Hjertet hamrede i takt til hendes puls der iltert pumpede blodet rundt til de arbejdende muskler. Under hende arbejde benene trofast som de bar hende igennem det tætte terræn men i højere og højere fart. Et skarpt højresving om det store egetræ tog den unge hoppe næsten per automatik, som havde hun gjort det flere hundrede gange. Sprang blot få meter efter over en gammel træstub, videre hen langs stien idet hun samlede farten op. Venstre om egetræet, sparede ingen ting på det lille vandløb, men hvor hun blot satte hoven i og lod vandet ramme sprøjte op mod hendes bug. Hun begyndte at puste tungere og tungere - hun havde været i gang længe nu. Selvom det ikke var flere hundrede gange, så havde hun taget samme rute rundt inde i Kesia så meget hun kunne. Cosette øvede sig. Efter mødet med Daydreamer hvor hendes fejl havde været ikke at kende landet godt nok, følte hun det nødvendigt at forbedre sig - på den ene eller den anden måde. Derfor blev kroppen sat i træning og hendes reflekser prøvet af. Var hun hurtig nok? Smidig nok? For hvis hun spildte sekunder eller tog et forkert sving vidste hun at det i visse tilfælde kunne koste hende dyrt. Sveden piblede frem fra hendes mørkegrå skind som hun galopperede livligt gennem skovens sjove små krat og yndige lysninger. Koncentrationen var ikke til at tage fejl i hendes krystalblå øjne der flakkede mellem træerne, afmålte afstanden og beregnede det næste pludselige sving, spring eller - FULDT STOP. Med ét måtte Cosette smide begge forben i jorden for at bremse kraftigt op. Hun gled et par meter inden hun med et hop fik standset sig selv. Noget havde fanget hendes næsebor og med dét gear hun var oppe i reagerede hun i sekundet. Det var noget fremmed. Duften af en anden hest tog næsten aldrig fejl, men Cosette havde nu lært at hun måtte være varsom. Kesia var blot ikke stedet hun regnede med at de lettere kyniske sjæle ville opholde sig, men man skulle aldrig vide sig sikker.

Fuldstændig out-of-breath tog hun sig lige nogle sekunder til at samle sig og få pulsen ned imens de krystalblå øjne flakkede imellem stammerne. Hvor tæt på var denne fremmede? Brisen havde båret duften til hende, så så langt væk kunne vedkommende umuligt være. Derfor besluttede Cosette at komme sig overraskelsen i forkøbet. Med iver i hendes indre vrinskede hun så lyden bar sig så langt som muligt gennem skoven, hvis trækroner lod lyset slippe ind og skabte de flotteste lysindfald mod det frodige underlag.

Visenya havde begivet længere ind i Proelios land. Overalt omkring hende spottede hun fremmede elementer i sine omgivelser; træer, der så anderledes ud end i hendes hjemland, stenene havde en anden form for mos der overtrak dem, selv græsset lod til at have en anderledes farve og duft. På en måde virkede Proelio mere intens, mere levende end det land hun havde forladt – Flodlandet.

Efter hendes møde med Zalixer var nu hun ankommet til et skovområde, som gik over navnet Kesia. Andet kendte den sølvtonede Visenya ej til den skov, hun nu vandrede i. Stammerne var høje og brede og foroven bredte træernes kroner sig ud i et net, der kunne dække for solen og holde regnen på afstand. Synet var majestætisk, og atter tog Visenya sig i at føle sig nærmest overrumplet af dette land og dets mysterier.

En lyd rungede i skoven; en dump lyd, men hastigt gentagende. Rytmisk. Visenya standsede sine egne, nærmest lydløse skridt inden hun hævede sit smalle hoved og lod hendes ører tippes lyttende imod denne lyd, som brød en eller nærmest overdøvende stilhed.
Hovtrin, hastige. Galop. Der var en anden sjæl i skoven, ej langt fra hvor Visenya selv befandt sig i øjeblikket. Hun kneb sine klare blå øjne en anelse sammen og en mistænksom mine faldt over hendes blik. Det lød umiddelbart kun som ét sæt hove, i og med hun kunne følge rytmen – men hvorfor mon denne, formodentlig fremmede sjæl, var i så høj fart?

Visenya besluttede sig for at undersøge sagen nærmere, men inden hun kom nær nok til at beskue hvem der bragede igennem skoven, ophørte de rytmiske skridt. Kort efter fulgte et vrinsk med en feminin tone – en tone der bugtede sig mellem træernes stammer og fandt sin vej direkte til Visenya’s ører, der lyttende tippede rundt i cirkler.
Stemmen lød ikke truende, ikke afvisende – så Visenya besluttede sig for at besvare den med en klar tone. Derpå satte hun uden tøven imod indehaveren af vrinsket; nysgerrig over hvem hun mon måtte finde.
Snart kunne hun beskue en mørkegrå skikkelse med en lang, bølgende sort man. Hoppen bar høje hvide sokker og en bred hvid blis, som skar ned igennem et fint og feminint ansigt. Visenya, som ellers havde oplevet mange overraskelser i dette land allerede, standsede nu op nærmest måbende. Hoppen foran hende lignede en normal hest, en som kom udefra ligesom hende selv. Visenya mærkede længselsfuldt hjertet øge sit tempo i hendes bryst – for selvom hun bevidst havde vendt sit gamle liv ryggen, så følte hun sig endnu ikke hjemme her i Proelio. Landet var for hende fremmed, mystisk, skræmmende, spændende – og siden hun trådte ind over grænsen til Proelio, havde hun ikke mødt noget velkendt. Hoppen her var på en måde velkendt, om end hun var fremmed – men et lille håb om at møde en, som var i samme situation som hende selv, tændtes i hendes indre.

Hun satte derpå i skridt igen, for at nærme sig den fremmede. Da hun var på høflig afstand stoppede hun på ny og nikkede hilsende imod hoppen, som var slank og harmonisk bygget. Hendes mørkegrå pels var våd af sveden, som hendes galop gennem skoven formegentlig havde fremkaldt – men hun virkede ej frygtsom. Hvis ikke hendes fysiske udfoldelser skyldtes frygt, hvad lå så til grund for det?

Der gik ikke mange øjeblikke før et vrinsk skar igennem den friske luft og blev fanget i hendes bløde øregange. Opmærksomt sendte hun blikket ind mellem stammerne hvorfra lyden kom. Det havde til hendes overraskelse været et lyst, blidt vrinsk og det talte straks om at dette måtte være en hoppe. Cosette blev på sin plads, for da opfangede hun lydende fra denne fremmede der langsomt nærmede sig, hvis hovslag strejfede blade og kviste i det frodige underlag. Langsomt tog denne skikkelse form blandt de mange tynde stammer indtil denne stod blot nogle få meter fra hende. Synet der mødte hende var lige så betagende som den anden så måbende ud. For da, første gang i lang tid, havde Cosette selv lagt øjne på nogen der ikke bar pangfarver, smykker eller andre voldsomme kendetegn - men hendes, til gengæld, var afdæmpede og lige tilpas. Hun behøvede ikke mere, for de dybblå øjne, den sølvglitrende man og hendes elegante bygning havde det hele. En ganske køn hoppe der ejede samme feminine 'je ne sais quois' som Cosette nogle gange kunne formå at kaste om sig. Dette var nok netop på grund af deres indirekte og næsten ydmyge skønhed? Tanken strejfede hende kort, at måske hun skulle lære at værdsætte sit eget skind lidt mere, for hvis det var noget i nærheden af dén dur hun lagde sine øjne på, så skulle hun ikke bære skam.

Ganske optaget af hendes nye selskab havde hun glemt hvordan hun tog sig ud. Sveden glinsede i hendes musegrå skind og stadig forpustet stod hun uden samling. Cosette tog imod hoppens nikken med et venligt blik der anerkendte hende og hendes tilstedeværelse. Selv tog Cosette da et enkelt skridt frem for at imødekomme hende, inden hun rømmede sig svagt.

"Jeg er Cosette - hvem er De? og hvad laver De herude alene?" stemmen var blid og opmuntrede hende til at kunne være rolig i hendes nærvær.

Det faldt Cosette naturligt at hopper oftest fulgtes med andre. Hvis ikke en hingst så en hel flok, eller hvis alderen var til det, deres afkom. Denne hoppe virkede dog ung og ejede en uskyldig aura. Det var skræmmende som Cosette kunne spejle sig i hende, så hendes interesse var bestemt vakt. Men lad os nu se - hvad der ville komme ud af hoppens mund kunne muligvis matche hendes forventninger? Hun havde desværre mødt både lede og direkte stupide sjæle i sin fortid, uden at højne sin egen intelligens. Det havde blot være egoistiske, idiotiske hopper hvis verden kun omhandlede dem selv - and don't even get me started on the stallions...