Breinowa
Diamonds with poison, roses with thorns. Without any sideeffects, no beauty is born.

Mange måner havde vendt sig på himlen. Mange. Proelios vidder så fremmede endnu, til trods for hvor længe hun havde skuet dem. Ikke længe nok. Aldrig lige så længe, som Mwauta. Men undergangen havde taget den verden hun kendte og nu gik hun og samlede støv op fra sin fortid. En kollektion af information samlede sig, som hun skabte sig et indtryk af den nye verden. Det var en langsommelig process at vinde ind i et nyt land... Samtidig var der flere her. Flere sjæle at fortære, flere liv at finde.

Hun trak på smilebåndet og nærmede sig Meadow, brød ud af Kesias lysende skove... Præcis denne landsdel var den mest informationsrige af dem alle. Denne landsdel var deres guders. Denne eng rummede en tavshed, der gøs langt ind i knoglerne. Det var slagsmarken for de helt store krige, der var blevet kæmpet. Breinowas hvide øjne var ligeså tavse som området. Ikke helt uvidende om at hun trådte i en andens fodspor. For det var jo trods alt på tide, at de fandt ud af hvem de var i deres nye tilværelse... Sammen? Eller alene?

Tiden var gået så forbandet hurtigt, og selvom det efterhånden var ved at være længe siden, huskede han stadig katastrofen, som var det i går. Hvordan hans liv på få minutter havde fået vendt alting på hovedet, og han var gået fra at være en storslået konge til en intetsigende strejfer. Ingen kendte til ham i dette nye land, og hans vulkanske kræfter var forsvundet med resten af Mwauta. Han måtte dog indrømme, at han også holdt ganske meget af dette Proelio. Det havde så mange muligheder og var så meget større end det land, han kom fra. Men det hele havde også været forvirrende. Der var så mange nye ting, at skulle sætte sig ind i; så mange nye steder og bekendtskaber, man skulle lære at kende... Kun én brik i hans liv havde fulgt ham fra fortiden: Breinowa. Trods tiden var gået, var det ikke meget de havde snakket om siden den skæbnesvangre dag. Det var stadig et sårbart emne for dem begge, og de manglede tydeligvis at få reddet nogen tråde ud og få snakket igennem om alt det, der egentlig var sket dengang, og hvad det havde af betydning for deres fremtid sammen.

Den ædle hingst levede i lykkelig, naiv uvidenhed over for Breinowas sande hensigter og udnyttelse af ham. Han følte sig heldig at have så dejlig og ærlig en hoppe i sit liv. Men selv han havde ikke ladet ændringen gå ubemærket hen. De var gledet fra hinanden på det sidste, og det var længe siden, han sidst havde følt sig ét med sin mage. Han vidste, at det var på tide at åbne op for den svære snak og finde ud af, hvad fremtiden i Proelio skulle bringe dem. Men det var indtil videre lykkedes ham at undgå at bringe det svære emne på banen. Indtil nu?

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.

Breinowa
Diamonds with poison, roses with thorns. Without any sideeffects, no beauty is born.

Han dukkede tidsnok op iblandt de høje græsser. Bevidstheden om hendes tilstedeværelse, måtte være hos ham, for det var næsten som om at han ventede på hende. Hovskægget faldt i lange hår rundt om hendes ben, som hun standsede op ved hans side, nær den store vinge. Øjnene stirrede frem for sig. Velvidende at det våben hun havde haft førhen, var forkvalt med Mwauta. Der var ikke længere nogen magisk evne til at styrke hendes sløvtunge.

"Vel landet i Proelio. Det er på rette tide, vi kender vores plads her..." hun drejede nu langsomt sit blik til hans. Mager af status, men deres historie var ikke... præget af nogen hed lyst. Hun kunne sagtens finde Tvez ganske tiltrækkende og havde gerne født hans efterkommere i det purre spind hun havde haft. Men intet land tvang dem sammen mere. Så var der nogen grund? For ham? Ville han finde status her, eller falme? Kunne hun benefitte af ham mere?
Hun trak på smilebåndet, opmuntrende trods de triste omgivelser. Han var mest tiltrækkende, når han viste sig fra sin ledende side - det var heldigvis en stor del af ham. Men så igen... Hun havde set nok. Der var også en respekt, der tog overhånd. Hun var nok en anelse mere løssluppen og ligeglad med grænser end ham. Men hun skjulte det godt.

Næsten som var det skæbnen selv, der førte dem sammen, efter de havde været i hinandens tanker, stoppede hun nu op ved hans side. En kærlig brummen blev sendt mod hende som velkomst og anerkendelse af hendes selskab.
Hendes ord lød og fortalte ham, at hun havde præcis de samme tanker som ham selv. Han drejede langsomt hovedet mod hende og gengældte hendes blik.

"Ja, min egen..." lød hans varme ord, inden han blidt lagde panden mod hendes.
Nok havde deres forhold aldrig været noget vildt eller lidenskabeligt, men han var ikke bleg for at vise hende sin kærlighed - han elskede hende jo stadig inderst inde. Han trak panden til sig igen og gengældte hendes opmuntrende smil, inden han blidt strøg den lange pandelok væk fra hendes ansigt.
"Er du faldet godt til her?" Hans øjne viste en form for skyldfølelse. Han vidste, at han burde have stillet hende det her spørgsmål for længe siden, og generelt bare være der mere for hende og vist, at han stadig var hendes. Men det var svært.

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.

Breinowa
Diamonds with poison, roses with thorns. Without any sideeffects, no beauty is born.

Min egen. Hun trak på smilebåndet, af de varme ord og velkomsten han bød hende, var præcis den samme om end tiden havde passeret længe uden et møde. For ham var det uforandret - endnu. En kærlighed der for hende ikke rigtig fandtes, men hun nød altid beundring, anerkendelse og tætheden hos Tvez. Pandelokken der blev strøget bort blotlagde hendes hvide øjne, der blinkede et par gange og forsøgte at bibeholde løgnen. Den beundring de plejede at stråle så simpelt.

Der var forandring. Det kunne mærkes ved hans spørgsmål, for han følte skyld. Det var faktisk svært for ham. Hun havde aldrig rigtig set noget være svært for ham før. Men han havde også mistet et helt land nu.

"Nej. Dette land er enormt, og at finde sin plads her tager enorme mængder af den tid vi plejede at fordrive på pligter. Her er der intet at leve op til for os - ikke endnu. Så jeg har spekuleret på om vulkanåndens fletning af vores skæbner giver samme mening her. Men... Følelser er jo ikke løgne og de er der stadig. Er det værd at flette videre på nu?"

Hun spillede med alle sine bløde rosenblade ude. Fortvivlelsen og den kærlighed hun havde forgivet at nære så længe.

En varme spredte sig i hans krop ved synet af hendes smil, som hun stadig formåede at møde ham med. Det smil, han havde betragtet så mange gange før og elskede så højt... Varmen i hans krop spredte sig yderligere, da han mødte hendes blik og blev mødt af den samme beundring, som de normalt strålede af ved synet af ham. Han mærkede kort et sug i maven. Kærligheden imellem dem var tydeligvis stadig til stede. Ville den kunne blive lige så stærk som før?

Han lyttede opmærksomt til hendes ord og så alvorligt på hende. Han ønskede at lytte intenst til hver en lille mening, hun havde at ytre om det her - for den betød så uendeligt meget for ham. Nok havde han været en storslået konge før i tiden, men her i landet betød han intet, og hans mening vejede derfor ikke længere højere end noget andet - og Breinowa ville til hver en tid være fri til ikke længere at være hans dronning, hvis det var dét, hun ønskede. Han sendte hende et blik fyldt med oprigtig kærlighed og varme.

"Min kærlighed til dig vil altid være den samme, min dronning - kongerige eller ej. Jeg vil altid stå ved din side, hvis du ønsker det. Og omend det vil smerte mit hjerte, vil jeg naturligvis også lade dig gå, hvis det er dét, du ønsker."

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.