Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Det var længe siden, at Alarica havde trådt helt ud til kysten. Det var tidlig aften, og solens stråler bar de finurlige farver hen over himlen, og gav det et sælsomt og forunderligt syn. Vinden ruskede mildt herude ved kysten, og bølgerne slog et op langs stranden. Den gyldne man hvirvlede let i vinden, mens hun betragtede skummet som dukkede op ved overgangen til sand. Det var næsten hel afstressende, at lytte til bølgernes brusen. En rumlen hørtes foroven, og hun løftede blikket, lige tidsnok til at se bevægelserne på de få mørke skyer som dukkede op. Det begyndte ligeså stille at dryppe ned med dråber.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Darkena. I gennemsnit Proelios mest forhadte landsdel. Hjem for Proelios mest udstødte, forhadte og farlige sjæle. Et paradis for hingste som Freakshow. Og det smukkeste sted i hele verden, hvis man spurgte ham. Darkena havde været hans hjem i så mange år nu, og alligevel var det sjældent, at han følte trang til at bevæge sig ud i Proelios andre landsdele - for skønt der ikke var mange af Proelios beboere, der kunne se skønheden i den mørke landsdel, så indeholdt den i Freakshows hovede alt, hvad man nogensinde kunne behøve.

Han bevægede sig denne aften mod kysten. Ikke på grund af den smukke solnedgang, som de fleste sjæle nok ville elske at betragte - det var han sgu ligeglad med, han foretrak alligevel mørket. Nej, det var noget helt andet, der havde lokket ham ud til det brusende hav - nemlig den kraftfulde kombination af blæst, regn og torden. Der var intet som et godt uvejr til at ruske op i ens sind og tilføje energi til hele ens krop, som blev man født på ny. Så når de fleste andre gemte sig i ly af grotter, huler eller træer, når et uvejr rasede ind over landet, så søgte Freakshow ud til lige præcis dér, hvor det hele rasede allermest - nemlig ved havet.

Hans hove ramte sandet, og et fredsfuldt smil gled over hans mule, da han mærkede de første regndråber falde mod sin ryg. Ahh... Dråberne tog langsomt mere og mere til i styrke, og snart brød skybruddet løs. Regnen silede ned over ham, vinden ruskede og fik havet til at bruse og skumme, og snart efter flængede det første lyn himlen. Han rejste sig i et stejl og kastede voldsomt med hovedet, som han nærmest kunne mærke energien fra lynet strømme fra luften og ned igennem sin krop. Som en anden kanon sprang han nu af sted i fuld galop og løb af sted langs den skvulpende bred. Hans hovslag buldrede af sted i takt med tordenvejret, og sveden blandede sig med regnen på hans våde krop. Han kastede med hovedet og brummede hingstet og dominerende, som endnu et lyn flængede den nu mørke himmel. Ahh, det her var livet!

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Hun havde stået og nydt tilværelsen i det skønne torden og regnvejr. Det begyndte ligeså stille at tage til, og himlen åbnede op for mere buldren og bragen fra de livlige skyer, som var guderne igang med at udføre en mindre duel i himmelriget. En trækning formede sig kort i mundvigen på Alarica. Hendes øre vippede dog snart til den ene siden, da lyden af en dundren lød. Havde det ikke været for at han galoperede ved vandkanten, havde hun ikke hørt ham for det buldrende vejr. Men de ekstra skvulp afslørede den store hingst. De lyserøde øje genkendte hurtigt hingsten, som han kæmpede sig afsted - og rent faktisk så ud til at hygge sig? Hun hævede et øjenbryn.

"Freaky Freaky... Tordenvejret guider dig til leg, og jeg som anskuede at du var den alvorlige type?"

Kom det drillende fra den hæse og lettere uskyldige tone, som hun stod lidt længere fra vandet af. Hun rokkede sig dog ikke en milimeter fra stedet, det eneste der forandrede sig var at hendes hoved drejede sig en anelse i hans retning. Det var længe siden de sidst havde krydset hove med hinanden.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Som han kom buldrende hen langs stranden, fik han pludselig øje på en mørk skikkelse længere fremme på bredden. Et stort smil formede hans ansigt, som genkendelsen straks gled over ham. Det var jo ingen andre end selveste Alarica, Recimirs mage! Det var efterhånden længe siden, han havde set både hende og spøgelseshingsten, men han huskede tydeligt deres sidste møde, hvor han faktisk havde forstyrret hende lige midt i sin foling. Han smilede endnu større ved tanken.
Som han nu nærmede sig hende, satte han automatisk farten lidt ned og smilede charmerende til hende. Hendes hæse stemme blandede sig nu med tordenvejrets buldren, og hendes ord fik ham til at smile endnu større. Han stoppede op foran hende, stadig let trippende på stedet, og kastede legesygt med sin drivvåde man.

"Ah, Alarica! En fornøjelse som altid! Du burde joine mig - det gavner alle at få lidt lyn og torden energi igennem sin krop, i stedet for at stå dér og være så stram i betrækket!"

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Den store hingst trippede ivrigt foran hende, og det var tydeligt at tordenvejret havde sat gang i den store hingst. Mange frygtede ham, men hende selv nærede en form for respekt til den store hingst. En trækning formede sig svagt i mundvigen. Mange ville nok tage det som en kritik, at man blev kategoriseret som en der så lidt stram ud i betrækket, men ikke Alarica. Hendes blik gled kort over mod bølgerne. Sidst de havde mødtes havde hun været i færd med at give liv til Rim. De to hingste havde talt imens. Det var ikke hver dag, at hun tog sig den frihed at skeje ud i en ordentlig galop og vejret opmuntrede ligefrem til det. Der spillede dog et liv i de lyserøde øjne, som kort gav en gnist fra sig. Åh ja, en løbetur... Det ville hun gå med til. Hun var ikke den hurtigste - nej, det kunne man ikke påstå, men hun havde en stor udholdenhed og den var der brug for i det våde sand.

Hun slog let med hovedet og nappede ud efter hingsten. Inden hun let sprang sidelæns for at starte op. Et tordenskrald slog hårdt ned, og så ud til at flække en bølge i to. Hendes øjne blussede mere op af underholdning og nærede ved de naturlige energier.

"Så kom da med, du gamle, inden du synker i sandet."

Hun satte af i en let galop. Nej hun var ikke en hest, der bar præg af elegante og store bevægelser, som skulle vises frem. Hun havde simple bevægelser, som hun ikke gjorde noget ud af. Hvis hun gjorde, ville hun nok fremstå med en let ynde, men uden store blafrende bevægelser. Hovene begravede sig let mod sandet og var roligt oppe igen i løbet af kort tid. De to heste var en stor kontrast til hinanden. Den store rødsorte hingst, der både måtte være stærkere og hurtigere end hende også hende selv, der var i hvert fald et stykke mindre. Åh, hvis Reci så hende nu, så ville han ryste på hovedet.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Et selvtilfredst sml gled over hans sorte læber, som han betragtede hendes reaktion; det lille smil, der svagt kom til syne, og de lyserøde øjne, der vagt blussede op og nu gnistrede af liv. Han kunne se, at hun overvejede det kraftigt; at fristelsen var for stor til at sige nej. Og da hun nu slog med hovedet og legesygt nappede ud efter ham, krængede han overlæben op i et stort tandpastasmil. Ah ja, han vidste, at end ikke hun ville kunne sige nej til dette!

Endnu et tordenskrald flækkede nu himlen og satte gang i hoppen som et startsignal. Han lyttede til hendes ord, lagde hovedet tilbage og lo muntert, inden han lige så hurtigt fik skubbet hovene i gang og løb efter hende. Vinden slog mod hans ansigt, og regnen piskede ned, som de løb af sted med de tordnende hove mod sandet. Som han befandt sig her lidt bagved hende, kunne han ikke lade være med at betragte hendes mås - mhh, den vuggede af sted i de helt rette bevægelser og havde de helt rette former. Hun var egentlig en ret smuk hoppe, når han sådan lige tænkte over det... Recimir var en heldig hingst.

Han nåede op på siden af hende og sendte hende et blændede, lidt provokerende smil. Hans ellers så døde, sorte øjne glimtede i et skælmskt blik. "Dejligt at se, at du stadig har det i dig!"

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Det var en sjælden gestus, at hun lod lemmerne strække på denne måde. Det var en ren befrielse, en fornemmelse som hun havde glemt. At løbe for blot at løbe, og ikke på baggrund af noget. Unødige kræfter - var de kloge ord, som pulserede i hendes hoved, men hun nød det for denne stund. Tempoet var kontinuerligt. Musklerne arbejde symmetrisk og kontinuerligt på hendes krop, mens regnen væltede ned over dem. Hun mærkede selv de mindste muskler i sin krop. Det var længe siden, hun havde mærket sig selv. Sandet blev tungere, vådere og mere svuppende, som de løb afsted. Den store hingst nåede hurtigt op på siden af hende, og snart gled hans stemme ind mellem et stort tordenskrald.

"Store stygge Freaky.."

Hendes stemme var hæs, uskyldsren - og drilsk på en mere rå måde. Hendes blik mødte hans, som de løb side om side i hendes tempo gennem det synkende våde sand.

"...Skulle du ikke havde været ude og skræmme de små føl i stormvejret?"

Hun kunne ikke lade være.


Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

En charmerende brummen og et stort tandpastasmil gled over hans mørke læber, som hun kaldte ham 'Store stygge Freaky.' Det lød utrolig frækt, når det kom ud ad hendes mund. Men der var også noget næsten tragikomisk ved det. For selvom det smertede ham at indrømme, så var der sgu ikke så meget stort og stygt over ham længere... Han måtte snart tage at oppe sig på det punkt! En melodisk latter klingede ud i luften imellem de høje tordenbrag.

"Åh min kære Alarica, den tid er vist ved at være forbi... Jeg er blevet så gammel og kedelig."

Han lo mørkt, mens et kækt glimt spillede i de sorte øjne.

"Og apropos det... Hvordan går det med livet som husmor?"

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

De havde været i landet længe - både hende og Freakshow. De havde oplevet en masse, både gode og mindre gode oplevelser. Der havde været klanskrig, Proelio havde forandret sig, guder var faldet og guder var kommet til. Der var sket så meget i det liv, som de havde levet og nu stod de her, og måtte erklære sig gamle. Hun kunne ikke holde et lille hæs grin fra sig. Gammel. Hvem havde troet, at de skulle blive gamle - men hun følte sig på ingen måde gammel.

"...Er Freaky blevet pensioneret... Jeg havde ellers svoret på, at det ikke kunne ske, med alt det som livet har budt os".

Hun rystede let på hovedet. Livet som husmor.

"Hvem siger at livet, som husmor skal være kedeligt..." Hendes ord gled over hendes tunge som en slanges. "Nattens børn har aldrig givet et kedeligt liv med sig."

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Han lo hæst sammen med hende ved hendes ord om pension.

"Ja, det er noget værre noget. Men hvad, det er vel aldrig for sent at rejse sig igen?"

Han fik et kort øjeblik et skræmmende smil over mulen og et vildt blik i øjnene.

"Vi burde snart lave nogle løjer sammen, os to og din mand. Ligesom i de gode, gamle dage."

Han lo igen over hendes ord om livet som husmor og måtte samstemmende nikke med hovedet.

"Nej, det er bestemt ikke kedeligt. Jeg er selv lige blevet far til en lille ny. Min første datter. Hun er skønnere, end jeg nogensinde havde kunnet drømme om."

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Hun ville aldrig nå pension, så hellere dø end at ramme kedsomhedens afgrund.

"Pensionen er langt fra mit mål endnu," der krusede sig en let trækning over hendes mundvige. Inden hun gjorde et let kast med hovedet. Hendes blik fæstnede sig i hans, mens hun lod hans ord lokke. "Hvem?" Spurgte hun. Ja, hvem ville være et lille offer for et gammelt spil. Hun huskede de gamle krige, hvordan de havde kæmpet i nattens galskab og alle de eventyr de havde været ude på. Hun havde lært meget om landet, udfordret sig selv, men hun sagde aldrig nej til et eventyr.

Hun lo ved hans ord.

"Det er måske tid til at oplære de unge.."

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Han smilede kækt ved hendes ord om, at pensionen langt fra var hendes mål endnu. Nej, der var uden tvivl mange gode år tilbage i den smukke hoppe.
Hans smil blev endnu større, og øjnene fik atter det dér lille snert af vanvid, da hun nu spurgte, hvem de skulle lave løjer med. Det gik op for ham, at han faktisk ikke rigtigt kendte svaret. Han var efterhånden blevet så kedelig, at han ikke engang havde nogen fjender tilbage... Selv Flakezé og alle hans tilhængere var ikke engang et problem lige nu - og helt ærligt, var det ikke også lidt kedeligt at blive ved med at køre rundt i det samme god vs. ond gude-pjat?

Et mørkt og hemmelighedsfuldt blik gled over hans øjne, da en tanke skød ned i ham. Der var kun én drøm tilbage i hans hoved; en drøm, han havde holdt på længe, og aldrig fortalt nogen. Før nu.

"Kan du holde på en hemmelighed?"

Tonefaldet i hans stemme var lunefuldt og lokkende, og han kunne ikke lade være med at blinke hemmelighedsfuldt til hende. Det føltes helt ungt og forfriskende, sådan at gå rundt og udveksle hemmeligheder...

Han lo da ved hendes næste ord om, at det måske var på tide at oplære de unge.

"Ja, det tror jeg bestemt, at du har ret i. Der skal jo være nogen til at tage over, når vi engang er blevet for gamle til det her pjat..."

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Snart gled en skygge over Freaks øjne, som spillede op til leg med lunefulde glimt. Åh, det var gang i den gamles hoved. Hans tonefald var lokkende, dragende og hendes blik søgte hans. De lyserøde øjne lå i hans, mens hun svarede det med en let gnist af interesse.

"Hvis ikke Skyggerne kan holde på en hemmelighed, hvem kan så?"

Gled det over hendes tunge uskyldsren og alligevel hæs, som den altid lå hende for tunge.

Han havde ret, ja det ville være en god måde at sætte gang i den næste generations rangorden. De ville have en plan, en agenda til fremtiden.

"Små missioner vil være en start for de små, de skal jo lige lære det"

Hun huskede de små intriger, kampe .. Det hele havde været så levende engang, så krigerisk og nu.. Ja, der var ikke meget tilbage - alt var idyl - for nogen...

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Hans øjne lyste op af spænding, da han følte sig som en teenager, der skulle til at sige noget forbudt og chokerende. Åh, det var længe siden, han havde følt sig så levende! Gavtyvesmilet om hans læber blev større, som han kækt blinkede til hende. Skyggerne... Ak ja, deres gamle alliance, der engang havde været så stor, og nu var svundet ind til nærmest ingenting. Han havde næsten glemt deres eksistens. Og det gjorde det blot endnu mere chokerende og morsomt, i forhold til hvad han skulle til at afsløre nu.

"Jeg hader min far. Ham og hans Helvedeshingste kan rende mig et vist sted. Jeg står i ledtog med Jaymelia, og mit højeste ønske er at slå min far ihjel og overtage hans plads."

Det vanvittige blik glimte i hans øjne, som han nøje betragtede hende. Hvad ville hun sige til denne nyhed? Hvad ville hun tænke om ham nu?
Han var ikke klar over, hvorfor han overhovedet havde valgt at fortælle hende det. Han havde aldrig fortalt nogen om dette før. Men på en måde føltes det rart at komme ud med det. Han havde aldrig betragtet Alarica som en decideret veninde, men alligevel var det hende, han havde følt sig klar til at åbne op overfor. Det hele føltes så ligemeget nu. Han var så inderligt ligeglad med alting, også hvad Skyggerne ville tænke om ham. Måske det bare var endnu et led i hans midtvejskrise?

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Øjnene lyste og hun sugede informationerne til sig. Den åbenhed, som netop var opstået mellem de to - tilliden. Den gamle alliance havde fået nyt spire, og havde en dybere mening med sig. Freakshow havde store planer, store drømme og ønske. At dræbe Helvedes hingsten Helzlori. Det var et stort ønske, og ikke bare en hvilken som helst hingst. Men hvor mange måske ville blive forbavsede, så var det ikke Allys reaktion. Hun var nysgerrig og alligevel vidste hun at balancen altid skulle skabes. Hun havde ikke haft problemer med guderne.

"Ét generations skifte skal der vel også til på et tidspunkt. Hvis dødsguden afgår, hvad sker der så med alle dødens skabninger? Vil helvedes porte åbne sig eller vil De kunne overtage pladsen med rædslerne uden forbehold?"

Hun summede over det. Helzloris havde en pagt med Recimir, og det band hendes afkom til dødsguden. Det var interessant, hvad der ville ske. Alarica havde altid været interesseret i guderne, men hun havde ikke haft noget direkte med dem at gøre, så hvorvidt de var udødelige vidste hun ikke. Hun havde oplevet magien, og vidste at Proelio var et sælsomt sted.

"Hvad agter Jaymelia at gøre for dette? Har hun samme ønske om, at udskifte Helvedes guden?"

Det kunne give mere aktindsigt.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.