, levede ikke for noget.. hans hjerte bankede ikke for noget. Han vandrede blot hvileløst denne jord. Nogle ville påstå at dette blot var en facade.. Men Recimir var sådan, og det kunne ikke ændres. Han havde ikke brug for andres medynk, han havde ikke brug for et 'kærligt puf' ... Denne hingst havde ikke brug for noget som helst. Og var der nogen derude der mente noget andet, kunne de sparer ham for deres idioti. Han lagde ikke øre, til sentimentalt pladder.

KWIN

Hoppens blå øjne vandrede over græsset, søgende efter tegn på liv. Den dunkle stemning som de mørke skygger skabte over engen påvirkede den spinkle hoppe, og hendes energiske trav sagtnede og endte i en afslappet skridten. Hendes blik var nu mere tilbageholdent og en smule reserveret, men på trods af det så forlod nysgerrigheden dem aldrig. Hendes vandring havde ført hende til skyggen af et mindre træ, hvor hendes skridt nu ebbede ud og endte hvor hoppen stod i skjul af dette træ. Hun var ej usynlig, da de klare, blå øjne stadig lyste op imens de søgte sig over landskabet hun befandt sig i. Blikket gled dog opad til sidst - op mod skyerne som skjulte stjernerne for dette land. Derfor var denne aften mørkere end normalt, stjernernes lys var der ikke til at guide hende i sikkerhed hvis hun ville fare vild. Hun tvivlede dog på om hun ville kunne fare vild, eftersom hun ikke ejede et tilholdssted, eller et bekendt område at fare vild fra. Derfor ville hun altid være faret vild. Det nagede hende dog ikke, for i hendes øjne var det en stor del af livet som strejfer. Hun følte at der var mange der ej havde forstået konceptet med at være en fri sjæl. For hende var en strejfer et sind som ej var bundet til hverken steder eller andre sjæle. Hun følte at mange ubevidst befandt sig i flokke, da mange havde nære bekendtskaber som de oftere lagde selvskab til end at rejse alene. Hun nægtede ikke at man ej måtte have bånd til andre som en af de frie sjæle, da hun også selv søgte sig til andre sjæle, men hun brød sig ikke om at knytte sig for meget til nogen. Eller noget.
En skygge bevægede sig, og hendes blik gled rundt for at se hvem, eller hvad der vandrede rundt i nattens mørke, ligesom hende selv. Det var svært at skildre skyggen fra resten af mørket som den befandt sig i. Men Kwin konkluderede at silhouetten måtte være ejet af samme art som hende, dog udelukkede det ikke at den ikke ville være en fare. Selvom hun ikke var typen der frygtede alt omkring sig, så var hun dog forsigtig med hvad hun kastede sig ud i. Hun var nysgerrig, ja. Men ikke dumdristig. Derfor kiggede hun blot afmålende på skyggen der bevægede sig igennem græsset. Hun gav sig ikke til kende for den, men lod blot det let kølige blik hvile på konturerne af denne sjæl. At presse sig på, og være uhøflig, ønskede hun ikke. Hun gemte sig ej for ham heller, da hun var så tydelig som man kunne blive her i skyggernes mørke, men man ville nok blot kunne skimte en silhouet af hende, medmindre man kom tættere på. Selv kunne hun heller ej fortælle noget om denne bevægende skygges farver eller aura, blot at hun måtte tro at det var en hingst på måden skyggen bevægede sig, men dette kunne hun ej sige med sikkerhed.

Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Som skridtene blev flere, blev mere og mere distance tilbagelagt. Men på trods af hingstens lydløse bevægelser, afslørede det nedtrampede græs hvilken retning denne hingst var kommet fra. Det var umuligt at slette alle spor. Men var det muligt, ville det ikke være til at se hvor han havde vandret.
Recimirs ører hvilede lidt tilbage i hans nakke. Det gjorde de altid. Det var ikke fordi han var sur, eller irriteret.. sådanne følelser ville man næppe komme til at se i øjne som hans. Men disse ører var altid opmærksomme, på trods af den kedelige placering de havde. Han lyttede. Lyttede til den melankolske sang vinden hviskede til dem. Men noget brød ind. Lyden af svage hovslag blandede sig og gennede den triste sang bort. Recimir gjorde et holdt. Det var en hest der var på vej. Slagene mod jorden var bløde, og svage.. de kom højst sandsynlig fra en hoppe, eller en spinkel, vagtsom hingst. At denne hest var ved at lære at bevæge sig som han, nægtede Recimir at tro på. De eneste der kunne det samme som han, var de resterende i den flok han forlod. Og ingen andre end han, havde sat en hov udenfor denne floks revir.
Det var han næsten sikker på. Alligevel lod han de lysfølsomme øjne glide over det vidtstrakte landskab, i søgen på den fremmede. Han var ikke længe om at spotte en silhouet under et stort træ. At dømme efter de feminine former, og den bløde og fyldige hale der flød så let i vinden, var det en hoppe. Den mørke hingst lod sine næsebor udspile, og forsøgte at indånde den duft fra hende som vinden bar med sig. Det var den feminin duft, selvfølgelig, men hvad Recimir søgte efter i denne, var duften for svag til at afsløre. Han måtte tættere på.
Hingstens tomme blik hvilede stirrende på hoppens silhouette, han betragtede hende idet hun også havde opdaget ham. Hun lod ikke til at ville tage kontakt, på trods af det nysgerrige blik hun sendte ham.

Minutterne gik, og hingsten stod stille som var han frosset fast i tiden. Lige da det blev på grænsen til kedeligt, satte han i bevægelse. Men ikke mod hende. Han fortsatte et stykke frem i det høje græs, og først da dette blev kortere og mere udtyndet ændrede han kursen mod hende. De lange ben han besad, førte ham roligt og lydløst fremad. Ørene hang i deres sævanlige position, men hans tomme, døde blik hvilede stirrende mod hoppens. Diskret, lod han sine næsebor opdaterer på hendes duft, og som den blev stærkere afslørede den mere og mere om hende. Han standsede dog et par meter fra hende. Ikke af hensyn, nej, men fordi at han nu havde analyseret hendes duft, og var blevet en anelse overrasket.
Recimir havde troet at hun lugtede langt væk af børnehave. Og børn ville han ikke spilde sin tid på. Men denne hoppe var udvokset. Ikke kun hendes duft var fuldt blottet nu, hendes udseende var ligeså. Hingstens violette, pupilløse øjne gled ikke over hendes krop for at studere den nærmere. Nej, de var fortsat fæstnede i hendes blå øjne. Hvordan hun så ud, var for ham ligegyldigt. Det var hvad hendes sind havde at byde på, der måske kunne vække en anelse interesse i det halvdøde sind han selv besad.

KWIN

Den kølige aftenbrise gled over engen og prøvede dovent at fange hoppens man. Den lykkedes dog blot at fange nogle enkelte hår, som bukkede sig ligesom de lange græsstrå i den svage brise. Hoppen stod stille, ligesom skyggen, og blot studerede ham. Han havde set hende nu, men viste først ingen tegn på at tage yderligere kontakt til hende. Den stilhed der opstod mellem dem fandt hoppen dyrbar, hun holdt sin ånde inde for at ikke forstyrre den svage lyd af vindens raslen i græsset og træets blade. Da hingsten så valgte at bevæge sig nærmere lod hoppen endelig sin ånde sive ud af kroppen for at derefter finde ny ilt i natteluften. Tålmodigt ventede hun på ham imens skyggen bevægede sig nærmere hende. Det var ikke meget tålmodighed som hoppen ejede, men i dette tilfælde ventede hun med stor tålmodighed da hingsten trods alt var på vej. Hun studerede ham opmærksomt da han kom nærmere, dog til en start, blot hans øjne. Hun lod heller ej blikket vige fra hans, ligesom han ej fjernede sine øjne fra hende. Der fandtes ingen spor af liv i hans lyse øjne. Der var dog noget mere der manglede i dem. Det tog hoppen få øjeblikke før hun indså at hingstens øjne ikke ejede pupiller, hvilket gjorde dem endnu mere livløse. Hoppen undrede om der mon nogensinde havde fandtes en flamme i disse øjne, eller om de altid havde set så ligegyldige ud. Mon det var noget i hingstens fortid som havde forsaget at flammen brændte ud? Eller havde den aldrig været tændt? Det døde blik fik hoppen til at hælde mod det sidste, men noget andet sagde hende at det var umuligt at aldrig have haft nogen form for følelser. Hun ville lægge hovedet på skrå, men noget ved ham fik hende til at krumme sig en smule sammen og ikke røre en muskel. Det var ej frygt, men den aura som hingsten havde om sig. En stemning som voksede sig stærkere jo tættere end trådte på hende.
Hans døde blik var som hendes modsætning. Selv brændte flammen ivrigt i hoppens livlige øjne, og det var ikke ofte at de ville blive følelsesløse. Hoppen var fuld af liv, energi og følelser, men hun ønskede ikke altid at dele dem med nogen. Derfor ville hendes blik altid være en smule tilbageholdent, og endda afvisende. Dette betød dog ikke at hun skjulte disse følelser, nej Kwin lod sig oftest blive læst som en åben bog, da hendes blik og kropssprog var hendes eneste måde at kommunikere på. Hun fandt heller ikke nogen grund til at lægge skjul på hendes følelser, da hun ikke kunne se grunden til det, dog ønskede hun heller ikke at dele dem med den der ej ønskede at se dem. Hun bar sine følelser i sine øjne, og om han ønskede at vide om dem måtte hingsten selv bestemme. Hun undredes om hingsten var typen der skjulte sine følelser så dybt inde at hans øjne var så døde som de var, eller om han rent faktisk ikke følte noget. Det vidste hun ej.
Da hingsten endelig bremsede foran hende, men god afstand, lod hoppen sit blik slide sig væk fra hans for at søge over hans krop. Hun prøvede at finde en eller anden form for følelse eller blot andet end den ligegyldighed som han udviste. Han var kraftigere bygget end hende selv, men hun var også spinkel, endda for en hoppe at være. Hendes krop kunne ligne en plag, og hun var også ung, men ej et føl. Dog var hendes sjæl ikke barnlig, nej hun var voksen i sind.
Hans aftegn fangede hendes interesse først, men senere gled den hen på hans besynderlige farve. Hun fandt dog heller ikke meget liv ved hingstens krop, derfor gled hendes klare blik tilbage mod hans øjne. Hun kunne ikke finde noget ved ham, andet end det livløse blik.
Hun hævede opmærksomt hovedet op og vippede lyttende ørene frem, men ikke en lyd kom fra hingsten. Hun måtte dog indrømme at heller ikke have forventet andet fra ham. Han så heller ikke ud til at vise nogle tegn på at åbne munden og lade sin stemme lyde lige foreløbigt. Om han overhovedet ejede en stemme, vidste hun ej. Måske havde hun fundet en ligesom hende selv?
Hendes næsebor udspiledes da hun trak vejret dybt ind. Hun holdt vejret inde et par sekunder, før hun atter lod luften sive ud gennem de udspilede næsebor samtidigt som det spinkle hoved sænkedes en smule. Kort vibrere hoppens åndedræt i hendes næsebor, som en svag, hilsende prusten. Dette var den eneste lyd som hoppen nogensinde ville lade lyde. Hun forventede ej noget svar fra den livløse hingst, men af høflighed lod hun sig hilse på ham.

Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Betragtende, og observerende studerede han denne hoppe. Hun udtrålede usikkerhed, og det var sikkert blot pga ham. Det var ikke en uvant reaktion. Mange heste havde denne hingst mødt på sin færd. Og mange forskellige reaktioner havde fulgt med dem. Denne havde han ligeså set et par gange, og han vidste at han blot skulle træde i karakter også ville denne usikkerhed forværres. Hvorvidt hoppen decideret ville blive bange, vidste han ikke. Heldigvis for hende, var Recimir slet ikke sådan en type. Han forholdte sig altid tavs, og rolig.
Skønt hoppens blå øjne forlod hingstens stirrende blik, for at istedet lade dem glide over hans krop, lod han sine fortsat hvile mod hendes. De funklede.. Skønt himmelen bar et tykt, mørkt tæppe på denne nat, så funklede de. Hvordan kunne de det? Hvorfor gjorde de det? Recimir bevægede sig tættere på hende, og ignorerede hendes hilsende prust. Han var væsentlig mere fokuseret på at løse denne gåde, end at stå og snik snakke om ligegyldige ting.
Tættere og tættere på kom han med lange, rolige skridt. Denne hingst var ret så ligeglad med personlig rum, høflighed og pæn tiltale, det var ikke sådan han var opdraget da han var føl. Så han fortsatte, fortsatte indtil han nu stod helt tæt ved hoppen. Nøje studerede han de små, lysende glimt der dansede så livligt i hendes blå blik.

"Dine øjne funkler, på trods af den varsomhed du udviser.. tvetydigt, synes du ikke?"

På trods af hvor undrende ordene måtte lyde, var hingstens toneleje monoton, og stemmen hæs og hvislende. Det lød ret unaturligt når han snakkede, men dette var mest fordi at hans stemme var så unuanceret og rusten som den var.. den var ikke blevet brugt meget.
Fortsat lod han det pupilløse, violette blik hvile i hendes, han studerede dem, imens han kort tænkte sit.

KWIN

Hun lod ham komme tættere på, uden at så meget som at udøve den mindste bevægelse. Han skræmte hende ikke, men der skulle også meget til før denne nysgerrige hoppe skulle stikke af i rædsel, nej, hun søgte gerne eventyrerne og var ikke bange for at tage de chancer og risikoer der fulgte med. Ej at hun mente at denne hingst var et livsfarligt eventyr, men hans udtryksløse øjne vækkede hendes nysgerrighed, og hoppen gjorde sig sine spekulationer for hvordan de mon er endt sådan? Hingsten har måske mistet og smertet, men vil dette være nok til at tage sjælen væk? Eller måske var denne hingst født uden sjæl. Tanken fik dog et svagt gys til at gå igennem hoppens spinkle krop. Et føl uden sjæl - Enligt Kwin så var disse unge nok de mest udtryksfulde skabninger på denne jord, og at se sådan et føl, med et dødt blik måtte være et skræmmende syn. Hun tvivlede dog på at dette var muligt. Alle måtte have en sjæl, og med en sjæl der fulgte der følelser. Måske var der ej særlig mange følelser gemt i denne sjæl, men de måtte findes et eller andet sted. Hun tvivlede dog på om hun overhovedet ønskede at se disse følelser hos denne hingst, hun kunne aldrig vide hvad han gik og gemte på. Tanken om at dette blot var en påtaget facade, havde også strejfet hoppen, men med denne maske måtte hingsten være en dygtig skuespiller.
Hun måtte indrømme for sig selv at hun blev en smule forvirret. Hvad skulle hun synes om denne hingst? Det vidste hun ej. Hun havde hverken nogen god eller dårlig følelse ved ham, men nu havde han heller ej udvist noget godt eller dårligt endnu. Hun måtte vente. Hun ønskede blot at denne hingst ikke ville kede hende, da hun havde bemærket trætheden komme snigende. Den ignorerede hun dog blot, og det nysgerrige blik stirrede blot intenst ind i hingstens pupilløse øjne.
Et enkelt øre vippedes opmærksomt mod hingsten, for at lytte til hvad han havde at sige. Så han ejede en stemme. Måske var den dyb og rusten, men det var trods alt stadig en stemme. Blikket i hoppens øjne blev dog først kort undrende, over hingstens ord, men derefter blev de lysende, blå øjne tænksomme og stilheden imellem dem blev tykkere. Hoppen havde koncentreret rynket spidsen af den silkebløde mule i koncentration, men trods det, så delte hun også sin opmærksomhed med hans blik, og ikke blot hans ord.
Selv følte hoppen ikke at disse to ting havde noget med hinanden at gøre. At hendes øjne funklede, havde hun heller ej været klar over, da hun ikke var typen der spildte sin tid på at spejle sig selv i vandets overflade. Hun vidste dog at sammenlignet med hans, så var hoppens øjne i den grad i live, men om det var dette han mente med glimte, vidste hun ikke. Hun så dog heller ej nogen grund til hvorfor hun ikke skulle være vagtsom, på trods af hendes brændende nysgerrighed og åbenhed. Det var mørkt, og man kunne aldrig vide hvad, eller hvem, der lurede blandt skyggerne. Hun var som sagt ikke den nervøse type, men hun var heller ikke dum. At være på vagt var for hende, at passe på sig selv - det havde hendes indre flamme som fik de opmærksomme øjne til at danse med liv intet at gøre med.
Hun ønskede at fortælle denne hingst dette, men da hun åbnede munden lød der ikke en lyd, og hoppen måtte forblive tavs. Hun så indgående på hingsten, ville han også falde tavs, eller fortsætte sin snakken om disse øjne? Hendes undren var tydelig.

Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Tålmodigt vendtede den mørke hingst på at hoppens lyse, søde stemme skulle fylde luften. Skubbe den kølige vind bort, hvori hans egen stemme flød.. Det var en evne hopper havde. Men istedet for en melodisk klang, kom der blot en lyd fra den luft hendes strube pressede ud af den åbne mund. Kort og ganske svagt gled der et strejf af interesse henover den matte hornhinde, for så at forsvinde igen. Det var som om at hoppens blik hungrede efter at forme forståelige ord, mens hendes mund nægtede. Det næste de udstrålede var undren. Mon hun undrede sig over om han havde forstået hende? Det havde han næppe.

"Du taler ikke"

Sagde han delvist spørgende og delvist konkluderende. Et stykke tid, forholdt han sig tavs. Blot for at gøre sig selv sikker på at det kunne hun faktisk ikke. Istedet lod han sin mørke mule placerer ved hende kæbe, så hans læber pegede op mod hendes øre.

"Kan du ikke engang hviske?"

Hans stemme hvislede dæmpet imod hendes øre. Men ikke på noget tidspunkt rørte han hende, end ikke andet end hans ånde ville hun kunne mærke. På det punkt holdt han afstand.
Idet Recimirs ord havde forladt hans mund, trak han roligt mulen til sig igen. Hans ord ville måske lyde som nonsens, hvis man ikke tænkte lidt mere i dybden over det. Man kunne nemlig hviske på to måder.. den ene var med stemmen, den anden var med den luft man pressede ud gennem strubehovedet, når man normalt talte. Formede man ord med munden, idet man gjorde dette, var muligt at 'tale' meget dæmpet. Vel og mærke at man mestrede det., når man som hende, ingen stemme havde.

KWIN

Der var noget underligt over denne hingst. Måske var det den mystik han bar omkring sig, og så alligevel var han så ligefrem. Hoppen følte sig splittet. Hun tvivlede ikke et sekund på at hendes evner og instinkter ville føre hende i sikkerhed hvis det skulle blive nødvendigt, men samtidigt var der noget der sagde hende at hun ikke havde behov for at end overveje dette. Hun følte ham ikke som en trussel, men hendes mavefornemmelse var heller ej god omkring denne hingst. Hun valgte derfor blot at blive stående uden at røre en muskel, da hingsten valgte at komme endnu nærmere. Hun havde ikke noget imod nærkontakt, da dette også var en af de få muligheder for hoppen at kommunikere på, men dette var heller ej nærkontakt, han rørte hende aldrig. Hoppen holdt vejret inde og fulgte opmærksomt med i hans bevægelser, undersøgende, da hans væremåde interesserede hende. Aldrig havde hun mødt nogen magentil.
Der var noget som havde forandret sig i ham. Der var noget mere end blot ligegyldighed i hans blik, men om det blot var nysgerrighed, eller fordi han havde fået blod på tanden, det kunne hun ikke sige med sikkerhed. Ikke her i mørket, hvor hans krop stadig virkede som en silhouet. Hun overvejede hvordan hingsten ville føles, hvis hun rørte ham. Ville han være kold, som et lig? Eller var hingsten blot en dis, måske ligefrem et spøgelse? Hun bevægede hovedet i en svag rysten af sig selv, men også som svar på hans første spørgsmål. Nej, fantasien ville hun ikke lade bære afsted med hende her i mørket. Dette var naturligvis en skabning af køb og blod, ligesom hende selv. Besynderlig var han ja, men hvis hingsten var noget overnaturligt, skulle dette bevises før hoppen ville lade sig overbevise.
Stemme, ejede hun ikke. Det havde hun aldrig gjort, men om det var den traumatiske start på livet som hoppen havde fået, der havde berøvet hendes stemmebånd, eller om hun helt enkelt aldrig havde fået denne evne, vidste hun ej. Længe havde hun prøvet at tale, men hun måtte skuffes hver enkel gang da det helt enkelt ikke var muligt for hende.
Noget i hoppens blik forandredes, over det sidste hingsten sagde. Eller hviskede. Hans ord havde ramt hendes ører og ført sig ned over hoppens ryg og efterladt et usynligt gys i hende. Men det var hans ord, og ej hans tone, der havde fanget hoppens fulde opmærksomhed. Jo, hun havde forsøgt. Hun kunne få nogle hæse hvæs frem i struben, men ord kunne hendes ånde ej danne. Hun havde aldrig talt, og derfor vidste hendes krop ej hvordan man skulle forme disse ord og lyde, end ikke i en svag hvisken.
Hendes blik var pludselig klart, og hun trådte tilbage for at studere hingsten, men hun ønskede at bevare den nærhed de havde, derfor trådte hun blot langt nok væk til at kunne se ind i hans pupilløse øjne. Hun stod nu sådan længe og studerede ham. Aldrig havde nogen foreslået dette før, og om det var af undren eller fordi han ønskede at hjælpe hende at han havde spurgt om dette, vidste hun ej. Hun hældte dog mest til det første, hingsten ejede ingen grund til at ønske at hjælpe hende. Stilheden blev tykkere imellem dem, og der gik mange stunder før hendes læber skildredes og hun lod et svagt hvæs lyde imens hun skubbede luften ud af lungerne, som svar på hans spørgsmål. Dette var hvad der havde erstattet hendes stemme.

Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Den spinkle hoppe rystede på hovedet, så de kanel-farvede lokker blidt lod sig svinge, og skabte en indbydende kontrast til hendes chokoladebrune pels. Men på trods af disse harmonerende farver, var hun noget så enkel. Mon hendes sind var ligeså? Recimir vidste at han ej kunne tage smutveje, som han havde gjort med Cerwyn, da denne hoppe ikke kunne forme ledetråde med sin mund. Han måtte derfor tage stilling til om den lille snert af interesse der hang i hans livløse blik, kunne række langt nok til at gide udforske hende.
Hingstens tomme øjne fæstnede sig atter mod hoppens klare, blå øjne da hun veg et skridt væk fra ham. Ser man det.. Hoppen skilte sine læber igen, og forsøgte at 'hviske' sine ord, men dette hjalp hende ikke. Kun lyden af et halvhjertet hvæs ramte Recimirs mørke ører. Langsomt tiltede hingsten sit hovede en anelse på skrå.

"Nej. End ikke det, kan du.. Jeg vil gætte på at dette er noget du ærger dig over tit?"

KWIN

Hoppen lod blot blikket hvile på ham. Hun så interessen i hans ellers så døde øjne, ellers udviste hingsten ej meget følelse. Hun kopierede ubevidst hans bevægelse, og krængede det velformede hoved en anelse på skrå, til samme side som hans. Hun var usikker på hans intentioner med hende, hvorfor ønskede han disse svar fra hende? Det vidste hun ej. Hvad han kunne bruge dem til, var hun også usikker på, disse informationer var ligegyldige for den der ej ønskede at skaffe bekendtskab med hende. Måske var han blot sådan en som samlede på personligheder, udforskede heste for at senere blot have nytteløs information om alle omkring sig. Hvorfor, vidste hun ikke, men hun havde set det ske før.
Det undrede først om hingsten stilte så mange spørgsmål til hende, i stedet for at fortælle om sig selv. Men han virkede heller ej som typen der delte sine tanker med en simpel fremmed som hende selv. Han ønskede svar som hun ej kunne give ham. Hun måtte forblive ukendt for ham, om han ønskede det eller ej. De ville ikke komme langt med denne samtale, da han ej ville finde nogle svar, og efterhånden ville det kede dem begge to. Derfor ignorerede hoppen hans spørgsmål, og trådte et skridt mod siden, hun bevarede deres øjenkontakt som en invitation før hun trådte forbi hans krop og trådte sin egen sti igennem det høje græs. Hun benægtede ej at hun følte et svagt håb for at han ville følge med, men hvis han ej ønskede hendes tavse selvskab, så var han også velkommen til at lade deres skæbner gå skilte veje. Da hun trådte forbi ham ramte hans spørgsmål hende, om hun var trist over dette handicap? Det nagede hende, ja, men hun spildte ej sin energi på at sørge eller mærke vrede over det. Det havde hun gjort før i tiden, men sorg havde ej fundet hendes stemme, og derfor havde hoppen indfundet sig med det. Havde hun fået et ønske, ville det dog uden tvivl være at finde denne stemme som aldrig var hørt, men dette var heller ej muligt. Hun måtte leve med dette til hendes dages ende, og for at være ærlig så skænkede hun det ej mange tanker længere.
Hendes blik gled over engen, mørket havde dog trukket sig sammen og der var ikke meget at se. Alt hun hørte var dog lyden af sit eget åndedræt, vindens hvislen og en svag rislen af noget andet. Kunne det være vandets klukken? Hendes livlige blik spejdede igennem mørket, men fandt ej svar på hendes søgen. Derfor gled blikket blot tilbage mod hingsten, som dog aldrig forlod hendes opmærksomhed. Hun så på intenst på ham før et tappert smil, gled over hendes mule i et simpelt sekund. Hun ønskede at have sine stemme, sådan at hun kunne svare på hans spørgsmål, men havde hun ejet denne stemme havde spørgsmålet heller ej eksisteret. Derfor måtte dette smil blive hendes eneste svar.
Om han ønskede at følge med hendes vandring igennem natten vidste hun ej, måske interesserede hun ham ej nu hvor hun ikke kunne give ham de svar han ønskede.

Recimir
Have you ever seen blood in the moonlight?.. It appears quite black.


Ingen reaktion kom fra hoppen. Trist.. måske ejede hun ikke tålmodigheden til at kommunikere med et andet individ. Hingstens stirrende blik fulgte hende, idet hun skridtede forbi ham for så at gøre et holdt. Dette bekræftede mere, Recimirs tanker om hendes utålmodige væsen. Sådan som hun spejdede udover det mørke landskab, virke hun mere interesseret i at udforske dette område. Men hingsten kunne ikke undgå at tænke; hvorfor? hvad skulle være så interessant at man fik lyst til at gennemsøge et så stort område? Ledte hun efter naturens facader? De såkaldte 'smukke' ting? Recimir fnøs. Måske havde han mødt endnu en tåbe.. en tåbe der ikke kunne se hvad der var på den anden side af farverne, formerne og de skinnende objekter. Hvilken snæversynet holdning til tilværelsen.
Spørgsmålet var så nu; Ville han følge denne hoppe, hen til hvad hun nu har i tankerne? Eller skulle han bare forsvinde.. blæse bort med vinden. Beslutningen var taget..
De store hove, lod sig blødt placere i det høje græs. Snart, havde han bevæget sig optil den mørke hoppe. Men denne hingst havde andre planer, end at vandre kloden rundt efter nytteløse ting. Idet han bevægede sig op langs hendes flanke, var hans hovede tæt på hendes hals. Ganske kort, og ganske let lod han sin mule strejfe hendes brune skind. Han rørte hende næsten ikke, men kun lige akkurat så meget at han kunne mærke hendes varme.

"Kom."

mumlede han sagte, idet han bevægede sig mod den kurs han havde sat. Tavst vandrede hingsten blot fremad.

KWIN

Hingsten fulgte hende. En svag følelse af lettelse ramte hoppens spinkle krop. Om hun ønskede hans selvskab, vidste hun ej, men hun ville ikke slippe ham ud af syne. Både af interesse for hans særdeles fascinerende opførsel, og også fordi hoppen ville vide hvor hun havde denne hingst. Derfor ønskede at holde ham nær. Da hendes tanker atter begyndte at vandre omkring hvordan denne hingst havde været før i tiden, måtte hoppen bevidst stoppe dem. Det skabte blot endnu flere ubesvarede spørgsmål om denne tomme sjæl, som hun måske endda gjorde mere kompliceret end den var. Hun tvivlede ej på at hingsten ikke ville give hende svarene på disse spørgsmål hun bar, og hun var sikker på at han ej ville bringe dem på banen uden opfordring. Opfordre, eller spørge ind til det, var hun ikke i stand til. Derfor forholdt hun sig tavs - fordi hun ikke havde noget valg. Hvis hun havde haft en stemme, havde hun nok heller ikke snaget i hingstens sind. Det var uhøfligt. Dog var hun sikker på at hun ville finde flere svar hvis hun kunne svare og spørge.
Disse to sjæle måtte forblive fremmede for hinanden. Hun kunne ej give ham de svar han ønskede, og han ønskede ikke at give hende de svar hun ville have. Hun undrede dog, ville de stadig kunne holde hinanden ved selvskab ved denne gensidige uvished? Selv var hun i stand til at kunne nyde stilheden side om side med en fremmed, men om han havde samme værdier, var også ukendt for hende - ligesom alt andet ved denne mystiske sjæl.
Noget rørte hendes hals, og hoppen mærkede et klamt gys glide igennem hendes krop. Hans ligegyldige stemning omkring sig kunne få kulden til at vandre ned af hendes rygrad, men den skræmte hende ikke det mindste. I stedet tog hun sig selv i at ville undersøge dette nærmere. Da hingsten rørte hende, for at derefter beordre hende med sig gjorde hoppen et tøvende halt. Hun stod nu for samme valg som han selv havde gjort for få øjeblikke siden. Skulle hun følge ham, eller lade dem gå skilte veje? En tænksom rynke dannedes på det yderste af hoppens glatte mule - hun ønskede at undersøge denne lyd som vandet gav fra sig nærmere. Hvor kom den fra? Og hvor ville hingsten føre hende hen? For at hun skulle følge ham, skulle det han havde at byde på være interessant nok til at hun skulle vælge at ignorere tørsten der kradsede i hendes strube for at holde hans tomme blik ved selvskab.
Hendes ører vippedes frem imod ham, hvilke eventyr ville han slæbe hende ud på? Ville de være ligeså tomme som han selv, endda kedelige? Eller havde han skumle planer bag denne vandring? Det ville skuffe hende inderligt hvis hingsten viste sig at blot være ligesom de andre som udgav sig for at være onde. Af en grund, som hun ikke vidste hvorfra kom, så forventede hun en smule mere af hingsten, noget spændende, eller noget som hun ej havde set før. Hendes livlige øjne koncentrerede sig om ham, og hun stod som forstenet i et øjeblik. Efter få sekunder kunne man dog høre de svage dunk fra hendes lette hovslag, bag hingstens lydløse skridt.
Hun skyldte ham dette, han havde fulgt hende og derfor var hun også forpligtet til at følge ham. Det var dog ikke derfor hun havde valgt ham fremfor tørsten. Det var den brændende nysgerrighed som hoppen besad, og trangen til nye eventyr som havde grebet hende.
Hvad han ville udsætte hende for, var dog uvist.