// Forbeholdt Sinn.

Den unge og sandfarvede hoppe kom med elegante skridt skridtene igennem ørkenen. Man kunne vidst godt sige at Wanchaija var en af de få der virkelig formåede at bevæge sig igennem med en stor lethed og elegance, men det var jo også klart når hun var vokset op i ørkenen og altid havde været der, undtagen lige da hun kom her til øen, der begyndte hun at bevæge sig lidt mere rundt. Hun slog med den mørke hale bag sig og de store og lilla'e øjne så rundt i landskabet. Her skete ikke rigtig så meget, men der var begyndt at ske en smule mer i landet, og for hende selv. Krigen havde hersket over landet og en hel del var forandret, og der var mange nye ting der skulle udforskes, men af en eller anden grund havde hun ikke lyst til at udforske det, det var ikke spændende for hende. Eller også var det fordi at hun var bange for at der intet ville være at lave på denne ø til sidst? I lang tid havde hun ikke set mange heste, der ville holde hende med selvskab, men det var som om at det var begyndt at komme en smule igen.
Wanchaija havde som altid det meget uskyldige ydre, men hun var også ung at se på, men nu var hun også ung. Dog ville hun nok være en af dem der altid ville være meget unge at se på, men det var udelukkende på grund af hendes uskyldige ydre og lille krop. Hun mimrede svagt med den mørke mule og endnu engang slog hun et par slag med halen.
Solen var ved at gå ned, og Wanchaija blev endnu sværere at se i mørket da hun blandede sig godt med sandet. Hun var meget afslappet og egentlig nød hun at vandre rundt i sandet, det gav en følelse af hjem og tryghed. Hun savnede den tryghed hun fandt der hvor hun kom fra, for hun kendte ingen og hun havde kun ørkenen hvor hun følte sig tryg. Dog bevægede hun sig også meget omkring for at opleve ting, og måske finde nogle andre at snakke med? Lære nogle at kende, eller bare kunne sige at hun havde nogle bekendte. Hun slog ganske kort med hovedet og vrinskede søgende ud, men det bar tydeligt præg af at hun var en hoppe. Mon her var nogle der havde bevæget sig ud i ørkenen her til aftenen? Måneskinnet var i ryggen på hende, og det var det eneste der afslørrede den let dansende og elegante skikkelse.

Synthrax Sinn

[/font]
. These burning blue eyes of mine .

Sinn havde siden sin fødsel vist sig at være noget af en indelukket person. Eller rettere, var han ikke indelukket, men mange ville nok sætte ham ind under denne stereotype. Sandheden var at den stribede hingst med den robuste krop blot var af få ord, han havde ikke brug for de mange ord til at udtrykke hvad han ville, og havde nok heller aldrig lært sig selv at bruge ordene så de udtrykte det han ønskede. I stedet holdt han sig til sandheden i hans krop, for denne kunne ikke lyve, og havde han lært noget hos hans forældre var det at sandhed altid var bedst. Sinn havde muligvis set en smule anderledes på dette end hans forældre gjorde, men med den svage viden den unge hingst havde om sin omverden vidste han ikke at han muligvis havde en anden opfattelse end dem.
Sinn første sine hove i stille skridt hen over ørkenens fine sand. Hans hove blev ved med at glide ned og gøre hvert skridt tungere og mere besværligt end det burde. Hans store krop var bestemt ikke bygget til disse omgivelser. Siden han var vendt tilbage til Proelio med hans fader for få dage siden, havde hingsten dog indset, at landet ikke længere var det samme. Han kendte intet til den krig der havde hærget landet, og vidste ikke hvorfor alt havde ændret sig, men han havde i sinde at finde ud af det! Af denne grund var han nu i gang med at inspicere de nye omgivelser hvilket var grunden til at han var kommet til ørkenen. Samtidig med at han nu havde et formål, tjente det også til formål at distrahere ham. Hver gang hingsten lukkede sine øjne så han billeder fra den krig han havde hjulpet til at kæmpe i hans faders hjemland. Røde farver var spredt overalt på disse billeder, skræmmende og skarpe mod den mørke inderside af hans øjenlåg. Sinn var begyndt at frygte at disse billeder for altid ville danse på hans nethinde. Men så måtte han blot lære at leve med det, det var trodsalt ham selv der havde sneget sig efter sin fader, mod dennes vilje.

. Will tear away the smile on your face .

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Ingen svarede på hendes vrinsk og det fik hende kort til at sukke. Wanchaija havde det ikke godt, men det kunne ikke ses udadtil, kun hvis man så ind i hendes øjne og det var ikke lang tid man havde til læse dem, medmindre at hun kendte vedkommende godt. Der var endnu ikke nogen her på øen som hun havde et godt forhold til, hun havde kun bekendte. Hun mimrede med den mørke mule og de lilla'e øjne så rundt. Noget gråt fangede hendes øjnes opmærksomhed i mørket. Det var en skikkelse hun havde set før, for hun havde set det kraftige før og striberne. Kunne det være Sinn? Hun rystede på hovedet, han var jo stadig ung? Var han ikke. Endnu engang vrinskede hun, dog mere forsigtigt, for tænk nu hvis han ikke ville have hendes selvskab?

Synthrax Sinn

[/font]
. These burning blue eyes of mine .

De dystre minder der nu hærgede hingstens sind efter de sidste dagens kamp i et fjernt land, havde optaget alle hans sanser så meget at han først ikke havde hørt det vrinsk der havde gjaldet over området. Hele hans sanseindtryk var ofte tvunget ind i den hvirvelstrøm hans tanker var i disse dage, men mens han rystede på hovedet mærkede han sit fokus igen komme tilbage til nutiden, og blive revet væk fra det øjeblik, hvor han havde set en stribet svend få flået det ene ører af.
Et vrinsk lød. Sinn mærkede sin kraftige krop ranke og vippede med de følsomme ører. Endnu føltes alt omkring ham til at advarer hans system mod farer, så han mærkede hjertet pumpe hårdere i sit bryst, og sine pupiller mindskes hvorefter de blev udviddet igen. Det tog ham længere tid at indse at lyden var velkendt, at han havde hørt den i hvert fald et par gange før. Han vendte sin krop i en glidende bevægelse, og der stod hun, en lys hoppe, Wanchaija. Hingstens hoved gled på sned, og ørerne rejste sig en smule fra deres vante plads i nakken. Trods det var en velkendt skikkelse var hans brændende øjne endnu kølige, som de altid var det. Han slog hårdt med hovedet inden han formåede at sætte sin krop i en rolig skridt mod hoppen, som han huskede fra da han var ung og stod gemt i skovbrynet og kiggede ud på den åbne verden..

. Will tear away the smile on your face .

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Hun betragtede skiggelse. Den reagerede på hendes vrinsk, og den virkede også til at genkendte hende. Det måtte være Sinn, men han var godt nok blevet stor nu, meget voksen at se på, allerede fra denne afstand. Hun begyndte at skridte elegant mod ham. Hendes skridt blev placeret præcist, så hun ikke gled i sandet. Hun var en rigtig ørkenhest.
Hun så frem mod Sinn med et lille smil om mulen. Det var en mærkelig følelse hun fik da hun så ham, den mærkelige følelse af at hun faktisk kendte nogle! Hun troede aldrig at hun skulle møde nogle hun skulle kalde bekendte. Wanchaija troede ikke ret meget på at hun ville få nogle venner, men så fik man jo heller ikke nogen. Hun var bare heller ikke så god til det, hun var ikke så åben. Hun stoppede et par skridt fra Sinn og tog hovedet på skrå og betragtede ham. "Goddag Sinn, længe siden" sagde hun med sin blide og varme stemme, men også det meget uskyldige, det uskyldige som hun altid bar. Hun virkede for mange som en der var fin og skrøbelig.

Synthrax Sinn

[/font]
. These burning blue eyes of mine .

Hingstens brændende blå øjne gled ned over hoppens krop. Hun så ud som han huskede hende, spinkel og feminin, både af farver og af form. Hingsten strakte halsen en smule og lod næseborene dirre. Endnu duftede hun sødt, men på en måde krydret, måske af ørkenens omgivelser? Hvis hun havde befundet sig i skovens grønne landskab som sidst han så hende havde hun måske duftet anderledes end nu.
Sinns ædle hoved gled på skrå som hendes, som ville han spejle hendes bevægelse. Ørerne blev dog lagt ned da hun talte, og han rømmede sig let. Hendes stemme var som hendes krop feminin, og Sinn var nok blandt disse der ville betegne Wanchaija som skrøbelig. Den lille ørkenvandre var skam ikke et syn man kunne finde skræmmende. Hingsten slog hårdt på hovedet inden han skiftede sin stilling en smule, blot for at falde tilbae i den stilling han lige havde stået i. Ørerne rejste sig en smule mere fra nakken og vippede kort helt frem mod hende inden de hastigt gled fladt ned i hans nakke igen. En svag nikken kom fra hingsten, men ingen ord forlod hans strube.

. Will tear away the smile on your face .

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Hun stod foran Sinn. Ja, hun kunne godt huske at han ikke snakkede, og det var fint for hende. Stilhed gjorde ikke noget. Men kunne han heller ikke lide at andre snakkede til hende? For pludselig var det som om at han blev irriteret over hendes ord? Måske var det også bare hende der reagerede alt for hurtigt, for det havde hun det jo også med at gøre. Hun stak selv mulen frem mod ham, men hun rørte ham ikke, hun prustede blot ind i hans næsebor, som en form for hilsen.
Det var også som om at jo ældre han var blevet, jo mere lukket var han. Hun kunne huske at første gang at han så hende, første gang at de mødtes, der havde han været mere nysgerrig. Men det var jo også klart, han var ung og nysgerrig. Alligevel var det som om at hun søgte noget, søgte at kunne tyde ham og læse ham, men det var utrolig svært, og hun var jo også til tider selv svær at læse. Hun slog med halen og tog hovedet på skrå, atter. "Er der sket noget nyt?" spurgte hun og så på ham, meget kort ind i hans blå og brændende øjne, men intet fandt hun.
Hun havde altid været en smule fascineret af Sinn, både på grund af hans farve, men også ham. Hvordan kunne han lade vær med at snakke? Og lade vær med at udtrykke følelser? Det ville være svært for hende. Men sammentidig var han ej tilbageholden, i hvert fald ikke lige så meget som hun var. Hun mimrede svagt og tænkende med den mørke mule.

Synthrax Sinn

[/font]
. These burning blue eyes of mine .

Sødmen blev mere intens da hoppens ånde ramte hans dirrende næsebor. Det var som at blive ført ind i en lille lysning i skoven, fuld af farverige blomster, alle svajende for en lun brise. En svag brummen kom fra hingstens strube, en næsten varm lyd der reflekterede tonerne der lå i hans stemme når han talte. Den svage, næsten summende lyd var den eneste lyd at høre på den tørre slette, hvis man få bort fra den svage lyd af deres åndedræt. Varmen omhyllede den store hingst og han rømmede let på sig, han brød sig skam ikke om varmen, han holdt mere af kølige steder der ikke fik dug til at mase sig vej op gennem hans porer og ud i hans tætte pels. Men for en stund var det dog en behagelig følelse, nok fordi det var rart at her ikke var så køligt som i resten af landet, det var en form for variation.
Hoppens stemme hørtes atter, og stoppede Sinn i hans stille brummen. Hans øjne fokuserede på hendes, og noget tænkende kom i hans øjne, mens billeder af faldne krigere smurt ind i rødt blod kom op for hans indre øje. Hingsten virrede med hovedet som svarede han nej, men hvor han i sandheden tænkte ja. Køligt lod han sine øjne rette ind på hendes igen, inden han tog en dyb indånding.

"Krig."

[/b]

Ordet stod alene, og i hans varme stemme lød det lige så skærende intenst som det var muligt. Hvor hans øjne indeholdt al den kulde de kunne, var hans stemme det der viste Sinns natur, viste hans varme. Tonerne var altid hæse, men dybe og blussende som en svag flamme, og aldrig hørte man tonerne bøje sig i kulde. Hvis Sinn nogensinde ville føle sand vrede ville han nok udtrykke det med sin krop, for hans stemme var skabt til andet. Det ene ord der nu hang i luften mellem dem var dog sagt i den køligste og tørreste tone hans stemme ejede, der taget i betragtning af det var ganske varm.
Sinns hoved gled på sned og han skiftede fodfæste, så hans ene ben var strakt ud foran ham med hoven placeret i det rødlige sand. Et spørgende udtryk rørte hans ansigt, dog ikke de brændende blå øjne.
[/color]

. Will tear away the smile on your face .

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Hun mimrede med den mørke mule efter prustet. Det var mærkeligt, men også rart at være så tæt på en anden. Megen kærtegn og berøringer var det ikke blevet til i mens at hun var her på øen, men det var også noget hun selv havde valgt.
Hun betragtede atter Sinn. Han måtte have det helt vildt varmt? Hvad mon han lavede herude i første omgang. Det var jo varmt for en hest som ham med den hårpragt. "Skal vi gå nærmere de koldere grænser?" spurgte hun og så undersøgende på ham, for at se hvad han sagde til det. Hun vidste at han var af få ord, og derfor søgte hun et tegn fra hans krop der viste om han ville eller ej. Måske fandt han det behageligt at have det så varmt? Det var der jo nogle der gjorde.
Hun lyttede til hans stemme, som var så meget anderledes end hans øjne, men den var så behagelig dejlig at høre på, selv om at den ikke var særlig høj. Det var som om at hun søgte at høre den stemme hele tiden, ved at stille ham spørgsmål. Måske fordi at hun søgte det intense? Måske lidt tarveligt, men det var jo positivt, men hun vidste også at det ikke var altid at han svarede, men gjorde det med kropssprog, og det var også fint for hende. Hun havde sjældent mødt en som hun ønskede at kende så meget som ham, fordi at der på en måde lå noget mystisk og hemmelighedsfuldt over ham, men hun kunne ikke helt beskrive hvorfor der gjorde det!
"Ja, der har været krig i landet. Jeg deltog også. Heldigvis var det de gode der vandt" sagde hun med et lille og genert smil, men der lå også noget triumferende over det, hun var glad og ikke mindst stolt. Selv om at hun måske ikke havde været så stor en rolle. Hun havde dog bidt mærke i at han havde rystet en smule afvisende på hovedet. Måske oplevede han noget forfærdeligt? Hun tog derfor et lille skridt tættere på ham og så ind i hans øjne. Mere som et tegn på at hun gerne ville høre hvad han havde oplevet, hvis det var noget han ville dele? Og det var fint hvis han afviste, de kendte jo heller ikke hinanden vildt godt. Dog var han nok en af dem hun kendte bedst, og hun vidste jo ikke om han havde det på samme måde.
Da han rakte hans hov frem så hun spørgende på ham. Var det for at spørge om hun havde oplevet noget nyt? Hun tog det som det og sagde derfor: "jeg har været med i krigen, måske ikke med en stor rolle, men jeg var med. Har mødt få andre, og tullet lidt rundt og set den nye ø." Hun havde stadig sit lidt generte smil om mulen og af og til i mens at hun snakkede søgte hendes øjne ned i jorden eller videre ud i ørkenen. Hun var ikke god til øjenkontakt, det blev hurtigt meget intenst, eller akavet. Og det var to situationer som hun havde det svært ved og det var der hun altid blev ekstremt genert.

Synthrax Sinn

[/font]
. These burning blue eyes of mine .

Brændende øjne søgte væk fra hoppens og ud i det omkringliggende område. Spejdende mod et sted længere borte, bag det røde landskab. Som man skulle tro vendte hingstens blik dog ikke mod et sted i Proelios grænser, hans blik vandrede længere væk, spejdede mod noget der var så fjernt at end ikke den mest højtflyvende ørn ville kunne se det fra hvor de stod. Det var mod et køligt sted han lige var vendt hjem fra, hvor han kræftfulde robuste krop ville danse elegant gennem snedyngerne og hvor hans tykke pels ville gøre dens nytte. De brændende, kolde øjne blev fjerne, og et svagt udtryk der kunne betegnes som sorg rørte blikket.
Ørerne blev spidsede, hovedet rykket på plads og blikket igen lagt i Wanchaijas. Blikket hvilede i nogen tid i hoppens, igen overvejende køligt og intenst. Til sidst rystede hingsten svagt på hovedet, en stille kort bevægelse. Han mærkede endnu en svag dug i under sin tætte pels, men han ville hellere undersøge dette landskab nu, end at skulle søge tilbage senere.

Det skete ganske sjældent at et helt andet udtryk rørte hingstens øjne. I mimik der galt hingstens ansigt og krop udtrykte han nemt hvad han tænkte, og var derfor let nok at læse, det var altid øjnene der fik andre til at tvivle. Men da den delikate hoppe forklarede hun havde været i krig rørte noget nær chok hingstens øjne, som blev knebet i. Hingstens mule begyndte at mimre, og på en måde var det en noget sensuel gestus når man så på den store hingst. Han udlyste det sjældent, men noget i hingstens udtryk, måske det faktum at det kølige virkede til blot at fylde det halve af hingstens øjne gjorde ham altid en smule sensuel i udtrykket. Det var noget af det han havde arvet fra sin fader, en af de mange hemmeligheder der gemte sig i hingstens sind. Sinn trådte selv et skridt frem mod hoppen, og hans hoved blev hævet så han nu så langt mere ned på hoppen end før. Det var dog ikke en faretruende bevægelse eller stilling, den virkede nærmere, måske dominerende, måske beskyttende? Hovedet gled på sned som de brændende blå øjne nu lå i hoppens, og udtrykket af sensuel gnist forsvandt og øjnene var igen blot kolde, endnu knebet sammen.
Hingsten forblev tavs og kiggede ned på hende indtil hun endnu talte. De tilbagelagte ører vippede let frem mod hende, blot en smule mens han lyttede til hende igen fortælle hun havde været med i en krig. En brummen lød fra hingstens strube, afspejlet af hans varme stemme. Det virkede næsten som om hingsten tænkte dybt på noget. Når hoppens øjne flakkede blev hans på hendes ansigt, klar til at hun endnu vendte øjnene mod hans. Da hun igen vendte øjnene mod ham slog han hovedet en enkelt gang til siden, trådte et stille skridt frem, med en pludselig forsigtighed og elegance i sine bevægelser, så han stod ganske tæt på hende. Herefter vendte han sit korpus og stod nu med siden til kroppen. Stille satte han frem i en skridt, hans øjne blev dog i hendes, og kiggede bag ham, mod hende for at se om hun fulgte ham.

. Will tear away the smile on your face .

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Hun fulgte ikke Sinns blik da det søgte ud over landskabet, det plejede hun ellers normalt at gøre, men der var noget andet der fangede hendes blik. Hans øjne, der fortalte hende noget andet end det kolde og intense blik, men et blik med sorg? Det var der ikke i ret lang tid og heller ikke specielt tydeligt, men hun lagde kort mærke til det og det fik hendes øre kort til at vende mod nakken. Hvorfor viste han sorg? Hvad var der sket? Hun ville så gerne vide det, men han ville jo ikke snakke om det? Han så nu atter på hende og kort søgte hendes blik jorden, for derefter stille og roligt at arbejde sig op igen mod hans blik. Hendes blik var ved hans hovede og han kunne se den svage rysten. Hun regnede med at det var svar på hendes spørgsmål om at han gerne ville blive. Det godtog hun og der kom et lille og genert smil omkring hendes mule.
Da hun havde sagt at hun havde været i krig skete der pludselig noget ved Sinn. Hendes lilla'e øjne blev store og opmærksomme. Det var som om at det der skete nu var noget stort der skulle til at ske, og det var det egentlig også? For han viste mere end han plejede, han udtrykte noget mer med hans øjne. Hun slog med den mørke hale og betragtede ham. Hun lagde mærke til hans chok ved at han kneb øjnene sammen. Derefter begyndte hans mule at mimre, og nu kom han nærmere og det var egentlig først her at Wanchaija lagde mærke til hvad han ville. Var det at beskytte hende? Til trods for at det virkede sådan, så kom han nærmere og det var noget Wanchaija altid havde haft det utrolig svært ved. For hun havde aldrig haft meget med berøring at gøre i sit liv, derfor blev den lille krop spændt en smule og hun så på Sinn, læsende for hvad han ville. Men selv om at Sinn kom nærmere flygtede hun ikke, det var egentlig lidt som om at hun kun ville have ham tættere på, men hun blev stående som om at hun var bundet til jorden.
Hun fangede atter hans blik da hun vendte blikket tilbage mod ham, men det sensuelle var fjernet og tilbage de var kolde øjne men stadig var de knebet en smule sammen. Spørgende lagde hun hovedet på skrå. Der lå stadig det lille og generte smil om mulen, men det var som om at det ikke var nær så genert som før. Pludselig kom han endnu tættere på hende og stilte sig op ved hendes side og nu var hun bestemt klar til at springe væk. Pludselig blev tingene for meget for hende, hun kunne ikke finde ud af hvad hun skulle gøre så hun trippede kort. Han fastholdte hendes blik og man ville meget hurtigt kunne se at hun ikke følte sig hundrede procent tryg ved situationen. Hun stolede ret meget på Sinn og var ret tryg i hans selvskab, nok den hingst hun var mest, men det var stadig ikke hundrede procent. Det krævede tid at vinde hendes tillid, tålmodighed. Hvilket meget få åbenbart havde på denne ø, men hun kunne jo ikke ændre på sig selv. Hun var ikke som mange af de andre, udadvendt. Han trådte et skridt frem og ventede på hende. Hun så en smule overrasket på ham over den elegance han kunne gøre her i sandet. Han var jo en kraftig hingst og de havde typisk sværere ved at bevæge sig her i sandet. Hun tog selv et skridt frem, selv med elegance, men fortsatte dog selv, dog ikke nær så hurtigt, så han kunne komme op på hendes side. Ville han vise hende noget? Eller ville han blot ud at spadsere og se øen med hende? På eventyr? Hun vidste det ikke, men ville bestemt se frem til hvad der kom, og hvad han havde i tankerne.

Synthrax Sinn

[/font]
. These burning blue eyes of mine .

Sinn havde siden det første møde med den lyse, delikate hoppe lagt mærke til hendes meget animerede udtryk. Det var som om Wanchaija ikke selv formåede at holde følelserne inde, og han forstod skam godt hun var genert og følsom, det stod tydeligt i hendes øjne. Sinn brugte altid tid på at danne sig et billede af sit selskab, men i dette tilfælde var han altid klar til at ændre sin antagelse. En genert sjæl kunne nemt blomstre op til noget andet, og han var klar til at den sarte hoppe ville blomstre, han havde alverdens tid. Det var en af de gode egenskaber ved den store hingst, han havde alverdens tålmodighed.
Hoppens krop var anspændt, mere end han før havde set det, men han havde heller aldrig været så tæt på hoppen. Han havde enlig aldrig stået så nær en anden, medmindre det var for at afværge et angreb fra den anden. Sinn havde dog intet imod at være nærgående, en af de ting der kom fra hans forældre, det var bare en af de mange ting andre heste sjældent ville ligge mærke til, fordi de kolde øjne sjældent indbød til kærtegn, af hvad de forstod. Så til trods for Wanchaijas reaktion kom ingen reaktion fra den blå hingst, han forblev rolig og fattet som han altid var det. Da hoppens krop spændte sig til et springpunkt, fnyste Sinn lavmældt, og kastede kort med hovedet, men han fortsatte skam frem, lige så stille som før.

Hoppen accepterede hans tavse invitation og han lod sig selv komme op på hendes side. Hans kraftige krop bevægede sig endnu frem kun med elegance pga. hans langsomme bevægelser. Selv i en stille trav ville hans krop se akavet og utilpas ud, men sålænge han holdt sig i et lavt tempo formåede han at koncentrere sig så meget som sin gang at han kunne bevæge sig på en behagelig måde. Det eneste der tydede på at den store hingst nu skænkede den lyse Wanchaija opmærksomhed var det ene øre der var vippet en smule i hendes retning. Ellers fortsatte han med det isnende blik rettet frem for sig. Her var endnu stille, næsten skræmmende stille, ikke som han elskede det ved stranden, med et brusende hvislende hav, en kærtegnende vind og utallige dufte. Her var der tørt og øde, og det var nok sådan den delikate hoppe elskede det. Sinn sænkede sit hovede en smule mens han fortsatte frem, i tavst selskab med den lyse Wanchaija. Hvor længe mon det ville tage inden han skulle høre hendes feminine stemme igen?

. Will tear away the smile on your face .

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Wanchaija var egentlig en meget anderledes hoppe når man kendte hende godt. Når man ikke kendte hende virkede hun altid meget ked af det og nedtrygt og langt fra glad, men Wanchaija havde en masse glæde inden i sig. Hun var bare bange for at åbne sig, bange for at blive såret. Dog var hun også meget usikker på sig selv og hvad andre mente omkring hende, og derfor var hun også en meget sårbar hoppe. Hun var en hoppe der havde brug for at finde tryghed i alting og helst så meget som muligt.
Hendes krop var spændt, men det så ikke ud til at gøre mere ved det. Var det fordi at han ikke havde tænkt sig at røre hende? Hun ville dog ikke slappe af, hun forblev spændt og kort gippede det i hende da han slog med hovedet. Som regelt var det jo et tegn på irritation, men her virkede det nu mere som om at hun skulle følge med, nu hvor hun kiggede ordentlig efter.
Det var lidt som om at Wanchaija troede på det værste i alle levende skabninger. Det var måske også derfor at hun altid var så genert og tilbageholden? Hun skulle finde ud af at dem som kom hende nær ikke var onde, ikke ville gøre hende ondt, både psykisk og fysisk. Det var dog ikke noget hun selv lagde mærke til og aldrig noget hun selv havde tænkt over, men det var som om at hun pludselig kom til at tænke på at det måske var derfor?

De gik nu side om side og stilheden bredte sig. Normalt ville denne stilhed føles akavet for hende, men for første gang føltes stilheden ikke akavet. Den føltes rar og hun tog med glæde i mod den. Wanchaija elskede dette landskab, her fungerede hun bedst og her kom hun nemmeste rundt. Det var sjældent at der skete meget nye ting, og hun kunne altid regne med det, og her vidste hun også at hun nemt kunne flygte da hun var ualmindelig god til at begå sig i dette landskab på grund af hendes spinkle krop. Hun lod dog farten være langsom da det var nemmere for Sinn at gå i. Hun kiggede på ham med sit lille og generte smil om mulen. Hun tænkte. Var han overhovede med i krigen? "Var du ved din far i krigen?" spurgte hun med den varme og blide stemme. Hun havde mødt hans far en enkelt gang og de mindede overhovede ikke om hinanden! Hun slog med den mørke hale og betragtede ham.

Synthrax Sinn

[/font]
. These burning blue eyes of mine .

Sinn var ganske vidst ung, men som ingen anden hvilede han i sig selv. Aldrig havde han tænkt over hvorfor han gjorde som han gjorde, om hvorvidt den måde han agerede på hvad korrekt eller ej. For den rolige kæmpe kom alt naturligt, der var ingen grund til spørgsmålstegn. I hvert fald ikke endnu. Den store hingst skulle nok få stillet nok spørgsmål fra andre sjæle til engang at indse, at der måske var grund til at betvivle hvem han var, men i hans endnu lidt unge naivitet fandt han ingen grund til at se sig dårlig på sig selv. Havde hingstens aura haft en farve havde den været hvid.

Den brune hoppe med den karakteristiske stribe på sin hals der deltes i to i hendes man gik nu ved den stribede hingsts side. Dette var selskab for den store hingst, det var behageligt. Sinn havde faktisk på sin tur med sin fader nydt de stille stunder mest; ikke fordi han ikke nød at høre på sin fader snakke, men fordi faderen altid havde forsøgt at få ham til at snakke, i hvert fald indtil de begge forstod at gå på kompromis med hinandens ønsker. Som hingsten kort tænkte på at hans sidste spadsertur havde været sammen med sin fader, savnede han den kække, energiske hingst. Det var en god følelser, ikke en smertelig. De havde fundet hinanden i krigen.
Som hingstens tanker snoede sig om krig og om sin fader var det netop dette hoppen talte om. Sinn mærkede sine øjne knibe sammen mens han endnu blot så frem for sig. En lettere hakkende brummen lød fra hingstens strube mens han endnu gik frem i stille skridt og hørte sandet hvisle protesterede under sine hove. Vinden slog ham kort i hovedet, som ville den køle hans varme krop, eller måske fange hans tanker? Hingsten fortsatte frem, to skridt rømmede sig en smule, 5 mere og han stoppede halvt op, inden han fortsatte frem lidt mere for at stoppe helt op med en meget lav lyd der næsten lød som et suk. Sinns øjne var endnu brændende og kolde, uigennemtrængelige som de oftest var det.

"Ja, men ikke her."

[/b]

Stemmen var som før, varm og forførende i sin hæse tone. Mere varme fik man dog ikke ud af hingsten, andet end at han rettede kroppen op, og kort gjorde det man sjældent så og knejste sin nakke ganske lidt. Selv med sin krop holdt mere som hans fader lignede han ham ikke synderligt mere, endnu var det kun striberne og farverne på hans krop der linkede ham sammen med sin moder og fader. Det var bedsteforældrene man skulle se på for at finde hingstens slægtesskab med sine forældre. Sinn kiggede længe frem, næsten tomt, inden det intense blik blev vendt mod Wanchaija.

[/color]

. Will tear away the smile on your face .

[/right]
[/blockquote][/color][/font]

Wanchaija gik stille og roligt i sin egen verden, og det kunne ses på hende. Det var få gange at Wanchaija lod sine tanker vandre, men hun var bange for at være for langt væk fra virkeligheden til at være opmærksom på sine omgivelser, og komme til skade. Hun gjorde det sjældent og stort set kun inde ved flokkens område, og lige nu ved Sinns selvskab. Det var ikke fordi at hun var kedelig, slet ikke, men her var ro og hun følte sig tilpas og tryg. Det eneste der kunne høres lige var deres begges vejrtrækning. Hans vejrtrækning var tungere end hendes, men hun havde heller ikke lige så meget at bære rundt på grundet hendes meget lette fuldblodskrop. Hendes mørke hale slog roligt bag sig. Det fik hende også til helt uventet at tage et skridt til siden. Så godt kendte hun heller ikke Sinn endnu. Hendes lilla'e øjne var rettet opmærksomt mod ham, og nu opdagede hun at han også gik i sin egen verden. Et svagt smil kunne hun ikke skjule og helt stille betragtede hun hans blik, det virkede så tomt, men man kunne godt se at han tænkte. Men hvad tænkte han mon på? Hun mimrede med den mørke mule endnu engang.
Han kom stille og roligt tilbage virkleigheden og et hakkende brum kom fra ham og det gjorde hende kun endnu mere opmærksom på ham. Hun kunne ikke læse ham, men den måde han bevægede sig på tydede på at der var noget galt. Hun stoppede selv op og vendte sig mod ham. De stod nogle meter fra hinanden og med sænket hovede en smule to hun et par skridt frem mod ham. Hun lagde roligt og forsigtigt sit hovede på skrå, og så spørgende på ham, men ikke indgående, men med et forsigtigt blik. Hun var klar til at gå videre hvis han ikke ville snakke om det. Han virkede ikke som en hingst der snakkede åbent om tingene. Men hvis det ikke var her, hvor så? Var hans fader fra et andet land? Ligesom hende selv? Hun kendte ikke hans fader særlig godt, så hun vidste det ikke. Hun hævede hovedet en smule, men ikke så det var højere hævet end Sinn, det kunne hun umuligt, så skulle hun strække hals, men så det var lidt under hans hovede, næsten ved hendes egen normale holdning. Hun lagde mærke til at han pludselig knejsede nakken, det var lidt, men det var noget hun lagde mærke til, da det var en holdning hun ikke havde set ham gøre før.
Det var som om at hun lagde ekstra mærke til de nye ting ved Sinn, fordi at det var så sjældent, men det var ikke negativt, for det betød vel også at han åbnede sig mere? At han prøvede at komme mere i kontakt med hende? At han gerne ville hende? Hun vidste det ikke, men valgte at tage det positivt, men som altid var hun ikke hundrede procent sikker på at hun skulle tage det positivt.
Pludselig så han ind i hendes øjne med et mere intenst blik og kort måtte hun lade blikket glide ned i jorden, men lod så stille og roligt øjnene køre op mod hans øjne igen. Hun udladede andres blik hvis de havde kigget alt for lang tid i dem, eller det blev for intenst. Hun følte at andre kunne læse hende som en åben bog hvis de så for længe i dem, og det kunne man også. For der var Sinn og Wanchaija meget forskellige, han udtryggede sig med kroppen, og hun gjorde gennem øjnene. Dog var han ikke nær så genert og indadvendt som hun var, nærmere omvendt. De var egentlig vidt forskellige, men sagde man ikke også at modsætninger mødes? Det kunne man i hvert fald godt sige om disse to.