Cosette, den ellers så elegante og livsglade hoppe havde begivet sig syd for den frodige Zichaw jungle og ned til Ho Ra. Som et led i hendes gennemvandring gennem landet i søgen efter lærdom og livserfaring, havde hun lært at natskygge er giftig og erfaret at hun skulle holde sig fra fremmede, psykotiske hopper. Mødet med den voldsomme Daydreamer havde efterladt Cosette i en noget forslået tilstand efter at have været holdt nede af hendes kraftfulde ben. Det havde efterladt nogle seriøse blå mærker på hendes venstre skulder og venstre side af hendes hals efter det enorme tryk. Desuden havde hendes fald været så uheldigt placeret at hun var landet med siden ned på den giftige, tornbeklædte natskygge. Store, giftige torne havde gennemboret hendes følsomme skind og sad stadig og pulserede lige nær hendes højre skulder og lige akkurat uden for rækkevidde for den musegrå jomfru i nød. Omtåget vandrede hun mod stranden i desperat søgen efter frisk luft og for at komme væk fra den tætbevoksede jungle, hvor hun vidste at Daydreamer altid ville holde stærkt øje med hendes færden. Smerten var på grænsen til at være ulidelig, men Cosette bed det i sig og følte sig alligevel sløv over den mængde gift der svækkede hendes nerver. Det var gudskelov ikke nok til at være dødeligt, men det havde hun ikke den fjerneste idé om. Hun kunne lige så godt være dødsdømt.

Ud over smerterne var der dog også en anden - meget sværere følelse af identificere, der havde indtaget Cosettes krop. Fra tid til anden havde denne periode gjort hende direkte skør og fået hende til at gøre de mærkeligste ting. Hun havde dog altid været alene under disse tider, og havde aldrig spurgt ind til det hos andre. Af og til havde hun frygtet at det var en mærkelig sygdom der påvirkede hendes krop og sind, men det endte altid med at gå over. Det vækkede følelser hun ikke kunne forklare, og begær hun ikke kunne sætte ord på. Denne følelse hvilede og ulmede under hendes skind, men smerten tog al opmærksomheden.

Som hendes hove ramte det bløde sand skævede hun med sit krystalklare blik, der tydeligvis afslørede hendes udmattelse, ned på hendes skulder der var begyndt at hæve. Et dybt suk forlod hendes bringe, men som modarbejdede hende - det var ikke helt nemt at trække vejret uden lidt modstand der trykkede i hendes bryst. Ughr, hvor følte hun sig dog helt og absolut ved siden af sig selv.

Der var ting der havde opfanget Vesperus opmærksomhed i det han havde været på en vanlig månevandring på tværs af Proelio. Det var en duft, som han havde genkendt som Cosettes, men noget havde virket anderledes og den bekymrede halvgud havde derfor besluttet sig for at ville opsøge den musegrå hoppe.
Deres forrige møde havde end en anelse akavet og til julefesten havde det været hans nevø som havde været i centrum for hendes opmærksomhed. Et stik af uvant jalousi havde ramt ham, men han havde fejet det væk, for han havde ingen ret til at føle sådan.
Han fandt hendes spor og indhentede hende snart og synet der mødte ham, fik næstens han hjerte til at stoppe. En varm bekymret brummen skød op af hans brystkasse, i det han nu hastede hen mod hende. Først da han stod foran hende ramte alle indtrykkende ham. Duften af hende ramte ham som en mur og slog ham næsten omkuld. Men de røde øjne fokuserede nu på hendes krop. Hvad var der sket?

“Cosette? Hvad? “

Ordene kunne knapt forlade hans mule, for Vesperus mærkede vreden boble under det stjernespækkede skind og en stærk beskyttertrang meldte sig nu på banen.

Det sitrede i kroppen på den musegrå hoppe, hvis hjerte havde svært ved at finde ud af hvilket slag det skulle slå. Giftens værste tag i hende var gået over, men det havde stadig efterladt en brændende fornemmelse i hendes årer. Området hvor de to torne der havde formået at sætte sig fast og blive siddende var nu hævet og ømt, og særligt omkring såret dunkede det smertefuldt. Cosette var stoppet op lige præcis ved grænsen hvor græs blev til sand, og stod med front ud mod havet. Hun mærkede hvordan vinden skiftede og bragte en frisk havbrise, men da også - Vesperus. Det gav et svagt gisp fra hoppen der spidsede ører og straks kastede sit blik bagud der mødte et syn der øjeblikkeligt spredte lettelse. Nu var hun ikke alene. Hans duft genkendte hun med det samme og en anden slags varme bredte sig fra hendes bryst imens hjertet slog et ekstra slag. Det var rigtigt at deres sidste møde blev afsluttet noget forhastet og Cosette var gået længe efter og gruet over sin mærkelige afsked. I stedet havde hun forestillet sig de mange forskellige scenarier hvori hun kunne have gjort eller sagt noget meget bedre. Hvad der dog mest havde naget hendes tanker var de følelser hun i deres delte øjeblik havde oplevet. Det havde taget megen reflektion, men hver gang var hun gået fra det igen fordi det havde skræmt hende. Det uvante havde det altid med at skubbe til hendes grænser og ofte mere end hun brød sig om.

Den musegrå hoppe satte uden yderligere tanke for sig selv frem i trav for at ville møde Vesperus så hurtigt som muligt, men tornene i hendes skulder tvang hende hurtigt til at slå i skridt. Hendes ansigt vred sig sammenbidt i smerte men hendes ører vendte frem for at opfange hans brummen. Hun fik selv frembragt et svagt vrinsk, et kald efter ham. Den lede position af tornene havde efterladt hende til at halte for hver gang hun trådte frem med højre skuldre trak de i hendes skind. Endelig nåede den stjernespækkede hingst hen til hende og da han nåede hende nær ramte hans duft hende næsten lige så hårdt. Den virkede kraftigere, mere intens og Cosettes krystalblå øjne blev hurtigt fikseret på hans fysik og lod blikket løbe over ham inden hun forsøgte at møde hans øjne. Det var dog tydeligt at hans blik var fæstnet på hendes store blå mærker og hendes ringe tilstand. Gud hvor var hun træt af at hun skulle udsætte de få hingste hun nu havde mødt for at hun altid var i en eller anden sølle stand. Automatisk hævede hun haleføringen og lod den store, fyldige hale slå et svirp bag hende. Mon ikke hvis hun tog sig lidt sammen at hun ikke ville virke så svag? Et overbærende smil piblede frem som reaktion til hans bekymring. "Jeg..uhm..Jeg kom i problemer." lød hendes rolige stemme svageligt men med en underlæggende humor. Cosette ønskede ikke at han skulle bekymre sig for meget på hendes vegne. Alligevel vendte hun forsigtigt siden til for at vise ham hvor tornene var gået ind. "Natskygge." ytrede hun sammenbidt. Det var planten hun var landet oven i og som Daydreamer med sine vulkanstærke hove havde formået at presse hende ned imod så smerten var fordoblet. To små ender af piggene var svagt synlige i hendes mørkegrå skind og man kunne næsten se hvordan blodet dunkede under hendes hævede sår. "Er det slemt?" Det sitrede i hende hver gang hendes øjne mødte hans røde blik. Han så så alvorlig ud og Cosette kunne ikke klare det - på en eller anden måde gjorde det bare noget ved hende hun ikke kunne forklare, men hun nærmest holdt vejret og mærkede pulsen stige.

Hendes haltende gang og overgang til en mindre haltende skridtgang fik blodet til at koge hos den sorte stjernespækkede hingst, der nu stod foran hende og lod de røde øjne glide ned af hendes forslåede krop. Vesperus havde lagt de mandelformede ører i den sorte man, mens en utilfreds rynke havde tegnet sig henover den lyse mule. Cosettes forsøg på at feje det væk med lidt humor fik ikke anden reaktion end et uimponeret fnys fra ham. Han kunne måske være en tør kiks, men Vesperus fandt ikke noget humoristisk ved vold.
De røde øjne fandt vej mod hendes skulder hvor to torne sad dybt boret ind i det musegrå skind og som hun selv viste ham så var det ironisk nok natskygge. Han rømmede sig en anelse inden han strakte den lyse mule frem mod hende.

“Jeg fjerner dem, prøv at stå stille.”

Lød det så fra ham. Han spurgte ikke som sådan om lov, men det var et lille: Om forladelse. De bløde læber kærtegnede forsigtigt huden omkring tornen, så han så skånsomt som muligt kunne nippe tænderne omkring tornen og så trække dem ud. Det blev gjort blidt, men uden tvivl måtte det forventes at gøre ondt og han ville ikke bebrejde hende for at afreagere på ham.
I hans færd, sneg sig der en anden duft ind på den sorte. Den var ny og fremmed for ham, men den blandede sig med Cosettes. Den var dragende og interessant, derfor blev den lyse mule hængende ved hendes skulder efter tornene var fjernet. Kom duften fra hendes sår?

Vesperus besluttede sig dog for at trække hovedet til sig og ikke være så underlig. Han så på Cosette med et mere alvorligt blik i de røde øjne.

“ Hvem har gjort dig ondt?”

Hans mørke stemme lød i et dybere toneleje end ellers, mens han instinktivt havde knejset halsen. Han havde faktisk svært ved at fjerne de røde øjne fra den musegrå hoppe. Dette var også selvom han havde Lyst til at opsøge Cosettes voldsmand og tale med store bogstaver. Det var måske den medfødte beskyttertrang der havde sat ind, men det kunne også være at Vesperus blev påvirket af noget udefra. Noget ude af hans kontrol.

Det var en noget anden oplevelse at se den ellers så rolige hingst nu med ørerne limet til nakken. Hans blodrøde øjne havde en ild i sig og da han fnyste af hendes kommentar ændrede hendes udtryk sig med det samme. Hun lukkede munden i og vendte sine ører bagud i forundring idet hun hurtigt trak hovedet til sig. Nå nå. Nej ingen tid til at lette stemningen, men på den anden side følte hun sig også meget ved siden af sig selv. Til gengæld ville hun ikke udfordre ham når han var så anspændt på hendes vegne. Da han så erklærede at han ville forsøge at fjerne tornene flød frygten frem i hende. Hele den brungrå krop spændte op og der lød ikke et pip fra hende. Jo, selvfølgelig skulle de ud men - AV FOR SATAN I HELVEDE. Blot at hans ellers varme, bløde læber rørte hendes skind var så smertefuldt at hun måtte bide sig selv i læben. "T-aah" udbrød hun følsomt inden han hev dem ud én efter én. Den fyldige hale svirpede voldsomt og Cosette smækkede ørerne i nakken. Bagbenet blev hamret i jorden idet et smertefuldt hvin forlod hendes stråbe idet hun kastede hovedet tilbage. Aldrig havde hun da oplevet en så intens smerte på så småt et område, men så snart de var ude spredte lettelsen sig efter et øjebliks tid i det rene smertehelvede. Så snart torn nr. 2 var ude sprang den unge hoppe til siden og dansede kort om sig selv for at afreagere. Hun kunne ikke drømme om at lade det gå ud over Vesperus, og hun tror alligevel ikke at det ville hjælpe noget.

Hun tog sig lige et øjeblik for at samle sig og trække vejret i et normalt tempo inden hun forsigtigt smed sine blanke krystalblå øjne mod den sorte hingst. Hun trådte forsigtigt nærmede og drog et dybt suk. "Tak." lød det en smule udmattet fra hende. Halen var nu nede at sveje uroligt bag hende i et mærkeligt forsøg på at berolige sig selv. Der var dog noget beroligende i en svingende bevægelse fra tide til side. Nu kom det svære spørgsmål fra hendes redningsmand. Selvfølgelig ville han vide hvem der havde udsat hende for sådanne smerter, men Cosette måtte stoppe sig selv fra at fortælle ham lige præcis hvem der fortjente af samme skuffe. Men hvordan skulle hun komme uden om det? Hun ønskede for alt i verden ikke at sætte en skydeskive på Vesperus. Derfor tog hun derimod den svære beslutning og slog ørerne en anelse mod nakken.

"Det vil jeg ikke fortælle dig." svarede hun ham tørt og så på ham med en ophøjet ro - der var dog ganske tydeligt ingen tvivl i hendes øjne. Hun ville ikke lade et eneste navn eller beskrivelse løbe over hendes læber. Dette var hendes eget problem, og derfor måtte hun også selv komme ud af det. Hjertet bankede stadigt derudaf, og normaltvis havde hun nok ikke valgt at være trodsig, eller at udfordre hans udbud. Men noget havde taget ved hende og det ønskede frirum til at spille med frit slag. Hun holdt nervepirrende afstanden til ham, afventede hans reaktion på hendes undskyldte afvisning.

Vesperus vippede fredeligt med ørerne, selvom Cosette ytrede sin smerte på ganske åbenlys vis. Der var derfor også ro at finde hos ham, mens hun steppede et par omgange om sig selv. En rolig brummen lød fra ham, mens han svært kunne forestille sig hvordan det måtte føles. Smerte var trods alt ikke noget han var specielt bekendt med. Han huskede faktisk ikke nogensinde at have slået sig. Han lod en stille brummen lyde imellem dem, mens hans blik hvilede på hende med ophøjet ro., selvom da Cosettes adfærd nu ændrede sig.

Hendes ord, fik den sorte hingst til at hæve hovedet en anelse, mens han lod hans reaktion vente. Tavsheden blev øredøvende, men Vesperus havde intet at sige. Det var selvfølgelig oplagt at spørge hvorfor, men en del af hingsten tog sådan på vej at det kunne da også bare være lige meget. Det var dog ikke lige meget og Vesperus grublede over om der nu var nogen årsag til at han ikke kunne få sådan en information af vide. Han havde trods alt betroet sig til hende, faktisk været helt og aldeles blottet. Vesperus kunne kun gisne om hvorvidt det bare havde været et led i nogle af hendes planer. Trods alt havde opmærksomheden til julefesten udelukkende været på Narrator. De røde øjne blev slået væk fra Cosette, og ørerne vippet bagud, med en svag usikkerhed at spore. Hans egne tanker forargede ham, og selvfølgelig havde hun en grund til ikke at ville sige det, som ikke omhandlede udnyttelse af ham. Et tungt suk slap fra ham, og han trak nu på skulderne.

Som følge af hendes afvisning, stod han nu på behørig afstand til hende og han vidste egentlig ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv. Det sitrede i ham for at komme tæt på hende, af uforklarlige årsager. Den sorte stjernespækkede hingst, følte sig helt ved siden af sig selv i dag. Det var som om alt rationelt blev skubbet til side, for noget mere dyrisk, og han kunne ikke lide det.

“ Så... Jeg ville.. Også.. Noget.. Måne.. Halløj “

Lød det akavet fra ham, inden han bakkede et lille skridt. Han var trods alt ikke helt indstillet på at gå fra hende, men deres stund sidst de mødtes, og situationen nu, gjorde ham lidt akavet til mode, og Vesperus brød sig ikke om at være sådan på udebane. Han skævede dog til hende, og lagde hovedet på sned.

“ …? “

Ordene forlod ikke hans mund, men han havde kommet så langt som den var blevet åbnet og en udefinerbar lyd var kommet fra den. Han sukkede opgivende over sin egen tumpethed. Hvad måtte hun ikke tænke om ham?

Det Cosette modtog fra den stjernespækkede hingst var langt fra hvad hun havde forventet, og dybt skuffende. Det var næsten fornærmende hvor lille en reaktion han gav hende, og selvom det nok egentlig havde været det bedste, så irriterede det uforklarligt den unge hoppe grufuldt. At der var absolut intet at hente fra en hingst hun ellers så op til og havde fundet respekt for var dybt frustrerende. Cosette ønskede modspil. Lige nu, hvor spændingen lå akavet i luften, der ville hun for alt i verden dog bare have noget modspil! Men dér stod hun og kunne ikke andet end at se til imens Vesperus så ud til at kæmpe med nogle indre tanker, som var Cosette ikke rigtig tilstede. Hun spidsede endda ører i iver efter at høre hvad han havde at sige... Nej. Nu var det nok. Ville han forlade hende nu?

Langsomt mærkede Cosette hvordan vreden steg op i hende. Pulsen steg og hjertet bankede hurtigere og hurtigere som hun hidsede sig op over hvad hun tog som ligegyldighed. Noget i hende stod fuldstændigt skævt, og ørerne havde langsomt lagt sig i ren og skær fandenivoldskhed. Roen lå over ham som et klistrende tæppe der nægtede at glide af på trods af hendes modvillighed til at dele noget information som hun ellers var sikker på han ville bekymre sig mere om. Det sårede og undrede hende. Med en uforstående og frustreret mine lod hun sine porcelænsblå øjne flakke over hans sorte, glitrende skind. Smerten fortog sig langsomt som hun kom på andre tanker.
Pludseligt tog fanden ved hende, for hun nægtede at han skulle gå bare sådan.

Uden tøven tog Cosette et par hastige skridt frem og lod sin mule række frem for at stjæle, hvad der til start var en flygtig berøring. Hendes varme, rosa mule skabte forsigtigt kontakt til hans lysegrå mule. Diskret inhalerede hun hans duft, der hurtigt steg hende til hovedet. De intense porcelænsblå øjne virkede koncentrerede og hvilede på hans mule. Med vilje lod hun de fokuserede øjne undgå hans blik idet hun langsomt og uafbrudt forsigtigt lod sin mule rejse op, over hans kindben - hun trådte lidt nærmere - gled mulen videre langs hans kæbe og strøg ham let henover hans muskuløse hals, inden hun endelig tog mulen til sig. Nu måtte hun vente. Følelsen af hans bløde skind under hendes mule fik det til at boble i hendes indre og nu mærkede hun hvordan hjertet hamrede derudaf. Nervøsiteten slog hende hårdt i de sekunder - ville han blive forarget over hendes tilnærmelser? Ville han gå? - Det var blot en uforklarlig følelse der havde fået hende til at længtes efter kontakt. Hans upåvirkede udtryk havde været ulideligt for hende, og hun ønskede en reaktion mere end noget andet.

Vesperus blev stående lang nok tid til at han nu endte med at observere en form for anspændthed hos den musegrå Cosette. Han mimrede en anelse med den lysere mule, men kunne ikke helt greje hvorfor hun stod med den mine. Hun havde jo lige sagt hun ikke ville fortælle ham noget, så hvorfor skulle han så begyndte at stille flere spørgsmål? Hendes ører fortalte ham at hun var vred, men han kunne ikke regne den ud. Måske var det giften fra piggene han netop havde trukket ud, der gjorde hende skør, eller også var det en duft fra hende der gjorde hende lige så ør som ham selv. Hans røde øjne fik et glimt af bekymring, men længere nåede han ikke, før fanden tog ved Cosette.

Ud af hvad den sorte stjernespækkede hingst ville mene var ingenting, så stod Cosette foran ham. Lige så hurtigt hun var havnet der, havde hendes mule nu kontakt med hans, og en frygtelig varme skyllede ind over den sorte. Han forsøgte at fange hendes blik, men det var gemt fra hans nysgerrige øjne. Et par intense exhaleringer kom fra ham, i takt med hendes berøringer. Inhaleringerne blev brugt for at få hendes duft med sig. Dybt fra hans bryst skød en maskulin brummen op gennem hans strube og fyldte luften omkring dem. Skindet sitrede hvor hendes mule havde været og Vesperus følte noget helt uforklarligt i dette øjeblik.

Hun trak sig, men hun fik ikke lov til at være på afstand af ham meget længe, før han med to fjedrende trip stod ved hende igen. Den lyse mule puffede prøvende til hendes hals, inden den varme ånde kærtegnede hendes musegrå pels. Små dybe vrinsk skød uvilkårligt op fra hans stemmebånd, maskulint og en anelse opstemt af uforklarlige årsager. De røde øjne søgte hendes med en undren kombineret med en snert af ømhed. Hans mule gled over hendes yndige hals, mens han prøvende nippede nænsomt til hende. En forsinket reaktion skyllede ind over Vesperus, der nu lagde hovedet og hendes hals og trykkede hende ind til sig. Han ønskede lige nu så inderligt at være så tæt på hende som muligt. Det var uforklarligt og han kunne end ikke selv sætte ord på det.

Følelserne skyllede ind over hende og spændingen gjorde hende høj fra den gengældte berøring. Hvert et puf, nap og kærtegn fik det til at sitre under hendes skind, og hun følte sig let som en fjer. Indledningen til en dans var begyndt, og den kære Cosette anede intet om at danse. Der fandt hun i stedet glæden ved at kunne få lov til at prøve sig frem for første gang. Lykken ved at Vesperus ikke afviste hendes ungsind slog luften ud af hende og straks var hun som formeligt ler der let og håndterligt kunne manipuleres ved berøring. Cosette kunne mærke hvordan hun langsomt kom til live. Alle sanserne blev stimuleret nænsomt. Berøring, duft og lydene der fyldte den havfriske luft fik tankerne til at slippe hendes travle sind, idet hun gav slip på sine følelsesmæssige frustrationer. Tilbage var kun de indre og fysiske stridigheder der dog ikke skulle bekæmpes, men tæmmes. Som bølgerne der skyllede ind over bredden var dette en leg om at tage og give. Hun mærkede hans varme mule kilde hendes skind samt hans lune åndedræt der føltes rart i den kølige, sprøde luft. Ørerne spidsede til og fik dem til at ringe da den stjernespækkede hingst lod sin vrinsken fri, dybt nede fra hans stærke bryst. De dybe toner satte en vibration i den musegrå unghoppe der endelig lod de porcelænsblå øjne løsne sig og da tage imod hans. I hans lå der ømhed, mens i hendes var åbenbaring. Aldrig havde hun ladet denne undervurderede og uforklarlige følelse lade sig vække til live og udfolde sig på mest naturlige vis - nøglen var ham, og Cosette forstod ikke hvorfor, men kendsgerningen var at det føltes fantastisk.

Endelig lod Cosette sin egen trillende brummen skyde frem fra hendes strube imens hans mule søgte over hendes hals. Fuldstændig optaget af hans mindste berøring havde Cosettes mule blot søgt hen til hans skulder, hvor den trykkede sig til i spænding. Da hun mærkede hans mule nippe til hende skød hun sirligt hovedet op og slog et svirp med den fyldige hale. Ikke i protest, men i opstemthed - og havde han ikke da lagt sit hoved om hende ville hun have gengældt og lagt op til leg. Men da ramte en stærk følelse i hendes indre. Han omfavnede hende i et ømt øjeblik, og hun trykkede ham ind til sig ligedan og lukkede øjnene i. Det var et flygtigt øjeblik der virkede næsten overvældende for Cosette, der aldrig før havde oplevet sådan en nærhed fra nogen. Ingen form for kærlighed eller omsorg havde nogensinde ramt hende så nært, så hun skælvede under hans kærtegn - for hun følte sig sikker. Aldrig havde hun troet at beskyttelse fra andre var noget hun havde brug for, eller nogensinde ville længes efter. Men efter hendes seneste brutale påmindelse gik det hurtigt op for hende at hun umuligt kunne være fuldstændig uafhængig som hun var lige nu. Tankerne gled da på Vesperus, en hingst der netop ville kunne give hende præcis det. Men hun respekterede og værdigede ham for højt til nogensinde at ville belemre ham med hendes eksistens, skulle hun en skønne dag skuffe ham, som hun havde skuffet andre.

Hun knugede ham tæt ind til sig og holdt ham dér et øjeblik. Da lod hun sin mule søge op langs hans muskuløse skulder til hun hvilede sit kønne hoved over hans ryg. Hun lagde hovedet svagt på led og kærtegnede ham forsigtigt, nippede til hans manke, for atter at lade hovedet hvile igen. Hans varme var beroligende, og hans duft vanedannende. I et øjeblik kunne hun have svoret at de var de eneste på hele planeten. Hjertet bankede støt. Cosette løftede forsigtigt hovedet fra hans side og vippede overvejende med ørerne. Det hele var så nyt og selv kunne hun ikke forklare de små indfald der ramte hende, der gav hende lyst til at afprøve alternativerne. Drillende begyndte hun nu at nappe ham forsigtigt ved bugen - hun undgik hans baglår og flanke skulle han pludseligt rykke på sig. Selv begyndte hun at mærke hvordan hun trak sig op, spændt som en fjeder. Ganske rastløs og fuldkommen kåd gav hun endelig et tilbageholdt vrinsk fra sig, som hun fortsatte med at nappe ham op ad siden. Af og til slog hun sit hoved op i iver, så den fyldige man faldt tilfældigt over hendes slanke hals. Aldrig havde hun følt sig så ekstatisk.

Det med at danse var nyt for den stjernespækkede hingst, der var ligeså ungsindig som den musegrå Cosette, til trods for at hans byrde fik ham til at fremstå ældre af sind. Han gav et lettere overfladisk åndedræt, da hendes rosa mule nu rørte hans skind, som sitrede ved berøringen. Omfavnelsen synes at vække alle mulige former for komplicerede følelser i hans krop, både fysisk og mentalt, mens hans vejrtrækning forblev overfladisk af ren og skær opstemthed. De røde øjne gled i og den lyse mule gled nænsomt frem og tilbage over hendes ryg med kærtegnende, mens en dyb brummen vibrerede i hans brystkasse der var trykket mod Cosette. Kærtegnene flød i mellem dem, og Vesperus vidste ikke hvad han skulle tænke eller føle. Han stod i en tåge, hvor den intense varme strømmede igennem marv og ben. Der ulmede noget mere bag den opstemthed han følte, og det var som et gammelt urinstinkt blev vækket til live i den del af ham som var dødelig.

Han blev revet tilbage til virkeligheden, da han kunne mærke hvordan Cosette spændte op under hans mule, og nu gik videre til anden akt. Et nap sendte gnister igennem den stjernespækkede hingst, der gav et lille hvin fra sig, mens han dog ikke var sen til at nappe til hendes musegrå skind. Her, der og alle vegne. De slanke ben blev sat i bevægelse, trippende og ivrigt kredsede han omkring hende, imens hans nappen ikke ophørte. Små vrinsk lød opstemt fra ham, inden han gjorde et kast med det velformede hoved så den natsorte man dansede omkring hans muskuløse hals. Der var liv at finde i de røde øjne, som ikke veg fra den musegrå hoppe på noget tidspunkt. Hun var som en sort hul, der havde opslugt ham fuldstændigt. Hendes dufte, bevægelser og lyde sendte ham ud i en ekstase, der var svær at se sig ud af. Den lyse mule strejfede flygtigt hendes med et ømt kærtegn, hver gang han var i nærheden af hendes front.

Musklerne dirrede under det sorte skind og han kunne mærke hvordan han blev mere og mere spændt i kroppen. Snart ophørte hans trippen og han stod foran hende en anelse forpustet. Han strakte endnu engang mulen frem mod hende, mens en lav brummen blev sendt i impulser mod hende. Han inhalerede hendes duft som var han afhængig af den.

“Cosette.. “

Hviskede han ømt mod hende, som kunne han lige pludselig ikke træde mod hende og forstenet, så han blev nødt til at kalde hende hen. Den sorte hale slog et slag bag ham, og han halsen så langt som han kunne, så mulen kunne nå hendes kindben. Her kærtegnede han hende, mens han lukkede de røde øjne med et veltilpas suk.

At være ung og uerfaren i visse aspekter af det alle må gå igennem kaldet livet, var noget af en udfordring for den musegrå hoppe. Alle disse instinktive følelser der skyllede ind over hende og tog ved Fanden selv, var som om at nogen talte fransk til hende. Det lød pænt og velartikuleret, men hun fattede ikke en bjælde. Man siger, at man aldrig skal tvivle ordet af en franskmand... eller noget. Derfor fulgte den unge hoppe disse udtydelige anvisninger, blot fordi hun ikke anede eget råd. Modspillet fra hendes dansende modpart gjorde det heller ikke lettere for hoppen fanget i sin hormon rus, hvis øjne var fæstnet på den muskuløse, sorte krop. Det var en anden oplevelse af hingsten, og Vesperus som hun kendte ham virkede langt borte. Al hans ophøjede ro og lidt ældre vished syntes forsvundet, men mystikken og hans noble udseende hang ved. Hans ungdommelighed skinnede og var nu tydelig i måden han bevægede sig på. Fuldstændig opspændt kunne Cosette ikke fjerne blikket fra ham, og fulgte ham nøje som han gjorde sine runder om hende. Hendes fyldige hale gjorde svirp efter svirp som hun stod imod hans pludselige og indgående nap. Hver gang han forsigtigt rakte ud efter hende lød der et opstemt hvin fra hendes lunger. Ørerne vippede som hun så skeptisk efter ham. Aldrig havde hun set en hingst opføre sig sådan - og især ikke overfor hende. Det var en fryd for øjet og selvom det gjorde hende meget selvbevidst, så nød hun hvert et sekund. Det gav en rus i hendes årer, der uden tvivl måtte være vanedannende. Al den opmærksomhed kunne ikke være godt for hendes ego... Men til en start føltes det helende.

Endelig ophørte hans trippen og hingsten stod nu foran hende med musklerne tydeligt synlige under hans skind. Cosette havde fået samlet sig selv og så frem imod ham med sine krystalblå øjne der viste fuldkommen opslugthed. Alle tanker der definerede Cosette og hendes id var væk, til trods for at hun kunne mærke en påtrængende følelse banke på. Hun skubbede den væk for nu, for noget andet havde overtaget. Selv stod hun som forstenet da den stjernespækkede rakte mulen frem imod hende og kærtegnede hendes kindben. Følelsen af hans skind imod hendes, selv sparsom, satte pulsen op. Den dybe, bløde stemme ytrede hendes navn. En kalden, og med forsigtighed adlød hun og tog et par enkelte skridt frem, for selv at lade hendes rosa mule stryge sig langs hans opspændte, muskuløse hals. Alt imens hun indtog hver en detalje fra hans skind, som var han et kunstværk og hun blot en ydmyg, benådet tilskuer. Endelig stod hun med blikket ud over havet, hvor bølgerne slog aktivt ind over bredden. Solen hang dovent på den blå himmel som den langsomt dragede ned mod vest.

Shit. Da gik det op for hende. Cosette var blevet beordret til at møde Daydreamer ved solnedgang, ellers ville der følge hårde konsekvenser. Tiden i selskabet af stjernehingsten var fløjet, og ikke et eneste atom i hende gav lyst til at forlade ham. Hendes åndedrat blev nærmest lammet i angst, og hun vidste at tiden var knap. De krystalblå øjne lukkede sig kort i, så havudsigten forsvandt til sort. Endnu engang lagde hun sit hoved imod Vesperus' varme skind og knugede ham ind til sig, og lod hendes bringe møde hans. Et dybt og angrende suk forlod hendes bryst... hvordan skulle hun dog kunne forlade ham nu? Hvad skulle hun dog sige?

"Vesperus..." lød hendes stemme svagt, hviskende men med et dybt afsavn i hendes ellers klare stemme. Hvorfor ville skæbnen at hun var nødt til at forlade en sjæl der kunne få hende til at føle sådan, for at drage imod hvad der helt sikkert betød intet andet end fare? Vinden blæste sirligt og legede lystligt med deres man og hale som de stod der, begge med pulsen i vejret og havde deres øjeblik. Cosette blev ramt af en følelse af skyld, og langsomt krøb fornuften og realiteten frem i hendes indre...

Nok var han en halvgud, men det unge og uerfarne kom til skue, når han dansede med den musegrå Cosette på sådan en sensuel vis. Det steg ham til hovedet og fjernede noget af det så ellers kedelige morfar sind der til tider dominerede den øvre etage. Hendes hvin, sendte blodet i kog og gjorde ham af en eller anden årsag blot endnu mere opstemt. Det havde dog ikke varet længe før han havde stået og kærtegnet hende, alt i mens hans puls galoperede hurtigere end han nogensinde selv kunne håbe på at gøre. En damp stod fra hans flanker, som var lettere fugtige af hans fremvisning. Den stjernespækkede pels dirrede under berøringen fra den rosa mule, alt i mens han sank en klump. Han fandt sig selv i en døsig tilstand efter den rus han netop havde været i, selvom der ikke skulle meget til at få gløderne til at blusse op til et inferno endnu engang. Fokus var udelukkende på Cosette.

En ændring i hendes åndedrag opfangede han derfor hurtigt, og han nåede knapt og tilte hovedet på sned inden hun kom han rigtigt nær. Instinktivt lagde han hovedet over hendes hals, og holdt hende tæt på sig. Et suk, fik en stille brummen ti l at skyde op fra hingstens brede brystkasse, spørgende: Havde han gjort noget forkert? Hendes hvisken trak i hans indre og han mærkede en knugende fornemmelse brede sig i hans bryst. Hvad var det lige som foregik?

Vesperus havde bange anelser om at det kunne have noget at gøre med den tilstand han havde fundet hende i og derfor lod han stadig hovedet hvile over hendes hals, mens han sukkede stille. Han lukkede de røde øjne i og trak sig nu modvilligt et skridt tilbage, så han kunne lade de røde øjne hvile i hendes blå. Den grå mule blev strakt frem mod hendes rosa og han pustede varmt mod hendes næsebor. En snert af vemod kunne anes i hans blik. Han havde ikke lyst til at give slip på hende. Det var ikke fordi han tvivlede på hendes gøren og laden i landet, men han havde en nagende fornemmelse at noget ikke var som det burde være.

Vesperus var som forvandlet når han valgte at deltage i dette intime scenarie. Hele hans udtryk, kropsholdning og udstråling ændrede sig. Alt inviterede hende til at se til, idet hvert et skridt han tog blev sprudlende. Musklerne spillede lystigt under hans mørke, stjernespækkede skind og det var bjergtagende. De dybe, røde øjne slog gnister og det var tydeligt hvordan arbejdet fik hans skind til at glinse af sved, der kastede det sene sollys tilbage. Som var det en drøm havde Cosette kunne stå som fortryllet og blot observere - næsten som om hun ikke var der. Men det var hun. Hendes krop var blot en reflektion på hans dans, der reagerede uden tilbageholdenhed. Opspændt, nervepirrende og kåd fremstod den musegrå hoppe der ikke ønskede at øjeblikket skulle have en ende. Men sollyset havde mindet hende om smerten, frygten og panikken og det havde grebet hende i sådan en sårbar tilstand at det blev lidt for meget for hende.

Nu stod hun med Vesperus' skind imod hendes, og knugede sig til hinanden. De næste ord Cosette var nødt til at ytre var absolut nogle hun ønskede aldrig skulle forlade hendes strube, for det ville betyde at deres øjeblik måtte ende. Der var dog opstået en indre strid, for både frygten og vreden boblede i hendes bryst og hun ønskede at lade sandheden om hendes situation være kendt for den stjernespækkede halvgud. Han havde ikke budt hende andet en ærlighed og ømhed, så hvorfor skulle hun holde noget fra ham? Det var så enkelt, for Cosette frygtede Daydreamer. Det var ikke sikkert hvad denne hoppe var i stand til, og med den skade hun allerede havde forvoldt, så forestillede Cosette sig kun det værste. Det ønskede hun ikke at udsætte Vesperus for, men på den anden side fortjente han af vide at hun ikke forlod ham fordi hun ville - men fordi hun var nødt til det... og i den grad under tidspres. Derfor tog hun en hurtig beslutning.

"Jeg er nødt til at gå."

Sagde hun stille, stadig med hovedet hvilende ved hans manke. Hun ville ikke give slip endnu. Et dybt suk nåede forbi hendes bryst inden hun talte igen for ikke at lade Vesperus tro det værste.

"En fremmed hoppe forvoldte mine skader. Jeg er nødsaget til at møde hende inden solnedgang ved hendes befaling - for hvis ikke, så..." Cosette bed tænderne sammen. Det var ynkeligt. Skammen rullede ind over hende, og følelsen var så overdøvende at hun trak sig fra trygheden hos Vesperus og vendte sig væk. Vinden hev koldt i pelsen, og ørerne lagde sig svagt tilbage. Med uvished i hendes porcelænsblå øjne så hun nu ud over havet, på solen der langsomt drev nedad. Uden at se tilbage imod ham, løftede hun blot sit hoved en anelse over sin skulder. "Undskyld." Sukkede hun. Hvad end det var der florerede imellem de to, så havde hun ladet det løbe fra hende - ud af hendes kontrol, og nu stod hun til at måtte forlade ham midt i det hele. Cosette turde ikke engang begynde at gætte sig til, hvad Vesperus ikke måtte tænke.

Det hele havde været en ualmindelig rus af følelser han ikke vidste hvad han skulle gøre ved og slet ikke hvordan han skulle processere det hele. Vesperus var vokset op uden den lærdom omkring følelser, i og med hans forældre ikke havde kælet for offentligt skue og derved havde han ikke oplevet noget af den slags. Hendes ord rykkede hårdt i den unge hingst, der et kort øjeblik følte sig sårbar og knugede sig til hende, som en lille dreng knugede sig til sin bamse. Vesperus forstod ikke hvorfor hun ville gå og egentlig også hvorfor hun så stadig blev stående. Hendes næste ord var dog forklaring nok og den stjernespækkede hingst kunne mærke en velkendt følelse bruse op i hans indre, mens de røde øjne formørkedes. Vrede. Han ville stryge hende over hendes hals, men lige så hurtigt tanken opstod, havde hun vendt sig bort.

Den sorte tog en dyb indånding og stirrede intenst på Cosette. Hans pels dirrede stadig efter deres dans, men nogen ville også kunne give vreden skylden. Han rakte ud efter hende, men lige lidt nyttede det.

“ Tro ikke, at jeg ikke vil forsøge at finde dig igen. “

Hviskede han til hende, alt i mens han kunne fornemme at månen var på afveje. Øjeblikket med Cosette havde distraheret ham længe nok til at det ville kræve meget krudt at få den på rette kurs igen. Han sukkede opgivende, og trådte hen på hendes side, hvor han strøg hende over halsen med en varm pusten. Det smertede ham at han ikke kunne følge hende og give den såkaldte hoppe en lærestreg.

“ Du er stærkere end du tror Cosette. Jeg vil ikke lade dig gå, men der er ting selv ikke jeg er herre over. Så det er mig. Der siger undskyld. “

Det var det eneste han kunne give hende, og han følte sig utilstrækkelig. De røde øjne hvilede på hende, mens en blå glød begyndte at ulme fra den stjernespækkede krop, mens stjernestøvet samlede sig omkring ham. Jo længere solen dyppede sig i havet jo tydeligere blev det, alt i mens månen steg skævt op fra horisonten på dens de-tour.

Det var ambivalente følelser der kæmpede i hendes indre. Egentlig havde hun ikke ville udsætte Vesperus for sandheden for at skåne ham indblandelsen, men hans svar kom bag på hende. Forventningen havde været at han ville have fulgt hende uden tøven, for at straffe denne fremmede der havde forvoldt hende skaden, men nej. Dette var i sandhed en kamp hun selv måtte kæmpe, og at Vesperus så det sådan gav en følelse af dyb respekt. I stedet for at storme frem og være den der skulle redde dagen, så lagde han i stedet sin lid til at Cosette var i stand til at klare det selv. At hun var en selvstændig sjæl med et sind af sit eget der var i stand til at tage sådanne beslutninger selv, uden hjælp fra nogen hingst. Hvis bare han vidste hvor bekræftende det var at høre for hende. Hvad der dog varmede mest var hans forsikring om at han ville finde hende endnu engang. Dette var ikke det sidste de to fik af se af hinanden, og det var Cosette ikke et sekund i tvivl om. Dette pludselige ophold fra deres dans, deres udforskning af deres følelser og hinanden føltes jo absurd når det havde føltes så rigtigt.

Allerede da hun trak sig fra ham kunne hun mærke længslen og savnet efter følelsen af hans skind imod sit. Det var koldt i havets brise og allerede nu følte hun sig uendeligt alene. Det var angstprovokerende ikke at vide hvad de næste timer ville byde hende, men hun var langsomt ved at lære hvor uforudsigeligt og lunefuldt livet kunne være. Hans dybe stemme havde fået hårene til at rejse sig, for det gik op for hende at hun havde knyttet et bånd. Det var følelsen af afsavn og det triste over at skulle forlade ham i den sidste time. Hun hadede at måtte skuffe ham, for han kunne aldrig skuffe hende. Hvad der foregik i hans hoved kunne hun kun gisne om men hun vidste hvordan hun selv ville have det, hvis han pludselig skulle forlade hende uden videre... dog var det en af de bedre grunde hun havde. Der skulle meget til for at få rystet hende fri fra hans fængslende greb.

Det sendte gnister igennem den musegrå hoppe da hun mærkede hans varme mule stryge langs hendes hals. Berøringen beroligede hende med det samme og fik hende til at trække vejret tungt. Roligt vendte hun sit fine hoved og så tilbage på ham og synet fik hjertet til at hamre. Hendes krystalblå øjne mødte hans mørke røde, der bar en uskyld og samtidig et begær. Cosette lagde mærke til hvordan støvet begyndte at samle sig om ham og hun vippede lifligt med ørene. Hun forstod at det også var tid for ham. Selvom han undskyldte så nægtede hun at acceptere det. I stedet fortjente han tak, men ord virkede overflødige. Derfor strakte den unge hoppe sin mule frem en sidste gang imod hans og kærtegnede ham forsigtigt. "Til vi ses igen" hviskede hun med smerte i stemmen. Hun drog et sidste suk inden hun så sig frem og satte afsted. Cosette håbede inderligt at hendes ord bar sandhed, for hvad end hun ville stå overfor i Daydreamer var uvidst. For alt i verden ville hun have sit liv kært, så hun i fremtiden kunne indhente Vesperus og råde bod på hendes pludselige afsked.


Fin