Sne. Der var en del sne her ved Jika på Malkastranden. Klipperne hævede sig højt over ham og størst af alle selve Jika spidsen. Den ædle matblå hingst med den sorte man og hale, havde hovedet hævet på en majestætisk måde som hans lange mususløse ben bevægede sig under hans store krop. Halen var let hævet som han travede gennem sneen. Sneen var knøhøj her og han måtte bruge sit syn extra godt for at undgå at trave ind i en lille klippesten eller andet.

Flakezé var klar over at vinteren snart var slut. Faktisk ville den slutte tidligere end ventet. Han kunen fornemme vindens hvisken. Den hviskede om forår. Om liv. Han gjorde et lille hop og udstødte sit kaldene hingstede og venlige vrinsk, som der altid lå noget ældgammelt og ædelt over. Han tænkte på alle de heste der var kommet til landet. Det glædede ham at der var liv igen. Det vækkede ham. Hans glæde og hans humør var blevet løftet trods han længslede efter Laylis. Han nød det nye liv i landet i fulde drag.

Zeltic Ameera
OUR LAST MEMORY, WE HAD WATERS IN OUR EYES YOU CRIED, STAY WITH ME.
AND I ASKED HOW CAN THIS BE LOVE, IF YOU'RE LEAVING ME?
BUT DARLING, LOVE'S TO BLAME
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Malka
Tag: Flakezé

. . . . .

[/size]

Ameera bevægede sig smidigt og elegant rundt ved området Malka. Sneen havde dækket sandstranden, og det var svært for den unge, tigerstribede hoppe at møve sig i gennem den tunge sne, som var placeret rundt på øens flotte landskab, men stadig holdte øen den unikke ynde, som hun nu nød at være tilskuer til. Ameera havde efterhånden vænnet sig til landskabet og havde mødt nogle forskellige heste, som hun havde fået et godt indtryk af. Hun havde hid til ikke fundet nogens selskab dårlige eller upassende og det faldt i god jord hos den sandfarvede hoppe.
Hun nød den milde vind, som susede forbi hendes øre og blidt legede med den lange lyse man. Ameera var en hoppe, som man ikke lige så hver dag. Hun var en varmsindet hoppe, med hjertet og hjernen på det helt perfekte sted. Men selvfølgelig, så var det ikke det hele, som havde været alt for godt for den unge hoppe. Hendes splittede følelser, var hende ulideligt. Hun følte sig stadig ensom. Det var værst når hun så andre, hvor godt de havde det sammen. På en og samme tid glædede hun sig over det, og på den anden side, så forpinte det hendes lille, robuste hjerte, af ren og skær længsel. Hun ville gøre alt i verden for at bytte plads med dem. Nyde hvert et sekund, og faktisk mærke hvordan ægte og renfærdigt nærvær var, ikke blot de overfladiske berørelser. Så hørte hun et vrinsk i det fjerne.
Længere fremme på stranden kunne hun så en blålig skikkelse, som hun genkendte med det samme. Især højden. I forhold til Ameera var hingsten længere fremme enorm. Så bevægede hun sig helt tæt på hingsten, vippede en smule med øret og stoppede først da hun kom ham helt nær.
Hingsten, Flakezé, var den første hun havde mødt på øen. Hun fik et godt indtryk af ham og mente at han var en godhjertet gespens. Hun ville ej mene, at han havde nogle ondskabsfulde hensigter, men at noget tyngede ham. Måske lige som hende selv? Men det gode ved en hoppe som Ameera, var at hun aldrig kunne finde på at stille så private spørgsmål. Ukompliceret, det var Ameera helt klart.

"Goddag Flakezé," sagde hun med den milde stemme, hun nu formåede at have. Den bløde, lyse stemme var bestemt tilegnet til denne fine lyse hoppe. Hendes hov var placeret solidt ned i det isende sand, men hun blev stående. Hun ønskede at lære Flakezé bedre at kende, fordi hun mente at hingsten bar nogle egenskaber, som helt afgjort var unikke. Hun agtede at lære ham at kende. Hun havde brug for, at lære flere at kende.
Ameera vidste udmærket godt, at hun i forhold til ham, blot var en almindelig hest, men hun ønskede ikke forskellesbehandle. Hun bukkede ikke sammen, for at udvise sin fulde respekt, men i stedet sænkede hun hovedet en lille smule, som en underdanig underkastelse, for så at spidse ørene frem i mod ham.
Hun stod med god afstand til ham, så hun ikke rørte ham. Det turde hun ikke. Hun stod blot lidt fra ham, trods kulden møvede sig på. Hendes korte, lyse pels var ikke til megen hjælp.

.. OUR LAST MEMORY IS BURNED INSIDE MY HEAD.

[/color]

De smaragd grønne øjne søgte mod himlen. Hans sanser blandet med de overnaturlige evner fortalte ham at e ung hoppe bevægede sig ikke meget langt derfra. Enten kendte han hende ikke, eller måske havde han mødt hende. Han huskede ikke navnet før han tydeligt fornemmede den unge hoppes sjæl. Zeltic Ameera.
Flakezé vendte blikket fra himlen og mod hende. Den sandfarvede lyse hoppe gjorde ham lidt sørgmodig tilpas. Det var som sådan ikke hendes skyld. Det var udseendet. Den sandfarvede pels, mindede ham om Laylis så billedet stod klart for hans indre øje. Han sendte dog sit venskabelige og halvvarme smil. Ameera var ikke en trussel på nogen måde. Faktisk kunne en som hun sagtens blive lukket i ind i Flakezés lille venne-verden. De han stolede på. Da hun standsede foran ham og åbnede munden og den bløde fine stemme, blev hans smil ægte.

"Godaften Ameera" svarede han hende. Den dybe majestætiske stemme var let præget af den fjernhed der lå i hans sjæl, men også en nærhed han ikke havde så tit mere. Nærheden... En tilstedeværelse... Han var til stede ja.

"Må man spøger hvordan det går dig her i Proelio?" lød hans stemme endnu engang dyb, venlig og en smule blid. Han betragtede den unge yderst smukke hoppe gennem sine altid let sørgmodige men imødekommende øjne.