Post by Cosette on Jan 8, 2021 22:24:24 GMT 1
Det overraskede Cosette da hvad der mødte hende ikke var foragt, ikke skændsel og ikke nedværdigelse - men varme. Oftest havde hun valgt at tie, aldrig at lade sine ord blive til realitet når der var en risiko, for konsekvensen lå oftest i at de aldrig blev hørt. Hendes ord havde ikke haft værdi, hun havde aldrig haft noget at skulle have sagt. Sådan havde det været siden hun var lille, ja siden hun blev født den nat og hendes mor blev taget fra hende. Rettighederne var blevet strippet fra hende og aldrig uden nogen rigtig forklaring. Det havde derfor taget hende enormt meget at nå til hvor hun var nu. Derfor var det usikkerhed der lå i hendes øjne og som Vesperus måtte møde da han sendte sig varme, røde blik imod hende. Det var svært at forstå for hende, svært at læse en situation hvor hun aldrig før havde haft lov til at være en del af det. Men nu var de kun to, og ingen andre kunne have nogen indvendinger. Derfor føltes hun så afhængig af Vesperus og hvordan han reagerede på hendes ord. Det var øvelse og blind navigering for den musegrå hoppe. Al opmærksomheden lå på hingsten og hver en bevægelse blev taget ind, for frygten for at sige det forkerte og dermed spolere hendes chance for at indvinde sig blot en smule hos den stjernespækkede hingst var for gral til at hun kunne klare sådan et tilbageslag i hendes udvikling.
Derfor rykkede hun sig ikke ud af stedet, men observerede ham blot med den rene uskyldighed der hvilede i hendes øjne. Det var muligt at se at hun havde været bange for hvordan han ville reagere på hendes ord. Hans varme pust imod hende fik det til at sitre under hendes skind og hun havde slet ikke lagt mærke til hvor anspændt hun var. Dette var noget hun slet ikke - absolut ikke - følte sig værdig til. Hun var ikke ham og hans selskab værdigt. Han, der bar viljen og styrken til at trække månen og samtidig give nok af sig til at fortælle sin historie og være åben over for hende - en fremmed. Til gengæld var hun dybt taknemmelig, og hun ønskede virkelig at udtrykke det på bedste vis, men det var svært. Hendes ord ville aldrig være nok, og betydningen for hende var ikke til at oversætte.
Cosette blev revet ud af sin tankestrøm der blot var stemmer oven i hinanden i ét stort virvar, men pludseligt blev der stille. Kun regnens dryppen og den bløde, dybe stemme af halvguden Vesperus kom igennem til hende. Han stillede hende et spørgsmål der ramte hende lige i hjertet og fik hende til at vippe ørerne til siden. For svaret kendte hun ikke, gud hvor ville hun ønske at hun gjorde. At hun kunne svare ham lige der med sandheden og give ham frelse, give ham ro. Forsikre ham om at alt var som det skulle være. I Cosettes barndom havde der aldrig været nogen forsikringer om at det hele nok skulle gå, så derfor havde hun aldrig lært denne form for løgnagtig empati. Hendes øjne vandrede da fra hans og ned til hans mule han nu så forsigtigt havde strukket frem imod hende. Da greb en sorg den unge hoppe og pludselig blev hun bange. Hun stod jo i præcis samme håbløs situation - uden svar, uden forsikring om at det hele nok skulle gå. Derfor blev hendes svar til Vesperus også hudløst ærligt og det kunne høres i hendes stemme der ustabilt og håbløst forlod hendes strube i en meget stille erklæring.
"Helt ærligt... så håber og beder jeg, at når det sker - så ved vi det". Forsigtigt strakte hun sin egen, lille, rosa mule frem og lod hans bløde, varme skind møde hendes. Cosette kunne ikke nænne at lyve for ham. Det fortjente han ikke. Hun lukkede sine øjne i og trak vejret dybt - langsomt gav hun slip på sine spændinger og åndede lettet ud. "Vi må ikke give op". Hviskede hun til stjernehingsten imens hendes hale flød nænsomt i vindens sælsomme brise og gav slip på hendes evige tankestrøm.
Derfor rykkede hun sig ikke ud af stedet, men observerede ham blot med den rene uskyldighed der hvilede i hendes øjne. Det var muligt at se at hun havde været bange for hvordan han ville reagere på hendes ord. Hans varme pust imod hende fik det til at sitre under hendes skind og hun havde slet ikke lagt mærke til hvor anspændt hun var. Dette var noget hun slet ikke - absolut ikke - følte sig værdig til. Hun var ikke ham og hans selskab værdigt. Han, der bar viljen og styrken til at trække månen og samtidig give nok af sig til at fortælle sin historie og være åben over for hende - en fremmed. Til gengæld var hun dybt taknemmelig, og hun ønskede virkelig at udtrykke det på bedste vis, men det var svært. Hendes ord ville aldrig være nok, og betydningen for hende var ikke til at oversætte.
Cosette blev revet ud af sin tankestrøm der blot var stemmer oven i hinanden i ét stort virvar, men pludseligt blev der stille. Kun regnens dryppen og den bløde, dybe stemme af halvguden Vesperus kom igennem til hende. Han stillede hende et spørgsmål der ramte hende lige i hjertet og fik hende til at vippe ørerne til siden. For svaret kendte hun ikke, gud hvor ville hun ønske at hun gjorde. At hun kunne svare ham lige der med sandheden og give ham frelse, give ham ro. Forsikre ham om at alt var som det skulle være. I Cosettes barndom havde der aldrig været nogen forsikringer om at det hele nok skulle gå, så derfor havde hun aldrig lært denne form for løgnagtig empati. Hendes øjne vandrede da fra hans og ned til hans mule han nu så forsigtigt havde strukket frem imod hende. Da greb en sorg den unge hoppe og pludselig blev hun bange. Hun stod jo i præcis samme håbløs situation - uden svar, uden forsikring om at det hele nok skulle gå. Derfor blev hendes svar til Vesperus også hudløst ærligt og det kunne høres i hendes stemme der ustabilt og håbløst forlod hendes strube i en meget stille erklæring.
"Helt ærligt... så håber og beder jeg, at når det sker - så ved vi det". Forsigtigt strakte hun sin egen, lille, rosa mule frem og lod hans bløde, varme skind møde hendes. Cosette kunne ikke nænne at lyve for ham. Det fortjente han ikke. Hun lukkede sine øjne i og trak vejret dybt - langsomt gav hun slip på sine spændinger og åndede lettet ud. "Vi må ikke give op". Hviskede hun til stjernehingsten imens hendes hale flød nænsomt i vindens sælsomme brise og gav slip på hendes evige tankestrøm.