Violet bevægede sig roligt ved Sylinum, mest fordi hun ledte efter Sam. Hun have jo kort set ham ved festen. Endelig var hun nysgerrig på, hvor gammel han faktisk var! Hun var ankommet til Sylinum, eller i hvert fald af havde hun troede. Og så var der så sket det, at hun var farret vild på en eller anden kæmpe mark. Hun havde ingen ide om, hvilken vej hun skulle, var det til nord eller syd, hvor så end nord og syd var!

Alligevel gik hun blot stille og roligt rundt og kiggede. Narh hvis guder ikke vil have hun fandt Sam i dag, så gjorde hun det nok i morgen. Ja det betød intet, hun havde skam ikke travlt. Det var en ganske overskyet dag og en smule koldt, men det stoppede ikke hendes gode humør.

Hun lod et frisk glædeligt vrinsk fylde luften! I dag var en god dag! Der var kun gode dage, eller i hvert fald næsten altid kun gode dage. Glæden lyste ud af hendes øjne, imens hun blot bevægede sig videre over en store eng i en retning, som hun havde ingen ide om, hvor kunne fører hen.

Det lille hoppeføl havde efterhånden vokset sig til en lidt større plag, og trods hun stadig var spinkel og ikke så udviklet mentalt, var hun dog efterhånden gammel nok til at klare sig selv. Hvilket vist var meget godt - for hendes moder havde i sandhed haft travlt med at forlade hende, så snart hun overhovedet kunne komme til det! Den lille Acelya manglede derfor generelt lidt socialisering og opdragelse, da hun havde levet det meste af sit liv alene eller i selskab med en moder, der ikke rigtigt kunne fordrage hende. Hendes fader havde hun ikke set siden fødslen, som hun naturligvis ikke kunne huske noget som helst fra.

Ja, denne lille uskyldige skabning havde ikke haft de bedste odds for en god start på livet... Men trods sine lidt barske vilkår, holdt hun stadig hovedet højt og humøret oppe.
På denne kolde, overskyede dag trissede hun lidt rundt på en af Sylinums store enge. Hun havde ikke rigtigt nogen forventninger til dagen i dag og stod bare og græssede lidt i udkanten af engen, da hun pludselig hørte et vrinsk. Hun spidsede nysgerrigt de små blå ører og så op. Vrinsket virkede genkendeligt. Kunne det virkelig være...?

Hun satte gang i de små ben og bevægede sig længere ind på engen, og snart efter fik hun øje på en hoppe, der var mindst lige så farvestrålende som hende selv. Og genkendelsen ramte hende straks. Det var jo hendes moder... Hun lod et lille, feminint vrinske lyde mod hende som svar. Hun holdt sig dog lidt tilbage og stillede sig i en lidt underkastende position. Hendes moder virkede til at være i et godt humør, men man vidste aldrig...

Hun bevægede sig yndefuldt fremad, det var fedt at vise sig frem, selvom der ikke var nogen i nærheden. Eller hun troede i hvert fald ikke, der var nogen i nærheden. Men hun tog fejl, får pludselig kom den Slimklump frem. Hun havde stadig traumer over Samuel slikke på den lille ulækre ting, da hun kom frem. At han kunne få sig selv til det! Gyseligt! Ulækkert! Dog var det lille mærkelig ting, da blevet mere normal at se på. Men hun kunne nu ikke komme sig over, hvad hun havde set den dag.

Et lille vrinsk kom fra Slimklump, Violet sendte et forsigtigt smil. Hun havde ingen ide, hvad hun skulle stille op, når den lille var nær. Hun følte sig keglet og utilpas. Det her var Sams job, ikke hendes. Det havde hun vist gjort klart. Så hvorfor valgte den at svarer hende? Hun forstod ikke. Dog betyd det ikke Violet ville ignorere den lille, så hun skridtede roligt og elegant mod den lille.

”Hej Slimmy! Hvor blev du af?”

Sagde hun i en rolig tone. Fordi ganske vist, kunne hun faktisk ikke huske, hvornår eller hvordan føllet var blevet væk fra hende. Føllet plejede altid af finde hende. Slimmy havde været god til gemmeleg, helt bestemt. Ikke at hun selv fandt legen sjov, men altså det så ud til føllet gjorde det. Og igen havde Slimmy, formået at finde hende. Altså ikke at Violet prøvede at gemme sig tvært i mod, hun gik bare rundt som det passede hende. Føllet skulle jo følge hende ikke?

Hun betragtede med skjulte blikke sin moder, der bevægede sig af sted med yndefulde skridt og rigtigt viste sin feminine side frem. Hun var så smuk - den smukkeste hest i hele verden, hvis man spurgte Acelya!
Hun gengældte forsigtigt moderens smil, da hun til Acelyas store overraskelse smilende gik hende i møde. Hun vidste ikke helt, hvad hun havde forventet af sin moders reaktion - men det så i hvert fald ud til, at hun var i et godt humør denne dag, så helt skidt kunne det forhåbentlig ikke gå.

Hun tippede lidt utilpas ørerne ud til siden, da hendes moder straks hilste hende an med sit øgenavn, Slimmy. Urgh, hun hadede, når hendes moder kaldte hende dét, da hun før havde hørt sin moder omtalte hende som Slimklumpen foran andre. Det var så nedværdigende et navn, og hun forstod virkelig ikke, hvorfor hendes moder hellere ville kalde hende dét, når nu hun hed noget så smukt som Acelya.
Hun så lettere usikkert på sin moder og krympede sig underdanigt sammen ved hendes spørgsmål. Hun forstod slet ikke, hvad hendes moder mente, og så derfor bare usikkert op på hende.

"Jeg... jeg troede ikke, at du ville have mig længere?"

Violet lå blot hovedet på skrå, hvorfor ville den tro, at Violet ikke ønskede den? Det forstod hun ikke. Fordi hun havde ikke noget imod den lille Slimklup, det var da ikke hendes skyld at Acelya ikke kunne følge med. Hun havde da også andet at se til end at gå og holde øje, for det var helt bestemt Sams job.

”Have dig?”

Hun forstod ikke, hvad Acelya mente med det. Have hende længe. Hvad kunne det betyde? Det var da ikke, fordi hun synes at Acelya havde været irriterende, det havde da været meget hyggeligt. Lidt underligt, at hun selv skulle være en madmaskine, men det havde jo blot været en periode.

”Det var da ellers hyggeligt at følges ad”

Tilføjede hun blot med et smil, så havde hun da nogen at snakke og lege med. Det havde da ikke været så tosset. Selvom det var lidt underligt, når hun huskede den første gang hun havde set den Acelya. Det og så lidt underligt at være en madmaskine, men ellers havde det været okay med selskab.

Hun lagde ligeledes hovedet på skrå og så mindst lige så forvirret ud som sin mor. Det var virkelig en underlig følelse at se sin mor stå her og smile og sige, at hun havde fundet det hyggeligt at følges ad. Det var næsten som om, at hendes mor havde ændret personlighed siden sidst. For selvom det var ved at være længe siden, hun sidst havde set sin mor, så huskede hun hende bestemt ikke som en varm og kærlig mor, der havde fundet det hyggeligt at have et føl. Hun huskede kun ydmygelsen, svigtet, følelsen af at blive forladt af både sin mor og far... Nu følte hun mest bare forvirring. For hvis de ikke havde følt sådan, hvorfor havde hun så ikke set mere til dem?
Hun blinkede lidt forvirret med øjnene, men besluttede sig dog for at skubbe de negative tanker væk og fokusere på fremtiden. Hun smilede derfor kærligt til sin mor.

"Det er jeg virkelig glad for at høre, mor. Jeg har savnet dig."

Hun smilede igen og trådte lidt forsigtigt op på siden af sin mor. Måske hun havde lyst til at følges lidt ad nu? Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, eller hvad de skulle tale om efter så lang tid, så hun besluttede sig for bare at begynde med det væsentligste.

"Jeg har boet hos min bedstefar i Frozticen. Der er godt nok koldt og underligt i forhold til her, men han er så sød og har passet godt på mig."

Mor… hun værgede en smule på mulen. Mor… nej de ord lød bestemt ikke godt, fik hende til at lyde for gammel. Hun var bestemt ikke gammel. Hun var en smuk lækker ungdommelig hoppe. Hendes egen forældre var gamle. Men ikke hende! Nå nej! Hun var da ikke gammel og klog som sine forældre var.

”Violet...”

Rettede hun hurtigt Slimmy. Hun ville bestemt ikke blive kaldt mor, det var da ydmygende ord!

”men jeg har også savnet dig, hvor blev du overhovedet af?”

Hun havde ingen ide om, hvor og hvornår, at hun havde mistet sit følgeskab af Slimmy. Dog gav det hende en underlig ro, at Slimmy havde søgt hen til en eller anden bedstefar, hvem end det var. Det måtte være på Sams side. Koldt ja, det troede hun gerne på. Hun hadede det sted. der var kun hvidt og grimt. Men her på engen var der bragende og fortryllende farver. Et varmt og dejligt sted. Ja her var det bedre.

”er glad for du har fundet en ny følges ven, du må endelig give den der bedstefar mine hilsner”

Hun dukkede underdanigt hovedet og så undskyldende på sin mor, da hun straks irattesatte hende for at kalde hende mor.

"Undskyld! Violet..."

Hun smilede dog straks lidt mere opmuntret, da hendes mor nu meddelte, at hun også havde savnet hende. Hun så dog lidt forvirret på sin mor, da hun nu spurgte, hvor hun var blevet af. Det vidste hun da ikke? Det var jo en mors opgave at holde øje med sit føl, ikke omvendt. Men det turde hun slet ikke så meget som overveje at sige til sin mor, så i stedet trak hun bare lidt på skuldrene.

"Jeg blev vist væk... Og da jeg ikke kunne finde jer igen, så troede jeg, at I havde forladt mig."

Hun smilede glad ved ordene om, at hun skulle hilse sin bedstefar.

"Det skal jeg nok!"

Hun så da lidt tøvende på sin mor.

"Er far her også?"

Tilfreds smilende hun til Slimmy, da hun valgte at sige hendes navn i stedet. Det var meget bedre. Det der mor halløj skulle bestemt pakkes helt væk, og det kunne bestemt ikke gå hurtigt nok.

”oooooh... narrh troede du var med faktisk. Undskyld... men er da glad for du klarede dig igennem”

Kom det oprindeligt fra hende. Tja hun kunne ikke ændre noget på det nu alligevel, så der var ingen grund til at dvale for meget over det. Og den lille Smilkump var nu kommet flot ud af det og lignede nu en flot ung hoppe. Acelya.. tjaa måske var et ordentligt navn alligevel mere fit nu, hvor skønheden havde vokset sig frem til i lille Slimmy.

”Acelya”

Små hviskede hun, for at smage på navnet. Tja. Sam havde ikke valgt et tosset navn.

”Tjo jeg så ham snakke med den trebenet hest til en eller anden fest. Så et eller andet sted er han vel - jeg har dog ikke set ham siden”

Svarede hun eftertænksom, det virkede som Acelya heller ej havde set Sam heller, selvom det var hans job at beskytte hende. Det irriterende hende faktisk grænseløst. Sam ville bestemt få en skideballe, når hun så ham igen - det skulle hun nok sørge for!

Hun kunne ikke lade være med at smile lettet, da hendes mor sendte hende et tilfredst smil. Selvom hun efterhånden var blevet en halvvoksen hoppe, så kunne hun stadig mærke, hvor stærk trangen til at få anerkendelse fra sin mor var.
Og da hun nu hørte sin mors ord, var hun lige ved at tabe underkæben. Hun gav hende en undskyldning? Og var rent faktisk glad for, at hun havde klaret det?? Det var næsten for godt til at være sandt, og hun mærkede straks sine øjne blive lettere våde. Det var alt, hun nogensinde havde turdet håbe på at modtage fra sin mor!
"Tusind tak, m... Violet! Og du skal slet ikke undskylde!" sagde hun varmt.

Bedst som hun troede, at hun ikke kunne blive mere overrasket, sagde hendes mor nu hendes navn, Acelya. Wauw! Det var vist første gang nogensinde, at hun havde kaldt hende andet end Slimy! Hvis hun havde været rørt før, så var det ingen ting i forhold til nu... At høre sin mor kalde hende for sit rigtige navn var endnu et ønske, hun nærmest aldrig havde turdet håbe på at få opfyldt. Hun smilede stort og taknemmeligt til hende. Hvor var hun glad!

Hun spidsede da opmærksomt sine ører og lyttede til morens ord om hendes far. Hun havde set ham til en fest? Sammen med en trebenet hest?? Acelya lyste op i et stort smil.
"Bedstefar har tre ben!" udbrød hun ivrigt.
Det betød selvfølgelig ikke nødvendigvis, at det var ham, hendes far havde snakket med til festen, men alligevel... Hvor mange trebenede heste rendte der lige rundt i Proelio? Hun havde i hvert fald aldrig set andre end ham!

Hun skulle lige til at rettet Acelya igen for at bruge m-ordet. Dog viste dette sig ikke at blive nødvendigt. Endeligt var hun ret overrasket over Acelya havde formået at blive så nærværende og sød ift. at Sam ikke havde været der, som lovet. Det var overraskede. Måske var det ikke helt tosset de unge fik lov til at opvokse selv, uden nogen voksende til at ødelægge dem. Dette var et ganske interessant fund. Dog ville dette være ensomt. For alligevel ville hun ikke undvære det gode selskab og følelsen af at være behøvet. Det var nu en herlig følelse.

Hun lagde skam godt mærke til det taknemlige smil fra Acelya, men alligevel nød hun at kalde hende Slimy, mest fordi det var alligevel en dag, som hun ønskede at mindes ved, uden hun helt kunne forklare, hvorfor hun havde det således.

”Det er vel i sin gode ret nu, hvor du selv møder fristelserne i livet”

Kommaterende hun blot på Acelyas smil.

”men lad det ikke stige dig til hovedet”

Tilføjede hun blot med et tvært fnys over at måtte give en smule afkald på sit kælenavn til de nu større Acelya. Men tiden var vel inde.

”Ah, så var det måske, derfor de to forlod festen sammen. I hvert fald så hænger de to ud fortiden antager jeg”

Ser man det… Det er nu sjovt, hvordan verden kan dreje rundt. Så den lille familie samlet… men is-stedet??? Virkelig? Hun ville heller dø end at leve i den kulde. Det var sådan et deprimeret sted.

Hun kunne ikke lade være med at smile overbærende, da hendes mor startede med at sige, at det vel var i sin gode ret nu, men straks efter skyndte sig at tilføje, at hun ikke måtte lade det stige sig til hovedet! Så kendte hun sin mor igen... Men i det mindste var det det tætteste på en oprigtig undskyldning og anerkendelse fra sin mor, hun nogensinde havde været, så hun sugede det til sig med største taknemmelighed.

Hun lyste op i et endnu større og håbefuldt smil, da hendes mor svarede, at hun havde set dem forlade festen sammen, og at hun derfor ville antage, at de hang ud sammen for tiden. Kunne det mon betyde, at hendes far var ved Hitsugaya lige nu?? Åh, hvor hun håbede, at hun kunne nå at se ham, når hun engang vendte hjem igen!
Hun mærkede dog straks en lille klump forme sig i maven ved tanken om sin far. Mon han overhovedet ønskede at se hende igen? Eller havde han bare glemt alt om hende - måske ligefrem forladt hende med vilje? Hun så usikkert på sin mor.

"Tror du også, at far ønsker at se mig igen?"

Violet bemærkede godt ændring i Acelyas tilværelse. De forskellige farvet øjne lå undrende på Acelya, hendes spørgsmål fik dog Violet til at bryde ud i latter. Acelya var simpelhen den mildeste og mest betænksomme sjæl hun længe havde stiftet bekendskab til. Men Violet tvivlede dog også på, at den unge Acelya ville blive ved med at have indstilling til livet, ikke des mindre nød hun sin datters fremgangsmåde og tanker, selvom det var en forundring i sig selv, at hendes egen datter havde formået at blive således.

”Selvfølgelig vil Sam elske at se dig, du betyder alt for ham. Han ville gå igennem ild og vand for dig, han elsker dig højere end noget andet!”

Svarede hun uden tvivl i stemmen. Hun var sikker på, hvis Sam skulle vælge en han skulle rede, at det ville blive Acelya. Violet huskede stadig den dag, hvor hun var født. Hvor Sam havde så meget kærlighed for Acelya, noget som Violet ikke forstod dengang, og som hun heller ikke forstod sig på nu. Derfor var hun heller ej i tvivl om Sam ville gøre alt for sin egen datter.

”jeg er sikker på han savner dig forfærdeligt meget, og når alt kommer til alt sikkert, har ledt efter dig, men ej har formået at finde dig nogen steder på grund af mig.”

Af en eller anden grund havde hun behov for at tage skylden for Sams manglede tilværelse i Acelyas opvækst, selvom det nødvendigvis ikke havde været hele hendes skyld, ønskede hun heller tage al skylden, fordi hun ikke ønskede Sam skulle komme i dårligt lys med sin datter. Dog så det ikke ud til nogen kunne komme dårligt lys med deres datter, fordi hvis end ikke blive efterladt alene efterlod noget vrede - hvad kunne så?

Hendes nervøsitet og usikkerhed blev straks mindre, da hun hørte sin mor bryde ud i latter og med største tydelighed forsikrede hende om, at hendes far savnede hende og elskede hende meget højt. Et lille, genert smil formede sig på hendes læber, og hun var lige ved at få tårer i øjnene igen af alle de søde ord, der væltede ud ad hendes mors mund.
"Puha, det er jeg glad for at høre," svarede hun med et lettelsens suk. "Jeg har også virkelig savnet ham!"

Hun havde ikke undgået at bemærke en lille sætning i sin mors tale: 'Men ej har formået at finde dig nogen steder på grund af mig.' Hun bed sig kort i læben, mens hun overvejede, om hun skulle kommentere på det eller ej. Hun var ved at brænde op af nysgerrighed - hvad mente hendes mor med den sætning? Hun var bange for at komme til at snage i noget, der egentlig ikke vedrørte hende - men hun måtte alligevel vide det!
"Hvad mener du med, at han ikke har formået at finde mig nogen steder på grund af dig?" lød det da lettere genert og usikkert fra hende.