Den sorte Trudy galoperede blødt af sted langs den store strand Malka.. Sandet var blødt og hun sank derfor let i, så det krævede lidt mere styrke end bare at galopere af sted på en græseng f.eks. Heldigvis var styrke noget som den lille hoppe bestemt ikke manglede, og derfor havde hun da heller ingen besvær med at bevæge sig af sted langs vandkanten. Vinden rev let i hende, men taget i betragtning af, at hun befandt sig på en strand, så var vinden ganske mild og blid, i forhold til hvordan der kunne have blæst dernede.
Trudys grønne øjne strålede af lykke, og hun var så glad som aldrig før. At der gik rygter i landet om, at et mørke var ved at indtage Proelio, var ikke noget Trudy skænkede større opmærksomhed. Hvorfor bekymre sig og tage sorgerne på forskud?

Vinden ruskede i Nuages hvide man og hale. Måske var den anelse for kraftig for Synthrax Sinn. Han var jo ikke så gammel endnu. Men han så ud til, at følge godt med ved hendes side. Nu gik hun også ud mod vandet, så hun skærmede ham for den kraftigste vind. Hvorfor hun var gået herud, var en anelse uklart for den isblå hoppe. Men hun havde trængt til, at føle vinden mod sig. Hun livede altid op i sådan et vejr. Det var netop i sådan en vind hun havde mødt Frost og endda også på en strand. Det havde bare været om natten. Glad kiggede hun atter ned på Sinn. Han lignede sin far utrolig meget, men han havde stadig nogle af Nuages farver. De blå ører blev rettet ud mod siden, da hun hørte lyden af hove. Ivrigt så hun ud over stranden og fik øje på noget sort og lyserødt. Uden tvivl Trudy. Den venlige hoppe hun havde mødt. Højt og lyst vrinskede hun til hende. Mon hun ville høre hende i vinden?

Af sted gik det gennem sandet med ivrige skridt, og de blev da ikke mindre ivrige af, at lige ret fremme var der skyllet noget drivtømmer op på stranden.. Med en kraftig rysten på hovedet, så Trudys opretstående man først hældede faretruende til den ene side og derefter til den anden, satte den sorte hoppe farten op, og styrede nu direkte mod drivtømmeret. Et kraftigt afsæt med de stærke bagben, sikrede Trudy et let og glidende spring, inden hun var sikkert omme på den anden side. Her blev en masse bukkespring sat til livs af ren og skær glæde, inden et vrinsk skar gennem vinden, og krævede Trudys opmærksomhed. Spændt kiggede den sorte hoppe sig omkring, idet hun havde genkendt vrinsket som Nuages. Den smukke, blå hoppe som Trudy havde stiftet bekendtskab med, for ikke så forfærdeligt længe siden. Glad vrinskede hun op til svar, og satte så af sted i retning mod Nuage.

Det var umuligt for Nuage at holde et smil tilbage, da hun så Trudy komme af med sin energi. Den hoppe var da bare fyldt med liv. Hvilket Nuage elskede. Hun havde følt sig ganske levende i selskab med Trudy. Da hun havde sikret sig, at hoppen havde hørt hende, begav hun sig afsted mod hende. Med rolige skridt i sandet, for Sinn så ud til at finde det ganske besværligt at finde fodfæste i de løse korn. Nuage glædede sig til, at vise Sinn til Trudy. For hun var jo selv moder, så føl var ikke uvant for hende. Da hun var sikker på, at den sorte hoppe kunne høre hende, brød hendes stemme vindens susen. "Goddag Trudy. Hvor dejligt at jeg skulle finde dig herude." Smilet var fint plantet på Nuages hvide mule. Både af glæde for, at se Trudy igen, men også fordi hun jo nu havde fået Sinn. Han var hele hendes verden for tiden, hvis man altså lige så bort fra Demore.

Som Trudy nærmede sig Nuage, kunne hun efterhånden se, at den blå hoppe ikke var alene.. Ved hendes side gik en lille, spinkel skabning som jo ikke kunne være andet end Nuages føl. Især taget i betragtning af, at sidste gang Trudy havde set den blå hoppe, havde hun været rund som havde hun slugt en badebold, nu var hun derimod så slank og fin, som Trudy havde forestillet sig hun måtte se ud, uden den store mave. Da hun nu hørte Nuages glade stemme gennem vinden, smilede Trudy stort tilbage til hende. "Halløj Nuage, og i lige måde.. Jeg ser, at jeg hellere må ønske tillykke." Svarede hun muntert tilbage, og stoppede så op, så sandet fløj omkring hende. Da Nuage og hendes føl nu var kommet så tæt på, at Trudy kunne se dem ordentligt, gjorde hun store øjne. Hun kendte de aftegn!

Stadig med et smil på sig, gik hun frem mod Trudy. Hun undlod at svare hende, før hun var helt henne ved hende. Stærkt gik det nu ikke ligefrem, for Sinn kæmpede en stille kamp mod sandet. Men skridt for skridt blev han dog bedre. Da hun endelig befandt sig helt henne ved Trudy nikkede hun let. "Ih tak skal du have. Jeg kan hermed præsentere Synthrax Sinn." Der var ingen tvivl om, at Nuage var ganske stolt over det lille føl. Hendes øjne funklede lystigt at kærlighed mod den lille hingst. Men da hun rettede blikket mod Trudy ændrede det sig. Hun så noget chokeret ud. "Er alt okay Trudy?" Spurgte hun forsigtigt. Hoppen lignede en der havde set noget der var løgn. Men Nuage kunne ikke forstå, hvad der mon havde forårsaget den reaktion. Der var jo kun hende og Sinn.

Trudy stod bare og stirrede på det lille føl, ude at stand til at kunne kigge væk.. Så var Nuage altså den hoppe Frost havde været sammen med! Trudy vidste slet ikke, hvordan hun skulle reagere på denne opdagelse. Forvirringen var tydelig at se i hendes grønne. Hun havde jo været fast besluttet for, at holde sig langt væk fra den hoppe, der havde været årsag til hun næsten havde forladt Frost for altid. Men hun havde lært Nuage at kende, før hun fandt ud af, at hun var den skæbnesvangre hoppe, og hun var kommet til at kunne lide den blå hoppe. Derfor vidste hun nu ikke, hvordan hun skulle reagere. Da Nuage nu spurgte, om Trudy var okay, rystede den sorte hoppe bare forvirret på hovedet. "Jeg....jeg ved det ikke." Var det skæbnens ironi, at hun nu stod over for Frosts afkom? "Hvem er faderen?" Spurgte hun så stille. Ikke at det betød noget, hun var sikker i sin sag. Striberne på føllet sagde alt. Striberne som føllet ikke bare delte med Frost, men også med Jah-lila.

Bekymringen var tydelig på Nuage. Hvad var der dog galt med hende? For en kort stund kiggede hun rundt for at se, om der var noget i området som kunne virke anderledes. Men hun opdagede hurtigt at Trudy blot stirrede på Sinn. Nuage selv rettede hurtigt sit blik ned mod føllet. Var der noget galt med ham siden hun så så chokeret ud? Havde hun gjort noget forkert. Da Trudy endelig snakkede rystede hun forvirret på hovedet. Vidste det ikke? Det var ellers ganske tydeligt for Nuage, at der var noget som var ubehageligt for Trudy. At hun ville vide hvem faderen var, var ikke underligt, nej det var mere i selve situationen at det var underligt. "Han hedder DawnFrost." Forvirringen var stadig over hende. "Er der noget galt? Du virker ret ... chokeret?" Uvidne om, hvordan hun skulle få det sagt tænkte Nuage, at det var nemmere bare at sige det lige ud.

Da Nuage sagde, at faderen hed DawnFrost, nikkede Trudy blot stille for sig selv.. Det var jo blot som hun havde antaget. Det var underligt at stå i denne situation, denne situation som Trudy for alt i verden ville have undgået. Hun ville hade Nuage, men hvordan kunne hun hade en hoppe, der var så mild og venlig som Nuage? Bekymringen nærmest lyste ud af den blå hoppe, og gjorde bare det hele endnu sværere. Da hun nu spurgte, om der var noget galt, løftede Trudy langt om længe sit forvirrede blik fra føllet til Nuage. "Det er ligeledes navnet på min mage," svarede hun så stille. Hun vidste ikke, hvad hun mere skulle sige. Var der mere at sige? Så derfor valgte den ellers så snakkende hoppe, blot at tie stille. I stilheden hørtes vindens hylen og bølgernes brusen tydeligt. Ja der var tilmed en måge der skreg et eller andet sted ude over det lettere oprørte hav. Men den sorte hoppe var som døv over for disse lyde, og bed derfor ikke mærke i nogen af dem. Der siges at være guder i dette land. Legede de med Trudy nu?

Fortvivlelsen var nu tydelig på Nuage, da hun hørte Trudys ord. Så var det jo klart at hun reagerede sådan. Hvordan skulle hun ellers reagere? Juble lykkeligt over, at Nuage stod der med et føl, hvis far var hendes mage. Mundlam gloede Nuage nærmest ud i ingenting, inden hun med rystende stemme svarede den sorte hoppe. "Jeg .. jeg vidste ikke Trudy .. han sagde ikke ... Det var jo." Et dybt suk kom fra hende. "Undskyld." Med sørgmodige øjne kiggede hun kort på Trudy for derefter, at rette blikket ned i sandet. Hvad skulle hun gøre? Hvorfor havde han ikke sagt at han havde en mage? Eller var det sket inden han og Trudy havde fundet deres ægte kærlighed til hinanden? Det håbede Nuage på. For hun følte, at hun havde forrådt Trudy. Hun ville selv være fuldkommen fortabt, hvis Demore fortalte hende at han havde føl med en anden hoppe.

Egentligt var det jo ikke Nuages skyld.. Vel egentligt heller ikke Frosts? De havde jo ikke været sammen på det tidspunkt, men det havde alligevel såret Trudy dybt. Hvordan mon Frost ville have reageret, hvis det var omvendt? Hvis det var hende, der havde fået føl med en anden? Da Nuage sagde undskyld, smilede Trudy blot let og trak på skuldrene. "Der er ikke noget og undskylde for," mumlede hun så stille. Hendes blik gled atter over føllet ved den blå hoppes side, og Trudy mærkede hvordan det ligefrem rislede koldt ned af ryggen på hende. Hvis bare føllet i det mindste ikke havde lignet sin far så meget. Langsomt satte hun i skridt ned mod havet, hvor hun stoppede op i vandkanten. Hun mærkede hvordan det kolde vand skyllede ind over hendes hove, men tog ikke notis af det. Hvor var det her dog en underlig og akavet situation!

Fortabt, forvirret. Det var de ord Nuage kunne finde frem. Hvad var der blevet af den glade Trudy som hun havde mødt. Væk var hun og det var Nuages skyld. Da hendes stemme skar igennem luften, imens hun gik ned til vandet, stod Nuage frosset fast. Ikke noget at undskylde for? Det kunne hun ikke mene, hun var jo knust det var tydeligt at se. Hvordan skulle Nuage dog komme ud af den her, hvor de begge gik derfra glade igen. Blidt puffede hun Sinn afsted imens hun fulgte efter for, at komme ned ved siden af Trudy. Længe stod hun i vandkanten og kiggede ned på bølgerne der kom og gik. Hvad skulle hun dog sige? Trudy var knust og det med god grund. Et dybt suk lød fra hende. "Trudy. Jeg vidste virkelig ikke at han havde en mage. Han nævnte det ikke." Det føltes lidt som en tabt kamp. Men hun ønskede virkelig at Trudy vidste, at der ikke var noget mellem hende og Frost, ud over Sinn. Ellers var de jo blot venner.

Bølgerne brusede lystigt derudad, og fortsatte som de altid havde gjort.. Livet fortsatte som det altid havde gjort, også selvom Trudy følte det som om, alting var gået mere eller mindre i stå, i hvert fald for hende. For var det ikke det? Måske ikke helt alligevel. Frost var jo stadig hendes mage, og bare tanken om ham gjorde den sorte hoppe helt varm indeni, hvilket indikerede at det var det rigtige valg, hun havde taget. Og både Nuage og denne Sinn, var jo nogle hun havde kendt til, før hun havde valgt, at danne par med Frost. Så var det virkelig så frygteligt, at de nu stod der foran hende? Hun sank besværet.. Det var det vel ikke, så hvorfor tog hun så sådan på vej? Det rykkede let i hendes følsomme ører, da hun hørte dæmpede hovslag i sandet, som afslørede af hun snart fik selskab hernede ved vandkanten. Og ganske rigtigt, snart fornemmede hun Nuage stoppe op ved siden af hende. Da den blå hoppe nu forklarede, at hun ikke havde vidst, at Frost havde haft en mage, nikkede Trudy blot stille. "Det ved jeg," hun tog nu en dyb indånding for at berolige sig selv. Så vendte hun hovedet mod Nuage, og smilede let til hende. "For det havde han heller ikke på dette tidspunkt." Trudy fandt det svært, men Nuage skulle trods alt vide, at hun ikke havde gjort noget galt.