Fermaz, den store og muskuløse hingst stod på en af de små øer. Der var ingen plads og han kunne dårligt nok være der. Nu var han jo heller ikke en helt lille hingst. Det vidste han udemærket godt. Han slog med halen bag sig. Hans muskler var let spændte. Han havde den lyskugle over sit hovede, som han så tit havde når det var mørkt. De rød agtige øjne var kolde og tomme, det var lang tid siden at der var fandt liv i dem. Han smilede også sjældent nu. Han brummede dybt og hingstet.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


En lille spinkel hvid hoppe kom travene, hun var elegant og let på tå. En lav klirrende sang kom fra hende, fra hendes lænke om benet. Hun var guldprydet. Smuk, men hun bar sig ikke frem som mere værd. Alle var lige værdige i hendes blik.
I hendes øjne var ungdommen, men også visdommen at se, en ganske særlig mix man sjældent så.
Hun var 3 år af kroppens udseende, men havde levet i mindst 6 år, i dette land, født før Laylis død, hendes hovede var derimod gammelt. Hun bar på gudernes visdom og viden. Noget af den i al fald.

Flakezé havde lukket hende ind i en ny verden, en verden der fortalte hende så meget mere om sig selv. Hun holdt utroligt meget af den hingst. Han havde blandt andet givet hende den viden til at hun kunne flyve. Det gjorde hun ligenu, hendes lyserøde hove ramte ikke i jorden. Hun svævede ganske fint over den og hovene stoppede deres færd nedaf mod jorden ca. 20 centimeter fra jordens ujævne overflade. Hun lyste op i natten, enhver hvid hest ville være genkendelig i nattens mørke, men hun var ikke blot genkendelig, hun lyste op som lyset fra solen, lyset stammede fra hele hendes krop. En aura af glæde lå om hende. Hendes blik gled ud imod øerne, skulle hun begive sig derud af? Hun drejede af mod vandets skel, satte frem i galop og sprang opad. Opad mod himlen. Da hun havde styr på det satte hun lidt nedad, lod sig galopere i bølgerne mens de skvulpede op af hendes krop. Ud mod øerne. Hun fornemmede liv derude et sted.
Nysgerrigheden drev hende.

[/blockquote]

Fermaz stirrede mod stranden da han pludselig fornemmede noget komme mod ham. En lyd fulgte kort efter med, en klitren. Ganske fin faktisk. Hans øre lå dog i nakken, og hans hovede var hævet, blot for at vise at han være større end den der kom mod ham. Han ville vide hvis hans far kom mod ham, og den eneste der var højere rang, ja, det var hans far. Fermaz havde et ekstremt selvglad ydre, faktisk overdrevet meget. Men det var blot en facade. Han var for såret inden i til at kunne løbe rundt og lege, og ikke mindst være den gamle naive dreng. Han kunne snart se en hvid skikkelse komme mod ham. Han kunne næsten gætte hvem denne hest var. Det var Eos, den hoppe hans far havde snakket om sidst de havde set hinanden. Hoppen var en halvgud af en slags, men hun var ikke helt så stærk som ham. Eller var der mere end både ham og hans far vidste? Han fnøs kort. Han slappede lidt mere af. Han stod rank og stolt og så mod hende. Et dybt og hingstet vrinsk undslap fra hans strube. Han var ret frygtindgydende at se på som han stod der, og ikke mindst ekstrem selvglad.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Eos var hoppens navn, helt korrekt. Hoppen der var født af en gudinde.
Hun bar ikke så stor fysisk kræft, større end de andre i landet her, på nær Fermaz og Flakezé, men stadig bar hun en mængte magi som stadig var uvis. Magi som hun muligvis blev skænket gennem lænken om benet, eller en magi der lå i hende?

Eos spidsede øre ved et hingstet vrinsk, hun kunne se ham nu, med en lyskugle over hovedet, som hende, på nær at hendes strålede ud fra hendes krop. Stor og mægtig så han ud. En hingst der kendte til sin værdig.
Hun var umærket af bølgerne der slog op omkring hende. skade gjorde de ikke, tværtimod lod de sig omsvøbe hendes ben ganske blidt og kølede ikke så meget som man ville have troet. Hun satte frem i galop, med halen højt hævet over bagparten, som en fane hun bar. Da hun nåede ham stoppede hun op i en brat, men ganske så elegant og flydende bevægelse. Hendes forhove var tæt ved bredden af den lille ø han stod på. Men han fyldte den ud og ingengang hendes lille lyse krop ville kunne få plads på øens lille areal. Så blot stod hun i vandet, her lod hun sig dog sænke ned på bunden der lå ganske få centimeter under vandoverfladen, ikke langt ude var her meget dybt. Men her var der lige grund under.
 " Godaften Fermaz "  hun vidste hvem hingsten var. Hendes stemme var lys og moden, og alligevel fyldt af ungdommens glæder. De gyldne øjne ved ham lå, hun betragtede ham, flot som han var. Prægtig. Trods hans sår og skræmmer, og kolde øjne. De tydede på et hårdt liv, en lukket hingst. Men hun havde set ham og Flakezé fra bjergene. Set Flakezé og ham fra Flakezé's hjerte da han lukkede hende ind. Denne hingst var ikke kold. Denne hingst valgte blot med omhu, det var hendes tanker om ham.

[/blockquote]

Han vippede ganske let med ørene og lod hende komme mod ham. Da der ikke var plads på den lille ø og hun valgte at stå i vandet lod han vandet blive varmet op til plus grader. Ikke for varmt, men heller ikke for koldt. Han havde kun hørt godt om Eos, og derfor var han nok også mere venlig over for hende i forhold til hvordan han var over for andre fremmede. Men det var kun fordi at han far havde snakket godt om hende. "Godaften Eos" sagde han med sin dybe, hingstede, men også ædle stemme. Hans muskler var som altid let spændte. Han behøvede ikke at have dem spændte, men det var bare en vane og han kom til at se meget større ud. "Har min far fundet ud af hvad du kan?" spurgte han. Han følte det en smule underligt, for han snakkede til hende som om at han allerede kendte hende? Gjorde han det? Havde de mødtes da hun var helt lille? Det virkede helt underligt at kigge på hende, men hun var en smuk hoppe.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Hun lagde sit hovede let på sned og et tiltalende smil prydede nu hendes ansigt. Hun mærkede hvordan vandet blev opvarmet. Og hun slap en let klukkende latter, dette var halvguden foran hende værk.
" natten er smuk ikke? "  det glimtede fornøjet i hendes øjne. Hingsten tiltalte hende selv uden at have sagt det store. Muligheden at hun havde mødt ham som føllille var ikke usandsynlig. Hun havde været et lille skrøbeligt føl, der havde tiltrukket sig opmærksomhed lige fra start, et hoppeføl født med guld, efter blot få uger i maven på sin moder - som i øvrigt var langt anderledes end alle andre. Hun smilede skævt over tanken. Han lignede sin fader, hun prøvede at skabe sig et indtryk af Laylis, men hun kunne ikke, hun havde ikke kendt denne hoppe, måske engang for lang tid siden set hende. Men hun vidste ikke hvordan hoppen havde set ud. Men at hoppen havde været en skønhed både af udseende og sind var hun ikke et sekund i tvivl om.



[/blockquote]

Han slog ganske let med halen og så på hende. En smule undrende over at hun ikke svarede på hans spørgsmål, men det var vel også okay hvis hun ikke ville snakke om det. Hun virkede så bekendt, både af udseende, men også personlighed, han kunne bare ikke helt finde ud af hvorfor. Hans næsebor var en smule udvidet, for at snuse hendes duft ind. Han regnede bestemt ikke med at han ville glemme hende, men alligevel. "Ja, den er smuk" sagde han og så op da hun også så op. Et eller andet sted savnede han dengang han ingen bekymringer havde, men han kunne ikke vende tilbage til dengang. Han havde fundet ud af hvor stærk han i virkeligheden var. Hvor vigtigt livet var. Man kunne ikke bare fjolle rundt, i hans hovede.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Hun havde tænkt over sit svar, det var kompliseret, havde Flakezé fundet ud af hvad hun kunne? Næppe, selv for ham vidste hun at hun var en gåde.
" Nej, selv for Flakezé er det en gåde " hendes stemme var så mild, og alligevel fuld af energi. Hun strålede af en glæde som ingen kunne sætte en hov på, det var tydeligt. Hoppen var ikke af den ubekymrede slags, hun bar skam bekymringer, men livet kom hende i forvejen.
" Du minder mig om noget " ganske åben var hun, hun stod lidt og betragtede ham, tænkte. Lod arene forsvinde for sit syn, så en åben hingst uden sår foran sig, en yngre hingst der ikke havde oplevet smerterne eller styrken af sine egne muskler. For hendes blik blev han yngre, og yngre endnu, til en plag stod foran hende, ved hans side så hun en ung, et meget ungt føl, hvid som det hvideste der fandtes, med den sorte man og hale og guldet prydet. Men endnu uden en lænke om benet, endnu uden tårene ned af kinderne. Hun smilede gådefuldt. Om det var sandheden hun så, eller om hun blot så hvad hun forstillede sig var en gåde.

[/blockquote]

Han nikkede ved hendes ord. "Det sagde min far godt, så i har slet ikke fundet ud af noget?" spurgte han og betragtede hende med de røde agtige øjne. "Du minder mig om en" sagde han og så på hende. Selv begyndte hun også pludseligt at blive yngre. Han vidste at hun ikke kunne se hvad han så, derfor begyndte vandet at forme det han så. Ham som ung og en lille hvid hoppe ved sin side. Med sort man og hale. Han så på hende. Var det det hun også så? Så de det samme. Han ventede en smule utålmodigt.

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Hun lod blikket hvile ved scenariet ved siden af dem. En større, men ung plag, en lille følhoppe. Præcis hvad hun havde set. Ingen i landet havde båret samme udseende som dem. Ingen i landet havde været guldprydede som hende.
" Jeg tror du minder mig om dig " hun slap en let klukkende munter latter og drejede hovedet på sned til den anden side. Betragtede hingsten foran sig, fremtvang minder og gik dem igennem. Søgte efter ham. Var det sandt?
Hun indåndede duften af ham. Hun ville kunne huske ham igen, hun ville altid kunne huske denne hingst foran hende, men alligevel nød hun duften af ham. Hver en hest havde sin egen duft. Og hans var absolut en der faldt hende i bedre smag.

[/blockquote]

Han så på hende og kunne ikke lade være med at grine lidt og sagde; "Jeg tror at du minder mig om en gudinde" han blinkede med det ene øje. Men hans blik blev atter til det samme som før. Han stod selv og så tilbage på den tid. Han kunne huske mere og mere, han kunne huske at de havde været venner, han kunne nu huske at hun var en af hans venner. Hun var dog en af dem han aldrig fik vist til sine forældre. Han kunne bare ikke huske så meget mere om det. Men hvorfor kunne han ikke huske mere? Måske fordi at han havde en del venner, han havde været venner med alle de heste på øen, unge som gamle, og derfor var det svært at huske dem alle. Men hun virkede et eller andet sted som en hoppe han havde haft ret nær. Han havde et lidt undrende blik. Han lod mulen tage frem mod hende. Hans hale slog bag ham, og han betragtede vandhestene, eller de heste der lignede dem begge som unge, det faldt så sammen. Men hvorfor havde hun fået de tåre ned af kinden, og guldet?

Eos
Et gyldent hoved

[/font] [/center]


Et kort øjeblik vistes et ømt glimt i hendes øje, næsten usynligt. Det var som om hendes tanker fulgte hans. Hun kendte til hans historie, den lå i landet, hun vidste hvordan han var blevet skadet og hvad han havde brugt sit liv på, ikke i detaljer, men hun kendte til det. Derimod måtte hendes liv ligge som i gåder for ham. Hun havde modtaget så meget, og hvordan kunne hun stadig bebo landet når alle forsvandt dengang, få år efter hendes fødsel, i en meget kort periode havde hun været bortrejst. Da hingsten huserede landet. Men hun var kommet igen. Som bundet til landet. Født ind her, rejst ud en gang i meget kort tid og vågnet op her igen. Hendes rejse stod som en drøm for hende, forskellen var bare at da hun var vågnet op af den, havde landet været tømt for heste. Flakezé havde hun mødt før andre heste end han og Fermaz betrådte græsset. Det havde været temmeligt tomt.
" Afrodite? " sagde hun, Fermaz havde måske kendt til hendes moder, gudinden for kærlighed, skønhed og forførrelsen. Alt efter hvem du hørte det fra. Hendes blik var ungdommeligt og nysgerrig. Hun strålede af veltilpashed. Hun strålede af noget gudeligt. Ligesom ham.
Hun mærkede hvordan han føltes rigtigt. Enge dukkede op for hendes blik. Scenariet forgik i hendes gyldne øjne. Et lille spinkelt hvidt føl, legene med en større ungplag.


[/blockquote]