Zalixer havde opholdt sig selv i længe, udover enkelte sessions med sin kære fader, for at få styr på hans voksende kræfter.

Han havde holdt øje med sin bror, men det løb var for længst kørt. Den unge hingst havde ambitioner om mere end bare at vimse rundt og lave ingenting. Mental udfordring, afløb af de horn der voksede. Ja hvad kunne han lige komme i tanke om.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

#Pølsefisk i fiskehul?

Dawnyas positive sind, havde søgt Proelios hjerte, for i nysgerrighed at se på vulkanen Støglit. Hun vimsede lidt omkring, som om hun havde en gemmeleg med sig selv. Hvad hvis far var her? Der var jo noget i gærde mellem de to hingste og hun forstod det givet vis ikke. På én eller anden måde ville hun dog gerne finde ud af hvorfor hendes far, var så tæt med dødsguden! Narrator boede i Darkena og trods hun vidste han ikke var en tilhænger af ondskab, så undrede det hende knap så meget med ham. For hans fader var dødsgudens tidligere budbringer og Narrator havde brug for at føle sig tæt med sin døde far.

Dawnya stivnede da hun fornemmede en anden tilstedeværelse end hendes egen. Hendes hoved virrede rundt på toppen af hendes hals og hun stirrede mellem klipperne i det golde område, der skilte sig noget så kraftigt ud fra de nærliggende omgivelser. Måske pånær skyggebjergene. Hun søgte med øjet, men det var svært helt at vurdere, om det var hendes fantasi. Halen svirpede fredeligt bag hende - ubekymret, omend hun vidste at der kunne være ondere væsner her... Hun havde blot ingen erfaring der skulle pege hende i retning af at blive bange.

Den askegrå hingst kunne næsten gå i et med det golde landskab der omsluttede den altid ulmende vulkan. Det var hvis det ikke var for det ildrøde lokker, der altid dansede ustyrligt omkring hans velrejste hals. De fremtrædende orange øjne kunne snildt minde om lava. Han var dog ikke den eneste rødhårede med brændende øjne i dette område. En anden sjæl var at finde nær vulkanen, og snart kom hun til syne for Zalixer, der stoppede kortvarigt op. Hoppen så bekendt ud, men ikke mere end et meget fjernt minde, fra da han selv var helt lille og stadig boede i Slavians rammer. Zalixer rystede på hovedet inden en dyb brummen rumlede op fra den markerede brystkasse.
Han hilste på hans artsfælde, der måske kunne berige ham med noget selskab.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Hun tog ikke fejl, for der kom snart en brummen fra en hingst og hendes øjne drejede rundt, sammen med hovedet imod lyden. En sort hingst blev afsløret af en mægtig rød hårpagt og hun tog sig selv i at stirre et øjeblik. Han virkede ikke truende, men der var alligevel noget over den muskuløse unge hingst, der indikerede noget faretruende... Sært, for han virkede også harmløs. Hun huskede ikke at have set ham før, men hun var også meget lille da denne hingst havde boet i hendes flok.

Hun smilede bredt - naivt - og skridtede nærmere, som en tak for hans invitation til selskab. Dawnya kunne aldrig afslå et godt selskab. "Uhh, goddag - jeg forventede ikke selskab, men her står du jo!" hendes stemme emmede af spænding og samtidig en form for lykke.

Zalixer trak på smilebåndet da han fik nærstuderet hoppen med de lange krøllede lokker af rødt hår, bare en tone mørkere end hans eget. De glødende øjne hvilede på hende uden at afsløre mange følelser eller intentioner. De udefinerbare smil hang stadig i hans mundvige, mens han kom med et lille Pfft
Hingsten var generelt en fredelig type, men man skulle ikke tage fejl af hans herkomst. Han tog et par rolige skridt nærmere det nye, tilsyneladende, naive selskab.

" Hvem vandrer også til en vulkan i håb på selskab? "

Lød det så fra ham, i et toneleje der både kunne virke i sjov og måske en anelse nedladende. Der var hingstens kropssprog lidt misvisende. Smilet og hans holdning sagde sjov, men tonelejet virkede nedladende. Hendes toneleje var meget anderledes. Hun virkede ellevild over at have selskab, noget Zalixer måske var uforstående overfor, men så igen. Det havde været længe siden han havde været social med andre end hans langsommere bror.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Smilet i hans mundvig, var nok udslaget der fik hendes hjerte til at banke lidt nervøst, trods han intet ondt udviste. Der hvilede ligesom noget ulmende over det. Noget der på en og samme tid gav hende lyst til at blive og smutte igen. Det var slet ikke som med Alastair, der også havde virket truende, men han havde ikke haft en attitude som denne - nej han havde vist sig at være mægtigt sjovt selskab.

Dawnya forsøgte at greje det han sagde - var det negativt, eller positivt? Var han opsøgende i det her selskab, eller ønskede han fred? Eller noget tredje? Uh hun kunne slet ikke læse ham!

"Øhm. Jeg ved ikke nok om dem der vandre til vulkaner og slet ikke den her. Udover min far, så kender jeg ikke rigtig nogen der har et forhold til dødsguden..." hun tøvede lidt, men stemmen var stadig en fryd for dem der synes om glæde. Hun var blot lidt forvirret - taget bagfra så at sige det.

Dawnya forsøgte at undgå øjenkontakt for første gang i sit liv.

Han knejsede i nakken med en dyb brummen, mens han trådte lidt nærmere alt imens hans næsebor vibrerede for at fange duften af hende blandt den svedne lugt af svovl der hang i luften omkring dem. Hans mimik forblev den samme, til trods hoppen virkede en anelse trykket af hans ulæselige miner. Hendes ord fik ham til at forvandle sin trækning på mundvigen til et bredt tandsmil, der afslørede de små hugtænder. Han kluklo for sig selv. Men det satte også tankerne i gang. Zalixer kendte kun én hingst der havde noget der mindede om en relation til hans egen far. Var det hans datter han stod overfor?

" Og hvorfor ønsker du at opsøge en dødsgud? "

Spurgte han så nysgerrigt, men med det samme misvisende toneleje

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Han ændrede ikke karakter - tværtimod. Han forblev lige der, og hun forsøgte igen insisterende at stirre på ham. De dirrende næsebor der fangede hendes fært blandt al svovlen... De øjne der lod til at glide et glimt af latter henover et øjeblik, da hun talte om sin far. Hvem var denne fyr dog?

"Du er vel nok udspørgende? Der er noget i gærde, måske, så jeg leder sådan set netop efter min fader. Jeg er ikke sådan en der ønsker at søge Helzlori, han er lidt en kedelig type, ikke sandt?" hun overvejde ikke sine ord, men talte af sin erfaring fra julefesten. Det var først efter at hun indså, det kunne træde nogen over tæerne, hvis de netop var tilhængere af ham.