Det var ikke fordi at Vesperus var den sentimentale type, men i dag havde han altså fundet vej til MoonSun, stedet hvor hans mor og onkels tempel var. Ingen af dem var der mere, der var rester af dem i stjernestøvet og solstrålerne, men det var det. Længe havde han vandret omkring det frodige græs udenfor, men et regnvejr havde fået ham til at søge ind.
Faklerne brændte som solen, og den sorte hingst troede først at de ville brænde ud den dag solen gjorde det. Vesperus kvalte et lille gab, for månen havde været genstridig i dag og det tærede på hans kræfter.
Lyden af hans hove mod stengulvet gav et hult ekko omkring ham, mens det forsikrede ham om at han var alene, og det var her han trivedes bedst. Dog havde en musegrå hoppe sneget sig ind i hans tanker og af og til måtte han undre sig over hvad der mon var blevet af Cosette. Havde hun klaret sig, eller forvildet sig ud igen hvor hun ikke kunne bunde. Et lille smil tegnede sig på den lysere mule, inden han rundede et af de kringlede hjørner i templet, mens de røde øjne gled nostalgisk over alle inskriptionerne og afbildningerne af hans mor. Vesperus havde intet forhold haft til sin onkel og derfor havde han kun historierne og ikke rigtig nogen tilknytning.
Med en rysten på hovedet over sin egen sentimentalitet, valgte han nu at vende om, så han kunne stå ved indgangen i læ, men stadig have et overblik over hvad der skete udenfor i mørket. Det var ikke nogen hemmelighed at den unge hingst følte sig gammel, som han stod der og funderede over hvordan han var havnet i den her situation. Berøvet sin ungdom af sin egen mors dumheder der havde kostet hende livet. Vesperus sukkede over sig selv. Han ville ønske han kunne være vred, men det eneste der kom frem når han tænkte på det kaos det havde bragt med sig, var sorg.

Som tiden var gået havde den unge hoppe gennemgået noget af en forvandling. Siden mødet med Vesperus, der ledte hende til Damnatus hvor hun kunne finde føde, havde hun taget sig den tid det krævede for at komme ovenpå. Cosette havde sørget for at spise moderat hver dag for ikke at overrumle hendes krop der længe havde gået uden næring og langsomt havde hun taget på så ribbene ikke var nær så tydelige som da hun var på sit værste. Den musegrå pels opnåede atter sin skinnende overflade og man og hale deres bløde fylde. Ikke mindst havde hendes porcelænsblå øjne, indrammet af den hvide hjelmblis, fået deres livsgnist igen. Dagene efter mødet havde hun sørget for at røre sig og samtidig, men forsigtigt, få udforsket den fortryllende skov under egetræernes beskyttende kroner. Vandløb, stenbrud og skovens dyr havde hun fundet på sin vej når hun hver morgen og ved skumringstid, når tusmørket lagde sig udenfor skovens område, havde taget sine ture i trav og galop for at få styrket hendes afkræftede muskler. På grund af sin unge alder havde det ikke taget hende mange dage før hun følte sig klar til at drage videre. Tankerne havde af og til strejfet den unge Vesperus, hvis ord gav genklang i hendes sind. Hvad han havde sagt netop som han forlod hende havde efterladt en undren. Cosette kunne dog bruge dagevis på blot at undre sig, fordi der var så meget hun søgte svar på.



Næsten ud af ingenting var regnen begyndt at sile ned fra de tunge, grå skyer der slog ind over Sweyitak og dens udmunding, hvor Cosette de seneste dage havde opholdt sig. Netop som regnen tog til vandrede hun ude på de åbne sletter, og til hendes overraskelse blev regnen så voldsom at hendes udsyn blev forværret. Larmen af regnen der slog imod underlaget fik hende til at føle sig ganske isoleret, og langsomt kunne hun mærke hvordan vandperlerne indtog hendes lune skind. Hun så sig frem og kneb de intense blå øjne sammen da hun syntes at kunne skue et lys i det fjerne. Hun satte fremad i skridt, men ud af ingenting lød der en buldrende lyd af torden. Cosette var ikke et sekund i tvivl, og uden tøven satte hun af i det allerede drivvåde græs og satte i galop imod lyset. Hun var blot en svag silhuet i den silende regn og lyden af hendes hove imod græsset kunne kun høres ganske fjernt, selvom hun brugte mange kræfter for at komme fremad. Det føltes et og med fantastisk at kunne strække kroppen helt ud og samtidig mærke regnen sile ned over hende. En mærkelig følelse af frihed.

Som hun kom nærmere, da blev lyset tydeligere og det gik da op for hende at det måtte være en flamme. Regnen hang tungt som et gardin og derfor var det først da hun kom helt tæt på, at hun så det store tempel udforme sig foran hende. I chok stoppede hun drastisk op foran stentrinene og indtog synet af dette majestætiske byggeri. Aldrig havde hun set noget lignende, men hun skulle snart lære at dette land altid ville byde hende noget helt utroligt. Som hun så rundt på dette ældgamle tempel var det som om noget fangede hendes øje. En silhuet der stod oppe og i læ i templet nær flammen, men regnen var for tæt og hendes drivvåde pandelok blokerede hendes udsyn. Flanken og næseborene udvidede sig i takt med hendes åndedrat der var let forpustet. Pludselig lød der endnu en kraftig buldren fra skyerne, og Cosette så da imod skikkelsen og lod et kraftigt vrinsk forlade hendes lunger. Vedkommende skulle vide at hun var der, inden hun ville nærme sig - men ikke mange sekunder efter satte hun afsted og op imod trinene på vej i læ for regnen, med alle muskler i spil - parat til at møde hvad end der kunne gemme sig i sådan et forunderligt sted.

Uvejret tog til i styrke og en rumlen rullede over himlen efterfulgt af en af samme karakter. Vesperus havde altid fundet uvejr ganske betagende og ikke mindst beroligende. Det var også derfor han tit lod det stå til, selvom han havde magten til at få det stoppet. Dog synes han ikke det var prisen værd, når han skulle hvile så længe efter. Noget blandede sig med lyden af regnen mod de store granitsten og det fik halvguden til at spidse ører og stirre ud i mørket. Hovslag forklædt som torden. Vesperus sanser var på sit højeste i natten, og han så silhouetten før den så ham, men han kunne ikke genkende den.
Med hovedet på sned, trådte han et enkelt skridt frem, så han kunne mærke dråberne ramme den stjernespækkede pels. Et vrinsk skar gennem luften og han brummede nu en anelse lavmælt for sig selv. Vedkommende kom nærmere og snart fangede lyset fra flammerne et skær af noget musegråt der bevægede sig i høj hastighed direkte mod ham. Vesperus trådte roligt et skridt til siden og lod hende springe op af trinene uden at skulle lave en brat opbremsning på det glatte gulv.
En varm hilsende brummen lød fra ham, da han atter kunne beskue den yndige Cosette, der var kommet sig godt på den tid de ikke havde set hinanden.

“ Cosette “

Hilste han hende så med rolige maskuline toner, som næsten sang hendes navn i begejstring og glæde over at se hun havde klaret skærene. Vesperus var overrasket over sig sig, men han tillod sig for en gangs skyld at føle andet end pligt. Hvem vidste om dette sted ville skræmme hende væk alligevel? Så han måtte nyde hendes selskab så længe han havde det.

Med overraskende ynde kom hun op ad trinene uden de store problemer. Så snart hun nåede ind i varmen drejede hun rundt i en halvcirkel og stoppede da op for at beskue den glædelige overraskelse. Hun havde hørt sit navn klinge i hendes mandelformede ører, men tog lige et par sekunder for sig selv. Det var et smukt syn at se hvordan vandperlerne spillede i hendes musegrå skind der blev lyst op fra faklens ild bag hende. Hun rystede sig ganske kort for at slå det værste vand ud og det fik hendes man og hale til at puffe sig en anelse op. Nu kunne man virkelig se hvor godt de seneste dage havde gjort hende, og efter den anstrengende galop kunne man se musklerne spille under skinnet imens hun trak vejret en anelse forpustet. Flanken og bringen hævede og sænkede sig i takt til hendes åndedræt der gav et svagt ekko mod de gamle tempelsten. Endelig lod hun sine øjne falde på den sorte hingst der stod ædelt i flammens skær med regnens tæppe faldende bag sig. Han så glad ud for at se hende, og det fik et kækt smil frem på Cosettes rosa mule. Dråberne dryppede stadig mod stengulvet idet hun trådte et par enkelte skridt imod ham og lod da en lys og trillende brummen forlade hendes bryst i en hilsen. Ørerne vippede opmærksomt frem imod Vesperus, og gav vidne til at hun var glad for at se ham. I dette enorme land var et gensyn med en bekendt det sidste hun havde regnet med.

Stadig ved at indhente sit åndedræt lod hun i stedet ord være overflødige og tog som den første en anden gestus end man kunne forvente. Hun mødte forsigtigt hans mørkerøde øjne der næsten så ud til at bære sin egen flamme der flakkede i hans øjnes genskin, og tog så da et par enkelte skridt frem. Forsigtigt lod hun sin lille, rosa mule række frem for at søge hans i en hilsen. Det var nu anden gang de mødtes og glæden af at møde en bekendt greb hende stærkt og derfor den pludselige kontaktsøgen. Cosettes fremgangsmåde var dog meget nænsom og med opmærksomme øjne og øre var hun forsigtig med ikke at overtræde nogen af hans grænser og i sit bedste forsøg at aflæse situationen. Det var på tide at hun tog modet til sig og startede nogle bekendtskaber, der sikkert kunne være til gavn senere i livet. Pandelokken faldt nænsomt hen over næseryggen og næseborene udspilede sig for at registrere hans duft. Det var noget hun ønskede at huske.

Lyset der gav genskin i vandperlerne på den musegrå pels kunne næsten forveksles med et stjernetæppe der var blevet svøbt om hoppen. Vesperus fulgte hende interesseret med blikket, for lige nu var han ikke den eneste der bar stjerner på kroppen, selvom hendes nok ville fordampe om kort tid. Hun fjernede tæppet af stjerner ved at ryste sig og Vesperus måtte kort ærgre sig, mens vidste at hun sagtens kunne bære sig selv uden og det var netop det hun gjorde foran ham.
Pludselig måtte han dog koncentrere sig, da hun kom nærmere. En varmt pust blev sendt i mod hende, mens han var i færd med at fange hendes duft. Den bar ikke længere den overdøvende stank af mose med sig, men den var et frisk pust, ligesom en regnvåd eng efter lang tids tørke. Hendes brummen, fik ham til at give en lavmælt en tilbage, så man næsten kun kunne se næseborene vibrere.
Cosette tog et skridt fremad, og han holdt øjenkontakten med ophøjet ro. Han var derfor ikke opmærksom, på den berøring der kom. Silkeblød og fyldt med sanseindtryk. Han mødte det med en blid pusten, mens ørerne vippede i takt med han lod alle indtrykkene synke ind. Havde han nogensinde haft sådan en kontakt med andre end familie?
Der gik længe før den sorte lod mulen berøre hendes næseryg ganske nænsomt, som var hun lavet af det fineste porcelæn, inden han trak den til sig igen, mens han rømmede sig lidt.

“Du ser bedre ud. “

Lød det så roligt fra ham. De røde øjne havde ikke sluppet hendes, hvor de havde fundet sig godt til rette. Han kunne fornemme at hvis hun ikke blev skræmt at hun kunne blive et behageligt bekendtskab.

Lydene omkring dem oplevedes stimulerende og opfriskende. Regnen udenfor templet der silede ned som en stille trommen, tordenen der lagde den buldrende stortromme og inde i templet var lyden af dråber der drastisk slog imod de store, gamle tempelsten. Dette intense og smukke billede blev kun oplyst af den flakkende flamme fra faklerne og de enkelte lysglimt fra himlen der blot varede i en mindstedel af et sekund.I det gyldne snit stod der to sjæle der for første gang skulle dele et særligt øjeblik. Det sitrede energisk i årene på den unge hoppe der netop i dette moment følte sig så levende, som var hun blevet genfødt efter længere dages hungren efter at mærke styrken fra hendes fysik. Derfor var hun på sit ypperste og reagerede opmærksomt på den sorte hingsts accept af hendes hilsen. Hans lune åndedræt lagde en dæmper over hende og fik hendes vejrtrækning til at falde til ro. Lyden af begge hestes vejrtrækning blev tilføjet til resten af den omgivende baggrundsmusik, og lige der havde de intet andet end hinanden og dem selv. Det trak i hendes bringe så snart hun lagde sit blik i hans og hvor hun virkelig kunne indtage hans varme, røde øjne. Da den stjernespækkede hingst lod sin varme mule strejfe hendes næseryg blev hun salig og lukkede et kort øjeblik sine øjne i, for at nyde denne sparsomme berøring. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst - hvis nogensinde - havde modtaget en kærlig, venligtsindet berøring. Det føltes så fremmed, men Cosette vidste godt hvor hendes grænser gik, og dette var ikke den. Vesperus havde været intet andet en barmhjertig over for hende, og det ville være dumt at smide sådan en mulighed for at udforske det noget mere væk. Som han trak sig tilbage og hans lavtonede ord lød kunne hun ikke undgå at et smil trak sig frem på hendes mule. I beskedenhed og af ren natur slog hun blikket blufærdigt i jorden. "Tak. Jeg føler mig også meget bedre." Stemmen var nu blevet fløjsblød og den afdankede kvalitet var væk. Hun så op, stadig med smilet om mulen og ørerne vippet helt frem med entusiasme. Det var ikke til at skjule i hendes øjne at hun selv var tilfreds med hendes udvikling.

Endelig slap hun hingstens øjne, en anelse modvilligt, og så sig omkring. Et par skridt førte hende hen imod tempelvæggene, hvor fakler og inskriptioner prydede dem i alverdens kombinationer. "Det her er helt utroligt" hviskede hun næsten målløst imens hendes hovslag gav genlyd i den lange korridor. "Hvad er det her for et sted?" Det var svært for hende at indtage så mange spektakulære syn over så få dage og det pirrede hende, at hun ikke kendte mere til hvad hun vel måtte kalde sit hjemland. Hun lod blikket falde tilbage på ham og kunne ikke undgå at bruge et øjeblik på at lade sine øjne løbe over ham. Første gang de havde mødtes var der ikke noget overskud til at studere ham nærmere - men i flammens lys stod hans aftegn endnu mere ud end hun før havde set, og det var uden spørgsmål meget interessant. Hun tog dog hurtigt sig selv i at stirre og slog da hurtigt blikket tilbage til inskriptionerne, som om hun forsøgte at læse og forstå - men havde i virkeligheden ikke den fjerneste anelse.

I et øjeblik kunne den sorte månehingst kun høre deres åndedræt og de varme dampe de udstødte. Det var en sælsom følelse af velbehag, der dog føltes så fremmed som noget kunne være. Vesperus havde aldrig rigtig været særlig socialt anlagt og de sociale interaktioner imellem fremmede kunne derfor at være svære for ham at afkode. De røde øjne bar dog roen med sig, som skjulte den nysgerrighed han havde hvilende i maven for at udforske den her nye fornemmelse nærmere. Derfor trak han stille på smilebåndet, da hun igen mødte hans blik med et smil. Hun skulle være tilfreds.
Vesperus kunne mærke et rus af nervøsitet, da hun først løsrev sig fra hans opmærksomhed og begyndte at se sig omkring i det der eksponerede ham og hans familie. Hvad ville hendes reaktion være? Den sorte overvejelser om han skulle forklare sig, eller lade templets hemmeligheder taler for sig selv. For det stod skrevet sort på hvidt.

Han så sit snit til at lade blikket glide ud i uvejret, der ikke så ud til at stoppe foreløbigt. Han lukkede kort øjnene og vippede hovedet bagover, mens han lod lyden af regnen mod det oldgamle granit overdøve hans sanser i et øjeblik han ville ønske varede længere end det gjorde. Cosettes stemme trængte igennem med sine syngende toner og han drejede hovedet tilbage til hende, og valgte herfra at slutte sig til hendes side.

“ Det er min fortid, nutid, fremtid, evige byrde og velsignelse “

Lød det så gådefuldt fra ham, mens de røde øjne løb nostalgisk over inskriptionerne. Han sænkede hovedet, næsten som byrden fysisk tyngede ham i dette øjeblik. Der var mange komplicerede og uudforskede følelser i spil, men han ville aldrig kunne slippe dem helt. Var han udødelig nu? Han vidste det faktisk ikke. Kunne han nogensinde tillade sig at elske, stifte familie, blot for at miste det når deres tid var inde. De melankolsk tanker burde ikke være til stede i sådan en ung krop, for sindet følte sig gammelt. De røde øjne så indgående på Cosette.

“Sig mig Cosette - Er det forkert at ønske at man kunne slippe det hele og bare flygte til stjernerne “

Lød det så fra ham i en drømmende melankoli, underlagt af stemning musikken fra den silende regn og rumlen der fyldte natten netop denne dag.
Alt der var tilbage for Vesperus i denne stund, var at afvente Cosettes reaktioner på alt den information der måtte bombardere hendes sind. Ville hun flygte i afsky eller søge hans selskab? Alt imens kunne han kun stå i flammernes skær og lade dem lyse hans stjernehimmel der lå strøet ud over den muskuløse krop op.

Hans ord fik hende til at stivne et kort sekund. Hendes blik var stadig på inskriptionerne, men langsomt vendte hun sit yndige hoved og lod
blikket falde tilbage på ham. En svær skepsis prydede hendes ansigt med et øjenbryn hævet, og ørerne var vippet ud til siden i mistro. Hvad mente han dog med det? En kort brummen lød fra hoppen inden hun hurtigt kiggede tilbage og forsøgte at forstå hvad teksten gik ud på... Noget med solen og månen, og ... Nej, kunne det virkelig passe? Skridt efter skridt begynde hun at bevæge sig henad væggen hvor store vægtegninger skilte sig ud og fortalte en episk historie om de gamle guder, alt imens den unge forsøgte at forstå. Med ét stoppede hun brat op. Malingen havde portrætteret heste - guderne af solen og månen, men hvad der virkelig fangede hendes blik var en mindre skikkelse malet og stødt ud til et lille føl, klædt i sort, stjernespækket skind med månen tronende over sig. Føllet bar genkendelige røde øjne og da var Cosette ikke i tvivl. Ørerne lagde sig langsomt ned - ikke i aggressivitet, men i en blanding af bekymring og frygt. Hun så tilbage mod Vesperus der ganske rigtig var en tro afbildning af føllet. Hun kunne se sammenhængen men forstod stadig ikke præcis hvad det betød. En ting var dog lagt fast - denne hingst var ikke hvem som helst.

Deres blikke mødtes og igen ytrede han ord som denne gang faldt mere til hendes forståelse. Hans indgående blik låste hende fast hvor hun var og da rørte hun ikke en muskel. Stemningen havde skiftet og hingsten havde fået mere autoritet fra hendes synsvinkel. Hvad han var og hvad han kunne formå kunne hoppen kun gisne om. Hendes fyldige hale slog forsigtigt bag hende, og hendes navn i hans mund virkede så fremmedartet. Dog var hans spørgsmål mere relater bart for hoppen end noget andet og hun fik endelig luft til at svare,

"For længe siden har jeg tænkt den tanke dag ind og dag ud, men jeg måtte indse min sandhed. Det ville formodentlig aldrig blive muligt."

Hun sank og alvoren i hendes stemme og blik var ikke til at tage fejl af. Livet havde været hårdt imod hende, og hun var træt af at bruge sin tid på at dagdrømme om en skæbne der aldrig ville gå i opfyldelse for hende. Cosette kendte desværre lidt for godt til håbet om bare at kunne forsvinde langt, langt væk - gerne til stjernerne. Hun bed sig kort i læben og rettede sig op. Hendes blik blev indgående, for hun var nødt til at vide hvad der foregik.

"Vesperus... er du en gud?"

Da disse ord forlod hendes mund lød det helt skørt, men historier fra hendes barndom gav genlyd i hendes indre og hun kunne bestemt huske at hun havde hørt fortællinger om disse guder. Hvad de gjorde eller stod for huskede hun ikke, for sikker i sin sag var hun at det måtte være en sagnomspunden løgn for at indgyde respekt.

De røde øjne fulgte hver eneste bevægelse fra den musegrå hoppe. Hendes skepsis, mistro og hvad han havde frygtet. Han trådte varsomt et skridt bagud og kunne mærke melankolien trænge sig på nok en gang. Hans historie kunne være overvældende, for den fyldte meget i Proelio, men det var ikke ham selv som havde udlevet den. Ufrivilligt var han blevet slynget ind i det uden forvarsel.
Til trods for hans status, så ønskede han ikke at blive set på anderledes, men han fornemmede et skift i stemningen, og det fik hingstens kropsholdning til at ændre sig til noget der næsten kunne se besejret ud.

Han kunne fornemme hendes egne pinsler i hendes stemme, og den forfatning hun havde været i da de først mødtes, havde da heller ikke givet ham anledning til at tro andet. Snart kom det uundgåelige spørgsmål og han mødte hendes blik. Vesperus tøvede dog i svaret, men valgte i stedet at bryde afstanden mellem dem og stoppede først da han var tæt nok på hende, så uvedkommende ikke kunne høre dem.

“ Både ja og nej. Ser du Cosette – Min mor var gudinde over solen og månen, men ikke altid. Før min tid tilfaldt opgaven at trække solen hendes bror. Han blev dræbt af en anden gud, Smeyé. Mange hundrede år gik før vi nåede til denne tid. Min mor tog hævn og dræbte Smeyé, før hun gav slip på sit eget. “

Den sorte sænkede hovedet og grublede over hans ord, og de næste han uden tvivl måtte ytre. Et smerteligt blik i de røde øjne mødte hendes, som han viste hende en dødelig sårbarhed, der selv huserede i guder.

“ Uden nogen til at trække månen og solen, vil Wareena møde sin undergang. Jeg var en stor plag, da den opgave nu tilfaldt min søster og jeg for ikke mange måner siden. Det er mit liv nu, hvad end jeg vil det eller ej. “

Han drog et suk og genfandt sin positur. De røde øjne vandrede ud i den silende regn, imens han funderede over om Cosette nu var skræmt for livet. Ville hun udnytte det glimt af den sårbarhed han havde vist hende? Vesperus havde knapt nået at udleve sin uskyldige barndom, for hans mor havde altid haft forpligtelser, og faderen havde ikke været den mest tilstedeværelse. Han trådte nu et par skridt frem, så dråberne udefra lige nøjagtigt kunne kilde hans lyse mule.

At hele ens verdensbillede skulle vendes op og ned havde den unge hoppe aldrig forudset skulle ske så let. Men denne hingst og hans ord flød så rent i luften imellem dem, og hun kunne ikke blot se, men mærke hans pinsel og frustration over den position han var blevet tvunget ud i. Der var mange ting Cosette måtte sluge, men hvad hun havde sværest ved at acceptere, var hvordan Vesperus så ud til næsten at skamme sig. Frygten i hans øjne over hendes reaktion gik hurtigt op for hende, og hun tog skam også sig selv i at virke noget urolig og nervepirrende. Dog kunne hun ikke andet end at tro ham, for det stod her - sort på hvidt. Imens hun processerede denne enorme bunke information som Vesperus havde valgt at dele med hende, trods det personlige niveau, så begyndte den unge sjæl langsomt at forstå og danne sin egen mening om hele dette eventyrlige fund.

Hun betragtede ham stadig med indgående og bekymrede øjne, men da denne rolige og kærlige sjæl stod foran hende og så besejret ud - en halvgud endda, så kunne hun ikke nænne det. Hvorfor skulle en som han nogensinde føle sig besejret over at være givet sådan en ædel opgave? Det var jo et gudeligt stykke arbejde der skulle klares dag ud og dag ind, og at nogen skulle bære så megen ansvar på sine skuldre gjorde Cosette målløs. Så i det den unge hingst rev blikket fra hende for at betragte den silende regn tog hun det sidste skridt frem så hendes hoved stod ud fra hans skulder, og forsigtigt lagde hun sin mule imod hans manke i et kærtegn - et kram. Ingen som han skulle nogensinde føle sig så alene i noget så enormt - og da slet ikke skamme sig over det. Cosette følte sig ilde over at have udvist ham frygt og fortvivelse, for han havde givet hende intet grundlag til dette. Kun betænksomhed og frelse.

"Tak." sagde hun lavmælt med sin varme, oprigtige stemme og lod mulen hvile roligt over hans ryg. Ørerne vippede hun en anelse bagud for at lytte efter hans ord og åndedræt. Hun lod en rolig trillen forme i hendes bryst for at berolige ham og måske endda for at opmuntre. Det var et simpelt ord, men så fuld af betydning - et tak for at holde verden kørende og sjælene i live. Hun kunne ikke sige at hun endnu fuldt ud forstod alt hvad han havde fortalt hende, men hun bar en vilje så klar og stærk på at ville forstå at hun nok skulle dykke dybere ned i denne historie. Cosettes hjerte galoperede afsted, og hun havde svært ved at forstå konceptet om guderne, og at hun nu var i selskab med en halvgud. Hun yndede dog at ville behandle ham som enhver anden der havde behandlet hende på ligefod. Med kærlighed og forståelse, for selv i hendes mørkeste tider når ingen havde rakt ud efter hende, så føltes det godt at kunne gøre det for andre.

Han var væk for en stund og stod så bare og lod det hele synke ind. De røde øjne blev melankolsk lukket i og han lod det hele synke ind. Det var svært for ham at åbne op for nye bekendtskaber og måske det var derfor han klamrede sig sådan til Calliope, den eneste han kunne stole på ikke ville udnytte ham for egne interesses skyld. Byrden tyngede ham i dette øjeblik og han kunne næsten mærke hvordan trætheden brusede ned over ham som et vandfald.

Hendes øjne kunne han mærke på hans stjernespækkede skind og det måtte enten betyde at hun ikke var skræmt helt væk eller var lammet i frygt. En sitren gik dog gennem hans krop og han åbnede øjnene med et lille gisp, da han mærkede hendes kærtegn. En varm sukken kom fra ham, da hun nu takkede ham. Den lyse mule søgte hendes skulder i et flygtigt gengældende kærtegn, mens hendes musegrå pels, fik hans mule til at sitre. De røde øjne blev atter lukket i og hendes trillende brummen fik ham næsten lullet helt i søvn, som han stod der og hengav sig til roen omkring dem. Langsomt gled hovedet ind mod hendes skulder, hvor han hvilede det i et skrøbeligt øjeblik.

Ord virkede overflødige og Vesperus fandt det svært at løsrive sig fra den musegrå hoppe der havde udvist ham forståelse og varme. Noget den unge hingst havde manglet mere end han selv ville erkende.

“Cosette, tak “

Lød det så til sidst fra ham med en sårbar ømhed i den ellers maskuline stemme, og han tog nu hovedet til sig, for ikke at overvælde hende alt for meget med hans melankoli. De røde øjne forblev dog fæstnet på hende.

At have muligheden for at kunne give noget af sig selv til en anden var en fremmed følelse. Det var en varme der kildede indeni og bragte glæde og tilfredshed. At hjælpe, på den ene eller den anden måde, med mere eller mindre. For Cosette var dette det mindste hun kunne gøre. Selvfølgelig måtte et tak være på plads til en der gør det umulige for at kunne holde verden kørende - og så endda uden at have bedt om det. Samtidig havde hun ondt af ham over tabet af sin mor. At skulle miste for så at overtage en byrde så stor måtte være sjæleknusende. Det ville Cosette dog ikke vide noget om. Hun havde aldrig kendt sin mor, der måtte lade livet natten Cosette blev til. Et lynnedslag havde taget hende, den perlehvide hoppe hvis minde lå i Cosettes aftegn. Cosettes hjelmhvide blis og øjne stod i fuldstændig lighed med hendes moders, hvilket for evigt ville minde hendes familie om tragedien der ledte til hendes død. Det havde været på grund af Cosette at hun havde taget risikoen for at søge sikkerhed. Fuldstændig knust og uforstående havde moderens mage ladet skylden falde på føllet. Han kunne ikke klare synet af hendes ansigt der altid ville minde ham om smerten. Derfor havde Cosette aldrig været god nok, var altid blevet afvist, nedgjort eller overset, på trods af at hun var uskyldig.

Det var et øjeblik som intet andet og Cosette lod sig indtage hver en essens af det. Hans duft, hans varme og følelsen af det bløde skind under hendes mule. Han takkede hende igen, men for en meget mindre gestus som hun ikke føltes sig værdig til. Det var dog et rus af følelser at modtage anerkendelsen og at mærke taknemmeligheden for én gang skyld. Hun trak sig forsigtigt tilbage og lod hovedet vippe på skrå imens hun hvilede sit blik i hans røde øjne. Et suk drog fra hendes lunger som hun lod dette enorme chok falde til ro. Hun ønskede at få forståelse for denne enorme verden og deres guder. Hvem og hvad hun skulle have kendskab til for at nå frem i denne verden.

Cosette slap blikket fra Vesperus og så ind imod templet. Med rolige skridt skød hun direkte forbi hingsten på nært hold og bevægede sig da langsomt ind ad indgangen til templets indre, imens hun kunne høre regnen bruse bag hende. Hendes hove gav genklang igennem den smalle passage, men hendes hjerte hamrede i fuld flor. Hun ville være mere, se mere og endelig forstå hvem hun var oppe imod. "Vis mig din verden, Vesperus." Sagde hun køligt og holdt et øjebliks stop i hendes gang. Han skulle følge med, for først nu var nysgerrighedens ild blevet tændt. Hvad ville det sige, at være en Gud?

Der var noget skrøbeligt over den kontakt de to heste havde indledt, for snart rykkede den musegrå hoppe væk fra om og kulden der omfavnede Vesperus gik gennem marv og ben som en vinterstorm. De røde øjne fulgte hende vagtsomt og han stod tøvende tilbage ved lyden af hendes toneleje. Hovedet blev hævet med en snert af skepsis. Hvad var der at vise, som ikke lå åbenlyst? Templets midte var ikke et sted som den sorte hingst kom tit, for det hjemsøgte ham gang på gang.

Modvilligt fulgte hans den musegrå, som han nænsomt strøg forbi for at tage føringen. Den smalle passage blev mørkere, som de bevægede sig under jorden. Regnens hamren på den oldgamle granit kunne ikke længere høres. Den eneste lyskilde var den stjernespækkede pels, som nu glødede med tiltagende styrke, inden det var som om at det smittede af på de fugtige vægge og de vandrede i blandt stjernerne. Et rum dukkede snart op i mørket, men væggene var ej at se tydeligt. Vesperus stoppede og drejede den store krop for at se tilbage på den musegrå hoppe, hvis blis fremstod tydeligt i blandt stjernerne.

Mange forskellige konstellationer flød omkring dem, men Vesperus stod som forstenet i det evige univers der konstant var i bevægelse.

“Ensomhed “

Lød det så fra ham i et monotomt toneleje – inden han fortsatte, i toner der næsten kunne minde om en vuggevise. (You know which I’m talking about)

“Artemis og Apollon var aldrig ment til at mængde sig med befolkningen, men ensomheden blev for meget for månehoppen, der søgte landjorden og forelskede sig. Apollon forviste hende til en dødelig krop og lod hende genfinde jorden som ung og uprøvet, men den melankolske ensomhed hvilede i hoppen og hun hengav sig desperat til sine lyster. En sol og en måne blev født, men de var ikke hele. Artemis dødelige legeme havde forpurret føllene. Caelis ben kunne ikke bære hende og Nocturnos sind var råddent “

Den sorte tav for et øjeblik, mens mørket i rummet virkede til at opsluge ham. Han sukkede.

“ Artemis genfandt på et tidspunkt sit rigtige legeme, men efter Apollons død overvældede ensomheden hende nok engang. Sol og Måne var hendes.

Hun fandt kærligheden, men for dødelige har alting en ende og ensomheden blev igen hel. Byrden at trække både måne og sol var meget for hende. Hun genfandt sin gamle flamme, som havde givet liv til Caeli og Nocturno – Og en ny sol og måne blev skabt. Halvguder, som aldrig ville kunne løfte den byrde. “

Noget voksede i Vesperus og det brændte i hans indre, mens han rystede på hovedet for at tøjle den stigende ind der brændte i ham som solen.

“ Sig mig Cosette, hvis en mor så selvisk higer efter hævn at hun vil efterlade sine egne afkom til sådan et liv, elsker hun dem så i virkeligheden? “

De sidste ord blev sagt med en blanding af smerte, men en brændende bitterhed. Han åndede hårdt ud. Vesperus passerede Cosette, og søgte nu op mod overfladen. Templernes nederste rum afspejlede oftest sindet på den som fortalte, og han havde blottet sig mere end han var bekvem med.

Som den stjernspækkede hingst skridtede foran og tog styringen var det som om rummet omkring dem mistede substans. Væggene var ikke længere vægge, men alligevel var der grund under hende. Rummet ændrede sig foran sine øjne og hun tillod ikke sig selv at stille spørgsmål til dette. I stedet blev verden omkring hende indhyllet i himlens stjerner og lyden var kun fra deres hovslag. Hingstens skind var det smukkeste hun i sit liv havde lagt øjne på, og hun kiggede betaget rundt på de stjernebelagte vægge. Det føltes som om hun flød rundt i en drøm, men da hingsten foran hende stoppede og drejede rundt blev hun i stedet fængslet af hans røde, intense øjne. Da lod han ord flyde i toner der indtog Cosettes sind og lod hende fortrylles. Som han fortalte kunne hun nærmest se det hele udspille sig som en tegneserie på stjernerne omkring hende og hun slugte hvert et ord, hver en følelse der greb hende om hjertet. Vesperus var som forsvundet, opslugt af mørket og Cosette var pludselig alene imens hans stemme stadig rungede i hendes øregange. Der udspillede sig de vildeste scenarier i stjernerne der fulgte Vesperus' ord til perfektion... og en ny sol og måne blev skabt. Cosette var i trance. Men med et fingerknips stod Vesperus atter foran hende da han henvendte sig direkte til hende. Den musegrå hoppe måtte lige samle sig, for hun blev lidt overrumplet af hans pludselige spørgsmål der virkede til at bære smerte og vrede. Forsigtigt lagde hun svagt ørerne tilbage og ligeledes kunne en smerte ses i hendes egne klare, blå øjne. Det vred sig i hendes hjerte, for hun vidste ikke hvad hun skulle svare ham. En moders kærlighed havde hun aldrig kendt til, så hun ville aldrig være værdig nok til at kunne sætte sig i hans sted og forsøge at forklare hvorfor en moder gør som hun gør. Det var tydeligt hvor personligt dette var for ham, og Cosette gjorde sit bedste for at træde med forsigtighed, men gav hende ikke chancen for uden varsel passerede han hende og Cosette var efterladt i uråd.

Der gik ikke længe før den unge hoppe selv vendte rundt for at søge op til overfladen, og for at søge ham, der tydeligvis havde sit at kæmpe med, og som hun sikkert aldrig ville forstå. Cosette nåede frem og det første hun lagde mærke til var himlen der klarede op og regnen der kun dryppede dovent. Hun så over på ham med medlidenhed i sine øjne og vidste ikke rigtig hvad der var rigtigt at sige eller gøre. Hun ville heller ikke trænge sig på, for hvis han ikke ønskede hendes tilstedeværelse ville hun heller ikke unde ham den. Uden at nærme sig rømmede den unge hoppe sig ømt og lod sin rolige, bløde og varme stemme nå hans ører. "Jeg kan godt nok ikke sætte mig ind i dine pinsler eller din vrede." startede hun ud og sukkede forsigtigt "For hvem ville nogensinde kunne forstå den byrde det er at skulle trække månen?" Et lille smil gemte sig i hendes stemme. "Men jeg kan appellere til den del af dig, der er dødelig. For lige som du, har jeg også mine pinsler. Du er ikke alene i søgen efter anerkendelse.. og, og kærlighed." Der var en bitterhed i hendes stemme der afslørede at hun bestemt forstod disse følelser. Cosette var dog bange for at have talt over sig, og ønskede som det sidste at træde ham over hovene. For hvad vidste hun - egentlig - om hvad han gik igennem? Alt hun kunne gøre var at tilbyde sig selv og sin støtte, for i hendes optik virkede han ikke blot til at mangle det - men råbte derimod om hjælp, og en at læne sig op af. For var der noget værre i verden end at være ensom?

Vesperus følte at tiden var gået i stå alt imens han stod og desperat forsøgte at samle sig selv, men det var som om at han var blevet revet i tusind stykker i forsøget på at åbne op. Han forsøgte ikke at genne den musegrå Cosette væk, for hendes nærvær var ønsket, selvom det i øjeblikket var så skrøbeligt som porcelæn. De røde øjne lukkede sig i og hovedet blev sænket en anelse besejret over den byrde der i øjeblikket tyngede ham ned. De mandelformede ører vippede til melodien fra hendes bløde stemme, der forsigtigt trængte igennem den øredøvende stilhed.

Han krængede nakken bagover og åbnede øjnene, mens et øre var vippet mod hende. Han opfangede bitterheden i hendes stemmen, og han kunne kun undres over hvad der mon var hændt den musegrå hoppe. De fine hoved blev drejet mod hende, mens han nu søgte hendes blik, med et varmt udtryk. Med et par rolige skridt stod han nu foran hende med sænket hoved og pustede varmt mod hende.

“ Hvordan ved vi når vi har fundet det, Cosette? “

Lød det hæst og hviskende fra ham, mens han forsigtigt strakte mulen frem mod hende, dog uden at røre ved hende. Det var ikke hans rum at trænge ind i. I dette øjeblik følte halvguden sig helt igennem hjælpeløs. Han sukkede stille og lod det definere den stilhed der nu igen sænkede sig over den.