..-’¤’-..

Ikke længe efter at den sølvtonede Visenya havde budt den mystiske, dragende Narrator på gensyn, blev hun mødt af de små magiske Alfer på ny. Det var juleaftens dag at de små væsner opsøgte hende igen med ivrighed og lykke. De havde lykkedes med deres mission, hvilket allerede kunne mærkes i omgivelserne; for den særprægede frost havde så småt mistet sit tag i landet og i omgivelserne kunne Visenya godt fornemme en spirende julestemning; noget, som var hende ganske uvant. Dog virkede det så glædeligt, så Visenya så ej nogen grund til at være mistænksom – i hvert fald ikke mere end hun generelt var overfor dette meget fremmede land.

De små alfer bragte en gave til den sølvtonede hoppe, som tak for hendes fortælling fra sit hjemland. De havde præsenteret den for Julehingsten, endnu en magisk sjæl som Visenya blot kunne gisne om hvordan så ud. Julehingsten havde skænket hende de reneste krystaller, som de små magiske og bevingede væsner med største omhug vævede ind i de lange, hvide lokker som Visenya bar. Krystallerne reflekterede både solens og månens lys, men særligt under månens blege belysning skinnede de klarest. Julealferne forlod hende med sang og dans da deres arbejde var færdigt og tilbage stod den sølvtonede Visenya nu med et forandret udseende; et udseende som også gjorde hendes valg om at blive i Proelio mere permanent. Hun var sikker på at hun aldrig ville blive accepteret i hendes gamle hjemland, nu hvor hun bar berørt af magiske væsner.

..-’¤’-..

Visenya befandt sig nu nord for Niveria falls, hvor hun havde mødt den farvestrålende Dawnya – en hoppe som havde efterladt et rigtig godt indtryk hos den sølvtonede hoppe. Hun havde båret en umiddelbarhed, en glæde og tiltro til verdenen omkring hende som havde inspireret Visenya til selv at søge længere ind i landet, for at udforske det nærmere. Hun vidste nu også at der fandtes flokke i landet, hvilket bestemt også havde forstærket hendes nysgerrighed.

Den unge Zalixer havde ikke deltaget i festlighederne, som han ellers var blevet budt med til. Den askegrå hingst med den flammende man og hale, havde simpelthen ikke haft lyst. Det havde vendt sig underligt i hans indre bare ved tanken om at skulle omgås så mange på en gang. Han havde dog opholdt sig tæt på julefesten, men igen valgt at trække sig ved synet af både sin mor og far. Hans bror havde ikke været der, hvilket var en lettelse for den unge hingst, der fandt et behov for at tage sig af den ældre hingst. Men broderen var ikke som andre. Et føl i en voksen og farlig krop, der ingen hæmninger eller forståelse for hvordan man begik sig blandt andre.  Zalixer kunne ikke lade være med at passe på ham, og nok mest andre når det kom til stykket.

En raslen fik Zalixer til at spidse de mandelformede ører, mens det brændende blik gled vagtsomt over landskabet. En dæmpet brummen vibrerede fra hans næsebor, da færten af hest blev blev bragt til ham af en mild brise. 

Det stod snart klart fra den sølvtonede hoppe, at hun ej var alene længere. Vinden var mild, og selvom den kom bagfra og dermed bragte hendes duft med frem, så kunne hun godt fornemme en andens tilstedeværelse; og ganske rigtigt. Da hun løftede de klare blå øjne fik hun øje på en skabning længere fremme med en man og hale som synede lavet af ild. Visenya standsede sine bevægelser et øjeblik og hævede den slanke hals, som den lange krystalbelagte man lagde sig tæt omkring. Hendes ører blev tænkende vippet i små cirkler, alt imens hun overvejede om hun skulle tage kontakt til den fremmede. Indtil nu havde hun kun mødt sjæle som hun egentlig havde syntes om; men Dawnya havde advaret hende om farer i landet. Der fandtes væsner her, løver og andre rovdyr som man skulle passe på – men betød det også, at der var nogle af landets beboere man skulle passe på? Visenya trak en anelse på skuldrene inden hun satte frem i en yndefuld skridt imod den fremmede skikkelse, der bar askegrå pels under det tykke lag af ild-rød man.

Zalixer fik nu øje på hvem duften havde tilhørt, og drejede nu hovedet mod den sølvtonede hoppe, med en man så glimtende at han måske kunne have forvekslet hende med en af de to halvguder som tog sig af sol og månen. En mere maskulin brummen lød nu hilsende fra ham, mens han hvælvede let i halsen.
Hoppen havde han ikke set før, men det var nu heller ikke fordi at Zalixer levede et særligt socialt liv i al almindelighed, men det var ikke fordi han var akavet eller noget i den dur.

"Godaften "

Hilste han så i en simpel gestus der anerkendte hendes tilstedeværelse. Han kunne jo altid gå hvis det viste sig at hoppen ikke var interesseret i hans selskab. Med et roligt skridt trådte han nu blot ét enkelt skridt frem mod hende, inden han nu vendte siden til hende. Han udgjorde ingen trussel, til trods for hans måske lidt faretruende udseende og hugtænder der gemte sig bag de lyse læber.

Som hun nærmede sig med lette, nærmest dansende skridt, stod det klart for hende at den fremmede askegrå sjæl som havde tæmmet selveste ilden, var en hingst. En maskulin bygning, nobel og stærk synede under den askegrå farve og snart hørtes en maskulin røst som hilsen til den sølvtonede hoppe. Visenya besvarede den med en feminin tone, inden hun standsede sine skridt på – hvad hun i hvert fald definerede som – høflig afstand. Hun nikkede imod den fremmede hingst, hvis kropssprog hverken syntes interesseret eller ligeglad. Som var han blot neutral – selvom hans udseende godt kunne varsle det modsatte.

,,Godaften. Mit navn er Visenya – tillad mig at spørge, hvem jeg har æren af at møde?”

Hendes stemme var ganske feminin, men lyttede man godt efter hørtes der stadig en nærmest ærbødig tone. Hun vidste ikke meget om landet – eller dets beboere – og hun havde efterhånden indset at mange i dette land bar magi, relation til guderne eller var guddommelige selv. Blot var hun en almindelig dødelig i et land der emmede af magi; så hun var endnu meget ydmyg omkring hendes situation og hendes færd her i landet.

De glødende øjne fulgte hende nøje, som hun nærmede sig, næsten som en danserinde. Ørerne opfangede hendes feminine toner, som fik dem til at vippe frem og dernæst tilbage, inden de genfandt en interesseret positur. Han trak svagt på smilebåndet, som den unge hingst han nu var, og lod hugtænderne vises i et skævt smil.

"Visenya - Jeg er Zalixer Xeandire. Æren er helt på min side "

Han fornemmede hendes ærbødighed, men han fandt den ikke nødvendig. Han havde ikke udrettet nogen hæder, og forventede ingen særbehandling bare fordi at han var hans fars søn. Hovedet blev lagt på sned og han betragtede hende indgående.

" Er du ny her? "

Spurgte han så med et ligefremt toneleje. Det var ikke for at være uhøflig, men han foretrak at man ikke dansede rundt om den varme grød i evigheder, for så kunne man let blive forudindtaget.

Visenya havde altid været opmærksom på hvad der foregik omkring hende. Da hingstens foran hende lod sin mule fremvise et smil, som afslørede tænder der lignede et våben der med lethed kunne dræbe, mærkede hun hvordan hele hendes krop et øjeblik stivnede; hendes instinkter sparkede ind med en sådan kraft, at hun ikke vidste om hun kunne tøjle dem. Alt i hendes krop bød hende at vende rundt og flygte, ligesom da alferne havde vist sig for hende; men på forunderlig vis lykkedes det hende at blive stående. Hingstens stemme afslørede ingen tegn på aggressiv adfærd – og Visenya havde efterhånden indset at man ikke kunne bedømme en sjæl ud for udseendet alene.

Stadig med ryggen spændt som en flitsbue stod hun foran hingsten, som havde vendt siden til hende. Han præsenterede sig som Zalixer Zeandire – et navn med en nærmest melodisk klang, et navn som en magiker sagtens kunne bære, hvis man spurgte den sølvtonede hoppe. Om han var magiker eller ej, kunne hun med god grund ikke vide endnu, men hun var sikker på at denne hingst bar aner til magien som lå langt nærmere ham selv, end dem som Visenya eventuelt havde i hendes stamtræ.

Hun udspilede sine næsebor en smule inden hun slap åndedrættet fri i et langt, lettere ængsteligt prust. Samtidigt klemte hun kæberne sammen så tænderne afgav en nærmest skærende, men samtidig dump lyd – en lyd der rungede for hendes indre øre. Hun forsøgte på alle måder at få styr på den anspændte krop, der stadigt ønskede at stikke af, og der gik derfor en rum tid inden hun fik samlet sig til at svare.

,,Jeg er ny her ja, og jeg har ikke været her længe..”

Imens hun fremsagde sine ord, lykkedes det hende gradvist at slippe spændingerne der havde overmandet hendes krop.

,,Jeg kommer mange dagsrejser syd fra Proelio, fra et land kaldet Flodlandet.”

Zalixer hævedet hovedet og rynkede kort på mulen, da hun nu spændte op som en anden flitsbue og lignede en der var på nippet til at tage benene på nakken og løbe langt væk fra ham. Han rystede stille på hovedet, og stod nu og afventede om hun faktisk var i stand til at svare ham. Hendes ord gav mening når han så på hendes opførsel.

" Jeg spiser dig ikke.. "

Lød det så fra den unge hingst, mens han tiltede hovedet på sned med et løftet øjenbryn. Han fandt det måske en anelse morsomt at hun stod så spændt. En rolig brummen strømmede nu ud mellem hans læber og han vippede ørerne frem og tilbage, mens hun fortalte om sit oprindelsesland.

" Flodlandet? Hmmm. Jeg kender kun til Proelio. "

Hingtens reaktion på den sølvtonede Visenyas anspændte figur forsikrede på sin vis den unge hoppe om, at denne fremmede Zalixer ej ønskede hende noget ondt; for nærmest reagerede han uforstående overfor hendes respons, og blot rystede en anelse på hovedet. Hans næste ord, om at han ikke ville spise hende, fik hende til at tippe de smalle øre en anelse forlegent til siden.

Hun forblev tavs indtil hans næste ord lød; han kendte ikke til Flodlandet, men ud fra hans udseende undrede det hende ikke, at han var født og opvokset i dette magiske land.

,,Flodlandet er et land hvor magien er forsvundet fra. Jeg er vokset op med historier om Proelio, men disse eventyr er med tiden blevet udvasket til sagn. Ifølge de ældste i mit hjemland er Flodlandet blevet dannet af fire heste der for mange, mange år siden forlod Proelio, og slog sig ned i Flodlandet, hvor de dannede hver deres familie. Med tiden er mange strejfende fra området blevet indlemmet i Flodlandets familier, hvilket skulle have været med til at udvande de magiske egenskaber – som nu ikke længere eksistere der”

Hun vendte nu de klare blå øjne direkte imod Zalixer’s, efter hun havde fortalt om hendes hjemstavn. Selv fandt hun sit hjem så banalt i forhold til Proelios forunderlige verden, men hun havde dog erfaret at flere nok havde haft samme tanker om hendes hjem; men når man er født i en verden, bliver den verden også normalen, så Visenya kunne godt forstå at hendes egen fortid stod i stor kontrast til dem, som var født her.

Zalixer lyttede opmærksomt til Visenya, der nu berettede om hendes hjemland og han kunne jo kun forundres over at der fandtes steder uden magi, ligesom hun nok kunne forundres over et sted som Proelio. De flammende øjne fandt hvile i hendes klare på øjne og han nikkede nu roligt, da hun afsluttede sin fortælling. Han rømmede sig en anelse, og lod det synke ind, men vidste ikke helt hvad han skulle svare til det.

" Det er svært at forestille sig, når landet her emmer af magi - og guder ikke mindst "

Han sendte hende et roligt smil, inden han indtog en hvilende position med det ene bagben. Han havde ikke i sinde at nærme sig hende, da hun først lige var begyndt at slappe bare lidt af. Hun virkede dog til at være en der var til at føre en anstændig samtale med, så han blev hængende lidt endnu.

Visenya’s ører tippede nu rundt i små cirkler imens hun afventede Zalixer’s respons på hendes fortælling. Alt imens han tog sig tid til at finde ord, tillod hun sig at betragte ham diskret. Nu hvor de værste spændinger havde forladt hendes krop og hun mere eller mindre var overbevist om, at han ikke ville hende noget ondt, havde hun overskud til faktisk at betragte den fremmede hingst foran hende.
Hendes blik startede ved hans hoved, mulen. De spidse tænder, hvis lige hun aldrig havde set før, studerede hun nok længst. De så drabelige ud, men omvendt måtte de også være et godt våben til selvforsvar, hvis det blev nødvendigt. Derpå flyttede hun blikket op langs hans næseryg, til hans ører, ned langs hans stærke og velansatte hals, til hans brede skulder, stærke ryg og velformede bagpart. Hvis hun så bag det skræmmende ydre, så var han en meget flot hingst, det måtte hun give ham. Hun prustede sagte da hans ord kaldte hendes opmærksomhed tilbage til væsen og begge hendes ører blev nu tippet frem.
Et lille smil tegnede sig om hendes mule ved hans konstatering; han havde jo nok ganske ret. Visenya havde følt sig lidt som et mysterium i denne verden, hvilket var ganske uvant for hende.

,,Det gælder bestemt også den anden vej. Jeg har stadig svært ved at begribe at alt det jeg har set og oplevet er sandt.”

Efter hun havde svaret ham, skævede hun kort omkring sig; ikke mistænksomt, men egentlig mere for at bekræfte at det hun lagde blikket på fortsat var hende fremmed. Det var det. Proelio lignede på ingen måde hendes hjemland.

,,Mit hjemland er delt op i fire dele af en store flod, der roligt bugter sig gennem landet. Floden siges at være magisk og rumme sjælene fra de heste som er døde. Det er den eneste magi, som jeg kender til, om end har jeg aldrig oplevet at støde på et minde om en der er død, når jeg har været nær floden, Athohallan. Magi i min verden er nok mere.. En idé, en tanke som vi godt kan lide og støtte sig til. Ligesom tanken om guder også har været mere fantasi end virkelighed; Guder har jeg dog fundet ud af er mere virkelige end jeg nogensinde havde forestillet mig”

Hun brummede sagte og vendte nu eftertænksomt blikket tilbage på Zalixer. Det skulle på ingen måde undre ham hvis han kendte til de guder som boede i Proelio; for alle hun havde mødt indtil nu havde enten været i familie med en gud eller kendte til dem på et langt dybere plan end Visenya selv.