Valicia gabte stort og blinkede øjnene åbne. Hendes første søvn efter fødslen var overstået og nu var hun helt klar og frisk på at komme i gang igen! 

Måske hun kunne se på den hoppe der havde været der da hun blev født? Valicia kunne godt lide den måde den hoppe bevægede sig på og ville gerne selv lære at gøre sådan, men da hun så sig omkring kunne hun ikke få øje på den. Lidt skuffet fik hun samlet benene under sig og rejst sig op. Det gik allerede meget nemmere og så snart hun var oppe puffede hun til sin mor. Hun var sulten! Og skulle de ikke lave noget?

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.

Valiant befandt sig i en jungle. Heden var brændende, han havde ingen idé om hvor han var, men overalt omkring ham susede mærkværdigt liv rundt, og vand flød fra høje bjergtoppe... Det var i sandhed et perfekt sted, til at opfylde hans kick - det var blot et spørgsmål om hvad han skulle kaste sig ud i. En river rafting runde. Jage de små abelignende dyr. Tage på en udholdenheds test i de glatte klipper.

Men inden han nåede helt så langt som til at beslutte sig, fik han færten af en stjerneblomst... Der fulgte fremmede dufte med hendes - to så vidt han kunne sniffe sig frem til. Og blod.

Der drev en lettere mørk sky for han ansigt, og interessen peakede - han valgte dette over sit kick. Snart fandt han frem til en grotte, hvor færten hang tungt og han kunne se efterbyrden fra et føls fødsel... Underligt... Valiants hjerte begyndte dog at hamre... Han var ikke en ansvarlig hingst og ville nok aldrig blive dette. Men han var begyndt at holde at stjerneblomsten og trods han ej havde skuet hende siden vinteren, så fangede dette ham. Og ligeledes fangede det ham, at der var et føl... Var det hendes? Eller den andens fært? For uhyggeligt nok så passede det med...

Valiant fulgte færten videre - imod et flokområde.

Gizhebi smilede hjertevarmt og kærligt til sin lille datter, der nu åbnede øjnene efter en god, lang søvn. Hun havde klaret turen til flokken til ug og havde lagt sig til at sove uden problemer. Gizhebi selv havde haft lidt svært ved at falde til ro og havde derfor ikke fået mange timers søvn - selvom hun vidste, at de befandt sig på flokkens område og var under beskyttelse, så havde moderinstinktet taget over og gjort det svært for hende at lukke øjnene. Hun følte den naturlige beskyttertrang over for den lille og havde svært ved helt at slappe af og slippe hende ud af syne. Men lidt søvn var det da blevet til, omend hun mærkede trætheden tynge over sig som et tykt tæppe. Men sådan var det at være moder. De første mange måneder ville være hårde og uden ret meget søvn, men hun vidste jo heldigvis af erfaring, at dette hurtigt vendte igen. Det var bare et spørgsmål om tid og tålmodighed.

Hun brummede anerkendende til den lille, der nu kom på benene uden problemer og sultent puffede til hende. Hun guidede føllet ned mod sit yver og brummede varmt. Hun kunne allerede mærke energien og rastløsheden i det lille føl - hun var tydeligvis en eventyrer, lige som sin far... Men de måtte lige vente - morgenmaden var dagens vigtigste måltid!

Bedst som hun stod i ro og mag og lod Valicia die, opfangede hun en ny fært i luften. Det var længe siden, hun havde duftet denne, men den ramte hende tydeligt som et lyn fra en klar himmel, og hun var ikke ét sekund i tvivl om, hvem det var. Et lille smil formede sig på hendes mule. Hun burde egentlig nok være rimelig vred over, at han først kom nu - at han bare havde drukket sig fuld, knaldet hende og så var skredet igen. Men hun kunne ikke rigtigt, da hun straks mærkede det vante sug i maven. Hun kunne ikke engang prøve at skjule, hvor meget hun havde savnet ham, og hvordan hendes krop instinktivt reagerede på tanken om hans tilstedeværelse.

Hun rettede de mandelformede, spinkle ører op og så undersøgende rundt. Var det lykkedes ham at komme ind på flokkens område? Hun vibrerede undersøgende med næseborerne og lod et kaldende hvin lyde ud i luften. 

Valicia så nysgerrigt op på sin mor da hun pludselig begyndte at se sig omkring og dufte. Prøvende duftede Valicia også og så sig omkring men hun kendte ikke de andre heste i flokkens dufte godt nok endnu til at opdage hvis noget var anderledes. "Maah?" spurgte hun og rørte sin mor på halsen med mulen.

Det måtte være en sød hest siden hendes mor så glad ud og kaldte. Inden et evt. svar på hendes mors kalden kunne høres vrinskede hun selv kaldende. Måske var det en spændende hest? Eller et andet dyr? Hun tog et par skridt fremad imens hun så sig omkring, dog uden at komme længere end en meter fra sin mor - det kunne jo være noget farligt.

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Det var ikke hans normale kick. Men det begyndte at trigge ham nonetheless. Hamrende hjerte, søgende øjne og trods hans uansvarlighed, var der en lille stemme der skreg: Sikke et rus, hvis det han tænkte var sandt. Et lille smil kunne derfor ikke skjules, da han hørte stjerneblomstens kald - efterfulgt af en miniature version. Han brusede frem i deres retning, de var jo ikke særligt langt væk, men nu syrede adrenalinen i hans krop, så den skulle befries.

Han buldrede derfor af sted, den slanke krop og de solide muskler en elegant bevægelse, omend han var så stor. Hingstens åndedræt blev påvirket af ræset, som han bremsede de stærke forben i jorden og prustede anstrengelsen ud højt, som en lille lysning åbnede sig. Og her var de. Kun to nu - den tredje borte.

Føllet. Og stjerneblomsten. Føllet. Og . Føllet. Og. Valiant gjorde store øjne og for første gang i mange år, blev han mundlam. Stribestjernen. Glødende som hende, men orange som... Som ham.

Hun kunne ikke lade være med at smile varmt, da den lille hoppe efterabede sin moders adfærd og ligeledes snusede prøvende ud i luften. Hun smilede atter kærligt ned til den lille størrelse, der nu spørgende rakte ud efter sin mor og tydeligvis undrede sig over, hvad det var, de reagerede på. Hun puffede blidt til den lille mule.

"Det er vist på tide, at du møder din fader, min Valicia."

Hun kunne ikke lade være med at le, da den lille nu ligeledes efterabede hendes kaldende vrinsk. Åh, hun havde helt glemt, hvor hyggeligt det var at have sådan en lille mini-version af sig selv rendende rundt.
Hun holdt et skarpt øje med hende, da hun nu bevægede sig lidt væk fra sin moder for at tjekke sagerne ud. Hun lod hende dog gøre det - hun vidste, at føllet havde arvet en enorm bunke selvstændighed og eventyrlyst fra sin far, og at det alligevel aldrig ville lykkes hende at holde hende i kort snor, selv hvis hun ville.

Hun smilede drømmende for sig selv, da hun kunne høre hans hove komme buldrende i det fjerne - bare han nåede at stoppe, inden han ramte den lille!
Det gjorde han dog heldigvis, og mere til - aldrig havde hun set ham så måbende og mundlam før. Hun lo mildt mod ham og smilede kækt.

"Overrasket?"

Valicia gjorde store øjne da en stor fremmed hest kom buldrende imod dem. Efter et øjeblik hvor hun stod som stivnet og stirrede på hingstens løb sprang hun hen ved siden af sin mor og så spørgende op på hende. Var det sikkert nok?

Det tog dog ikke mange øjeblikke før hendes mors smil og latter forsikrede hende om at alt var helt ok så hun igen turde bevæge sig frem mod hingsten. "Faer?" forsøgte hun forsigtigt til hingsten imens hun langsomt nærmede sig ham, alt for nysgerrig til at blive stående ved sin mor og lidt for nervøs til bare at gå direkte hen til ham.

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Den milde latter ramte hans øregang først. Hans øjne fangede hendes, og hvor de glimtede... De strålede faktisk. Dette føl ved hendes side, gjorde ganske utvetydigt noget ved stjerneblomsten, hvis navn han blot havde drømt sig til. Moderskab var en af hendes stærke sider, det så han ganske klart nu. Ikke blot på hvordan hun blidt ankerkendte denne lille babypige, men ligeledes vejledte hende som den naturligste ting i verden - og en ting til. De gener... Han rystede chokket af sig, da hun slog sin stemme åben og talte.

Overrasket? Det var et lille ord.

"Du fejler ikke på den front, stjerneblomst. Jeg tror ikke i mine mange år, at nogen nogensinde har... Skabt noget så ganske betagende." der var dog et men i sætningen han endnu ikke fik slynget ud i det åbne rum. Den lille hoppe forstod ikke mange ord endnu, vel? Måske var det okay at bringe det op, men han ville nu heller ikke skuffe dem. Kendte hun hans natur? Til fulde?

Faer... Han blinkede et par gange, men langsomt sænkede han sin hvide mule, og tillod dette føl nærværet. Han var ikke en støbt farfigur. Han var generelt ikke en fortaler for føl og hvis han havde nogen derude, ja så vidste han det ikke og dybest set, ønskede han ikke at være noget for dem, hvis de fandtes. Dette var ikke anderledes, vel?

"Hej. En lille stjernestribe er skabt." sagde han og uden han var klar over det, blev stemmen lysere - som den kun gjorde over for små og især ens egne. Men den slags gener anede han ikke noget råd om og derfor var det hele ubevidst og for ham, føltes det ganske unaturligt og underligt.

Et lille lettelsens suk gled igennem hende, da Valicias første reaktion var at løbe springende tilbage til hende i sikkerhed, da han kom buldrende i det fjerne - så behøvede hun da ikke at bekymre sig om, at den lilles overlevelsesinstinkt var helt slukket i dumdristigt mod og eventyrlyst.
Frygten forsvandt dog fra den lille igen lige så hurtigt, som den var opstået, da hun nu nysgerrigt stavrede hen til ham og gentog Gizhebis far-ord. Hun holdt skarpt øje med dem til at starte med - moderinstinktet bød hende trods alt ikke at stole 100% på nogen i dette tilfælde - men hurtigt slappede hun helt af igen, da hun hørte den tigerstribedes smigrende ord og betragtede hans forsigtige reaktion. Hun brummede varmt til ham.

"Jeg kunne ikke have gjort det uden dig..."

Roligt trådte hun tættere på og betragtede med et varmt smil det første møde mellem far og datter. Al den kække strejfer-energi havde i et øjeblik forladt den charmerende hingst, der nu viste en helt ny forsigtig og følsom side af sig selv. Og aldrig havde hun været mere forelsket i ham end i lige det øjeblik...
Hun trådte op på siden af Valicia og strakte blidt sin bløde mule frem mod ham.

"Jeg kalder hende Valicia - hvis det er okay med dig?"

Nok var det hende, der havde opfostret føllet og måske bestemte mest i de flestes øjne, men hun havde intet ønske om at være uretfærdig. Hun var lige så meget hans datter, og hun ønskede derfor at involvere ham i sine beslutninger, opdragelse osv, hvis han havde lyst til det - uden dog at forvente noget af ham. Det vidste hun godt, at hun ikke ville kunne forlange af sådan en som ham.

Valicia grinte ivrigt da han sænkede sin mule ned til hende. Han var tydeligvis venlig så hun strakte sin mule frem og bumpede den forsigtigt ind i hans. ”Uuh!” den var lige så blød og varm som hendes mors mule! Nysgerrigt bumpede hun til hans kind også, den var ikke lige så blød men pelsen killede hende så hun grinte tilfredst alligevel.

Da hendes mor trådte hen til dem smilte hun til hende og slog lidt med halen. Hun havde på fornemmelsen at de talte om hende så hun tøvede kun et øjeblik inden hun blandede sig - hvis de talte om hende måtte hun godt! ”Bvali! Hee!” Hun smilte stolt og knejsede med nakken, hun havde allerede lært sit eget navn og kunne sige det næææsten helt fejlfrit!

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Stjerneblomsten fik det stadig til at krible i ham, med hendes søde brummen, men nu var der ikke længere plads til spas og sjov... Dette var ligeud sagt ansvar og pligt, han ikke levede op til. Nogensinde. Hun så på ham, som om han var det smukkeste i verden, nu hvor han faldt ned, for at møde den lille. Men hun ville blive skuffet. Han egnede sig på ingen måde til det liv, der kunne være her. Han blinkede et par gange, af den lilles kærtegn.
Hvordan kunne hun være så blød? Nogen måtte beskytte dem - men de var i en flok, ikke sandt? Mon ikke denne flok tog sig godt af dem. Hun var jo ikke en idiot...

"Valicia. Efter mig?" nu hævede han hovedet og et øjenbryn en smule flirtende imod hende. "Man glemmer ikke sådan en stund." han blinkede med en lydløs latter.

Han sukkede herefter og stirrede på Valicia igen. "Kære Stjerneblomst. Du kan gøre med hende, præcis hvad du vil - hun er din. Jeg har blot været et mindre skridt. Moderskab ser ud til at klæde dig vidunderligt godt - men det har aldrig boet i mit hjerte at være far. Det må du næsten vide."

Han vidste det var ubehagelige ord, men Valiant havde aldrig holdt skjul på sit. Han kunne dog mærke et nag der provokerede ham noget så inderligt, idet ordene forlod ham og han tøvede et øjeblik med at vende øjnene imod hendes. Her fandt han samme tiltrækning som før... Hun holdt hans interesse selv nu. Det plejede ellers at gå over. Han trak vejret dybt i den duft der var hendes og strøg mulen fristet ned over hendes hals, langs den endeløse man. "Du har ikke engang afsløret dit navn... Men du har allerede født mit barn."

Livsglæden strålede ud ad hende, som hun lyttede til sin datters forsøg på at snakke med. Der var også tydeligvis stolthed i hendes blik, som hun betragtede datterens egen stolthed. Ak, sådan var det bare at være moder... Ens føl behøvede ikke at gøre andet end at være i live, og man følte sig allerede som den stolteste moder i hele verden ved hver mindste ting, de gjorde.

Hun nikkede blidt som svar på hans spørgsmål. Valicia var i sandhed inspireret af navnet Valiant - en lille del af sin far, hun altid ville bære rundt på, uanset hvor meget han ville komme til at være en del af hendes liv i fremtiden.

Hans kærlige ord gjorde hende helt blød om hjertet. Det var jo på en måde en afvisning, men det føltes alligevel ikke sådan. For i modsætning til mange andre hingste, så var Valiant ærlig lige fra starten - han lovede hende ikke noget, som han ikke ville kunne holde. Hun var træt af hingste som Cinna, der lovede hende guld og grønne skove og eventyr som kernefamilie, for så bare at fordufte som var man intet værd. Selvom hun jo i realiteten ikke vidste, hvad der var sket med Cinna, kunne hun ikke lade være med at føle sig svigtet. Nej, hun kunne meget bedre leve med tanken om at skulle opfostre sin datter på egen hånd, når hun på forhånd vidste, at hun ikke skulle have nogen forventninger eller falske håb og drømme.

"Bare rolig, min stribede eventyrsprins... Jeg ved godt, at dit hjerte hører til det vilde strejferliv, og jeg ville aldrig kunne bede dig om at tæmme din ild blot for min skyld. Men hun er lige så meget din, som hun er min, så du skal vide, at vores hjem altid står åbent for dig, og du er fri til at komme og gå, så meget som du ønsker at være en del af hendes liv fremover."

Hun lukkede kort øjnene og sukkede nydende, da hun mærkede hans kærtegn. Hmm, hun kunne ikke benægte den effekt, han stadig havde på hendes krop... Et smil gled over hendes mule ved hans sidste ord. Ups. Det lignede ikke hende at have smidt sine manerer væk på den måde, men den tigerstribede havde vækket en ny side af hende frem, som hun aldrig havde vidst, at hun indeholdt - og sammen med ham var alle former for pli og etikette smidt bort. Hun så hemmelighedsfuldt på ham, inden hun lettere forførende trådte et skridt frem og hviskede i hans øre.

"Gizhebi..."

Valicia kiggede fra sin mor til den fremmede og tilbage. Samtalen var alt for indviklet til at hun overhovedet havde en ide om hvad de talte om, andet end at hun fornemmede at det i hvert fald delvist omhandlede hende.

Hun trykkede hovedet mod sin mors hals og så på hingsten, hun ville meget gerne være med i samtalen men hun vidste ikke helt hvordan hun skulle være med. Hun kunne jo ikke snakke som dem hvilket var noget så frustrerende! Måske hun bare kunne skubbe til dem men de virkede så glade for at snakke med hinanden at det heller ikke føltes godt. Hun sukkede dybt og pustede til græsset på jorden, det ækle stads hendes mor holdt af at spise.