I den lyse løvskov Kesia nær søen Life, befandt en hoppe sig så rund og tyk, at man skulle tro hun snart ville springe. Hendes sorte pels var da også ganske fugtig af sved og vejrtrækningen tung. Trudy følte det, som om hun var ved at springe. Trods ubehaget og smerterne som jævnligt fór igennem hende, lå der en konstant følelse af lykke over den sorte hoppe. Hendes og Flakezés ønske var gået i opfyldelse. Deres hede julenat havde skabt lige nøjagtig det liv, som de havde håbet på. Trudy havde trukket tiden et godt stykke tid, før hun havde fortalt sin mage det. Bare lige for at være på den sikre side, så de ikke ville blive skuffet, hvis størrelsen på hendes mave skulle vise sig, blot at være for meget græs. Men græs havde det ikke været, og den glæde Flakezé havde udvist, da han havde fået af vide, at han endnu en gang skulle være far. Havde båret Trudy igennem de gener, som drægtigheden havde forårsaget. Bare tanken om den blå hingsts reaktion, fik Trudy til at smile nu, trods smilet var en smule sammenbidt.

Godt begravet i det høje græs blandt alle de unge træer, lå Trudy tålmodigt og ventede på, at tiden var inde. Hun havde tidligere fået to føl, og tog derfor det hele ganske roligt. Hun havde ganske vidst ondt, men det hørte jo med. Trudy ville gerne kalde på Flakezé, men hun ønskede ikke at gøre opmærksom på sig selv, i tilfælde af at der var fjender i nærheden. Den sorte hoppe var også ganske sikker på, at hendes mage nok skulle finde frem til hende, hvis han ønskede at være til stede.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Ikke længe efter at hingsten havde vist Sémnyx templerne hendes forældre havde efterladt i deres død, følte Flakezé et stik igennem sit kærlighedsbånd til Trudy. Hans enestående, helt fantastiske mage. Hun bar på deres mest dyrebare gave nogensinde - deres efterkommer. Havde et hjerte kunne eksplodere af lykke: Så havde hans gjort det, da hun fortalte ham at det var lykkedes dem. At hun bar rundt på deres lille babyføl. Glædeståre havde trillet ud af øjnene på ham og han havde følt sig i ekstase af lykke. En fuldendthed, som kun hun kunne bringe.

Sidenhen havde han fulgt hende tæt og vartet hende op, så drægtigheden blev så behagelig som mulig. Han havde nok været endnu mere spændt på at møde deres føl, end han nogensinde havde været førhen med en fødsel. Så da dette glimt af hendes krop i Kesia havde nået ham, var han som før hastet til. Det var ved at være oppe over og han ville for alt i verden være der for hende, ikke gå glip af det mindste. Af samme grund havde han troppet uheldigt op et par gange før, fordi han så hende ligge - og så havde hun måske blot hvilet eller decideret sovet. Han trak på smilebåndet. Han var håbløs.

Men nu virkede det mere rigtigt. Følelsen i glimtet, via deres kærlighedsbånd var stærkt. En form for smerte. I et glimt satte han af sted igennem en blå portal og landede et lille stykke fra hende. I få skridt var han hos hende, og hans øjne strålede af glitrende smaragd. Han smilede støttende - ønskede at være lige der hvor hun ville have ham.

Trudy bed tænderne hårdt sammen, som endnu en intens smerte skød igennem hende. Føllet synes sandelig at have fået travlt, mon der var noget bestemt det skulle nå? Dæmpede hovslag lød nu, og de kom ganske bestemt nærmere. Instinktivt blev de sorte ører lagt dybt ned i nakken, mens Trudy med stort besvær fik rullet sig op på maven igen. Luften blev med ét fyldt med små flammer, der hvert øjeblik kunne eksplodere i et inferno af ild. Det var meget muligt, at den sorte hoppe befandt sig i en yderst sårbar situation, men forsvarsløs var hun bestemt ikke.

Et par velkendte grønne øjne fandt med ét hendes blik, og med en tung stønnen trillede Trudy atter om på siden, mens alle de små flammer forsvandt. Flakezés smil var bestemt ikke gået den højdrægtige hoppe forbi. "Hvad er det, der er så sjovt?" Stemmen var hæs og yderst gnaven. Lige i øjeblikket var der bestemt ikke noget og smile af! Trods Trudys vrissen af hendes mage, var hun bestemt glad for, at han var kommet. Hendes anspændte krop slappede med ét mere af, og rent instinktivt begyndte Trudy at presse. Snart var et par små hove at se, et sikkert tegn på, at der blot om få øjeblikke, ville være kommet et nyt liv til Proelio. Et nyt skud på stammen.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Han kunne simpelthen ikke tørre smilet af sine læber, ligemeget hvor meget han prøvede. Det var ikke flammerne... Det var ikke hendes lidt gnavne ord. Det var ikke hendes smerte... Det var hendes styrke og deres kommende barn han smilede af. Han stod sikkert over hende, med hjertet der dundrede derud af... Hun klarede det så flot, han havde sjældent oplevet noget så stærkt. Hingsten betragtede hendes arbejde - med respekt og kærlighed. "Du er den sejeste hoppe, jeg nogensinde har kendt." hviskede han, halvt som et svar, halvt i beundring.

Han så hovene og holdt nærmest vejret. Øjnene fandt hendes. De skulle være forældre. Der var ikke længe til at Proelio ville være fyldt af... Han smilede igen.

Trudy bed tænderne hårdt sammen, og med en sidste kraftanstrengelse kom hele føllet til syne. Et åndedrag, to åndedrag.. Den sorte hoppe skulle lige sunde sig lidt, inden hun med trætte bevægelser kom på benene. Her vendte hun sig straks mod føllet, som hun med fornyet styrke begyndte at slikke rent. Midt i al slikkeriet søgte hendes øjne Flakezés, som nærmest strålede som en glad julegris. Et smil listede sig over Trudys hvide mule. For livets gud var der intet større end nyt liv, og dette var i sandhed et liv, han havde skabt.

Da det meste af fosterhinden var væk, trådte den sorte hoppe et skridt tilbage, og lænede sig en drænet op af sin mage. Sammen studerede de deres kreation. "Her har du din.. Søn," nærmest hviskede Trudy med kærligheden brændende i stemmen. En kærlighed så stærk som selve Proelio. Han var støvblå som sin far, med flammer der slikkede sig op af benene. Han var den gnist, de sammen havde tændt.

Den lille hingst befandt sig pludselig i en hel anden verden, end han hidtil havde været vant til. Her var koldt og meget lyst, ja faktisk for lyst. De små øjne som havde forsøgt sig med at se, blev straks lukket i igen. Hvor var han? Forsigtigt forsøgte han sig igen, inden øjnene af blev lukket. En varm og kærlig fornemmelse strøg pludselig over hans krop. Det kunne han godt lide. Atter blev et forsøg med synet testet af. Det var noget stort og sort, som stod nær ham og sørgede for den rare fornemmelse. Med ét forsvandt den igen, og den lille hingst kiggede sig undrende omkring. Den sorte stod nu henne ved en blå, der var to af dem? 

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

At overvære sit barns fødsel var noget helt absurd fantastisk. Det var evigheder siden han havde fået et barn og han var over alle stjerner i sit indre, som føllet endelig kom til syne og lå der bag sin udmattede moder. Han kyssede hendes pande stolt og mærkede hjertet der næsten eksploderede i lykkehormoner. Hun fandt lidt kræfter og plejede den lille og synet var så livsgivende at han næsten lo af lykke og græd på samme tid.

Han lod hende finde støtte. En søn - det havde han slet ikke bemærket, for det havde ikke været vigtigt. Men der var han. En ny prins af Proelio... Han nussede hendes man blidt. "Sikke vi kan." brummede han faderligt.

Endelig lod han sig tage et skridt frem, så Trudy stadig kunne støtte sig hos ham. Fødsler var altid hårde, selvom man blev loadet med oxytocin efterfølgende. Han strakte sig tilbydende imod den lille blå, med de flammende aftegen. Han var vidunderlig.

Det var ganske tydeligt, at Flakezé nærmest ikke kunne være i sin krop af ren og skær lykke. Trudy kunne ikke lade være med at grine af den overgearede hingst. Det var selvfølgelig også længe siden, at han sidst havde oplevet at bringe et liv til verden på denne måde. Endnu længere tid siden, end det var for hende, selvom det selvfølgelig også var en dag eller to siden, at Ryhenna var kommet til. "Slet ikke noget dårligt resultat," kommenterede den sorte hoppe drillende, mens hun studerede deres søn.

Selvom det trak i Trudy, for at komme tilbage til det lille føl, holdt hun sig lidt tilbage. Far og søn skulle have lov at hilse på hinanden. Eftertænksomt betragtede hun de to blå. Gad vide hvad han var for én? Hvem mon han ville blive til? Hendes to døtre var på mange måder hinandens modsætninger, så det var ikke til at sige, hvilken retning ham her ville tage. Hans far havde jo trods alt også en rolle og spille.

Forsigtigt nærmede hun sig atter hingsteføllet, mens hun strøg sig op af Flakezé imens. "Hvilket navn synes du passer til ham?" De mosgrønne øjne lå kærligt i hendes mages, inden hun sænkede hovedet og puffede blidt til sønnen.

Langsomt blev synet bedre og lyset føltes ikke længere alt for overvældende. Hingsteføllet kiggede igen på de to foran ham. Den sorte og den blå, de var store, men alligevel frygtede han dem ikke. De ville ham det godt, det fornemmede han på en eller anden måde. Den blå kom nu nærmere, strakte sin mule ud mod ham. Instinktivt løftede han det lille hoved og lod sin mule dutte let mod den anden. Han trak vejret dybt og hæftede sig ved den andens duft. Den var anderledes end hos den sorte. Hun kom nu også nærmere, og en puffen mødte nu hans ranglede krop. En trang til at komme op og stå, meldte sig nu hos føllet. 

Benene, de lange, tynde ben blev nu foldet ud og han forsøgte at få styr på dem, men måtte dog trimle omkuld i græsset, da de virkede ustyrlige. Endnu et forsøg, men med samme resultat. Føllet måtte nu tage sig en lille pause, inden han atter forsøgte sig.  

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Han kunne le af lykke, og Trudys ord gjorde ham blot mere glad. Han vippede ørene og lod den første berøring imellem ham og hans søn stryge igennem hans krop og sind, som flammer. Flammer der ville blive til et enestående minde. Evigheder var det siden han stod med Europa og han havde måtte slippe hende alt, alt for tidligt for at beskytte hende og moderen. Flakezé trak vejret dybt som følelsen af faderskab oversvømmede hans sind og al anden verdensspænding blev ligegyldig. Han hørte til her. De var blevet en familie nu.

Han vendte sig imod hende, hans Trudy der så moderligt opfordrede deres søn til at stå. Han tænkte kun et øjeblik over spørgsmålet. "Zeek." hviskede han med en gnist i sine grønne øjne. "Det betyder Gnist." han mærkede hjertet slå i forventning over hvorledes Trudy ville tage imod dette forslag.