Post by Caeli Pluvia on Dec 17, 2020 22:25:04 GMT 1
Caeli Pluvia
Oh love of mine. Someday you will die. But I'll be close behind.
Hun var det skinnende skær i lyset. Månes grå overflade. Nattens glitrende vejviser - hans lille måne. Vulkanen der antændte og startede en brand. En nattebrand på en lille ø i det mørke, urolige hav, der var hans sind. Hun var fyldt med røde roser, en historie hvor man måtte bestige dets stilk og stikke sig på tornene, før man endelig kunne elske i de røde, bløde blade. Hun var himlens regn. En man ikke kunne tæmme, en regn der ikke faldt for ingenting. Hun var livsgivende. Fortryllende. Fascinerende. Blodrød. Øen blev nået - hun var hans nærmeste. Indtil han druknede hende og branden slukkedes, vulkanen blev forstenet. Hun blev til krystallerne - de sang og klirrede og fortalte om fremtiden. Hun var mor. Hun var månedatter. Hun var elsket. Hun troede hun ville forbløde ihjel en skønne dag - samme sted som han. Men hun tog fejl.
Grå tåge havde hvilet omkring hendes ældre sind i lang tid. Tågen havde gjort fortid, til glemsel. Fortrængt ethvert ondt minde om Insanus Amoris Drachmas og Cherrub. Erstattet mindet med et sæt vingefang, glæde og lykke. En tro om at hun altid havde været hos Dawn of Death. Men det var løgn. Hendes sind brød igennem. Viljen fik endelig overmagt og hun huskede det hele.
Hvert et strejf af hans krop. Hver en duft han bragte med sig. Hvert et blik han kastede på hende, uanset hvem af dem der kiggede. Den hævntørstige... Blodtørstige. Frygtindgydende, mekaniske, kolde og dog så fortabte Inasnus. Den manipulerende... Tænksomme. Misforståede, ivrig efter hendes hjerte, men så forfærdelig løgnagtige Drachmas. Den elskende... Kærlige. Omsorgsfulde, lænkede, sorgfulde og så forelskede Amoris. De smil. De onde, de milde, de overbærende, de fascinerede. Dem alle. Deres læbers kys. Deres sinds forskelligheder. Modstanden. Fra dem begge, før det unægtelige, skæbnesbestemte måtte ske. Deres eventyr. Deres mareridt. Deres liv.
Det føltes som evigheder. Evigheden uden ham. Der var så meget at leve for. Så meget at dø for. Men tiden kaldte på hende. Tiden kaldte og hun adlød.
De svage ben ville ikke bære hende længere, da minderne vældede tilbage og kroppens genfundne ungdom forsvandt. Bristede under hendes vægt. Vingerne ville tage hende af sted - men hun ville blive svag efter sådan en tur. Alderdommen krøb ind på hoppen.
Caeeliii...
Stemmen hviskede i vinden i en klang der hang ved. Stemmen kaldte hende hjem. Til et hvilested. Pladsen foran hende var et hjerteskærende sted. Under klippen på Meadow - det sted de havde losset ham ud over afgrunden, da han var smadret og døden nær allerede. De sidste dyrebare minutter tikkede ud i sandet, da Caeli og den unge søn, havde set faldet og måtte tage en bitter afsked. Hun havde skreget. Lyden var stadig i hendes ører. Mærket. For altid mærket. Lænket - lænket til hans mørke. Natten omsluttede månen - stadig.
Et smil. Et smil fandt læberne. Der var ro i mindet. Der var ro i visheden om, at han ville finde hende. Dernede. På den anden side. Han ventede - han kaldte, det var hans stemme. Omsvøbt blev hun af hans nynnen. Hans sang til hende. Der var en plads, han havde holdt på længe - i den gode del af dødsriget, en oase, et hvilested i efterlivet. Hendes børn ville savne - men de var klar. De stod på egne smukke ben, der ikke ville briste i mange år. De skulle skabe deres eget eventyr nu. En skønne dag, ville de komme ned til hende, og fortælle hende alt. Alle 3.
Hendes orangeglødende øjne stirrede på himmelrummet. Solen forsvandt. Dawn. Dawn ville miste. Savne. Hade. Han var en fortæret sjæl, af alt det han havde lidt i sit liv... Men hun vidste at han ville finde en vej. Det gjorde han altid. De havde skabt de smukkeste 2 børn, han måtte finde trøst i Dawnya. Og Ducan, hvis han vendte hjem. Hun så for sig med et svagt smil, at selv Narrator og Dawn ville finde hinanden. Når de endelig indså at fortiden var ligegyldig. De døde vendte ikke hjem. Ikke denne gang... Selv hvis hun blev livet tilbudt - så var der ikke mere livslyst i Caelis hjerte. Hun var færdig. Hun havde levet sit liv og det havde været et vidunderligt et. Smertefuldt til tider, men hvem kendte glæde, hvis de ej kendte smerte? Hvem kunne elske, hvis aldrig de mistede?
Kroppen lå nu i det bløde græs - hun kunne se blodpletterne for sig... Hun kunne se resterne fra hans krop, omend tiden havde været hård ved dem og meget lidt var tilbage. Hun hvilede hovedet imod hans hals, hun ville have lagt under den brækkede vinge, hvis den ikke var faldet sammen. Han kaldte højere. Han sang højere. Hendes hjerte slog. Hun hvilede og sank dybt ned i underlaget. Hendes øjne missede imod den mørkende himmel...
"Caeelii."
Hendes stille stemme sang svagt.
"Livet jeg har elsket, livet har så ret. Smilet findes nu, trods alle de tider jeg har grædt. Mørket har fundet, grunde til at elske. I alle dem er jeg for evigt forelsket. Måne find nu en ny, at kaste på dit lys. Jeg er blevet klar, at skænke mit sidste kys. Mit dødskys."
Stemmen gentog. Og gentog. Svagere og svagere. Caeli drev et fremmed sted hen. Hjertet slog. Øjnene gled i. Mens stemmen ebbede ud. Et sidste farvel var givet og verden udenfor forsvandt. Hun hørte kun hans stemme og så hans gule øje. Han førte hende med. Til et sted hvor hun hørte til. Varme spredte sig, som sjælen fandt hjem - til sine drømme.
Hjertet slog. Men det var det sidste slag.
Oh love of mine. Someday you will die. But I'll be close behind.
Hun var det skinnende skær i lyset. Månes grå overflade. Nattens glitrende vejviser - hans lille måne. Vulkanen der antændte og startede en brand. En nattebrand på en lille ø i det mørke, urolige hav, der var hans sind. Hun var fyldt med røde roser, en historie hvor man måtte bestige dets stilk og stikke sig på tornene, før man endelig kunne elske i de røde, bløde blade. Hun var himlens regn. En man ikke kunne tæmme, en regn der ikke faldt for ingenting. Hun var livsgivende. Fortryllende. Fascinerende. Blodrød. Øen blev nået - hun var hans nærmeste. Indtil han druknede hende og branden slukkedes, vulkanen blev forstenet. Hun blev til krystallerne - de sang og klirrede og fortalte om fremtiden. Hun var mor. Hun var månedatter. Hun var elsket. Hun troede hun ville forbløde ihjel en skønne dag - samme sted som han. Men hun tog fejl.
Grå tåge havde hvilet omkring hendes ældre sind i lang tid. Tågen havde gjort fortid, til glemsel. Fortrængt ethvert ondt minde om Insanus Amoris Drachmas og Cherrub. Erstattet mindet med et sæt vingefang, glæde og lykke. En tro om at hun altid havde været hos Dawn of Death. Men det var løgn. Hendes sind brød igennem. Viljen fik endelig overmagt og hun huskede det hele.
Hvert et strejf af hans krop. Hver en duft han bragte med sig. Hvert et blik han kastede på hende, uanset hvem af dem der kiggede. Den hævntørstige... Blodtørstige. Frygtindgydende, mekaniske, kolde og dog så fortabte Inasnus. Den manipulerende... Tænksomme. Misforståede, ivrig efter hendes hjerte, men så forfærdelig løgnagtige Drachmas. Den elskende... Kærlige. Omsorgsfulde, lænkede, sorgfulde og så forelskede Amoris. De smil. De onde, de milde, de overbærende, de fascinerede. Dem alle. Deres læbers kys. Deres sinds forskelligheder. Modstanden. Fra dem begge, før det unægtelige, skæbnesbestemte måtte ske. Deres eventyr. Deres mareridt. Deres liv.
Det føltes som evigheder. Evigheden uden ham. Der var så meget at leve for. Så meget at dø for. Men tiden kaldte på hende. Tiden kaldte og hun adlød.
De svage ben ville ikke bære hende længere, da minderne vældede tilbage og kroppens genfundne ungdom forsvandt. Bristede under hendes vægt. Vingerne ville tage hende af sted - men hun ville blive svag efter sådan en tur. Alderdommen krøb ind på hoppen.
Caeeliii...
Stemmen hviskede i vinden i en klang der hang ved. Stemmen kaldte hende hjem. Til et hvilested. Pladsen foran hende var et hjerteskærende sted. Under klippen på Meadow - det sted de havde losset ham ud over afgrunden, da han var smadret og døden nær allerede. De sidste dyrebare minutter tikkede ud i sandet, da Caeli og den unge søn, havde set faldet og måtte tage en bitter afsked. Hun havde skreget. Lyden var stadig i hendes ører. Mærket. For altid mærket. Lænket - lænket til hans mørke. Natten omsluttede månen - stadig.
Et smil. Et smil fandt læberne. Der var ro i mindet. Der var ro i visheden om, at han ville finde hende. Dernede. På den anden side. Han ventede - han kaldte, det var hans stemme. Omsvøbt blev hun af hans nynnen. Hans sang til hende. Der var en plads, han havde holdt på længe - i den gode del af dødsriget, en oase, et hvilested i efterlivet. Hendes børn ville savne - men de var klar. De stod på egne smukke ben, der ikke ville briste i mange år. De skulle skabe deres eget eventyr nu. En skønne dag, ville de komme ned til hende, og fortælle hende alt. Alle 3.
Hendes orangeglødende øjne stirrede på himmelrummet. Solen forsvandt. Dawn. Dawn ville miste. Savne. Hade. Han var en fortæret sjæl, af alt det han havde lidt i sit liv... Men hun vidste at han ville finde en vej. Det gjorde han altid. De havde skabt de smukkeste 2 børn, han måtte finde trøst i Dawnya. Og Ducan, hvis han vendte hjem. Hun så for sig med et svagt smil, at selv Narrator og Dawn ville finde hinanden. Når de endelig indså at fortiden var ligegyldig. De døde vendte ikke hjem. Ikke denne gang... Selv hvis hun blev livet tilbudt - så var der ikke mere livslyst i Caelis hjerte. Hun var færdig. Hun havde levet sit liv og det havde været et vidunderligt et. Smertefuldt til tider, men hvem kendte glæde, hvis de ej kendte smerte? Hvem kunne elske, hvis aldrig de mistede?
Kroppen lå nu i det bløde græs - hun kunne se blodpletterne for sig... Hun kunne se resterne fra hans krop, omend tiden havde været hård ved dem og meget lidt var tilbage. Hun hvilede hovedet imod hans hals, hun ville have lagt under den brækkede vinge, hvis den ikke var faldet sammen. Han kaldte højere. Han sang højere. Hendes hjerte slog. Hun hvilede og sank dybt ned i underlaget. Hendes øjne missede imod den mørkende himmel...
"Caeelii."
Hendes stille stemme sang svagt.
"Livet jeg har elsket, livet har så ret. Smilet findes nu, trods alle de tider jeg har grædt. Mørket har fundet, grunde til at elske. I alle dem er jeg for evigt forelsket. Måne find nu en ny, at kaste på dit lys. Jeg er blevet klar, at skænke mit sidste kys. Mit dødskys."
Stemmen gentog. Og gentog. Svagere og svagere. Caeli drev et fremmed sted hen. Hjertet slog. Øjnene gled i. Mens stemmen ebbede ud. Et sidste farvel var givet og verden udenfor forsvandt. Hun hørte kun hans stemme og så hans gule øje. Han førte hende med. Til et sted hvor hun hørte til. Varme spredte sig, som sjælen fandt hjem - til sine drømme.
Hjertet slog. Men det var det sidste slag.