Selv i vinterens kolde mørke var junglen fuld af liv. Lapis, den gamle ruin gjort i det fineste marmor der har været under millioner af års skabelse tonede sig overdådigt frem i månens blå skær og skabte en overnaturlig aura. Krakeleret i årenes løb lå bjergsten, lige fra enorme stykker, halvt begravet i jorden, til småsten på den frodige jord spredt omkring det nedrevne tempel. Omkranset af junglens enorme træer, virkede pladsen stadig enorm. Cosette, den unge musegrå hoppe havde ikke kunnet holde sig tilbage da hun skimtede lysningen inde fra junglens tætte krat. Kæben var tabt da dette kæmpe bygningsværk havde tårnet sig frem for hendes øjne, og fortryllet hende på stedet. Nu lå den mørke himmel over pladsen, men månen lyste hele området op og kastede dramatiske skygger der dansede imellem stolper, bjælker og ikke mindst dele af templet der uden tvivl krævede titlen som hovedattraktionen. Cosette bevægede sig roligt og yndefuldt, skridt efter skridt imellem hvad der føltes som en gammel, forladt by. Som hendes porcelænsblå øjne vandrede imellem bjergstykket og det tilgroede marmor forestillede hun sig hvad der før havde været. Ørerne var på stilke, for luften var stadig tyk af lyde fra de natlige dyr der netop var vågnet fra deres søvn og skulle i gang med deres rutiner. Cikaderne sang dæmpet i krattet, men vinteren havde lagt de fleste dyr i hi, så alligevel kunne hoppen finde en særlig ro omkring sig. Hendes fyldige hale flød let bag hende, imens der næsten var helt vindstille. Nysgerrigheden hamrede i hendes hjerte, og hun var ivrig efter at udforske mere. Men for nu ville hun nyde synet af denne helt særlige nat der indrammede drømmesceneriet.

Cosette stoppede op nær en bjælke i øjenhøjde da hun fik øje på noget ejendommeligt - ganske mærkeligt. En skorpion kriblede rundt på marmoroverfladen i månelyset. Hoppen trådte nærmere og kunne mærke kviste knække under hendes hove. Helt forsigtigt strak hun sin rosa mule frem og hen til bjælken for at få set denne finurlige skabning nærmere. Hele hendes opmærksomhed lå på skorpionen der pludselig stoppede sin kriblen, og det virkede næsten som om den stoppede op for at se på den enorme skabning der havde nærmet sig. Hjertet hamrede i hendes bryst - der var mangt og meget hun ikke havde oplevet endnu, men verden så ud til altid at kunne overraske hende igen og igen.

---

Den unge, stjernedækkede hingst havde taget rejsen hele vejen fra Darkena til Sylinum og var nu endt midt i en stor jungle. Her var en smule uhyggeligt i mørket med alle de fremmede lyde - hold da op, sådan en jungle kunne larme om natten! - så han havde svært ved at falde i søvn og var derfor draget på et lille eventyr i den mørke jungle, der dog blev pænt oplyst af fuldmånens skær.

Det var ikke så tit, at Azazael bevægede sig så langt væk fra sit hjem i flokken Lux Umbra, men her på det seneste var der bare blevet så kedeligt. Der var ikke andre tilbage end Narrator, Freakshow og ham selv, og selvom han holdt vældig meget af begge hingste, så var det begrænset, hvor meget man kunne holde ud kun at være i sådan et drengerøvs-selskab hele tiden. Den unge Azazael var efterhånden blevet en voksen hingst, og med det fulgte også rastløsheden og trangen til at udforske resten af landet.
Han havde valgt lige præcis Sylinum, fordi han vidste, at det var her, den stjernedækkede unghoppe Ignacia boede. Det var ganske vist et stykke tid siden, han sidst havde set hende, men han havde ikke kunnet få hende ud af hovedet lige siden. Han måtte bare se hende igen!

Han havde valgt Sylinums jungle som destination, fordi han havde hørt rygter om, at flokken Amazonas holdt til i bjergene uden for junglen. Og så vidt han vidste, var Ignacia medlem i denne flok. Det var dog ikke nemt at finde rundt i den store, tilgroede jungle hvor alt syntes at ligne hinanden, så han var vist kommet til at gå i den forkerte retning, da han nu i stedet trådte ud ad det tætte buskads og ankom til en gammel ruin. Lapis, hed den vist? Han havde hørt om den før, men aldrig selv set den... Det kunne der jo passende laves om på nu.
Spændt trådte han ind på den kæmpe plads omkring ruinen og forsøgte at manøvrere sig forbi diverse stykker bjergsten, der stak op fra jorden.
Han kom tættere og tættere på det store tempel, der fangede ens opmærksomhed og næsten tog pusten fra en med sin skønhed, da det pludselig gik op for ham, at han ikke var alene. En ganske køn hoppe stod lidt længere fremme og så ud til at nærstudere en... bjælke? Nysgerrigt trådte han tættere på. Han måtte altså se, hvad der var så spændende ved den bjælke!

Forsigtgt trådte han op på siden af hende og fik til sin store fascination øje på, at det ikke var bjælken, hun studerede - men derimod det underlige dyr, der kriblede rundt på den. Han havde aldrig set noget lignende! Fascineret stak han hovedet nærmere, dog stadig med mulen i behørig afstand fra det fremmede dyr. Man vidste aldrig, om sådan en ville gå til angreb.
Han kom derefter i tanke om, at han jo egentlig befandt sig lige ved siden af en anden hest, og at det nok virkede lidt mærkeligt og uhøfligt bare at stille sig op ved siden af hende uden at sige noget, så han skyndte sig at se på hende med et lille, drenget smil. "Wauw! Hvad er det for en?"

---

A certain darkness is needed for the stars to be seen.

Fuldstændig fascineret af dette besynderlige dyr var det lige før at hun ikke opdagede hvad der ellers foregik omkring hende. Men luften var tung, fugtig og nattens lyde spillede livligt i hendes ører. Hun bemærkede dog hurtigt en anden sjæls nærvær - noget hun efterhånden var blevet god til at opsnappe i tide. Sanserne kørte på fuld tryk selvom energiniveauet burde ligge lavt midt om natten. Der var dog bare noget over at udforske når mørket var faldet på. Der faldt ofte noget magisk over landet når stilheden og lyset gav fornemmelsen af at man var fuldkommen alene i verden... og dog. En fremmed var dukket op ud af ingenting, eller - måske var hun den fremmede. Cosette havde godt kunne opsnappe duftene af andre heste i området, men hun var ikke stødt på nogen siden hun trådte ind i territoriet. Derfor var hun også ekstra varsom, for hun ville nødig stå over for en territoriel bouncer, klar til at sende hende helt ad dødsriget til. Derfor, da den mindste lyd af knasende blade, eller fugtig jord under et hovtryk skar igennem luften havde hun øjne og ører på den fremmede.

Cosette havde med det samme hun hørte det kastet sit porcelænsblå blik mod den fremmede der kom gående ind fra siden. Hun blev dog målløs da hendes øjne ramte endnu en storslået hingst, af stjernespækket skind i de mest fortryllende farver, røde øjne og helt unikke aftegn. Det var noget hun aldrig blev træt af - synet af dette lands beboere slog hende ud gang for gang. Hun kunne kun forestille sig forældrene til disse præmieeksemplarer af nogle heste. Af og til kunne hun tage et flygtigt kig på sig selv når solen stod så vandet gav genskin, og alt der mødte hende var hendes moders ansigt - og kort derefter, en dyb følelse af skam. Det var derfor hun vidste, at hendes styrke måtte ligge i sit indre, og det krævede styrke at skulle udvikle denne indre værdi. Uden i stand til at ytre et ord, og ganske forunderligt virkede det til at hingsten i første omgang ikke tog særlig notits af hende. Han skridtede ubekymret hen ved hendes side og Cosette fulgte hans blik helt hen til skorpionen. Det var tydeligt at han var lige så forundret som hende, men i stedet så hun nu på ham i stedet for det kravlende kryb. Endelig så han på hende, og det han mødte var Cosette med det ene ører fremme og et hævet øjenbryn. Hvad foregik der? Hvem var han, og hvordan kunne han uden videre træde op til hende uden at vide hverken intention eller præsentation? Det fandt Cosette dybt mærkeligt, da hun var opdraget af hel anden art.

Hun snappede da efter sine ord da han spurgte ind til skorpionen, og forvirret flakkede hendes blik tilbage på søjlen, der var oplyst af månens blålige skær. "Øh, øhm.. Det ved jeg ikke." Svarede hun en anelse forsigtigt og så indgående på det lille kryb der igen var begyndt at kravle lidt rundt om sig selv. Cosette rømmede sig og rettede sig lidt op i et forsøg på at samle sig. Hun tillod sig også at trække et enkelt skridt bagud for at se ham an - og wow - men hurtigt sænkede hun hovedet og sendte blikket i jorden.
"Men.. Hvad er De så for en?" Et lille smil strakte sig om hendes mule, for hun syntes selv at hun var lidt sjov.

---

Da han endelig fik løsrevet sit blik fra skorpionen, mødte han et par smukke porcelænsblå øjne, der dog så noget forvirrede ud. Hendes blik flakkede forvirret rundt, mens hun lidt forsigtigt fik fremstammet, at hun heller ikke vidste det. Først forstod han ikke helt, hvorfor hun reagerede så spøjst, men så ramte realiteterne ham lidt forsinket. Åh, det var ham, der var forvirrende og påtrængende... Han rykkede lidt genert på sig og sendte hende et undkyldende, uskyldigt smil.

"Åh. De må undskylde min ligefremhed og dårlige manerer - jeg har aldrig været i junglen før og blev vist lidt opslugt af dens fascinerende væsner."

Han smilede lettet, da hun nu fik samlet sig lidt igen og tilmed virkede til at være kommet så meget ovenpå igen, at hun også havde overskud til at sende ham et smil og fyre en vits af. Han lyste op i et stort smil og drejede en gang rundt om sig selv for rigtigt at køre med på joken og vise sig frem.

"Jeg er en Azazael!"

En drenget og charmerende latter forlod atter hans strube, inden han nu stoppede op og så indgående på hende.

"Og hvad er De så for en?"

---

A certain darkness is needed for the stars to be seen.

Lige fra starten Cosette havde lagt sit blik på den fremmede unghingst havde der været en interesse. Aldrig før havde hun oplevet sådan et friskt pust af ligefremhed og glæde. Hingstene fra hendes fortid havde altid være tørre som kiks og havde plantet en alvorlig mine der aldrig virkede til at ændre sig, lige meget hvad hun foretog sig. De havde været svære at imponere, og altid talt nedsættende til hende. Som var hun langt fra ligeværdig. Det havde formet den unge musegrå hoppe til en dame med manerer. Der skulle netop meget til for at imponere de, der havde indflydelse og hun havde fået af vide at hvis hun nogensinde skulle finde sin plads, så måtte man rette sig ind.

Ud over den drengede charme, så glitrede hans skind under månelyset som var det levende. Cosette havde uagtet vippet hovedet på skrå i et forsøg på at regne det ud. Selv var hun af helt "almindelig" statur, men for egen sjovs skyld forestillede hun sig at hans stjerner måtte kilde lidt når de glitrede. Da han åbnede munden og undskyldte for sine manerer søgte Cosette forsigtigt hans mørkerøde blik. Han ytrede at grunden hertil måtte være fordi han blev lidt for opslugt af junglens fascinerende dyr, og Cosette mærkede da varmen stige til hendes kinder. Selvfølgelig vidste hun at det ikke var hende han talte om, men hendes sind havde drillet og efterladt hende perpleks på det seneste. Det var dog en lettelse at han tog så let på hendes lidt statiske væremåde, men det hjalp hende til at åbne lidt op selv.

Azazael. Et alligevel ædelt navn for sådan en spraglet sjæl. Da blev spørgsmålet pludseligt vendt til hende og lidt overrasket hævede hun hovedet og vippede usikkert med de mandelformede ører. Hun lod pandelokken falde genert ned over det ene øje, inden hun med sin lette, fløjlsbløde stemme svarede "Cosette". Et smil spredte sig om hendes rose mule da hun atter drejede hovedet lidt på skrå. Hun følte sig overrumplet, og hendes reaktion var at blive genert - hvilket ikke umiddelbart var lig hende, men hans friske udstråling var kommet bag på hende. Stilheden lagde sig for et øjeblik over dem, og hendes hale lod sig sveje med fra den kølige nattebrise.

"Er du herude alene?" Hun brød stilheden. Oprigtigt undrede hun sig over om sådan en som ham virkelig kunne finde glæde i at vandre alene. Hurtigt at dømme, man han virkede som typen der ville foretrække konstant selskab. Cosette havde netop erfaret at vandrede man for længe alene kunne man miste sin gejst og endda fuldstændig evnen til at socialisere, hvilket var så vigtigt for flokdyret. Derfor tøvede hun heller ikke med at opsøge enestående bekendtskaber, selvom hendes mål for fremtiden lige nu måtte kræve at hun begik sig alene.

---

Cosette. Det var et smukt, elegant og feminint navn, der passede perfekt til denne hoppe. En varm følelse spredte sig i hans mave, da han gengældte hendes smil. Det glædede ham bare sådan at se hende smile, for hun havde virket en smule ude af sig selv til at starte med, og han ville for alt i verden ikke have, at nogen følte sig utilpasse i hans selskab.
"Det glæder mig at møde Dem, Cosette!" sagde han i en drenget, men yderst oprigtig tone.
Han vippede interesseret de mørkeblå ører i hendes retning, da hun nu indbød til at fortsætte deres samtale ved at spørge ind til, om han var herude alene. Han nikkede let med hovedet og trak atter mundvigene op i et drenget smil. "Ja, for nu i hvert fald. Jeg er ikke så kendt på disse kanter og må vist indrømme, at jeg er faret lidt vild. Jeg leder efter Amazona flokken og har hørt, at de skulle holde til i denne jungle. Men jeg har ingen anelse om hvor, og når man aldrig har været i en jungle før, så er den godt nok stor og forvirrende. Alle stier ser så ens ud."

Han slog en let latter op, da han endelig stoppede med at tale. Han ville helst ikke overrumple hende med sin snak, men det lå bare naturligt til ham at fortælle og snakke åbent med andre på denne måde. Han rettede nu opmærksomheden mod hende og så indgående og nysgerrigt på hende. "Hvad med Dem? Hvad laver De herude alene - og har De været her før?"
Han drejede hovedet mod ruinen og vippede nysgerrigt ørerne frem i dens retning. Han kunne ikke helt lægge skjul på, at han var en ung og eventyrlysten sjæl, der bestemt følte et træk i sig for at undersøge den gamle uhyggelige ruin og finde ud af, hvad der gemte sig af spænding og eventyr derinde.

---

A certain darkness is needed for the stars to be seen.

Cosette kunne ikke helt komme på det, men der var altså noget særligt over disse hingste med de mørke, røde øjne. Også denne Azazael ejede et stjernespækket skind, og den unge hoppe måtte indrømme over for sig selv at hans udseende var fængslende. Det der til gengæld skilte sig ud var hans åbenhed og umiddelbare venlighed. De sjæle hun indtil videre var stødt på havde haft deres reservationer, og havde krævet at hun måtte træde forsigtigt frem for ikke at træde forkert. Derfor var denne hingst et friskt pust og hun mærkede hvordan den byrde der ellers fik hendes puls til at slå var lettet. Dog havde hun svært ved at slippe øjnene fra ham igen, for denne åbenhed bar noget charmerende over sig. Cosette havde fået vakt sin nysgerrighed og sad på kanten for at ville vide mere, og se hvor meget denne hingst havde imellem ørene. Hun kunne nemlig umiddelbart ikke lige gennemskue det, men det fristede at se hvor påvirkelig han kunne være...

Med sit fine hoved vippet en anelse på skrå lyttede hun opmærksomt til hans ord og nikkede bekræftende. Hendes store porcelænsblå øjne indrammet af den hvide blis så opmærksomt på ham imens han talte. Ørerne der var vendt spidst imod ham tittede frem fra hendes fyldige pandelok der faldt i en kaskade langs hendes kæbe. Fascineret opfangede hun hvert et ord og begyndte da at indse at de måske befandt sig på fremmed territorie - ikke frit, men fremmed. Forskellen kunne ofte betyde liv eller død hvis ikke man var forsigtig. Hun fandt sig pludselig heldig at hun var stødt på ham, og ikke et medlem af denne Amazona-flok. Dette var det første hun hørte til det. Cosette kom da til sig selv, efter at have stået lidt i egne tanker, men tog da imod hans henvendelse til hende.

Et lille suk forlod hendes mule idet hun smilte beskedent. "Alt er lige så nyt for mig som for Dem, er jeg bange for. Jeg er på en mission for at lære landet lidt bedre at kende ser du." Uden advarsel tog hun den frihed at træde et forsigtigt skridt nærmere og lod halen svaje forsigtigt bag hende. "Amazona flokken. Jeg har ikke hørt om den, men lagde godt mærke til duftsporene af andre her i området. Du er sikkert ikke så langt fra... Må jeg spørge hvad dit ærinde med dem er?" Endnu et skridt frem. Afstanden mellem dem var nu halveret, og Cosette havde ikke ladet sit blik slippe hans. Hun lagde mærke til at hans blik flakkede imod ruinen og lod da selv sit blik slippe ham i nogle sekunder for at beskue de episke ruiner i månelyset. Cosette så tilbage på ham med et smil og vippede da hovedet i retningen af ruinen. "Kom med". Hendes stemme var næsten en hvisken, men indbydende og legende - hun var lige så klar på lidt eventyr som han. Bedre at de var to, skulle der ske noget. Uden at vente drejede hun væk fra den farverige unghingst og satte i gang hen til ruin-templet og begyndte ubesværet at træde op ad de store klippesten der udgjorde trappen. Hjertet bankede som hun så ind ad den store, mørke bue indgang. Hvad rodede hun sig dog ud i?

---

Han smilede mildt ved hendes ord om, at alt var lige så nyt for hende, som det var for ham, og at hun var på en mission for at lære landet lidt bedre at kende. "De er måske ny her i Proelio?"
Det gjorde ham bestemt ikke noget, at hun trådte et skridt nærmere. Han prøvede altid at forholde sig på høflig afstand til andre, men han var af natur en meget selskabelig hingst, der var glad for nærkontakt, så det var bestemt kun et plus i hans bog, når andre følte sig trygge nok til at træde nærmere.
Et lille, lettere genert smil gled nu over hans mule, da hun spurgte ind til, hvad hans ærinde med Amazona var, og der gik heller ikke længe, før en lille rødmen skød op i hans kinder. Han vidste ikke helt hvorfor, men han fandt det enormt pinligt at skulle dele sandheden om, hvorfor han egentlig ledte efter denne flok - men denne hoppe havde ikke udvist andet end venlighed og ærlighed indtil videre, så han besluttede sig for ligeledes at svare ærligt på hendes spørgsmål. "Jo ser De, det er lidt pinligt, men... Engang for efterhånden længe siden mødte jeg en hoppe. Vi var fanget i et frygteligt uvejr og tilbragte natten sammen i ly i en grotte. Hun var faret vild, og jeg hjalp hende med at finde tilbage til hendes hjem - Amazona flokken. Jeg har ikke mødt hende igen siden den dag, men jeg har ej heller kunnet få hende ud af hovedet. Jeg har tænkt på hende hver dag lige siden, og nu... besluttede jeg mig for at tage en chance og lede efter hende."

Hans generte og lidt akavede smil blev dog hurtigt erstattet af det sædvanlige drengede og charmerende, da hun nu ligeledes så mod ruinen og med en nærmest legesyg hvisken indbød ham til at komme med. Han slog eventyrlystent med hovedet og kunne ikke lade være med at slå en legesyg latter op, da han uden tøven fulgte efter hende. Selvom han jo egentlig havde et andet ærinde, så var der intet, der hastede så meget, at der ikke var tid til et godt eventyr på vejen! Og desuden ville han bestemt ikke takke nej til at tilbringe lidt mere tid i denne Cosettes selskab. Hun var skøn og virkelig behagelig at være sammen med, så han følte sig bestemt ikke klar til at forlade hende endnu. Med spændte skridt og et nysgerrigt glimt i de røde øjne fulgte han efter hende op ad de store klippesten, der udgjorde en trappe op til ruinen. Han mærkede et spændingens sug i maven, som de nærmede sig den store indgang. Ih, hvor var det længe siden, han havde været på et rigtigt eventyr!

---

A certain darkness is needed for the stars to be seen.