Et varmt bad var lige hvad den hvide hoppe trængte til. Men hoppen var ikke kun hvid. Hun bar den hvideste og reneste farve over stortset hele kroppen. Under øjnene var der dog blå aftegn, som vand der flød fra hendes øjne og dannede dråber, som gråd, trods hoppen kun havde grædt glædeståre I sit liv. Hendes ansigt var prydet af det pureste guld, hen over pelsen, ikke blot en farve I pelsen. Nej, guldbelagt var hun. Op af hendes ben var guldet også lagt, udsmykkende, på nær på det venstre forben, for på det bar hun en lænke, en lænke af det fineste og reneste guld… Eller var det guld? Hun havde fornemmet at det måske var noget andet… Eller blandet med noget andet… Noget overnaturligt. Kæden havde aldrig generet hende det mindste, den havde nærmere… beskyttet hende? Rygterne havde gået om at lænken var kontakten mellem hende og hendes mor, Afrodite havde hoppen der havde folet hende kaldt sig. Hoppen der den dag hendes forsvunden havde indtaget, ladet sin datter Eos tage sin første bid græs, og efterladt en ubrydelig lænke om hendes ben. En lænke der gav den fineste klokkeklang fra sig når hun bevægede sig, en lænke der kunne blive varm hvis hoppen kom på visse tanker, eller hvis hun kom visse steder nær.
Men endnu havde den lille hoppe ikke fundet nogen sammenhæng mellem disse forekommende.
Rygterne havde gået. Lænken var magisk. Moderen var gudinde. Lænken lænkede Eos, en datter af en gudinde, en halvgudinde på jorden, til hendes moder Afrodite, en gudinde. Men rygter var rygter, og trods Eos havde lyst til at få viden om hendes moder, og hvad der cirkulerede I blodet på hende, og hvorfor lænken om hendes ben gav den sødeste klang fra sig og virkede til at beskytte hende. Så hastede denne viden ikke. Eos var en hoppe af godheden selv. Hun var ungdommelig. Ivrig, naiv, men klog. Mange sider fandtes I denne sjæl.

Hoppen lod sig glide ned I det varme vand fra lagunen, hun bevægede sig så langt ud at hendes lyserøde hove slap klippegrunden under dem og den sorte man og hale flød på vandoverfladen mens hun spjættede med benene for at komme frem af, men det hele synedes så elegant og let for hende da hun I et roligt tempo bevægede sig ubesværget frem I det varme dampene vand. Det var en stor forskel fra luften der var kold og frostklar.

Den mørke hingst bevægede sig let henover græsset. Han var som sædvanlig ude for at udforske landet og alle dets steder, og han havde efterhånden fået set ret meget af det. Han fornemmede dog, at han nu igen havde bevæget sig hen et ukendt sted. Han havde i et stykke tid travet igennem en mørk og lettere uhyggelig skov, og han var derfor lykkelig for, at han nu var ude igen. Han nærmede sig noget vand, der skinnede underligt klart. Han stoppede brat op og førte nysgerrigt sin mule ned mod det. Det lugtede ikke som noget, der kunne drikkes, men det virkede ej heller giftigt. Han trådte langsomt ud i det, og han blev noget overrasket over at mærke, at vandet faktisk var varmt. Han brummede fornøjet. Det var da lige, hvad man trængte til ovenpå alt det kolde vejr.
Han bevægede sig længere og længere ud i det varme, klare vand, og pludselig rørte hans hove ikke længere bunden. Han slog fornøjet med hovedet, inden han sparkede ud med sine ben og gik i gang med at svømme. Han havde ikke rigtigt lagt mærke til omgivelserne omkring ham, da han kun havde fokuseret på dette spændende vand. Men pludselig lod han mærke til, at der svømmede en hoppe lidt længere frem. Han brummede hingstet. Han elskede at møde nye heste, og han håbede, at denne hoppe ville være lige så imødekommende og snakkesaglig som de andre heste, han havde mødt i dette land. Han vrinskede blidt og kaldende, mens han svømmede længere ud.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Den hvide hoppe var af gudeblod. Dette var dog uklart for hende, hun vidste det ikke men fornemmede det til tider, dog uden at kunne sætte ord eller bestemte tanker på det. Afrodite havde hendes mor hedet. Og meget pegede på at hun havde været en gudinde, men ikke for dette land så klart.
Eos vippede de hvide øre tilbage da en lyd kom derfra, pjasken lød. Hun drejede det hvide hovedet med det pureste guld plirret ud over ansigtet. Hun vippede nu ørene frem imod ham og vrinskede livligt mod ham før hun bevægede sig mod ham. Ikke den mindste træng til at bevæge sig op af det varme vand. Hendes lemmer føltes nu bløde og behagelige lette at bevæge.

” Goddag du fremmede “ tonen var munter og tydeligt glad for at få selskab. Om hun havde fundet selskab var nok så meget sagt, det var vel nærmere den sorte hingst med de pyntende kruseduller I hovedet der nærmede sig hende, der havde fundet hende. Selv her over vandet kunne man høre en Ganske klar klokkeringen. Den var fremmed for ham vidste hun, men for hende var den ikke, den havde fulgt hende siden dagen hvorpå hendes moder havde forladt hende. Men at den også kunne høres klart over vandet når den befandt sig under, var hende en gåde. Normalt kom lyd da ikke igennem. Lænken var af det reneste guld, af magi, og snoede sig hele vejen op af hendes venstre forben, på de andre ben pyntede det reneste guld også, men dette I mønstre op af benene. Smukke mønstre der bredte sig og blomstrede. Hendes gyldne øjne betragtede nysgerrigt den størrere hingst der nærmede sig I vandet.
Et godt stykke under hende, for enden af benene var de lyserøde hove I fuld bevægelse.

[/blockquote]

Han betragtede let hoppen, der ivrigt vrinskede og svømmede ham i møde. Et stort smil bredte sig på hans ansigt. Alt tydede på, at denne hoppe også var munter og imødekommende. Han slog fornøjet med hovedet. Det var dejligt med så mange nye bekendtskaber, og det faktum, at de fleste heste i dette land havde været venligtsindet, var blot med til at gøre hans forestilling om landet endnu bedre.

"Godaften," brummede han venligt. "Navnet er Calcifer."
Hans tone var høfig, men den svage undertone af drengerøv var stadig gemt i den. Han lod sit blik falde hen langs hendes krop. Hun havde så sandelig et udseende, der var værd at kaste et blik på. Hendes hvide farve skinnede op som månelys i mørket, men det var ikke dét, der fangede øjnenes opmærksomhed. Nede fra vandet glimtede det i en lys farve. Han kastede et blik ned på hendes ben og så gennem det klare vand, at de var belagt med guld. Han havde tit mødt heste med en guldlignende farve, men dette var meget anderledes. Det var nærmest kæder, der snoede sig om hendes ben, og det mindede uhyggeligt meget om ægte guld. Og så var der kæden om hendes ene forben. Den raslede med en sød klang, selv under vandet. Han gjorde store øjne. Hun var så sandelig interessant.
Hans blik gled op og mødte hendes. Selv i ansigtet så hun ud til at være belagt med guld. Han brummede fornøjet. Hvor var det altså interessant. Hans unge hoved var fyldt med spørgsmål, men han var dog høflig nok til at vide, at man ikke spurgte ind til sådan noget ved det første møde. Han bukkede let i nakken og sendte hende et venligt smil. Et muntert blik hvilede over hans strålende øjne. Selvom de var røde, var der intet ondt i dem.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Eos var ung. Kun tre år. Men hendes historie var stor. Større end man ville tro. Den par det kun fantasi ville gisne. Det som små unge følhopper drømte om. Men intet var sikkert. Dog var hun klar over at Flakezé kendte svaret… Flakezé, hingsten hun mente at hun så svagt kunne kalde en ven, eller om noget, så ville hun nok snart kunne gøre det. Forhåbentligt.

” Eos er jeg navngivet “ Eos var også et gudinde navn. Navnet for gudinden Morgengry. Så faktisk kunne hun også kaldes Morgengry, men hun havde endnu ikke mødt nogen der kendte til navnets betydning eller hvor det stamte fra. Mon de overhovedet tænkte over den slags? Hun vidste det ikke.

Mon hans sære aftegn stammede noget sted fra? Hun anede det ikke. Hans øjne sagde hende et eller andet. Hans røde øjne, men de var så blide og venlige. Han virkede til at være tilfreds med dem, de passede til ham og nuancen var præcis den samme som mønsteret I panden på ham.

” Her er skønt ikke? “ Hun var I et Ganske fornøjeligt humør. De ungdommelige gyldne øjne hvilede nysgerrigt på ham. So mom hun var ved at springes efter at lære ham at kende.

[/blockquote]

"Det glæder mig at træffe dig, Eos." Han så roligt på hende, mens et lille smil hvilede i hans mundvig. "Dit navn er meget specielt. Så enkelt, men dog alligevel interessant."
Han spidsede nysgerrigt ørerne i hendes retning. Navne havde altid interesseret ham. Det var interessant at høre, hvad andre heste havde valgt at kalde deres føl, og om navnene havde nogle specielle betydninger for hesten. Han plejede kun yderst sjældent at spørge ind til navnets betydning. Han vidste, at det kunne være et følsomt emne for nogle. Der var så mange ting, han gerne ville vide om Eos. Hun var den mest mærkværdige, unikke og dragende hoppe, han nogensinde havde set. Der var nærmest noget helt guddommeligt over hende. Og hvad var det med alt det guld?
"Jo, det er så sandelig et pragtfuldt sted," svarede han med et afslappet smil. "Hvad er det? Jeg har aldrig set noget lignende før. Vandet er så varmt, selvom det er frostgrader."
Han mærkede, hvordan han blev mere og mere afslappet i kroppen, og hvordan musklerne blev mere bevægelige. En rar varme spredte sig i hele hans krop. Han kunne ikke lade være med at brumme fornøjet. Det var virkelig en rar fornemmelse.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Den hvide hoppe med de smukke pyntninger smilede muntert da han udtalte sig om hendes navn. Eos.
” Tak, jeg er også glad for det “ Det spillede fornøjet I hendes øjne før hun fortsatte.
” Eos er navnet for gudinden Morgengry “ måske… Et gammelt rygte, en sætning der var blevet sagt mange gange men forbigået Eos nogenlunde steg op. Måske havde gudinden for morgengryet, Eos skænket kærligheds/forførrelses gudinden Afrodite den smukkeste morgen til at lade sin dater få liv. Et rygte.
For morgenen hvorpå Eos var blevet født, der havde den smukkeste himmel der nogensinde var blevet set gået over. Morgengryet var fyldt af de smukkeste og skønneste farver. Aldrig var det set så smukt før eller siden blev der sagt.
” Calcifer er heller ikke et helt normalt navn “ også hun afholdt sig fra at spørger ind til det. Om det havde betydning for ham eller ej.

Hendes blik blev ved med at udforske detaljerne ved ham. Vandet var klart og dampen stod let op.
” Det er kaldet en lagune skulle jeg mene. Varmt vand fra underjordiske kilder, opvarmet af vulkaner… Så vidt jeg ved “ Hun lød klog. Men hun var af samme alder som han, eller måske yngre? Hun var måske givet en intelligens og visdom, ellers havde hun blot lyttet.
Og alligevel bar hun den vidunderlige blanding af visdom og klogskab, og naivitet og ungdommelighed.

[/blockquote]

Han så om muligt endnu mere interesseret på hende, da hun fortalte, at hendes navn faktisk var navnet på en gudinde. Der var også noget virkelig guddommeligt over hende, så det overraskede ham ikke.
"Det kan jeg godt forstå," sagde han med et varmt smil. "Og sikken en smuk betydning. Det må være vidunderligt at være opkaldt efter en gudinde."
Hans milde øjne så på hende med et sødt blik. Han var glad for, at han langsomt lærte mere og mere om denne hoppe at kende. Der var stadig mange spørgsmål, han var syg efter at stille, men han ville ikke overdrive. Alt godt kom til den, der ventede.
"Nej, det er det vist ikke," sagde han med et let grin. "Desværre kan jeg ikke prale af, at mit navn har en eller anden smuk betydning. Jeg ved ikke, hvorfor min mor valgte at kalde mig det, ej heller hvad det betyder. Men det er et interessant navn."
Han trak let på skuldrene. Han havde faktisk tit ærgret sig over, at hans eget navn ikke havde en betydning. Når nu det var så specielt, skulle man tro, at det betød noget særligt. Men det gjorde det ikke. I hvert fald ikke så vidt han vidste.

Han lyttede interesseret til hendes beskrivelse af stedet. Han undrede sig over, hvor hun vidste dette fra, men hun kunne jo have fået det fortalt af en klog hest. Han smilede let. Det var interessant at vide, at man stod i vand, der nærmest var opvarmet af vulkaner.
"Lagune..." Han smagte lidt på navnet. "Det er i hvert fald et brugbart sted i et vejr som dette."
Han slog legesygt med hovedet, mens han svømmede lidt rundt om hende i det varme vand. Han studerede omhyggeligt alle detaljerne ved hende. Hun var gudesmuk.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Eos slap en let latter og lagde hovedet på skrå mens hun et godt stykke tid betragtede ham.
” Så må vi jo finde dit navn en betydning, Calcifer “ hun lagde vægt på navnet og udtalte det med en passion som om det var det hendes liv bestod af. At ligge betydninger I andre.

Hun sank den lille hvide mule I vandet og pustede hårdt ud så boblerne fløj op over vandoverfladen og sprang. Hun svømmede så mod ham med sine lange guldprydede lemmer og slap et let lavt hvin mod ham, legesygt.

Eos var en særpræget hoppe, vis og klog til tider, legesyg og livlig til andre. Men altid ungdommelig med et guddommeligt præg. Ihvertfald ville nogen mene det. Selv kendte hun ikke til det. Hun vidste at der var noget ved hende som ikke var ved andre. Men hun førte sig ikke frem af det. Forsøgte ihvertfald ikke på det. Men hun vidste at viden omkring det engang ville komme. Og hun kendte hasten der ville give hende den.

Hun styrede lige mod den sorte Calcifer, et kælenavn, Cal lå lige for, men hvad med Fér ? Hun brugte tid på at tænke over det. Men tiden så ud til udenpå at blive brugt på at suse efter ham I et legesygt øjeblik.

[/blockquote]

"Jo, det ville da være dejligt," grinede han og spidsede ørerne nysgerrigt. "Har du nogle forslag?"
Han så mildt på hende og hældte hovedet lidt på skrå. Han vippede let med ørerne og betragtede blot den unikke, guddommelige hoppe.

Han betragtede de små bobler, der kom op fra vandet, og lo mildt. Han lyttede igen til den søde klang fra hendes klokke, da hun svømmede. Da hun legesygt hvinede, gengældte han det og nappede blidt, men legesygt til hendes man. Tankerne om hendes guld blev ved med at plage ham, og han bedømte, at man godt kunne tillade sig at stille et spørgsmål nu. Han betragtede hende med et mildt blik. "Den kæde om dit ben... Jeg synes hele tiden, at jeg kan høre den ringe som den fineste, lille klokke - selv under vandet. Kan det virkelig passe?"
Han betragtede hende med hovedet på skrå i lidt tid, inden han legesygt slog op med hovedet og pjaskede lidt i vandet.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Eos lod tankerne spille gennem hovedet. Forslagene dumpede op og forsvandt igen som hun skrottede dem. Hvad kunne man kalde ham..?
” Calcifer, Fér, Fér den alvenlige, imødekommende, Fér, er nu ordet for overtræffeligt godt selskab” Eos udtalte stadig ordene med en forsigtighed og en nøjagtighed. Tænksomt lod hun stilheden gå til før hun slap en klukkende munter latter og nikkede.
” Fér er nu dit kælenavn fra min side, om jeg må have den ære ” Et bredt smukt smil lå over den hvide mule mens hun stadig klukkede af fryd og glæde.

Hun snappede tilbage og hapsede sig et øjeblik fast i hans man, som hun let blidt rykkede i, før hun atter gav slip. Hans spørgsmål var godt. Han var den første der havde ladet det lyde højt. Ingen havde spurgt. Men hun havde heller ikke mødt utroligt mange heste.
” Jeg er halvgud, min moder var gud, gudinde. Den dag jeg indtog mit første føde, på egen hånd, forsvandt hun og lænken kom. Jeg har gæt… men ikke andet… Nogengange fornemmer jeg at det nærmere er en lænke, at den lænker mig til en verden jeg ikke kender til, eller til min moder, hvor hun så end er…. ” Hun tøvede let, gik i stå, tænkte, tænkte over hvert eneste ord. Hun gik ikke og skiltede med det med vilje, men spurgte man fik man svar. Ellers fik man ikke denne viden om hende. Moderen var Afrodite, Afrodite, en kærlighedsgudinde over forførrelsen. En kunst hun efter sigende mestrede bedre end nogen anden.

[/blockquote]

Han betragtede hende nysgerrigt, da hun tilsyneladende tænkte over et betydning til hans navn. Da hun remsede alle hendes forslag op, mærkede han, at en svag rødmen skød op på hans kinder. Syntes hun virkelig, at han var overtræffeligt godt selskab. Han slog fornøjet med hovedet.
"Det er en fantastisk betydning!" klukkede han. "Og selvfølgelig må du kalde mig Fér. De fleste kalder mig Calci, så det er blot skønt at høre noget anderledes for en gangs skyld."
Han sendte hende et sødt smil, mens han vippede lidt med ørerne. Fér... Han smagte lidt på navnet. Han kunne godt lide det. Det var smukt. Men det, der gjorde det specielt, var, at det kom personligt fra hende.

Han lo mildt, da hun bed sig fast i hans man. Denne hoppe var så harmonisk og nærmest hellig, men samtidig forstod hun også at more sig. Hun var fantastisk. Han svømmede lidt rundt igen, mens han nysgerrigt lyttede til hendes svar. Han burde nok være faldet ned i vandet af bar overraskelse af hendes ord eller blive skræmt og løbe skrigende bort... Men igen kom det ikke som nogen overraskelse for ham. Han havde hele tiden kunnet fornemme noget guddommeligt over hendes væremåde og udseende, og at hun var halvgud kom ikke bag på ham. Det besvarede blot en masse af hans spørgsmål.
"Det er helt utroligt at stå foran en halvgudinde. Jeg kunne mærke, at der var noget særligt ved dig helt fra start," sagde han med et sødt blik. "En lænke... Ja, det lyder jo meget logisk, i og med at din mor forsvandt, da du fik den påført. Men er den så tung at gå med, så du nærmest føler dig fanget? Den har ellers sådan en let og fin klang."
Han vidste ikke, om man skulle opføre sig høfligt og bukke af respekt for en halvgudinde. Han havde aldrig mødt en før, og indtil for nylig vidste han slet ikke, at guder fandtes og kunne gå rundt nede på jorden. Men han vidste, at han ikke ville ændre sig overfor hende. Han ville behandle hende som en ven, en ligemand - gudinde eller ej.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Den unge hoppe havde mange tanker i hovedet, men ligenu lod hun sig leve i nuet. Med Calcifer. Calcifér, Fér.
Hun slap en let og munter latter, en latter der også kunne betegnes med ordene ungdommelig og frisk. Hun havde straks brudt sig om den sorte hingst med krusedullerne i hovedet, og havde derfor også let kunne blive enig med sig selv om en god betydning.

Da han begyndte at fable om at der skulle være noget særligt ved hende snappede hun drilsk ud efter ham og lod efterfølgende et puf tilkendegive at det blot havde været i en drilsk legesyg gestus.
" Speciel? " meget kunne hun ikke sige til det. Hun havde været omsvøbet af rygter siden hun var lille. I dette land. Hun var født her. Spørgsmålet var bare hvornår. Det var en af de ting der ikke gik op i hendes hovede. I hendes eget hovede, og at tyde på hendes krop var hun kun en ung hoppe på 3 år. Men ifølge historierne, blev hun født 4 år før Laylis, Flakezés mage døde. Og det gav for hende ingen mening, for så måtte hun allerede være over levealder for en normal hest, i hendes beregning, hvilket ikke gik op for hende. Men disse tanker og ord holdt hun for sig selv. Flakezé havde fortalt hende det, men selv ikke ham havde hun blottet disse forvirende beregninger og tanker for endnu. Den skræmmende tanke var så... At hun måske kunne være.. over 100 år gammel.

" Kender du historien om landet her? Laylis? " hun smilede bredt og nysgerrigt efter at høre hans ord. Laylis havde da været den første hest Flakezé skabte... Og hvis hun havde normal levealder... Så måtte Eos jo være... født da Laylis var et sted i 20'erne. Det var lige før hun fik hovedpine af al det tænkeri.

" Nej, lænken tynger mig ikke det mindste, ingengang liggemærker får jeg af at sove på den, jeg mærker den hele tiden, men aldrig skader den mig, nærmere beskytter den mig og får mig til at... får mig i nærheden af svar" hvordan hun skulle beskrive det i andre vendinger vidste hun ikke. For hvilke svar ?Hvilke svar vidste hun ikke, for endnu havde hun dem ikke. Og spørgsmålene? Dem havde hun heller ikke endnu.

[/blockquote]

Han trak sig overrasket tilbage, da hun snappede ud efter ham. Havde han gjort noget forkert? Han fik dog hurtigt øje på hendes legesyge smil, og dernæst puffede hun blidt til ham, så han kunne regne ud, at det blot havde været for sjov. Han grinede muntert og sendte hende et drillende smil tilbage.
"Ja, speciel. Der var nærmest noget guddommeligt over dig lige fra start. Du var ikke en helt almindelig hest, det kunne jeg se. Det fineste klokkelang kom fra dit ben, dit blå aftegn faldt som tårer, og guld prydede både dit ansigt og dit ben. Ja, så afjort speciel - men på den gode måde."
Han tippede hovedet en anelse på skrå. "Hvad er det i øvrigt med alt det guld? Jeg mener, det ser ikke ud til blot at være din pels... Men kan det virkelig være rigtigt, at din krop er prydet af ægte guld?"

"Jeg tror måske, at jeg kender til lidt af historien..." svarede han en anelse tøvende. "Den hoppe, der opfostrede mig, har fortalt mig lidt. Hun boede der selv, da hun var ganske ung. Hun sagde noget om, at der havde levet en gud, som holdt hånden over landet? Men en dag blev landet angrebet af en ond hingst, som slog mange ihjel på sin vej. Hendes familie døde, og hun var nødt til at flygte for at redde sig selv."
Han holdt en lille pause, inden han talte videre. "Men dette er blot den historie, jeg har fået fortalt. Den sande historie om landet kender jeg vidst ikke, og jeg har slet ingen idé om, hvem Laylis er."
Han betragtede hende nysgerrigt. Eos måtte vel vide noget om landet her, siden hun havde spurgt på den måde? Han spurgte ikke om en forklaring, men han håbede alligevel, at hun ville fortælle.

Han lyttede interesseret til hendes svar. Det var svært for ham at forstå. Det virkede som en gåde, hun ikke engang selv kendte svaret på. Han vippede igen hovedet på skrå. Det gjorde han som regel, når han blev tænksom.
"Det lyder virkelig interessant. Og igen, utroligt specielt..." sagde han med et sødt glimt i øjet.
Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han vidste ikke, hvad han kunne sige. Eos virkede ikke til at have styr på gåden endnu, og han ville derfor næppe få noget ud af at spørge ind til det.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Eos var en sjov sjæl. Så uvidende og alligevel så klog, mild og vis, med et ungdommeligt sind. Hun lignede en treårig, havde sind af en treårig, men viden som en der var mange hundrede år gammel. Hendes ægte alder var derpå seks år gammel. Mindst.

Hun slap en mild latter og lod hovedet glide ned over hans hals så han kunne mærke guldet der sad ovenpå hendes pels.
" Guldet på min pels er jeg født med, kæden belagde mit ben da min mor forlod denne verden " formuleringen lød som om hendes moder var død, men moderen var blot rejst videre til andre verdener. Noget kunne tyde på at hun ikke har villet, hun havde fundet sin kærlighed, fået sin datter, hvorfor rejse videre? Hun havde givet sin datter det smukkeste udseende hun kunne, udsmykket hende med de smukkeste og fineste prydninger man overhovedet kunne få og derefter forladt landet, hvorpå hun havde lænket hende til noget usynligt. Noget man ikke kunne se herfra.

" Laylis var min kære ven Flakezé, skaberens elskede mage, hun døede af alderdom for mindst 2 år siden, jeg blev født 4 år før hendes død, men min alder stemmer ikke overens med mig, derfor undrer jeg mig over historiens gang i dette land " Det glimtede let fornøjeligt i hendes gyldne øjne. Det var heldigt at hun var vild med gåder. Hvad skulle hun dog ellers gøre i det liv hun var placeret i hvis gåder var som at trække hende gennem skærsilden.

" Fortæl om dig, nu har jeg blottet mig så meget " Hun slap en let og klukkende, herlig latter og hev blidt i hans man før hun valgte at sjaske lidt af det varme vand på ham. Han livede hende op, trods hun også normalt var af en livlig sjæl.
Hun var en gåde. Også for hende selv. Selv for skaberen af dette land. Men kunne hun også være en trussel? En trussel for landet? For kunne hoppen her udøve magi? Kunne kæden? Eller kunne andre guder udefra der måske ville skade eller overtage landet udøve magi gennem hende? Var hun placeret her for at hjælpe andre.. ?

[/blockquote]