Cosette havde endelig fundet sin vej ud fra området der havde virket udsuget for liv. Dead søen havde nær været hendes endelige, men Dawn of Death havde reddet hende på sin egen, særlige måde. Derfra havde hun vandret syd, igennem den omkringliggende, udtørrede skov og havde med følelsen af eventyret ventende rundt om hjørnet, begivet sig ind blandt klipperne der tårnede sig frem på nattehimlen. Den kolde, hårde jord havde forvandlet sig til rent, blødt sand under hendes hove og det var langt mere behageligt for hendes led. Hvad der udformede sig for hendes øjne var en dal af sand, så langt øjet kunne række. Sletten, som den blev kaldt i folkemunde, strakte sig i kilometervis og var belagt af det fineste sand. Her var varmere end uden for bjergenes omrids, og det var noget Cosette havde savnet. Vinterens kulde var ikke den unge hoppes foretrukne, så at kunne mærke varmen trykke mod hendes skind var en fryd. Natten havde gjort sit indtog og Cosette kastede sit porcelænsblå blik op imod himlen, hvor månen hang på sit fuldeste. Hun kunne ikke lade være med at tænke på Vesperus. Et suk trak fra hendes bringe som hun så sig om. I sikkerhed for ikke at fare vild i det enorme område holdt hun sig inde imod klipperne, der syntes at glimte som tusindvis af stjerner. Det føltes næsten som en drøm, og for hvert skridt hun tog changerede farverne i månens lys og kastede deres genskin tilbage på hendes musegrå pels. Hun følte en indre ro, og sit eget selskab havde ikke føltes så godt i meget lang tid. Cosette brugte gerne sin nat på at vandre langs de glimtende klipper og under nattens stjerner, men noget fangede hendes blik længere fremme - en udmunding til en grotte, der sikkert var en af mange i denne dal. Måske hun kunne finde hvile for natten i dens beskyttelse?

Acerion havde brugt dagen på at udforske grotter i klipperne omkring sletten i håbet om at finde et eller andet spændende - uden held. Nok var væggene interessante og kunne få hans pels til at glitre i regnbuens farver men ellers havde han fundet absolut intet interessant! Kun sand og sten og vand som forøvrigt smagte forfærdeligt.

Til sidst havde han surmulende lagt sig i en grotte med hovedet ind mod muren - lidt teenager var man vel stadig. En gang imellem slog han en hov mod muren foran sig bare for at vise verden hvor utilfreds han var med dagen - slet ikke for at tilkalde sig opmærksomhed i hvert fald.

Ganske rigtigt - selvfølgelig kunne hun ikke have dette øjeblik, og da slet ikke det mest oplagte ly for sig selv. Dog syntes Cosette at hun havde haft heldet med sig i sine bestræbelser, og de sjæle hun var stødt på havde givet positive erfaringer. Så da en uigenkendelig lyd opfangede hendes mandelformede ører var hun ikke i tvivl om at det måtte undersøges. Besluttet satte hun fremad i trav så sandet stod op om benene på hende, som hun hurtigt nærmede sig grottens åbning. Det var herinde fra at lyden stammede, men hvad lyden kom af kunne hun ikke gætte sig til. Sand blev hurtigt til klippe under hendes hove, så hendes idé om at nærme sig diskret blev gjort til skamme. Lyden af hendes forsigtige hovskridt gav ekko i grotten der var svagt oplyst fra månens lysindkast samt glitrende, lyse klippesider. Cosettes klare blå øjne fangede med det samme den unge sjæl der hvilede på det kølige klippegulv. Hun havde bestemt ikke regnet med at se en sjæl så langt fra noget man ville kunne kalde civilisation. Der var intet mad herude, og det var kun på grund af ren nysgerrighed at hun selv havde begivet sig derud. En anelse overrasket stoppede hun brat op og trådte ikke længere ind i grotten af frygt for at hun måske var ved at begå en fejl. Hurtigt tog hun dog notits af hendes nye selskab der besad det flotteste azurblå skind og en ellers ret så muskuløs ramme. Cosette tog en dyb indånding og lod en let brummen forlade hendes bryst for at erkende hendes tilstedeværelse. Forsigtigt lod hun sin stemme lyde for at fange hestens opmærksomhed.

"Hvad gør en sjæl som dem alene herude?" Stemmen var fløjlsblød og det var venligt ment, men hendes ansigt bar et fromt udtryk og øjnene glitrede i genskæret af klipperne. Hvad i al verden lavede han herude? Hun bed mærke i at han lå ned og tanken slog hende at han måske var i nød?

Acerion stoppede med at slå til væggen da han pludselig kunne høre en lignende lyd fra grottens indgang. Først stirrede han stædigt ind i væggen, det var nok ingenting eller et eller andet kedeligt dyr. Det var lige indtil han hørte en brummen der helt tydeligt kom fra en hest.

Nysgerrigt drejede han hovedet og fik så endelig øje på den smukke hoppe der stod i indgangen og kiggede på ham. Med lynets hast fik han benene ind under sig og kom op at stå, hvorfor skulle det lige være en flot hoppe der kom forbi når han sådan lå og... ja. "Jeg var på eventyr..." Han tøvede, det lød ret føllet gjorde det ikke? "Jeg undersøgte de forskellige grotter for farer." han løftede hovedet og knejsede med nakken, yes meget mere sejt!

Så snart unghingsten fik øje på Cosette fik han travlt med at komme på benene. Hun havde vidst forstyrret ham midt i noget... vigtigt? Han så lidt overrumplet ud, og det lignede ikke at han havde hørt hende komme. Et lille smil plantede sig på hendes rosa mule, imens hun betragtede ham nærgående, hvordan han fik rettet sig op og knejste i nakken. Hans hvide man glitrede i klippernes skær og Cosette tog sig et flygtigt øjeblik til lige at lade sine porcelænsblå øjne glide over ham. Man kunne ikke modsige at han var en fryd for øjet. Stor, robust og med den intense farve der prydede hans skind var det svært at tage øjnene fra ham. Hun bemærkede også de få guldstrejf i hovskægget der klædte ham og tilføjede en lidt kongelig fremtoning.

Hun lyttede opmærksomt til hans tøvende ord, og Cosette var ikke overbevist. De mandelformede ører vippede diskret eftersom hun stod i grottens åbning - hun skulle nødigt selv blive overrasket af nogen bagfra. Så han var på eventyr, hva'? Jamen så var de to. At han tjekkede grotten for fare var lidt mere langt ude end hun yndede at tro på, siden han lå ned da hun fik øje på ham. Til gengæld skal man ikke klandre andre for at tage sig en slapper, så Cosette tog ordene i sig, og rømmede sig ganske kort. Forsigtigt gjorde hun et lille nik med det yndige hoved, en gestus, en hilsen.

"Jeg håber ikke jeg forstyrrede dem?" Spurgte hun med ro i stemmen og lagde hovedet en anelse på skrå imens hun så ned på det kølige klippegulv.
"Er du da stødt på nogen fare indtil nu?" For første gang søgte hendes øjne hans, og bemærkede at han ligeså besad et par af blå.

Acerion udnyttede tiden imens hun svarede ham til selv at studere hende lidt nærmere. Han havde vurderet rigtigt i starten, konkluderede han, hun var ganske rigtigt flot. Omend hun var knap så spraglet som han var vandt til var der noget interessant over de mindre voldsomme farver.

Nej jeg.. Jeg holdt lige en pause..." urgh den mest elendige timing altså! Han skulle til at skifte emne da hun spurgte ham om han havde fundet noget farligt. Dét var en meget bedre ting at snakke om selvom han jo ikke havde fundet noget som helst. "Nej.. Kun vandet, det smager dårligt og jeg tror det kunne være farligt i nogle situationer. For svage heste og den slags. Intet andet kunne være farligt for mig!"

Han var jo ikke svag så selv hvis det var farligt ville det ikke have påvirket ham! Han knejsede med nakken igen. Nu kunne han vise hende hvor sej han faktisk var!

Cosette kastede sit porcelænsblå blik rundt i grotten. På grund af de stjerneglimtende klipper var her hverken mørkt eller uvedkommende, tværtimod. Her var lunt og meget indbydende, så det var ikke mærkeligt at hingsten havde søgt tilflugt herinde for at hvile sig. Som hun så sig om tog hun en beslutning om at træde længere ind, så hun ikke længere stod i grotteåbningen med bagenden ude i det åbne. For hurtigt at aflæse om hendes modpart havde noget imod hendes egen invitation lod hun blikket flakke mod ham imens hun trådte ind og placerede sig midt i den lille grotte. Wow tænkte hun, som stjernerne tog sit genskin i hendes øjne og selv hendes pels begyndte at glimte i lyset. Dette land var i sandheden magisk. Cosette bragte da sin opmærksomhed tilbage på den unge hingst, og hun bed godt mærke i at denne nok ikke havde megen livserfaring endnu. Dog spidsede hun ører da han talte - var vandet dårligt? Cosette var ved at miste troen på om noget vand overhovedet var godt i dette land, efter næsten at have været offer for Dead-søens kræfter. Hingstens sidste ord var dog det endelig for Cosette, der begyndte at grine tilbageholdt. Det var en sød lille klukken fra hendes bringe der spredte sig til hendes smil og blev til latter. Det brød hurtigt over, men hun fandt det morsomt den måde han formulerede sig på - for Gud nej, selvfølgelig var der ikke noget der kunne være farligt for ham!

Den musegrå hoppe rømmede sig og så beskedent ned i klippegulvet idet hun fik sig en idé. Det var lidt risikabelt, men hun havde ikke bedre at lave lige i øjeblikket, og nu var muligheden stillet til rådighed. Hun så forsigtigt op på ham og lod smilet forsvinde om mulen. I stedet indtog hendes blik en uskyldig og bekymret aura. "Mmh, jamen tak for at advare mig. Vi kan jo ikke have at svage heste som jeg, går hen og bliver syge". Den musegrå hoppe vippede begge ører frem og fangede hans blik idet hun tog nogle få skridt frem imod ham for igen at gøre stop blot få meter fra hans personlige rum. Et lille pust fra hendes mule og et skrab i jorden af hendes hov fik støvet på klippegulvet til at lette sig. Det glimtede som et lille fyrværkeri, som små stjernekastere der smed sine gnister. Cosette lagde da sit yndige hoved på sned og lod blikket løbe åbenlyst over ham. "Hvad laver sådan en som dem herude, helt alene?" lød hendes fløjlsbløde stemme, der gav sit svage ekko mod grottens klippevægge. Hendes fyldige hale svajede nænsomt bag hende imens hun opmærksomt holdt sit blik på den azurblå, unge hingst.