Bølgerne rullede ind langs stranden og trak sig tilbage. Om og om igen, kun forandret af vejrets kræfter. Med vandets evige rullen op på stranden kom der idag vind med ind, kølig og lugtede af saltvand, eller hav vand ville nogen nok kalde det. På stranden var spor fra en hest i sandet, en stor hest, disse hestehove aftryk kunne tilhøre enhver hest i landet, men disse spor, de tilhørte en sort hingst med en mørk blålig man og hale og et par uhyggelige, syge gule øjne, hvor der bag dem boede en syg sjæl, der havde en forkærlighed for mørket, de mørke følelser som sorg, ulykke, vrede og mest af alt holdte den sorte af smerten der viste sig i øjnene på andre, men også når smerten selv blussede op i ham og sendte ham afsted til en verden kun han kender til. Denne sorte hingst havde været meget igennem, men ligenu var han på vej ned langs havet med vinden ruskene i manen og halen, hans øre let lagt tilbage og med et let sænket hoved, hvor de gule øjne bare stirrede tomt, mørkt ud i luften, dog var der noget mere sygt og på en uhyggelig måde levende under det. Insanus Drachmas, denne hingst fortrukne navn, dog havde han et andet navn. Amoris. Denne del af hans navn hadede han mere end noget andet, så den blev aldrig brugt. Der var for mange minder og betydninger bag dette navn til at han brugte det..

Den lille og cremefarvede hoppe kom lige så stille og roligt skridtene. Hun var meget opmærksom på sine omgivelser. Hun var ny her på denne ø, og var ikke så van til nye omgivelser. Hendes brunlige hale slog stille og roligt bag hende. Hendes skridt var små men elegante på en naturlig måde. Hun var meget fint bygget, og det kunne også ses på hendes gang, men på samme tid var hun også meget forsigtigt og det gjorde hende på en måde ekstra lille og fin. Hendes øjne var store og opmærksomme. Det var helt andre lugte og der var en masse indtryk hun skulle til at printe ind i kroppen og hjernen. Hun turde endnu ikke at vrinske, for hun vidste ikke hvor og hvad hun var havnet på, ud over at det var en lille ø, men hun vidste ikke hvad der eksisterede på denne ø. Om der var noget farligt? Det var helt klart hendes største frygt og det var også derfor at hun lige nu bevægede sig nær havet, så hun altid kunne svømme væk og evt dø i vandet. Jeps, hun havde tænkt det hele igennem!

Den mørke skabning prustede og så sig om, dog uden at bevæge hovedet, de gule øjne fulgte landskabet, men at de bevægede sig kunne kun ses tæt på, da de havde den samme gule farve, hans pupiller vidste han ikke om han nogensinde havde haft, men hvis han havde så var de væk nu. Måske sad de og kiggede ind i mørket i hans kranie, havde han engang kunne rulle med øjnene? Det var bare en af de mange mærkelige tanker der gik gennem hingstens hoved, når han gik for sig selv og tænkte på alt mellem himmel og jord. Et kort mørkt brum forlod ham og han svirpede kort med halen. Hørte han lyden af hove? Eller var det bare en mavefornemmelse? En mavefornemmelse helt sikkert. Automatisk gled en ugennemsigtig maske a venlighed, glæde og et godt sind over ham. Overtog ham. Hans holdning blev mere rank og gangen lidt mere frisk og de mørke øre blev vippet frem, ikke overdrevet, men nok til at fjerne det onde, sure eller irriterede fra ham, selvfølgelig blev også hans blik ændret, det forandrede sig til et venligt, glædesfyldt blik der ikke ejede et eneste mørke i sig, med det forandrede ydre som indre, så lod den sorte hingst et vrinsk, ikke ondt eller på nogen måde forkert, men venligt for at se om hans mavefornemmelse var rigtig. Var der virkelig en anden sjæl der ude her ved vandet?

Det gav et lille sæt i hende da hun hørte et vrinsk. Det havde hun ærlig talt ikke regnet med at hun skulle høre. Hun vippede med ørene og så rundt, men hun kunne ingen se, selv om at det lød som om at vrinsket kom ikke ret langt fra hende. Hun vrinskede forsigtigt op og så rundt. Dette ville så være den 2 anden hest hun mødte her på hele øen. Hun var glad for det, men som altid var hun ret tilbageholden. Hun gemte sit indre bag det ydre, for som hun kom gående her forsigtigt og opmærksomt, var der noget helt andet der gemte sig inderst inde. Der gemte sig en meget selvsikker, glad og stærk hoppe. Hun havde en stærk psyke, men det skulle man ikke tro. Hun var blot helt vildt genert. Hun skridtede forsigtigt, men elegant frem mod vrinsket. Hvem mon denne hest var?

Den mørke skabning vippede de mørke øre frem mod det fremmede vrinsk og et venligt, let smil viste sig om mulen på ham. Man skulle altid stole på sine mavefornemmelser. Ja, hingstens mavefornemmelser havde reddet ham fra flere ting, som at miste chancen for at fange endnu en sjæl i sit spind af mørke og løgne. Han satte frem i en let, stolt trav gennem sandet og slog med halen et par gange. Hans gule øjne søgte ud i aftenmørket efter den skabning der havde svaret hans vrinsk. Det havde lydt forsigtigt og da den brune, spinkle skikkelse dukkede op i landskabet forude, så gav det også mening, for den skabning der så ud til at være et meget opmærksomt, forsigtigt dyr. Men man vidste aldrig, hvis denne hest var ny, så ville det nok også give mening, at være opmærksom overfor de nye omgivelser og lugte og lyde. Det kunne let være at der var en meget selvsikker eller ikke nær så forsigtig skabning bag den forsigtighed der nu viste sig. Han vrinskede let, venligt og åbent, som at fortælle, at han var her, at han ikke ville noget ondt.

Hun vippede med ørene da et vrinsk lød. Hun rettede sig op og så mod vedkommende. Hendes øre vippede lidt frem og tilbage. En smule usikkert. Det var dog heldigvis en anden hest og hesten virkede meget imødekommende, så havde hun jo intet at frygte? I hvert fald ikke hvad hun opfattede. Hun mimrede ganske svagt på mulen og skridtede yndefuldt og elegant mod hesten. Hendes lille og spinkle krop kom hurtigt frem på stranden. Hun var ikke særlig høj og meget fuldblods agtig. Faktisk var der også noget Akhal-Tekiner i hende, og det var faktisk ret tydeligt at se. Derfor var hun også meget tynd, måske enda alt for tynd i manges hoveder. Hun svang med halen og havde et genert smil om mulen. Denne hoppe elskede at tage sig af andre, og give glæde og varme ud, men det der forhindrede hende var hendes generthed! Hun bandede den langt væk! Hun hadede den! Det var så forfærdeligt, men det var noget hun var født med, og lige så snart der skete noget nyt blev hun usikker og/eller genert. Hendes lilla'e øjne var rettet mod den mørke hingst ikke ret langt foran hende. Han havde nogle besynderlige gule øjne.

Den sorte skabning havde de mørke øre fremme og de gule øjne så undersøgende på den fremmede brune, spinkle hoppe, hun så noget tynd ud, mon hun havde fået for lidt at spise på det sidste? Eller var det bare sådan hestene så ud i det land hun var kommet fra? En tanke gik gennem ham. Hvor meget sult kunne en hest overleve? Spændende.. Han brummede let, hvem mon denne sjæl var? Et kort imødekommende smil gled over hans mule, før han stoppede på en venlig afstand fra den fremmede hoppe. "Godaften fremmede" Han slog med halen og stod rank med hovedet en anelse løftet og et venligt smil om mulen. Mon dette møde kunne blive til noget spændende?

Wanchaija så nok meget tynd ud, men hun var i sin bedste form, og det her var nogen lunde hendes normalvægt, måske kunne hun godt være lidt tykkere, men hun havde det godt som hun så ud nu. "Godaften" sagde hun og så pludselig direkte ind i hans øjne. Ville han sige noget nu, eller skulle hun sige noget? Hvis hun skulle være bedre til ikke at være så genert, så måtte hun til at tage sig sammen og starte samtalerne. "Hvem er du?" spurgte hun og så lidt efter igen ned i jorden og videre på hans krop. Meget enkel og mørkeblå. Hun mimrede ganske svagt med den lille mule. Hun var dog stadig unghest, forhåbentlig snart voksen. Hun var endnu usikker på om hun skulle blive. Hun havde ikke fundet nogen hest, eller nogen grund til at blive.

Han svingede let med halen, vippede hovedet en anelse på sned og så ind i den fremmede hoppes mørke øjne. Hun havde set lidt usikker ud, da han først så hende, men mon hun blot så sådan ud i et nyt område, men faktisk var meget sikker på sig selv? Det ville nok være bedst hvis det var det sidste. "Hvem jeg er? Jeg er blot en strejfer, der strejfer rundt uden på må og få og har nu den fornøjelse at møde dig, du spinkle fremmede" Der lå stadig et venligt, imødekommende smil over hans mule, hans ene øre drejede lyttende ud til den ene side, hvor det kun opfangede lyden af bølgerne og verden omkring ham og den fremmede hoppe. Nu var det hans tur til at stille spørgsmål. "Og hvem der det jeg har fornøjelsen af at møde på min vej?

Hun løftede sine 'øjenbryn' da han ikke sagde hans navn. Prøvede han at snakke uden om? Hun knep skeptisk øjnene en smule sammen. "Hvad er dit navn så?" spurgte hun ham. Måske skulle han have det mere præcist. Hun havde dog stadig det lettere generte smil om mulen, men det var ikke lige så stort som i starten. Hun havde på fornemmelsen at han ikke var som han så ud til at være. Det var typisk onde heste, de ville ikke sige deres navne af en eller anden mærkelig årsag. Jo, dem havde hun stødt på før. "Jeg er Wanchaija" sagde hun og så på ham med de lilla'e øjne. Hun kunne godt lide hans mørkeblå farve, og de gule øjne gjorde det blot flottere.

Han slog et let slag med halen og smilte venligt. "Dejligt at møde dig Wanchaija." Han brummede kort, inden han fortsatte. " Mit navn? Insanus Drachmas" Dette var det navn alle fik klasket i hovedet, når han blev spurgt efter sit navn. Det var nok også en del af den sandhed om hvad han var. Men ikke det hele, han var meget mere end bare Insanus Drachmas. Inderst inde, der var han også Amoris. Den Amoris, der var blevet elsket ganske kort af sin moder, inden hun veg fra ham, som var han hendes værste mareridt. Dette navn var støvet og var kun blevet brugt af hans moder og et par gange af hans Læremester. Inge andre end ham selv, ved dog at han har det navn som sig oprigtige navn.

Hun betragtede hingsten foran hende. Hun nikkede til ham da han sagde at det var dejligt at møde hende. Hun kunne ikke lade vær med at smile en smule større, men stadig meget genert. "I lige måde" sagde hun. Der var noget over ham der gjorde hende så ufattelig nysgerrig, for det var som om at der var noget der var gemt. Som om at han havde en hemmelighed og det gjorde at hendes nysgerrighed kom frem. Hvilket var noget den sjældent gjorde. I hvert fald ikke i så voldsom en grad, men hun viste det ikke. Hun ville ikke blive opdaget i det, så hun blev blot stående og lyttede til hans ord. "Insanus Drachmas, sikke et langt navn" sagde hun og lagde hovedet på skrå. Hendes hale slog et par slag bag sig. Hun var ikke af mange ord og det kunne nok også mærkes på hende. Men hun prøvede at snakke så meget som hun nu kunne. Hun øvede sig stadig efter alle de år. Men det var også nogen gange svært at snakke med en hest der heller ikke slev var af mange ord, eller som virkede en smule lukket. Og det gjorde denne hingst.

[size01,7]Endnu dansede det venlige smil over hans mule. Denne hopper her var ikke meget for at snakke. Det kunne mærkes på luften. Den var ikke en der tilhørte en åben hest, dog virkede hans nok heller ikke for åben. Det tog dog ikke langtid for ham at finde på noget nyt at snakke om. "Synes du? Jeg tror det er meget normalt, at have to navne. " han vippede kort tænkende med de sorte øre. Det kunne jo være, at hans navn bare lød langt, men faktisk var det kun to ord. Faktisk tre hvis man talte det sidste med. Han ville helst ikke snakke om sit tilsyneladende lange navn, så han valgte at skifte emne til noget mere normalt. "Så sig mig, brune Wanchaija, er du ny her i landet? Du virker lidt sådan" Hun lignede en ny, en nervøs og genert ny hest i landet, der manglede så mange ting, Proelio. [/size]

Hun vippede lidt med ørene og betragtede ham. "Ja, jeg har i hvert fald ikke mødt mange heste med et længere navn" sagde hun og smilede skævt. Hun var stadig meget und og var kun lige blevet voksen og det kunne nok også godt mærkes på hendes indre og ses på hendes ydre. Hun var fuldvokset, men hun havde et unge strejf og gnist. Der var noget over ham der også gjorde at han virkede yderst skræmmende for hende. Det var som om at der var noget over ham der sagde at han kunne være farlig, men alligevel så han jo ikke som sådan farlig ud? Det var forvirrende, men det vækkede hendes nysgerrighed, og det var mest det der gjorde at hun blev stående. Hun så op på ham med det generte smil om mulen da han spurgte lidt ind til hende. "Ja, jeg er ny her i landet" sagde hun og så på ham. "Så du må have været her længe?" spurgte hun og hun kunne godt mærke at hun blev bedre og bedre til det der med at tale. Hendes hjerne kørte i hvert fald på højtryk for at sige noget, og hele tiden holde samtalen igang. Men det var nok mest ham der holdte den i gang.

Han besluttede, at lade emnet om længden på hans navn ligge. Så kunne han sætte mere fokus på at få en samtale om hende eller noget andet som naturen, hendes hjemland osv, igang. Han prustede kort. Det var ikke skjult, at hun var genert, men stadig nysgerrig, hvilket jo var godt for hende, hun ville ikke kunne opsøge andre heste, hvis hun ingen nysgerrighed havde til at overvinde hendes generthed. Så siger jeg velkommen til Malka, stranden i Proelio. Faktisk, så var dette stranden, jeg selv først vandrede på, da jeg ankom." Han så ud mod havde tog huskede tydeligt, den fantastiske velkomst han havde fået af en sort hoppe, der nok havde været lige så syg i bolden som ham selv. Dog havde hans vej aldrig krydset hendes igen. "Jeg har været her noget tid ja, men hvor langtid har jeg ikke tal på, jeg kom før Mørket var over Proelio og Guden væk." Han holdte en kort pause og vippede kort med de sorte øre, før han vendte blikket tilbage til den brune hoppe. "Men der er ingen fare for han vil forlade os igen" Han kunne ikke lide guden, men lige nu så rørte denne samtale ham ikke, den afslørede der for ikke, at han ikke troede helt på denne gud.