Olórin
Get busy living or get busy dying

Det var noget af et vejromskifte som ramte Olórin, som han vandrede rundt i Proelios land. Han var nu endt i et område, hvor der var noget varmere. Foråret havde ramt landet, og ud fra de beskrivelser som Laylis havde givet ham - så måtte dette område være det som hun havde kaldt Natiaum. Han havde vandret i flere området og det sidste havde været koldt som den dybe vinter, men her var træerne igang med at springe ud i fuld flor, og græsset sprang mere grønligt frem på underlaget. Der var rigt på mad. Han bevægede sig afsted i en rolig, men kraftfuld skridt. Det vågne blik vågede over området, søgte andre skabninger - for han havde hørt rygter om, at det ikke kun var heste, som var i Proelios rige. Han ville dog gerne se det med sine egne øjne, inden han ville tro på det. 

Foråret var så småt ved at indtage sin plads i Proelio, og alt var ved at springe ud i fuld flor. Tvezithka elskede foråret, hvor alt sprang ud i samme smukke grønne farver som han selv. Det var uden tvivl hans yndlings årstid.
Han havde endnu ikke været længe i Proelio, men dog havde han efterhånden mødt nok oplysende sjæle til at have dannet sig et meget godt billede af det store land. Det var delt op i flere forskellige landsdele, og denne gang var han vist i Natiaum.
Han fløj højt oppe på himlen og lod blikket glide beskuende ned over landjorden under sig. Han strejfede endnu rundt sammen med Breinowa og de to forældreløse ungheste og var på udkig efter et sikkert sted at slå sig ned. Men det var ikke nemt i så stort et land som Proelio. Der var godt nok mange muligheder; og han havde end ikke set halvdelen endnu!

Derfor var han altid på udkig efter nye sjæle, der kunne vise ham rundt og fortælle ham deres oplevelse af Proelio. Og denne smukke forårsdag var ikke anderledes. Glæden var derfor stor, da han kort tid efter spottede en sjæl på landjorden. Han samlede de store vinger sammen og begyndte sin neddykning. Han sørgede for at lande et lille stykke væk fra hingsten, så hans pludselige ankomst ikke ville virke alt for skræmmende, og foldede pænt de brede vinger sammen, så han ikke virkede alt for stor og intimiderende. Han brummede da venligt til den fremmede sjæl og begyndte at skridte nærmere. Det var en stor og kraftig hingst lige som ham selv, men i modsætning til ham bag denne sjæl mørkere, men dog mindst lige så smukke farver og mønstre.

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.

Olórin
Get busy living or get busy dying

Egentlig anså Olórin sig selv som en stor hingst, men da den vingebeklædte hingst landede et lille stykke fra ham, måtte han dog erkende, at i dette lang var han ikke den største. Olórin stoppede dog ikke op, han drejede retning mod den fremmede. Mens blikket gled nysgerrigt over de fjerklædte og noget farvestrålende vinger. Det var en af disse væsner som Laylis havde talt om. Hvad var det hun kaldte dem? Pegasus? Halv fugl og halv hest. Det var da en besynderlig væsen. Uden at hilse eller noget gik han direkte hen til den fremmede, og mulen blev straks strukket frem for at undersøge de farvestrålende vinger. Hvad i alverden var det for noget. Han havde sit gode øje med de flammende farver rettet mod hingsten, mens han forsøgte at bide undersøgende i vingens fjer. Højest mærkværdigt.

Han smilede venligt og imødekommende, da den mørke hingst straks så ud til at godkende hans ønske om et møde og drejede direkte mod ham med et nysgerrigt blik. Den fremmede havde virkelig interessante øjne. Det ene var rødt som brændende flammer, og det andet var helt hvidt og nærmest spøgelsesagtigt. At dømme efter det lange ar, der løb henover det, var han nok blind på det øje. Men alt i alt var det med til at give hingsten et super interessant og nærmest lidt intimiderende udseende. Det var helt klart en hingst, der indgydede respekt allerede ved første øjekast.

Et lettere overrasket udtryk gled over hans egne grønne øjne, da den fremmede hingst uden et ord trådte direkte hen til ham, helt tæt på, og undersøgende strakte sin mørke mule frem mod hans vinger. Han trak sig lettere utilpas et halvt skridt bagud, men forblev dog stående. Han vidste godt, at han nok var lidt af et særsyn for nogen med sine store påfuglevinger, så det var nok meget forståeligt, at hingsten havde trang til at undersøge dem, hvis han aldrig havde set noget lignende før.

Han slog lidt utilpas med hovedet, da hingsten nu forsøgte at bide undersøgende i hans fjer, men heldigvis gjorde det ikke så ondt, så han blev stadig fortsat stående. Den fremmede havde endnu ikke ytret et eneste ord, så tøvende prøvede han sig frem med en hilsende brummen. 

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.

Ingen angreb.

Olórin var ellers van til, at fremmede heste ville spille op til leg, når han først gik igang med at undersøge. Måske denne hest slet ikke yndede at have selskab? Den fremmede trak sig et halvt skridt bagud, hvilket blot opfordrede Olórin til at undersøge yderligere. Han nærmest bad om, at få lov at blive undersøgt, var Olorin sikker på. Ja, havde han selv haft sådanne vinger, så ville han da også vise dem frem.

Den fremmede slog med hovedet, og uden at tænke over det, gonkede Olórin sit hoved ind mod hingsten skulder. Inden han atter nappede let til vingerne. De kildede mod hans mule, og snart kom et let fnys over hans mule. Lige idé, at en let rumlen forløste sig fra den fremmedes strube.

Skuffelse. End ikke et skub eller et bid. Den fremmede virkede stadig som fastlåst og ude af stand til noget. Olórins hoved gled kort på skrå, inden han hev i en fjer, måske hingsten bare var gået i stå?

Det gav et lille sæt i hans krop, da den fremmede hingst lige pludselig og helt uden advarsel gonkede sit hoved direkte mod hans skulder. Det gjorde faktisk lidt ondt og fremmanede et lidt gnavent blik i hans grønne øjne, men han forholdt sig dog stadig i ro og forsøgte at se overbærende på hingsten. Han virkede meget ung og uerfaren i sit kropssprog, nærmest som et lille føl. Men hingsten var tydeligvis voksen, så hvad gik det her lige ud på? Måske han var lettere tilbagestående mentalt? Qua sin fortid som konge var Tvezitkha vant til at omgås mange forskellige heste af dybt forskelligt sindelag, og det lå derfor til hans natur at være rolig og overbærende med det meste, ligegyldigt hvor uhøflig en fremmed end fremstod. Og derfor nærede han heller ikke noget vrede mod denne uopdragne hingst, men blot en lettere forvirring.

Han prøvede sig igen frem med et lille smil, da hingsten atter begyndte at nappe til hans vinger og hive i hans fjer. Hingsten lagde kort hovedet på skrå, som om han var lige så forvirret over dette underlige møde som Tvezitkha selv. Han mødte hingstens røde øjne og imiterede hans forvirring ved ligeledes at lægge sit store hoved på skrå. Et øjenbryn fløj undrende op i panden, mens han blot roligt betragtede den anden. Kunne han mon tale? 

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.

Olórin
Get busy living or get busy dying

Stadig ingen reaktion.

Olórin var ikke sikker på, at han forstod den blå hingst med de prægtige vinger. Men én ting var han sikker på. De vinger, dem ville han gerne have fat i selv. Den store hingst gav dog ikke Olórin nogen form for svar på sine tilnærmelser. Hingsten stod jo bare der og kiggede på ham. Hvad skulle det lige betyde? Ørene gled frem mod hingsten, da Olórin ikke kunne forstår det. Inden han bestemte sig for, at hingsten da lige skulle have én chance mere.

Derfor smækkede Olórin ørene helt ned. Så måtte han gøre sit bedste for, at hilse på den fremmede. Han bed straks efter forbenet på hingsten. Måske han ville hilse på ham så?

Et lille smil kunne svagt antydes på hans mule, da den fremmedes ører nu gled frem mod ham. Det var vel et godt tegn, var det ikke?
Det ændrede sig da lynhurtigt igen, da hingsten nu straks smækkede ørerne i nakken og kvitterede ved at bede ud efter hans forben. Dette fik Tvezitkha til at lægge ørerne fladt ned, fnyse advarende og træde et skridt bagud. Han flagrede truende med sine vinger en enkelt gang og så på hingsten med et blik, der tydeligt viste, at han ikke skulle nærme sig igen. Nu måtte det være nok!
Han blev dog fortsat stående og betragtede hingsten med en vis afventning. Han ville give ham en sidste chance for at forklare sig eller i det mindste bare gøre ét eller andet, der gav mening, inden han ville give op og forlade dette højst besynderlige møde. 

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.

Olórin
Get busy living or get busy dying

En hilsen - javel en fnysende en, så var han da taget imod. Hingsten havde dog trådt tilbage også - måske han ligefrem anerkendte at Olórin var en man skulle respektere. Måske var dette land slet ikke så tosset igen. Olórin trådte frem mod hingsten, som atter havde antaget en passiv position. Hvorfor hingsten ikke gav en ordentlig hilsen fra sig og mødte Olórins egen imødekommenhed var han ikke klar over. Derfor ville Olórin lige anerkende den gode gestus med hingstens fnysende hilsen, ved at træde frem og skubbe til den fremmede med sin bringe.

Midt i det hele havde Olórin glemt alt om, at han blot kunne åbne munden - javist så var det ikke noget som han benyttede sig synderligt meget af, men han kunne da tale. Det var ikke det. Han havde bare sjældent set nogen grund til at bruge alverdens lange sætninger - mere konkrete sætninger. Ligesom med regnbue hesten. En svag trækning forekom kort i mundvigen, inden han bed fat i hingstens vinger. Sad de virkelige fast på hingsten? Han trak tilbage i dem i et forsøg på at strække dem ud - studere dem. Ja, han havde vel fået lov, når nu hingsten havde hilst og det hele.

Hans ønske om at skabe lidt afstand til den fremmede blev tydeligvis ikke taget imod, da hingsten nu blot trådte frem mod ham igen og skubbede sin bringe mod ham. Et lidt frustreret og lettere opgivende suk forlod Tvez, som dog blot blev stående og lod hingsten skubbe. Han havde opgivet at finde ud af, hvad der gik igennem hovedet på denne hingst. Han virkede så primitiv i sin opførsel - så uhøflig og uciviliseret. Måske var han ikke helt rigtig i hovedet? For første gang siden sin ankomst til Proelio ville han ønske, at han stadig havde sin lederskabs-magi, der gjorde, at alle automatisk respekterede ham - han var så vant til det fra sit hjemland, at han helt havde glemt, hvordan man håndterede heste, der ikke kunne finde ud af det.

Et smil tegnede sig nu på den fremmedes mule, inden han igen begyndte at bide fat i hans vinger. Tvez skar en grimasse, som den fremmede trak i hans finger for at strække dem ud. Det gjorde ikke decideret ondt, men var heller ikke videre behageligt. For første gang mistede han sin tålmodighed. Han var rimelig done med den her besynderlige adfærd nu og sendte derfor hingsten et surmulende blik.

"Ja, det er vinger, og ja, de er da meget fascinerende. Er du ikke snart færdig med at undersøge dem?" 

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.

Olórin
Get busy living or get busy dying

Den fremmede hilste venligt på Olórin, og kom endda med endnu en hilsen. Han trak derfor ud i vingen i sin undersøgelse. Han havde jo fået lov, så selvfølgelig skulle den undersøges og ganske rigtigt de var flettet ind i ryggen på den fremmede. Så de sad besynderligt godt fast. Satans... Måske han også kunne få sådanne nogle én dag? Selvfølgelig større og endnu mere pragtfulde. Ja, Olórin lod sig aldrig nøjes med noget.

Da der nu kom ord ud af munden på den fremmede, ja så var Olórin ikke i tvivl. Han blev jo nærmest opfordret til at undersøge dem yderligere. De lette fjer kildede ubehageligt mod hans mule, og han undslap et fnys, inden han rynkede kort på mulen. Han løftede forbenet og stampede i jorden, inden han puffede til den fremmede med sit hoved. Gned hovedet mod den fremmedes bringe, inden han sprang rundt for at undersøge den anden vinge.

Nøjagtig som ventet reagerede den fremmede slet ikke på hans ord, men puffede blot til ham og gned nærmest taknemmeligt sit hoved mod hans bringe, inden han sprang rundt om ham for ligeledes at undersøge den anden vinge. Tvez sukkede opgivende og himlede let med øjnene, mens han dog blot blev stående og lod den fremmede undersøge ham færdigt. Det lignede slet ikke ham at være så uhøflig over for fremmede, men denne hingst havde virkelig formået at sætte hans tålmodighed på en prøve. Det var dog nu gået op for ham, at han ikke kunne gøre noget for at stoppe denne hingst, så han kunne lige så godt opgive...

"Du er da en besynderlig en..."

Hans tonefald lød lettere pædagogisk, som om han talte lidt ned til den fremmede, og det var egentlig ikke hans mening. Men han gad ikke engang at prøve at rette det, for han var faktisk oprigtigt i tvivl, om den fremmede overhovedet forstod hans ord eller ej.

"Kan du tale?" 

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.

Olórin
Get busy living or get busy dying

Sikke en fascination. Olórin havde aldrig oplevet noget lignende. Også endda i første forsøg i dette land. Han måtte indrømme, at han var en smule skinsyg over den fremmedes vinger. Umiddelbart så det ikke ud til, at han ville kunne rykke dem af og overtage dem selv, men hans hoved grublede stadig efter en løsning på problematikken. Det flammende røde øje blev rettet mod hingsten, da han blev kaldt en besynderlig en. Hvilket sælsomt ord. Han skød et øjenbryn op, da han blev spurgt direkte.

"Ja."

Kort var ordet. Men Olly var også en hingst af ganske få ord. Han talte kun når han følte behov for det. Ellers aldrig.