Flakezé stod langt ude ved kanten på Jika spidsen. Et af hans mange yndlingsteder. Han var både stolt og skræmt over hvad disse klipper havde bragt med sig. En var engang sprunget i for at begå selvmord. Det lykkedes. Men den næste der gjorde det, slap med faldet. Og så var der bare sådan en fantastisk udsigt. Nattehimmelen var fyldt af stjerner og foråret var i luften.

Flakezé vendte sig ind mod skoven og slog et højt og venligt vrinsk op fra den hingstede stemme. Eos havde ikke vist sig for ham et stykke tid, og han bekymrede sig over hvor hun var... Han var begyndt at holde af hende. Men i aften havde han på fornemmelsen at nyt selvskab havde tænkt sig at møde ham og han glædede sig til at møde den fremmede.

Kimono stod i skoven, ikke særlig langt fra spidsen af lande, Jika. Hun kiggede op på stjernerne, de blinkede ned til hende gennem træernes græne. Det var begyndt at blive varmere, hvilket Kimono var godt tilfreds med, for kulden var ikke ligefrem venlig. Den grønne hoppe kunne så godt lide skovene her i landet, de var smukke. Men engene var det sted hun følte sig mest hjemme. Kimono vippede kort med ørene og kiggede rundt i skoven, der var ikke særlig langt ud til spidsen, hvor der var den smukke udsigt.

Kimono bbegyndte at gå gennem skoven ud mod spidsen. Lidt efte blev hendes opmærksome øre rettet frem mod et vrinsk, der lød til at komme fra det gode udkigs sted og hun tøvede kort, inden hun gik et par skridt frem. Hun kendte ikke vrinsket, men det lød venligt, så hun svarede det med sit lille, generte vrinsk. Hun satte frem i en rolig trav og da hun begyndte at kunne se det tyndede ud i træerne begyndte hun, at gå igen.

Flake fornemmede den fremmede hoppe tydeligere og tydeligere som hun gik rundt inde i skoven. Da hendes generte lille svar lød, tænkte han tilbage på en af de mange heste han i tidernes morgen havde skabt. En hoppe som var en af dem der kom i anden omgang. Altså efter de første 200. Hun havde på en måde det samme generte vrinsk. Han brummede fornøjet og vendte sig mod hende, da han sansede at hun var på vej ud af skoven.

Han så nu den grønne hoppe der kom nærmere og han sente hende et roligt og venligt smil.
"Godaften" lød hans hingstede venlige stemme. Flakezés stemme var en ædel, dyb og ganske tiltalende en af slagsen. Han bar mange års forskellige tale, og derved, kunne han tale på mange forskellige måder.

Snart så hun en skikkelse, en høj skikkelse. Hun fortsatte stille hen ud af skoven. Der var et eller andet ved denne fremmede hingst. Det var som om, at hun et eller andet sted havde set ham eller måske enda kendet ham?! Hun vippede kort med ørene.. Narrrrh, hvordan skulle hun kunne kende en hun ikke havde mødt før? De glimtende stjerner tog kort hendes opmærksomhed. De var så klare og blinkede så venligt på den mørke himmel, meget klarer end de plejede.

Kimono blev helt nysgerrig efter at vide, hvad der gemte sig bag, hvad hun kunne se var en smuk blå pels med nattesorte aftegn, da han sagde godaften med sin ædle dybe stemme, på en måde fyldt med eventyr. <b>"Godaften"</b> Hun smilede svagt et genert lille smil, der alligevel kunne ses tydeligt.

Der lå noget ganske smukt over denne hoppe. Hendes grønne udsende fangede hans øjne. Hun havde et af de kønneste ansigter han længe havde set. Mindede ham faktisk lidt om Laylis' og derved faldt hans tanker lidt på hende, og et øjeblik var han fjern. Da hun svarrede ham, blev han nærværrende igen. Han smilede til hoppen.

"Navnet er Flakezé" sagde han roligt til den lille grønne skønhed. Han var ganske høj. Han brummede venligt og kiggede høfligt på hende, uden at stirre.

Der var noget der vågnede inde i hendes hoved. Noget fra hendes barndom. Alle de fantastiske historier og drømme om landet Proelio og dets hersker, der var en gud. det var nærmest som at være trådt ind i en drøm. Et eventyr. Hun fik et lille drilskt smil på læben, da hun kom i tanke om, hvor meget hun kunne kunne fortælle til de andre når hun tog hjem, at hun rent faktisk havde været i landet fra historierne. <i>* når hun tog hjem!?...*</i> Hvornår havde hendes hoved besluttet at tage hjem? Hun havde ihvertfald ikke selv været med til den beslutning..

"Hej Flakezé" Hun smilede op til ham, stadig det genert smil. "Jeg er Kimono Micah" Stadig det lille smil. Hun kunne stadig ikke helt lade være med at tænke på, hvordan de andres ansigter ville se ud, hvis hun fortalte dem der hjemme, at historierne var helt fuldt ud sande.

Flakezé kiggede på hoppen, som et øjeblik stod og tænkte. Han smilede som sædvanligt og svingede roligt med halen i den kølige aftensvind. Mørket omkring dem generede ham egentlig ikke, men alligevel besluttede han sig for at drille hende lidt. Han fornemmede lidt at hun kendte historierne.

Hun fortalte hendes navn og han pustede op i luften ved sin side. Ud af luften stod de lysende gyldne bogstaver. Hendes navn. Han brummede roligt og kastede med hovedet hvorefter bogstaverne forsvandt igen. Han ventede hendes reaktion med et kækt smil.

Den grønne hoppe helt hypnotiseret af de gyldne bogstaver der svævede i luften et kort øjeblik. Så bobblede den lidt mere barnlige side op i hende og hendes ansigt lyste op i et smil. Hun løftede kort forbenene fra jorden, inden hun slog med halen og snurrede en omgang rundt om sig selv. Hun sprang nærmest frem mod ham "Jeg vidste det! Jeg vidste det!" Hendes øre var vendt frem og hun følte virkelig at hun var trådt ind i et eventyr.

Hun håbede ikke , hun havde skræmt ham helt fra vid og sans ved sit lille udbrud. hun kom pludsligt til at tænke på hvor dum hun måtte havde set ud.. *Bare han nu ikke begynder at hyle af grin..>.<'* tænkte hun og vippede kort med ørene. hun kunne dog ikke skjule det smil der var blevet plantet på hendes ansigt af glæde over at historierne virkelig var sande.

Flakezé betragtede hendes surren om sig selv og lyttede til hendes barnlige, men ganske smukke stemme som den udbrød at hun vidste det. Han smilede stort af hende, og havde sin opmærksomhed rettet mod hende. Han grinede ikke af hende. Ungdom var en vigtig ting, og Kimono her udstrålede jo kun glæde. Han kendte ikke disse følelser, andre måtte få når han lavede lidt drillerier med dem, eller fortalte hvem han var. De følelser der måtte dukke op i andre når de mødte deres 'Gud'. Han havde altid været ham, og derfor aldrig oplevet noget der overgik ham. Måske bortset fra Fermaz... Hans søn.

Han prustede blidt og nikkede roligt, men friskt.
"Mig en glæde at møde sådan en ungdommelig, køn og glad hoppe." sagde han. Hans ædle dybe stemme, bar sin fulde glæde, og en snert af charme. Kimonos udstrålning smittede ham, og han huskede sine første dage blandt andre heste. Tiden med Laylis og alle de første heste. Hans 'ungdom'. Han nød bestemt allerede denne hoppes selvskab.

Med et stort lysende smil, der nåde helt op til hendes lilla øjne, så hun på Flakezé. Det ene øre drejede kort, men opfangede ikke noget, hun var for optaget af det der havde skabte alt og kunne få stjernerne til, at blinke og græsset til at gro.
Hun blinkede kort og svang let med halen."Mange tak, og en fornøjelse at møde dig.." Hun vidste ikke helt om hun skulle sige resten, hun havde i tankerne. Måske var det lidt for meget, hvis hun begyndte, at vælte ud med, hvordan hun huskede de fleste historier hun havde fået fortalt om ham fra sine forældre og resten af flokken. "Der har skabt de smukke stjerner og alt andet" Tilføjede hun. Hendes øre vippede kort, måske var det for meget..

Han brummede roligt og kiggede kort omkring sig. Hans sanser fangede ingen fare i nærheden. Men han fornemmede hajer ude i havet, ned af Jika spidsen. Han kiggede på hende igen, da hun svarrede og han svingede roligt med den lange sorte hale. Han smilede ved hendes tilføjelse og brummede venligt.

"En ganske lang procces. Flere århundrede. Jeg takker. De kender måske historierne, Kimono?" spurgte han og lagde hovedet på skrå, med sit ædle glimt i de smaragd grønne øjne. Hans stemme var stadig blid og venlig. Tonen stadig dyb og ædel. Han ventede hendes svar, med et nysgerrigt blik.

HUn vippede kort med ørene. Hun smilede og grinede kort " Ja, det kan jeg godt forstille mig. For man kan vel ikke skabe en hel verden på en dag..?" Hun kom til, at tænke over hvor meget tid han egenligt havde brugt på alt det der var her nu. På alt det han havde set.
Hun svingede let med halen og kiggede kort på stjernerne der blinkede bag ved den blå Gud, hun overvejede kort om hun skulle sige noget om hvilke af historierne hun havde hørt. "Og ja, jeg er faktisk vokset op med historierne" Sagde hun med et smil, som svar på hans spørgsmål. Hun huskede kort tilbage på, de dage hvor man om sommeren kunne ligge i græsset og bare lytte til historierne, der blev fortlt af den gamle historiefortæller.

Han betragtede hende som hun snakkede. Nej man kunne bestemt ikke skabe en hel verden på en dag. Hans liv var planetens historie... Næsten da. Han smilede skævt til hende. Hun fik ham et øjeblik til at tænke på hvad der mon lå FØR hans opvågning...? Han fulgte hendes blik op mod stjernehimlen, og prustede svagt ud. Laylis' stjerne der vogtede over Proelio, glitrede gyldent. Han kiggede på Kimono igen, og forsøgte at ligge fortidens længsel bag sig, som han hørte hendes svar.

Han blev glad, da hun sagde hun var vokset op med historierne. Mange havde i nutid glemt disse historier, selvom han og Fermaz gjorde deres for at sprede dem.

"Dejligt at hører, de ikke er blevet glemt." sagde han og kastede kort med det ædle hoved. "Du kunne måske tænke dig at tage en tur til Penna Terrant? Lige nu og her. Proelio er under dine hove. Skaberen på din side. Vil du være med til at skabe historie?" spurgte han hende, med sin drengede kække stemme, der som altid bar den majestætiske tone. Han prustede friskt og betragtede hende - klar til lidt sjov.

Et kort øjeblik stod hun og lod den sive ind, med et lidt forbavset udtryk. Men ikke længe. Hun havde lyst til, at hoppe rundt som et forårs kullet lille føl, men slog blot halen op om bagparten og slog med hovedet og smilede stort "det ville være en ære!" Hendes lilla øjne strålede af spænding og glæde, hvis hun nogensinde tog hjem et smut, ville hun kunne fortælle en ny historie. "Det vil også være dejligt, at se de bjerge ude alt det sne på" tilføjede hun med et grin og fremadrettede øre
Hun så kort op på Flakezé, men sænkede blikket ned i jorden"Der hvor jeg kommer fra er de historier næsten de eneste vi har at fortælle, så der dør de aldrig.." det sidste sagde hun ikke ret højt, da hun kom i tanke om tørken der tvang hende til, at forlade flokken.

Han betragtede hendes forbavsede udtryk, og smilede blidt af hende. Han anede ikke hvordan det var at blive budt på tur af en hingst osm han selv. Han vidste bare at han nød dette nye bekendtskab, og naturligvis ønskede et nyt venskab. Hun virkede som en han kunne blive ganske gode venner med. Ungdom. Alt ved hendes udstrålning gav ham lyst til at være sammen med hende.

Han brummede roligt og satte frem i skridt da hun havde sagt det om sneen. Han gik langsomt for at hun skulle følge efter. Han hørte hendes sidste sætning og fornemmde at hun kom til at tænke på noget. Han ville ikke grave i det. Han havde evner normale heste ikke havde, og derfor fornemmede han meget mere.
"Der sker ikke noget, der fortælles videre, i jeres land?" spurgte han og kiggede mod den lille hoppe.