Forbeholdt xxSB & Rarity

Det blå og gyldne skær reflekterede i de græs-grønne øjne, den mørke hingst besad. Et undrende, men også nysgerrigt blik hvilede i dem, som han sænkede hovedet og lod den mørke mule undersøge vandet. Det var dog underligt. Farverne i denne sø, var højst mærkværdige. Hvorfra kunne det gyldne komme? Dette land var i sandhed som en åben eventyrbog, og indeholdt samme mængde hemmeligheder og mystik. Hunt lod kort halen svirpe bag ham, som udtryk for hans frustration over hans indre kamp. Burde han tage chance og nippe lidt til vandet? han var ikke helt sikker på at han kunne stole på at det ikke havde konsekvenser.
Vandet skilte sig knapt, da han fnøs ned i det. Normalt ville vandet vige og danne små ringe, men det gjorde dette ikke. Underligt. Hans nysgerrighed trak i ham, og tilsidst kunne han ikke holde sig selv tilbage. Han tog en indånding, holdte den, og stak så mulen ned i det i et hurtigt ryk. Han nærmest bed ned i det. En sur, men også sød smag forvirrede hans smagløg, idet han trak mulen til sig igen. Han rynkede 'brynene' og smaskede lidt, for at analysere denne bizarre smag. Hingsten så mod vandet, med en anelse skepsis, og dog var farver for indbydende for ham. Atter stak han mulen ned til vandoverfladen, lod det bizarre vand slukke hans tørst.

Rarity kom lige så stille tulrende afsted i vandkanten. Hun frygtede ej søens mystiske vand, men havde aldrig drukket af det. Lugten var nok til at holde hende væk, men det var stadig køligt på denne sommer dag.
Hun var kun knapt kommet ud af sin brunst, og lugten hang stadig omkring hende, da regnen endnu ikke havde vasket denne væk. Søen hjalp ikke meget, da den sippede hoppe var ganske varsom med hvor meget vandet sprøjtede op på hende. Hun stoppede da brat op da hun fik øje på en hingst på sin vej. Hun fnøs hoppen, men vrinskede da indbydende til ham. Han havde netop taget en tår af vandet, og alt efter at dømme, så det ikke ud til at smage godt.

Hingsten sank en tår vand, og skulle til at tage en ny. Men idet samme lød et vrinsk. Hunt hævede hovedet, for at undersøge hvilken hest der var på vej. Han blik fæstnede sig på en lille sort hoppe, med lilla aftegn. De skøre farver, var han efterhånden blevet vant til. Så det overraskede ham ikke. Hunt spidsede ørene og besvarede hende med en dyb brummen. Et kort kast med hovedet, inviterede hende hen til ham.
Afslappet svang han en gang med halen, og lod ørene vippede mod hende. Hvad var hun så for en?

Rarity løftede hovedet ved hans vrinsk og lagde hovedet på sned med en feminin brummen. Hun havde lyst til at lege. Hun vimsede da hen til ham med elegante skridt og kom nu utrolig tæt på. Hun sukkede dramatisk og brummede da feminint inden hendes mule søgte hans, inden hun trak den til sig med et meget lavt hyl. Hun slog allerede nu fast at hun var i et yderst hoppet lune. Om det var hormonerne der stadig raserede efter hendes først brunst var ikke til at sige, eller om det måske var den lugt der fortsat hang omkring hende, tjah. Rarity var Rarity.
Hun hilste ikke, men spankulerede i stedet omkring ham og lod en lys brummen slippe fra hendes strube, mens hun studerede ham nøje. Hun stoppede da op og lod den lyse brummen gå over i en mere indbydende.

Hingsten betragte den lille, mørke hoppe som hun vimsede hen til ham, og lagde mulen mod hans. Han nappede blidt, men drillende til den, lige inden hun trak den til sig igen, og fremsagde et lavt hyl. Idet hun begyndte at vimse rundt om ham, ramte en lidt svag, sød duft hans næsebor. Hunt stod lidt og nød den, men med ét slog det ham hvad det var; Brunst. Han sukkede dybt, han kunne snart ikke klare flere brunstige hopper omkring ham, inden det gik galt. Han trippede lidt ud til siden, og vendte fronten i mod hende, imens han smilte skævt. Det var jo ikke hoppens skyld, så at afskære hende fra ham så prompte, kunne han ikke få sig selv til at gøre. Heldigvis var duften svagere, end dengang med Snakebite. Så der var en stor chance for at han kunne tølje sig selv lidt mere denne gang. Han hævede det ene 'bryn' idet hun brummede i en mere indbydende tone. Hvad ville hun?

Rarity:

Hvorfor kom han ikke hen til hende. Nå vel. Så lad gå da. Rarity tog da de sidste skridt mod ham. Hun bevægede sig med stor ynde og ja nærmest forførrende skridt. Der lå ikke noget i det, udover Rarity bare godt kunne lide noget flygtigt, inden hun så forsvandt igen. Hun kendte ej til hingsten og kendte ikke til hans adfærd, men det afholdte hende ikke fra at bevæge sig tæt op af ham, så tæt af hun næsten strøg sig op af ham som en kælen kat.

" Hvem har vi så her? "

Hendes stemme var blød og en anelse lokkende og det var helt bevidst. For hun vidste at hendes far aldrig ville kunne bryde sig om det og det var derfor hun gjorde det.

Hunt betragtede hende, med et lidt utilpast udtryk, da hun begyndte at føre sig fem. "Whoaw, ro på" Sagde han da hun begyndte at bevæge sig tæt opad ham. Han trådte roligt lidt til siden. Dette mindede lidt for meget om Sea's adfærd. "Hvis du bliver ved sådan der, så tvinger du noget dårligt frem i mig." Sagde han idet han lo stille, samt klukkende. Dette var en ung hoppe, tydeligvis. Var hun overhovedet klar over, hvad sådan en opførsel kunne resulterer i, hvis hun havde valgt en forkert hingst? Han smilte overbærende, og lod hale slå en svirp bag ham. "Jeg er Cavalry Hunt, og du?" besvarede han hendes sprøgsmål. Han ændrede sit smil, til et skævt.

Rarity:

Rarity klukkede fornøjet over hans reaktion og løftede hovedet og gjorde et svirp med halen, mens et lille smil tegnede sig på mulen. Hun hvælvede let i halsen og iagttog ham stille, inden hun trådte et skridt frem mod ham, men denne gang skridtede hun omkring ham.

" Jamen dog. Så må jeg hellere blive ved.. "

Lød det så næsten udfordrende fra hende. Hun stoppede atter op, og bakkede da så hun stod med fronten mod ham. Hun iagttog ham nøje og studerede hver en lille kropsdel.

" Rarity "

Hunt hævede det ene bryn over hendes flabede kommentar. At teste og udforske er fint, det gjorde han selv. Men når der bliver sagt stop, så stopper man. Heldigvis var Hunt ikke en type der tog vreden i hånden, og rasede over det mindste. Han lod hende cirkulerer om ham, indtil hun gjorde et holdt. Hunt så på den unge hoppe, idet hun præsenterede sit navn.
Noget sagde ham, at hun var typen der skulle have det på den hårde måde. Et uinteresseret blik hvilede i hingstens øjne, men ellers stod han bare stille "Cavalry Hunt" præsenterede han sig selv. "Er det en entre du laver hver gang du møder en hingst?" Spurgte han, fortsat med et løftet bryn.

Hingsten var kedelig og fuldstændig ud af det blå valgte Rarity bare at give sig til at græsse totalt uinteresseret. Hun var en særlig sjæl og bestemt en der ikke var særlig rar i den forstand. Hun vippede kort et øre tilsiden da han igen talte. Han havde da lige sagt hans navn? Rarity himlede med øjnene og fnyste blot hoppet.

" Måske. "

Sagde hun så kortfattet, inden hun vendte røven totalt uhøfligt til ham og piskede et par gange med halen. Græsset var pludselig mere interessant end hingsten bag hende.

Hunt hævede et bryn af hende. Flabet og højrøvet. Sikke da et uheld at hun lige netop, skulle støde ind i ham. Da hun bare vendte røven mod ham og begyndte at græsse, bredet der sig et slesk og drillende smil over hans mule. Næsten lydløst listede han sig hen til vandkanten. Og i et stort, tungt hjortespring landede han i vandet, så det sprøjtede udover begge sider og forhåbentlig ramte den snobbede hoppe.

Rarity:

Vandet der ramte hoppen fik hende til at hyle hoppet op og losse hårdt bagud med et hidsigt fnys. Halen piskede nu bag hende og hun stirrede blot olmt hen på hingsten, inden hun nu besluttede sig for at fare i flæsket på ham.
Selvom Rarity ikke så stærk ud, så var hun i ganske ok fysik, om det kunne matche hingstens, ville hun nu få at se. Hun gik blot efter struben.

Hingsten udstødte en høj og hysterisk latter, idet hoppen hylede op over en smule vand. Heldigvis for ham stod han ude i vandet, hvor det så småt var begyndt at blive dybere. han spark ramte ham derfor ikke. Men hoppen var ikke færdig. Idet hun kom stormende mod ham, kunne man svagt høre et "åh ååh.." Inden han piskede ud i mod det dybe vand. Hun var nu nødt til at følge med ham derud, hvis hun ville have fat i ham. På trods af skrækken for en hoppes inferno af vrede, så havde han et flabet smil plantet i ansigtet. Det var underholdende på sin egen mærkelige måde.

Rarity halsede efter ham. Hun var trænet. Hendes far havde brugt megen tid på at træne hende til at kunne gøre dette. Hun hentede derfor ind på hingsten, og huggede ud efter hans bagparti. Hun fnyste højt og skreg hysterisk efter ham, inden hun som et rovdyr kastede sig over ham, men hun missede, og endte med at stå på hovedet i det tunge vand. Hun kom gispende til overfladen, og var i et snuptag inde på breden.
Hvor hun sank sammen på jorden og nærmest rullede sig sammen i en lille klump.

Ørene var som limet nedad hingstens nakke, da det snobbede hunkønsvæsen halsede efter ham ud i vandet. Musklerne i hans bagpart trak sig så meget sammen som de kunne, uden at gå i stå, og derefter lade hans krop synke til bunds. Han var mentalt forberedt på at hun nok huggede ham én i røven. Hans skævede bagud idet han svømmede rundt i søen med det skøre vand. Enten havde hun ramt hårlaget, eller også havde hun misset. Hunt kunne ihvertfald ikke mærke nogen form for smerte endnu. Han drejede hovedet lidt mere, da han ej heller kunne få øje på hende.
Men inde på bredden lå hun på jorden, rullet sammen i en lille kugle. Et dybt undrende udtryk krøb over hingstens ansigt, inden han vendte rundt og begyndte at tøffe lidt rundt i vandet, som en lille færge. "Du er i sandhed sær, Rarity.." sagde han. Man kunne dog ikke finde nogen form for bebrejdelse i hans ord. Kun undring. Hunt fortsatte med at svømme rundt i en lille cirkel, midt ude i søen. Der var han jo i sikkerhed for hende furien. ".. er du bange for vand?"