Den unge Kiméri havde aldrig været uden for Elasium før, men denne gang havde hendes farfar, Mephisto, taget hende med på en lille rundvisning rundt i landet. Hendes forældre havde tænkt, at det ville være godt for de to at tilbringe lidt kvalitetstid sammen - og desuden ville i hvert fald hendes far være alt for nervøs til nogensinde selv at ville kunne tage hende med på sådan en tur!
Selvom Mephisto elskede sit barnebarn over alt på jorden, var han stadig nu engang bare Mephisto... Og bedst som han var ved at vise Kiméri rundt i Natiaum, stødte de på en fremmed hest, som Mephisto straks havde bestemt sig for ikke at bryde sig om, og nu var de to heste endt i et ordentligt skænderi. Kiméri havde efterhånden nået den alder, hvor det ikke længere var spændende bare at stå og lytte til, hvad de voksne sagde - nej, det var helt andre og mere eventyrlystne drifter, der drev hende nu - og derfor var det lykkedes hende at snige sig væk fra sin farfar, der var helt opslugt af skænderiet med den anden hingst.

Hun havde aldrig været ude på egen hånd før, og det var derfor med hovedet hævet og halen højt løftet, at hun stolt spankulerede af sted og følte sig rigtig voksen! Selvom Kiméri til tider kunne være lidt nervøs og tilbageholdende over for fremmede, så var hun bestemt ikke bange af sig! Hun var mega selvstændig og havde ikke den mindste frygt for at blive væk eller noget, så hun tog bare af sted! Hun havde jo endnu ikke oplevet én eneste dårlig ting i sit unge liv, så hun var slet ikke klar over, hvor farligt det kunne være at gå rundt uden en voksen.

Hun var efterhånden kommet længere og længere væk fra Mephisto - drevet af hver eneste lille spændende ting, hun lige skulle undersøge, snuse til eller smage på - og var nu ankommet til en stor bygning, ulig noget hun nogensinde havde set magen til før. Hun stoppede op for foden af slottet og stirrede op på det med stooore, betagende øjne. Wauw! Hendes mor og far havde endnu ikke lært hende alt det med, at man ikke bare måtte gå ind på fremmedes territorier, så med sit naive barnesind vadede hun direkte ind ad døren med ørerne nysgerrigt rejst og et eventyrlystent, drillende glimt i de isblå øjne.

Quasimodo var endelig begyndt at falde til ro efter mødet med den unge hoppe som havde set ham! Af en eller anden grund havde han ikke nævnt fra for Frollo, måske troede han lidt at hvis han bare aldrig nævnte det igen så ville det onde ikke ske... Han ville virkelig ikke have at noget ondt skulle ske nogen!

Bedst som han lå på gulvet i sit 'værelse' hørte han lyden af hove igen. Det var helt sikkert ikke hans Fader, så let og trippende gik han aldrig... Det måtte være en fremmed igen! Hurtigt gik han hen til sit vindue og forsøgte at se ud og stadig forblive skjult. Måske ville denne fremmede ikke opdage vejen op til hans tårn? Eller kunne han advare den uden at blive set? Han trippede uroligt indtil han kom i tanke om at den fremmede måske ville kunne høre ham som han kunne høre den og stivnede så.

Hun trådte ind i den store, tomme sal og måtte kort stoppe op for igen at måbe. Wauuw! Det her var den mest fancy hule, hun nogensinde havde set! Hun satte frem i skridt igen og lagde mærke til en klikkende lyd, der rungede igennem lokalet. Hun stoppede op, lagde hovedet på skrå og lyttede. Hov, nu forsvandt den? Og da hun skridtede frem igen, kom den igen! Hun så ned på sine hove og trippede lidt på stedet. Var det dem, der lavede sådan en sjov lyd? Hihihi! Hun trippede fremad igen og udtrykte en lille, sød barnelatter over sine seje hove, inden hun stoppede op igen. Men hov, denne gang stoppede lyden ikke? Den samme lyd fortsatte, dog lidt svagere og meget kort. Hun så mistænksomt op i loftet. Var der nogen ben, der gik rundt deroppe?

Hun havde aldrig befundet sig i en bygning i flere plan før, så hun anede ikke, at man kunne bevæge sig "oppe i loftet" på den måde. Men det varede ikke længe, før hendes blik gled over på en trappe. Den skulle da undersøges! Hun travede hen til den, stoppede op og lagde prøvende det ene ben op på det første trin. Den var stabil lige som jorden! Nysgerrigt stillede hun sig op med alle fire på det første trin. Hihihi, man kunne komme højere op på denne måde! Hun grinede sødt igen, inden hun fortsatte på denne måde trin efter trin. Til sidst nåede hun op på toppen, og woow, her var et helt nyt rum! Det var jo nærmest magi! Luften heroppe var lidt køligere, og tomrummet rungede stadig som et ekko lige som nedenunder. Hun tog en dyb indånding, inden hun vrinskede af sine lungers fulde kraft! Vrinsket gav ekko og rungede kraftigt igennem hele førstesalen, hvilket fik hende til at grine højt igen! Hihihi! Drillesyg og eventyrlysten trippede hun videre ind i rummet.

Quasimodo stod som stivnet med store øjne, det lød som om den fremmede kom nærmere og nærmere! Endnu engang tænkte han alt for sent på at flygte, der var kun en trappe op til hans værelse så medmindre han ville hoppe ud af vinduet kunne han ikke komme væk.

Han hoppede forskrækket op i luften og sprang hen bag en søjle da han hørte et højt, rungende vrinsk. Det kom fra rummet lige under ham! Nej han blev altså nødt til at få den anden til at gå inden den så ham denne gang! Med den tanke gik han beslutsomt - omend skælvende - hen til døråbningen og råbte ned af trappen "DU MÅ IKKE VÆRE HER! INGEN MÅ VÆRE HER! SÅ SKER DER ONDE TING!" Han prøvede at få sin stemme til at lyde dyb og frygtindgydende og stampede hårdt i jorden bagefter. Sådan!

Hihihi! Hun travede lystigt ind i det lige så tomme rum og så sig nysgerrigt omkring. Var der mon noget sjovt, man kunne lave herinde? Kunne hun mon finde de andre ben, hun havde hørt gå rundt heroppe?
Det blev endnu bedre! For nu var det ikke længere kun hovskridt, hun kunne høre - men også en stemme! Hun drejede nysgerrigt hovedet i den retning, stemmen havde lydt, og fik til sin store fornøjelse øje på endnu en trappe! Den anden hest måtte være lige deroppe! Til hendes store held forstod hun ikke så meget af, hvad han havde sagt, så hans trussel fløj direkte hen over hovedet på hende. Hun tullede glad hen til trappen, stillede sig med begge forben på det første trin og vrinskede igen højt og glad med sine lungers fulde kraft, alt imens hende hale ivrigt "logrede" bagved hende. Mon den anden ville lege?

Quasimodo trak hurtigt hovedet til sig da det lød til at den fremmede kom nærmere. Kunne dem der kom da ikke forstå noget som helst?!? Stresset tog han et par skridt frem og tilbage, hvordan kunne han dog få den fremmede til at gå væk inden den nåede at se ham som den sidste have? Måske skulle han alligevel have fortalt det til Fader..

Han forsøgte at samle tankerne - det lød som et føl der havde vrinsket så det burde vel være til at skræmme? Han forsøgte igen, denne gang rejste han sig på bagbenene og slog forbenene ned i stenene så det lavede en høj lyd og prøvede at brøle som et stort farligt dyr. Dét ville vel skræmme den anden væk!

Hun stod stille med oprejste ører og et totalt legesygt glimt i de funklende bambi-øjne, mens hun med stor iver lyttede efter endnu en reaktion på hendes vrinsk. Uh, benene begyndte at bevæge sig igen! Var det mon den samme person, der både lavede sjove lyde og blev ved med at gå rundt?

Det gav et lille spjæt af forskrækkelse i hendes krop, da hovskridtene pludselig ændrede sig til et brag af en lyd, der smældede igennem rummet og gav genlyd hele vejen ned ad trappen. Men det tog hende heldigvis ikke lang tid at komme sig over forskrækkelsen og blot grine fnisende igen.
Pludselig lavede den en ny lyd! Hun havde aldrig hørt nogen sige sådan før! Det lød ikke som en hest? Gavtyve-blikket i hendes øjne blev endnu større, som hun nu tog ét skridt længere op ad trappen, lænede sig fremad og forsøgte at imitere lyden med sine lungers fulde kraft. "BRØØØØL! Hihihihihi!"

Quasimodo sukkede fortvivlet, hvordan skulle han dog få den til at gå?? Den virkede fast besluttet på ikke at blive skræmt... Den prøvede endda at skræmme ham tilbage?? Heldigvis var stemmen tilstrækkeligt føllet til at han ikke blev alt for forskrækket men alligevel!

Måske skulle han bare være kedelig? Forsigtigt listede han væk fra trappen og om bag nogle søjler. Han kunne ikke helt fjerne lyden af sine hove selvom han prøvede men måske hvis han stod helt, helt stille ville føllet synes det var kedelig og gå? Når nu ikke andet virkede?

Hun lagde afventende hovedet på skrå, men der kom ikke nogen yderligere respons fra den fremmede. Hun tippede lyttende ørerne frem og tilbage og ventede tålmodigt, men nej, der var stille. Skuffet skævede hun op mod toppen af trappen. Hun kunne endnu ikke se nogen, men hun vidste altså, at der var én deroppe!

Hendes lille skuffede ansigtsudtryk ændrede sig til ren glæde, da hun kunne høre benene igen. Hihihi! Hun hvinede føllet og legesygt, inden hun tog tilløb og spuuuurtede op ad de resterende trappetrin! Hun stoppede op i det nye rum og så sig nysgerrigt omkring. Her var mørkere og mere dunkelt heroppe, næsten uhyggeligt... Rummet blev kun oplyst af ét vindue længere fremme. Hun hævede hovedet og kneb mistænksomt øjnene sammen, da hun ikke kunne se nogen heroppe. Men hun havde altså hørt nogen, hun var helt sikker!
Hun rynkede føllet og undersøgende på mulen, inden hun skridtede hen mod vinduet. Hun havde ryggen til den søjle, Quasi gemte sig bag, og havde derfor ikke bemærket ham. Hun skridtede helt hen til vinduet, stak hovedet ud i den friske luft og så ned mod jorden. Wow, der var langt ned heroppe fra...

"BRØØØØØØØØØØL!"

Hihihihi! Hendes stemme rungede ekstra højt heroppe og gav genlyd gennem både slottet og træerne udenfor. Hun smilede et stort tandpastasmil og følte sig som verdens største hest!

Quasimodo stod som stivnet bag sin søjle, det var da bare typisk! Hans Fader havde virkelig gjort det klart at ingen måtte se ham og alligevel kom der bare heste rendende, en efter en!

Hans vejrtrækning kom i små stød som han kunne høre føllet komme op og ind i hans rum. Heldigvis opdagede føllet, hun?, ham ikke. Vent, der var hans chance! Idet hun stak hovedet ud af vinduet og begyndte at brøle kastede han sig fra søjlen, hen til trappen og løb ned af den så hurtigt han kunne. På vej ned af trappen så han sig over skulderen - hun var ikke efter ham endnu!

Desværre betød det at han ikke fik set hvor han gik og defor mistede balancen og faldt. Næsten panisk forsøgte han at få styr på sine ben igen så han kunne komme op inden hun nåede ned til ham.

Hendes rungende brølen havde larmet så meget, at hun ikke havde hørt ham spurte væk fra søjlen og ned ad trappen. Men da hun nu endelig var stoppet med at larme, hørte hun klart og tydeligt braget fra stakkels Quasi, der faldt ned ad trappen. Hun stivnede, spidsede ører og vendte sig om. Det var en helt ny lyd den dér! Det lød ikke som hverken ben eller brøl. Hun listede hen mod trappen igen og kunne ikke holde et lille glædeshvin tilbage, da hun endelig fandt frem til den anden person. Det var en hest! Og så endda en lille hest lige som hende selv! Hun hoppede lidt på stedet af bare glæde, indtil det begyndte at gå op for hende, at han var faldet og desperat prøvede at komme op. Av, det måtte have have været en hård tur ned ad trappen! Hun trådte forsigtigt ned til ham, stoppede op på trinnet over ham og stak nysgerrigt sit lille hoved ned mod ham.

"Du okay? Det gjorde av?"

Quasimodo stoppede med at kæmpe for at komme op da føllet pludselig talte til ham. Nu havde han ladet nogen se ham igen! Et øjeblik så han hen på hende for så at komme i tanke om at hans hoved var den værste del af ham, måske kunne han nå at gemme det inden hun så det rigtigt? Han fik benene under sig og sprang hen til en væg med nogle slyngplanter så han kunne stikke hovedet ind i dem.

"Jeg har det fint. Du burde gå, min Fader siger at der ikke må være fremmede her! Det kan være farligt!" sagde han ind i planterne. Hun lød ellers sød... Men nej, det betød bare endnu mere at der ikke måtte ske noget ondt!

Hun nåede næsten ikke at se ham ordentligt, før han sprang op og løb hen til en væg, hvor han... stak hovedet ind imellem nogle slyngplanter? Kimmy lagde funderende hovedet på skrå i et forsøg på at regne ud, hvad han lavede. Og så talte han! Hendes små plyssede ører rokkede livligt frem og tilbage i et forsøg på at forstå hans ord. Hun forstod i hvert fald fremmede og farligt og tænkte, at han måske var bange for fremmede? Hun grinede føllet ud mellem de små gummer.

"Kimmy ikke farlig!"

Hun var stadig ikke helt færdig med at tænke over, hvad han mon prøvede på at lave. Og til sidst kom hun frem til sin konklusion: Han måtte lege gemmeleg! Det var han godt nok ikke særlig god til, men hey, hun ville da gerne lege med ham alligevel! Hun travede småklukkende hen til ham og prikkede ham på den rød-orange skulder.

"Fundet! Hihihi!"

Hun sprang da bagud, kastede sig op i et legesygt rejehop og spurtede af sted for at finde et sted at gemme sig. Det gik dog ikke så godt, og pludselig forstod hun meget bedre, hvorfor den fremmede ven var så dårlig til gemmeleg - her var jo ingenting??
Stadig grinende løb hun hen mod den store trappe, der førte ned til stueetagen. Her stoppede hun op, drejede hovedet om mod sin nye ven og vrinskede prøvende til ham. Mon hun kunne lokke ham med ned, så de kunne lege gemmeleg udenfor i stedet?

Quasi rystede på hovedet, hun måtte have misforstået noget. "Nej! Jeg er farlig! Det er farligt at se på mig! Det siger min Fader!" han ventede, håbede, havde hun fattet det? Nej... Hun grinte og prikkede til ham i stedet?? Han fik trukket hovedet delvist ud af planterne for at stirre forvirret på hende før han kom i tanke om at hun ikke måtte se og flyttede det ind igen. Han var jo ikke ligefrem forsvundet så hvad mente hun med 'fundet'?

Pludselig løb hun så væk fra ham! Ja! Endelig! Han vrinskede opmuntrende tilbage, stadig med hovedet i slyngplanten. Ja! Gå endelig din vej nu!

Hun lagde forvirret hovedet på skrå. Var det ham, der var farlig? Hmm, hun syntes nu altså ikke, at han virkede spor farlig! Hun havde da set på ham flere gange nu, og der var ikke sket noget som helst?
Hun mødte kort hans blik og smilede opmuntrende til ham som for at sige, hey se, der skete ikke noget! Lige så hurtigt, som han var kommet frem, skyndte han sig dog at gemme sig bag planterne igen, som om hun så ikke ville kunne se ham længere. Hun rystede overbærende på hovedet af ham, hvor var han altså fjollet! Den søde og uskyldige Kiméri havde overhovedet ikke lagt mærke til hans lidt underlige hoved og krop. Hun havde stadig den dejlige alder, hvor man overhovedet ikke tænkte over sådan noget. Alle var bare ens venner, og så var det fuldstændig ligemeget, hvordan man så ud!

Da han opmuntrende vrinskede tilbage mod hende, tog hun det som et klart tegn på, at han var med på at fortsætte legen udenfor og var klar til at tælle! Hun kastede ivrigt med hovedet og smilede lykkeligt, inden hun spurtede ned ad de sidste trapper og ud i haven igen. Hun løb klukkende rundt og fandt sig et godt gemmested, hvor hun nu stoppede op og vrinskede tilbage til ham af sine lungers fulde kraft. Nu kunne han godt komme!