Post by Nigrum Frollo on Jan 3, 2021 0:25:13 GMT 1
Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.
- But only by the Gods.
Normalt var Kantos skove et stille sted. Et sted hvor mystik vidnede til enhver handling der blev begået. Selv vinden var doven herinde. Alt var oldgammelt, nærmest helligt. Skygger var lange, træerne stå tykke og høje og ofte visnede. Tåge kom, tåge gik. Sollys synes forbudt - men skygger var velkomne alligevel.
Frollo gik i denne stilhed længe. Han var vågnet udmattet efter sine synder måtte blødes ud, for gudernes åsyn. Piskeslagene blødte endnu, men han følte ikke den sydende smerte. Han følte i stedet tilgivelse. En ren følelse af velsignelse, efter hans tro sind atter havde bødet for dets utyske tanker. Bedst som han fuldstændig på ny fik slået Sirenias minde ihjel i sit hoved, lød der en højlydt stønnen. En gråd nærmest. Han havde hørt lyde som disse før: Det mindede ham så absolut om en fødende hoppes skrig. Hans blik blev ikke fanget i første omgang og han var ved at trisse bort, da han følte en form for trussel... Noget var galt: Noget han skulle rette op på, for hans eget bedste.
Hingsten nærmede sig lyden langsomt og sikkert. Hans øjne fandt også snart en hoppe imellem træerne... Han forblev i sit skjul. Fødende lå hun ganske vist der i et rent smertehelvede og et føl var næsten kommet til live. Det var dog ikke det der interesserede Frollo mest: Nej det var hans broder. Aeical holdt hoppen med selskab - ja han nærmest synes at holde af hende og være til stede for hende. Frollos øjne kneb sig sammen - det var beskidt. Det var ikke rigtigt! Et enormt svigt for familiens store ære! Lange rækker af generationer var født en efter en, på helt hellig vis. Gifte heste - mager! Der fortjente at skabe nyt liv, til ære for slægtens fortsættelse. Men dette? Dette var ingen mage! Der var et sandt og smukt ritual og dette var absolut ikke udført, for så havde Frollo selv stået bi hos hans broders side som forlover!
Hans had boblede. Der var nu grund til at skære den ubevidste og dumdristige Aeical ud af familie stamtæret. Denne vanære, skulle han bøde for for altid! Og hoppen? Hun var intet hak bedre. Så uren. En tvivlsom fremtid hvilede her... Føllet var født. En farvestrålende en. Aeical hjalp til. Det var ulækkert. Det var syndigt. En bastard! Men før han vidste af det forlod broderen dem - tilsyneladende for at hente mad til moderen. Der var intet tæt ved, så Frollo så sit eget snit til at forbyde og gøre bod på denne onde gerning imod deres ære.
Han nærmede sig. Ud af skyggerne imod den nybagte 'mor' og hendes ækle føl. Skræmt. Skræmt blev hendes øjne. "Jeg er blot den retmæssige vej på din sti. Min broder har begået synd, du har valgt din skæbne. Denne synd bør rettes op, gudernes vilje forbyde at du skal se dem leve." hans stemme var iskold. Hans sind grebet af at hævne sin ære og lade familien have værdigheden i behold. Hun måtte dø.
Allerede synes hoppen medtaget og svag - hun kunne ikke gøre modstand. Livet ville hun alligevel miste, synes han at se på blodet, der stadig fossede ud af hendes krop. Føllet var så hjælpeløst. Frollos øjne bar det hellige skær og mordtrangen meldte sig - han bed hendes strube, så vejret til lungerne lukkedes. En bøn lød i hans indre. Sémnyx beskyt min ære, min vilje, min vej. Mit sind er i svigt fra min broder og De må gøre mig stærk! Han holdt fast. Hans impulser tvang ham til at være i denne situation og kvæle livet ud af den uvidende hoppe. Han følte nærmest en magt, større end aldrig før ved hendes kamp for overlevelse - men hun var berørt og hun ville aldrig blive til noget i hans tros veje. Broderens tros veje ligeledes. Langsomt ebbede livet ud af hoppen. Hans hjerte piskede af sted, der var nærmest overjordiske kræfter i hans krop. Disse bekræftigede ham i at hans gerninger var de eneste rigtige. Offeret blev givet til helvedes mester Helzlori.
Han slap. Blod løb ned af hans mule, men han tørrede det straks af i træet ved hans side. Han havde nær glemt alt om føllet... Men vendte sig så imod denne skabning. Han så pludselig det deforme ansigt og pukkelryggen den unge hingst bar. Pludselig blev hans indre grebet af en truende stemme fra foroven. En trussel fra guddommen synes at føles i hans nærhed. Det kunne være indbilding, men de nægtede ham at slå føllet ihjel. De agtede at han skulle se ud over æressvigtet - dette var hans eget blod - han skulle give livet en chance, for at tjene den rette tro. Han stirrede og stirrede... Fortjente den lille skabning virkelig nåde? Men gudernes veje føltes så voldsomme i hans indre. Det var ingen løgn.
Det modersløse føl blev nu hjulpet af Frollo. Men han bed det i nakken, så snart det stod og tog det med bort fra denne offerplads. De måtte af sted. Snart havde Frollo et liv at vogte og han ville oplære dette kræ i sin egen tro. Det var også på tide, at andre så lyset.
Im not alone for my father is with me.
- But only by the Gods.
Normalt var Kantos skove et stille sted. Et sted hvor mystik vidnede til enhver handling der blev begået. Selv vinden var doven herinde. Alt var oldgammelt, nærmest helligt. Skygger var lange, træerne stå tykke og høje og ofte visnede. Tåge kom, tåge gik. Sollys synes forbudt - men skygger var velkomne alligevel.
Frollo gik i denne stilhed længe. Han var vågnet udmattet efter sine synder måtte blødes ud, for gudernes åsyn. Piskeslagene blødte endnu, men han følte ikke den sydende smerte. Han følte i stedet tilgivelse. En ren følelse af velsignelse, efter hans tro sind atter havde bødet for dets utyske tanker. Bedst som han fuldstændig på ny fik slået Sirenias minde ihjel i sit hoved, lød der en højlydt stønnen. En gråd nærmest. Han havde hørt lyde som disse før: Det mindede ham så absolut om en fødende hoppes skrig. Hans blik blev ikke fanget i første omgang og han var ved at trisse bort, da han følte en form for trussel... Noget var galt: Noget han skulle rette op på, for hans eget bedste.
Hingsten nærmede sig lyden langsomt og sikkert. Hans øjne fandt også snart en hoppe imellem træerne... Han forblev i sit skjul. Fødende lå hun ganske vist der i et rent smertehelvede og et føl var næsten kommet til live. Det var dog ikke det der interesserede Frollo mest: Nej det var hans broder. Aeical holdt hoppen med selskab - ja han nærmest synes at holde af hende og være til stede for hende. Frollos øjne kneb sig sammen - det var beskidt. Det var ikke rigtigt! Et enormt svigt for familiens store ære! Lange rækker af generationer var født en efter en, på helt hellig vis. Gifte heste - mager! Der fortjente at skabe nyt liv, til ære for slægtens fortsættelse. Men dette? Dette var ingen mage! Der var et sandt og smukt ritual og dette var absolut ikke udført, for så havde Frollo selv stået bi hos hans broders side som forlover!
Hans had boblede. Der var nu grund til at skære den ubevidste og dumdristige Aeical ud af familie stamtæret. Denne vanære, skulle han bøde for for altid! Og hoppen? Hun var intet hak bedre. Så uren. En tvivlsom fremtid hvilede her... Føllet var født. En farvestrålende en. Aeical hjalp til. Det var ulækkert. Det var syndigt. En bastard! Men før han vidste af det forlod broderen dem - tilsyneladende for at hente mad til moderen. Der var intet tæt ved, så Frollo så sit eget snit til at forbyde og gøre bod på denne onde gerning imod deres ære.
Han nærmede sig. Ud af skyggerne imod den nybagte 'mor' og hendes ækle føl. Skræmt. Skræmt blev hendes øjne. "Jeg er blot den retmæssige vej på din sti. Min broder har begået synd, du har valgt din skæbne. Denne synd bør rettes op, gudernes vilje forbyde at du skal se dem leve." hans stemme var iskold. Hans sind grebet af at hævne sin ære og lade familien have værdigheden i behold. Hun måtte dø.
Allerede synes hoppen medtaget og svag - hun kunne ikke gøre modstand. Livet ville hun alligevel miste, synes han at se på blodet, der stadig fossede ud af hendes krop. Føllet var så hjælpeløst. Frollos øjne bar det hellige skær og mordtrangen meldte sig - han bed hendes strube, så vejret til lungerne lukkedes. En bøn lød i hans indre. Sémnyx beskyt min ære, min vilje, min vej. Mit sind er i svigt fra min broder og De må gøre mig stærk! Han holdt fast. Hans impulser tvang ham til at være i denne situation og kvæle livet ud af den uvidende hoppe. Han følte nærmest en magt, større end aldrig før ved hendes kamp for overlevelse - men hun var berørt og hun ville aldrig blive til noget i hans tros veje. Broderens tros veje ligeledes. Langsomt ebbede livet ud af hoppen. Hans hjerte piskede af sted, der var nærmest overjordiske kræfter i hans krop. Disse bekræftigede ham i at hans gerninger var de eneste rigtige. Offeret blev givet til helvedes mester Helzlori.
Han slap. Blod løb ned af hans mule, men han tørrede det straks af i træet ved hans side. Han havde nær glemt alt om føllet... Men vendte sig så imod denne skabning. Han så pludselig det deforme ansigt og pukkelryggen den unge hingst bar. Pludselig blev hans indre grebet af en truende stemme fra foroven. En trussel fra guddommen synes at føles i hans nærhed. Det kunne være indbilding, men de nægtede ham at slå føllet ihjel. De agtede at han skulle se ud over æressvigtet - dette var hans eget blod - han skulle give livet en chance, for at tjene den rette tro. Han stirrede og stirrede... Fortjente den lille skabning virkelig nåde? Men gudernes veje føltes så voldsomme i hans indre. Det var ingen løgn.
Det modersløse føl blev nu hjulpet af Frollo. Men han bed det i nakken, så snart det stod og tog det med bort fra denne offerplads. De måtte af sted. Snart havde Frollo et liv at vogte og han ville oplære dette kræ i sin egen tro. Det var også på tide, at andre så lyset.