Den sandfarvede hingst bevægede sig afsted gennem sit barndomslandskab. Det var her han var vokset op, inden for flokken Aliaris grænser. De mandelformede ører vippede konstant frem og tilbage som hans opmærksomhed for så vidt muligt, prøvede at opfange de fleste af lydene denne milde aften. Det var tydeligt at foråret var kommet til landet, fuglene sang og aftenerne var lyse i langt længere tid end de havde været for en måned siden. Det var noget Cathiar i den grad holdt af og derfor bevægede han sig nu med en lettere hastighed henover Meadow. Græsset strålede af energi og styrke, med mod på den sommer de alle gik imod. Den unge hest brummede sagte og lod blikket glide omkring, som han søgte efter selskab. Inderst inde vidste han godt hvilkens selskab han allerhelst ønskede, men det havde været uendelig lang tid siden de to sjæle sidst havde truffet hinanden og efter krigen havde hans håb i den grad været svagt. Om han nogensinde ville få den fortryllende hoppe at se igen anede han ikke og frygten for at han ikke ville se hende igen voksede langsomt, men stødt inde i ham. Cathiar trak vejret dybt ind og åndede dernæst tungt ud.

Naliela Anathar

[/font]
. The mistery in your gleaming eyes, show that you feel your secrets are safe .

Tider kom og tider gik og i gennem den sidste længere periode havde den lyse Nala ændret sig en smule. Det var som om Nala endelig var faldt til i Proelio og derfor endelig kunne slappe helt af i sin krop. Med dette havde hun også begyndt at få sig et par bekendtskaber, endnu havde hun ikke mødt mange sjæle to gange, men det skulle nok komme, hoppen var skam positiv på at hun nok ville skulle falde til. Hun havde været på en længere vandring denne dag og havde besluttet sig for at søge tilbage til Aliaris område for natten som hun plejede at gøre det. Hun holdt altid til så tæt på et skovområde som hun kunne, så det var her hun søgte mod mens hun krydsede den store eng. Hoppen bevægede sig af sted i en rolig skridt og nød blot de indtryk naturen præsenterede hende for.
Når man så på den yndige Naliela Anathar var det ikke til at være i tvivl om, at hoppen var en skrøbelig skabning, en feminin repræsentant for sit køn, alligevel så man i hendes isblå øjne noget mere. Øjnene lyste af viden og kløgtighed, af noget mere. Nala var vel til sin del ordinær, og alligevel skilte hun sig ud som ingen anden.

. In the dull reflection of my eyes, the secrets has just been insulted.

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Selvom dagen var ved at gå på hæl havde solen stadig magt og formåede stadig at svagt opvarme hingstens pelslag. Vinterpelsen var så småt ved at forsvinde og efterlod et glattere og mere skindende hår lag hos ham. Især hans flammer stod tydeligere frem på hans forben og hans hals. Cathiar havde endnu ikke dannet sig en mening om sine aftegn, mest af alt fordi de mindede ham så meget om hans far Nocturno. Hingsten brummede sagte og lod blikket glide rundt, uden egentligt at betragte landskabet.
I stedet kredsede hans tanker nu om hans far, som han kun havde mødt en enkelt gang. Følelserne omkring hingsten var splittede. Det var trods alt hans far, halvdelen af ham. Omvendt havde Nocturno også gjort hans mor Amor så meget skade, ved at tvangsbedække hende. Irriteret virrede han en anelse med hovedet, for at skyde de mange tanker bort og vendte atter tilbage til virkeligheden og nutiden.

Cathiar lod endnu engang blikket glide rundt, som han betragtede hvordan solen fik landskabet til at lyse som guld og midt i dette oplyste funklende landskab så han en skikkelse bevæge sig med elegante og feminine bevægelser henover det. Selvom synet af dette ej var noget han havde set mange gange, stod disse bevægelser så lysende klart i hans hoved, som havde han betragtet dem hele sit liv. Alt omkring ham standsede for en stund, det var som om livet og hjerteslagende indeni ham opførte for et øjeblik, som denne skikkelse dansede yndefuldt henover græsset.
Han stod der og betragtede denne skikkelse i noget der føltes som hundrede år, men da han pludselig blev opmærksom på sig selv og tiden fløj det hele afsted igen og hjertet i ham hamrede for fuld drøn. Det susede for hans ører og han kunne mærke hvordan en svag svimmelhed gjorde ham ufokuseret. Med alle disse mærkværdige reaktioner på synet af den lysende hoppe, gik det pludselig op for ham, at hun var på vej væk. Cathiar mærkede en desperation, nu hvor hun endelig var nær ham, var hun på vej væk.

Et skingert vrinsk lød fra hans strube og et kort sekund fortrød han denne hilsen. Desperationen, længslen lå så tydeligt i tonerne af det hvinende vrinsk, men noget måtte han jo sige, for ellers ville hun forsvinde bort og gøre den lysende aften til den mørkeste nat. Endnu et vrinsk lød fra Cathiar, denne gang mere dybt og hilsende, men længslen kunne stadig høres som en undertone i hans vrinsk. Selvom nervøsiteten boblede i ham, håbede han inderligt at hoppen ville standse og for denne ene gang bevæge sig mod ham, for alle andre gange havde hun flygtet. Hun måtte ikke flygte, i så fald ville han følge efter hende. Han kunne ikke bære at se hende forsvinde mere, nu ville han kende hende, udforske hende og bare være sammen med hende.

[/font]

Naliela Anathar

[/font]
. The mistery in your gleaming eyes, show that you feel your secrets are safe .

I Aliari flokken fandt den yndige Nala en vis tryghed. Her var hun blevet taget ind som var hun en af floklederens egne, og han havde i det lovet at holde sin beskyttende hånd over hende. Det var dog ikke ofte hoppen med de isblå øjne fandt sig selv vandre omkring på flokkens territorium, først efter landets nyskabelse opholdte hun sig indenfor Aliaris område. Grunden var ikke at Nala ikke nød at være ved sin flok, hun havde intet imod omgivelserne, intet imod at vandre stille omkring og udforske det der kom til hende, men hun havde endnu ingen bekendtskaber der knyttede hende til flokken. Hun kendte ingen godt, faktisk slet ingen i hele landet. Det var heldigt den lyse hoppe nød sit eget selskab, for ellers skulle ensomheden nok havde brudt hende. Her på det seneste var det først at den delikate hoppe begyndte at få sig nye bekendtskaber, det var først nu det faldt hende ind at det var sundt for hende. På denne aften havde den lyse hoppe derfor bevæget sig tilbage til sin floks territorium med nyt håb, et ønske om at se den leder der havde budt hende velkommen i sin flok, for hun ønskede skam at kende mere til den person der holdt sin vinge ud over hendes hoved.
Hoppens udtryk var målrettet, hendes ører oppe og opmærksomt lyttende og et stille tilfredst smil lå over hendes mule. Hendes liv var ganske vidst ikke blandt de mest dramatiske i landet, men hun nød det hun havde, værdsatte det hun kunne få. Nala havde lært nærmere af hvad hun havde set og hørt end hvad hun havde oplevet, at verdenen ikke altid gav en hvad man ønskede, så man måtte finde sit sted i verden med det man havde, i stedet for uden det man ikke var blevet givet.

Det der havde været ment som en naturlig indånding af luft blev til et halvkvalt gisp. Hele hoppens spinkle krop reagerede på toner der mødte hendes nu tilbagevendte ører. Hendes krop stoppede som mærkede den pludselig et magnetfelt der ønskede den at vende om og møde dets modpol. Nala var spændt som en flitsbue. Pulsen dunkede faretruende i hendes ører, hendes indre mærkede den nu alt for genkendelige splittelse og som altid kunne hoppen fornemme varme spredes i hendes krop som en steppeild, trods hun endnu ikke så meget som kunne se skyggen af den hest der havde vrinsket mod hende.
Cathiar. I lang tid, mange dage, i det der næsten føltes som år havde Nala nægtet sig selv at lade tanker om hingsten med de mangefarvede øjne sløre hendes sind. Han var en vildledt fantasi, sagde hun til sig selv, en drøm der ikke ville blive opfyldt. Hun havde selv ødelagt det hele for sig. Hver gang hun mødte hingsten blev hendes krop så overvældet af følelse at hun var nød til at flygte. Det var som om, at lige så meget som hun ønskede at være tæt på hingsten, lige så meget som hun ønskede at mær.. nej, hun måtte ikke tænke således.. Men lige så meget som hun ønskede hans nærvær, lige så meget kunne hun ikke klare det. De kendte ikke hinanden, hun vidste ikke hvem han var, han kendte ikke hende, og alligevel følte hun ikke at nogen kunne se mere igennem hende som hingsten hun vidste var et sted bag hende. Det prikkede op langs hendes rygrad af bevidstheden om at om lidt når hun vendte hovedet, så ville hun se ham et sted derude.
Han vrinskede igen, og hoppen kneb øjnene sammen i en grimasse der lignede inderlig smerte. Hun vidste ikke engang hvorfor hun følte denne smerte? Ganske vidste var det ufatteligt pinligt at hun gang på gang havde flygtet fra den noble hingst, lige fra de første gange hun havde mødt ham, og det var skam vidst at hun havde gjort ting i hans selskab som hun skammede sig over fordi hun havde højere tanker om sig selv, men det var ikke nok til at kunne føle en sådan smerte? Det var som om Nala et sted kunne se, at lod hun sig selv nyde hingsten, lod hun ham komme så tæt på som hun et sted så inderligt ønskede, ville noget skille dem ad. Som hun dog hørte hans mørke vrinsk, så fjernt fra det hun første gang havde hørt ham gjalde kunne hun dog ikke holde sig selv tilbage længere, hun var tvungen til at vende sig om, flygte eller møde ham, hvad end hun gjorde ville hun give sig selv den tilfredstillelse at kunne se ham først, om det så bare blev på afstand.

Kærlighed ved første blik. Der var vel intet andet ord for det Nala følte, og det hun vidste hingsten med regnbuer i sine øjne følte. Det var selvfølgelig ikke rigtig kærlighed, det hoppen følte var mere en slags besættelse, noget uforklarligt der fik hendes krop til at lystre ved synet af ham. Det virkede som om var det naturkræfter som gang på gang fik Nala til at bevæge sig mod hingsten trods hun vidste hun ville ende med at flygte, hun vidste det bare. Uanset hvor lang tid hun brugte med hingsten var hun designet til at flygte fra det han bragte op i hende. Men som var hun en minus pol, han hendes plus mærkede hun snart sin krop sætte frem i en dansende trav. Nala følte ikke hun havde styr over det der skete, for da hun havde set på hingsten foran sig havde hun mærket et sæt i hendes krop så stort at hun allerede i sine tanker havde valgt flugten. Men her travede hun mod den store hingst. Snart ville hun stå ved ham. Snart.. Snart hvad? Nala prøvede at stoppe sine tanker, men det hun så for sit indre øje var hende selv tæt omfavnet af ham. Hans hals og hendes, hans robuste magtfulde krop beskyttende indhyllende hendes skrøbelige. Men hun vidste godt at billede ikke var hvad der ville ske, hun var for hypersensitiv, for radierende af nervøsitet og en svag smerte i hendes blik, som sagde hun allerede farvel inden hun overhovedet havde hilst på hingsten.

. In the dull reflection of my eyes, the secrets has just been insulted.

[/right]
[/blockquote][/color][/font]