Alastair havde bevæget sig ud på den kæmpe eng med det høje frodige græs. Han havde nogle klynger af træer, som han havde taget læ under. Efter at have spist et måltid mad, havde han lagt sig under en af tæerne. Han var udmattet efter endnu en lang vandre tur rundt i verden. Området her gav ham mere eller mindre hovedpine, det var som det tilkaldte minder, som han alligevel ikke helt kunne nå indtil og huske. Det hele var delt i op i tusind af fragmenter, hvor han ikke kunne sætte dem alle sammen. Alligevel følte dette sted særlig velkendt, men han kunne ikke helte lige sætter finger på, hvorfor eller hvad, som gjorde det. I sidste ende var hans også ligeglad, så længe han blot kunne få en kort lur, så han atter kunne vandre videre i uendeligheder. Det var ikke fordi naturen eller se verden interesserede ham på nogle måder, men på den her måde kunne han være i fred, og det var ikke ligefrem, fordi han vidste, hvad han ellers skulle gøre med sit liv. Han havde forlængst opgivet at se en dybere mening med hele livet. I stedet drog han blot rundt uden nogen bestemt destination. Han lyttede opmærksomt på farer, imens han lå i skygget af træet, i tilfælde endnu en sur krikke eller rovdyr skulle komme forbi. 

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Mozon var lettere tåget tæt ind imod junglens mange lyde. Derinde et sted holdt Amazonerne til, det vidste den unge hoppeplag ganske sikkert. Men hun vandrede alligevel tæt på, for nysgerrigheden havde hang i hendes unge lemmer og hun elskede et adrenalin kick. Hun var mere bekymringsfri end hendes broder, men alligevel var han den hun relaterede mest til. Han var en anden sammen med hende. Mere glad end hun så ham alene. Hendes moder var også lykkelig - Rosaia var uvidende om hendes moders svære fortid og hun nød blot at være tæt i en lille familie i Slavian. Åh ja.

Langsomt fik hun færten af noget helt nyt og fremmed - en hingst! Stærk fært ramte hendes små næsebor og inden længe søgte hun tættere på. Hun sneg sig langsomt af sted langs flere træer op og ned i det skønne frodige terræn...

Han var faldet lidt hen i ro og mag, da en fært af en fremmed pludselig vækkede ham op fra hans trance. Han slå forbene ud af at komme op hurtigst muligt, og med et stod han på sine ben igen. Ørene kørte rundt for at fange lyden af den fremmed, men først da hoppen var tætter på, fik han hendes konkrete placering. Han vendte sig mod, hvor hoppen snart ville komme gående, ganske rigtigt kom hun i syne mellem træerne. Hans øre gled en smule baglæns for at vise, at han ikke var glad for hendes tilnærmelse.

”Hvem er du?!”

Lød det i en skarp tone fra ham, imens han stod parat på, hvad end hun nu kunne finde på. Hoppen så yngre ud. Sikkert ikke særlig gammel, så formentligt ville hun ikke være svær at nedlægge, hvis hun gik til angreb. Desværre kunne det så også betyde nogen holdt øje med hende et sted, hvis hun altså var her med en familie. Det bedste træk han kunne gøre ville være at undgå en kamp, hvis det er en mulighed. I hvert fald måtte han nok nøjes med at være på vagt for hendes adfærd.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream



Øjet fandt den sorte krop, men det var egentlig manen der skreg op omkring ham, så hun fik rigtig øje på ham. En sort hingst, med en meget mere knaldrød farve end hendes vinrøde. Hun stirrede et øjeblik - han var oppe på dupperne øjeblikkeligt, som om hun var en trussel. Dawnya kastede sit ædle hoved frem og ned i respekt for hans vagtsomhed, og hun standsede brat et lille stykke væk, da hans stemme nærmest vrissede af hende. Åh, hun havde da aldrig kendt mage! Men Dawnya var også ung og naiv, så hun havde ikke mødt ret mange sjæle, der var fjendtlige.

"Det er et godt spørgsmål, Hr. Jeg er bare mig, men så sandelig også Dawnya for nogle Rosaia for andre." der var en drillende tone i hendes blide stemme og hun stod det lille stykke borte med ørene fremme og smilet i behold. "Du kunne også fortælle dit navn?"

Hoppen valgte at stoppe et stykke væk og viste skam også at respektere hans ønske om afstand. Han valgte at slappe lidt mere af i de spændte muskler, men holdt sig stadig parat på et muligt baghold, hvor hoppen kunne være den som distraherede, man vidste aldrig!

Hoppen var vel endeligt ganske pæn, men den grålige og lilla nuancere med stjerne beklædt over, den flammede mørke røde man og hale, som matchede pænt til hendes øjne. Hun var på en måde simpel af udsende og så alligevel ikke. Det gav et godt match sammen. Men utroligt hvilke aftegn nogle i dette land havde og farver for den sags skyld. Men der var noget roligt og varmt over hendes.

Han fnys over hendes svar, sikke et lang svar på et eller meget simpelt spørgsmål. Derudover tilføjede hun også noget fra det ældre sprog. Hr… Hr.? Hvorfor? Man skulle tro hun var en gammel kone, som ikke var kommet videre i livet. En tro om Hr skulle vise respekt. Tvært i mod for ham, så fik Hr. ham til at føle sig gammel, og han var i hvert fald ikke gammel!

”Kald mig ikke Hr. eller De for den sags skyld”

Brummede han utilfreds over hendes sprog. Hvor end hun havde fået det fra. Han måbende lidt over det Hr. for nogle sekunder før han endelig overvejede at tilkendegive hans eget navn.

”Alastair”

Se dette var et kort og godt svar på et meget simpelt spørgsmål, det kunne hun lærer af. Derudover antog han det sidste navn hun nævnte måtte være hendes kælenavn. Men kælenavne var da kun for de nærmeste, så hvorfor havde hun overhovedet valgt at sige sit kælenavn. Han var i hvert fald ikke en af hendes nærmeste, og han havde ingen planer om at blive dette heller!

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


Han virkede alt for anspændt til Dawnyas temperament. Hun oplevede sjældent noget træls i sit liv. Hun var jo nok ganske naiv endnu i sine unge år, og havde ingen minder om at være blevet holdt tilbage eller få et rap over næsen. Så hun var derfor meget ligefrem og ikke spor eftertænksom.

Hingsten brød sig overhovedet ikke om at blive kaldt Hr. og Dawnya måbede af ham. Der var en meget kortfattet aura over hans ord og hun hævede øjenbrynet en smule af ham. "Hør DE taler vel ikke bare som du og dig til hvem som helst? Hvis Hr Alastair ikke passer dig, så kan jeg såmænd også kalde dem Sir Alastair - du bære en eller anden fin ædelhed over Dem, så jeg bryder mig ganske godt om at tiltale dig ordentlig!" svarede hun frit og lystigt. Der var ikke som sådan noget belærende eller hånligt over hende. Hun var tvært imod bare af helt anden støbning og ønskede at tale som hun nu gjorde det, uanset hvad han måtte tænke.

"Når det så er sagt, så Goddag Alastair, jeg har ikke set Dem her før?" hun tippede hovedet nysgerrigt på sned.

Han fnys over hendes frækhed. Sikke en irriterende unge. Han havde en indre krig om, hvordan han burde reagere. Et eller andet sted havde han lyst til at give hendes sådan et smæk, så hun kunne fatte, hvor respektløs hun var, overfor hans ønske om, hvad han skulle snakkes til. Ganske rigtigt havde hun ret til at tale, som hun ønskede, men hun kunne godt respektere hans valg om den tiltale hun havde rettet mod ham…

Sir! SIR! Han som ej havde kæmpet andet for sin egen overlevelse, skulle da i hvert fald ikke kaldes for sir. Var hun da komplet fra forstanden. Sir tilhørte kun dem, som kæmpede for andre og havde formået at rede verden fra ondskab, hvis man altså spurgte ham.

”jeg ville sætte pris på, hvis du kunne respektere mit ønske om blot at bruge mit navn”

Svarede han så langt om længe.

”det bærer mig ganske ubehag, når du vælger tale således til mig.

Tilføjede han. Måske han kunne få hende til lidt fornuft i stedet. Han ønskede ej heller at gøre hende utilpas, fordi hun havde vel sine rettigheder, ligesom han havde.

”ganske vist rigtigt, har holdt mig fra dette magiske land”

Han stirrede let på hende, hun måtte vel kende landet en smule for at kommentere på, at hun ikke havde set ham her før.

”Antager du har godt kendskab til landet, er de født her?”

Det irriterede ham en anelse, at hun ikke valgte at skride. Dog inderst inde synes han nu, det var en anelse hyggeligt med selskab.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Der var aboslut ingen ære over ham. Hun lagde ørene en smule, og rakte hovedet frem, for han skulle så absolut heller ikke bare kalde hende for du. Hvad var det for en underlig opdragelse? Hun var ung ganske rigtigt, men hun havde da lært almen respekt overfor ældre sjæle end hende selv. Måske havde han ikke udgjort noget stort - men der var et eller andet der mindede hende om ære og respekt... Som om han lignede en æret familie?

Hun fnøs en smule uaccepterende. Hun kunne sagtens kalde ham noget andet, men hvorfor i alverden antog han at hun var du og dig? Hun var selv datter af Dawn of Death, som trods alt var flokleder for Slavian, budbringer og var en form for legendarisk personlighed i landet. Så hun rankede sig en smule. Ligeledes var hendes moder halvgudinde - der var en arv at leve op til hos Dawnya. En hun gerne ville imødekomme, om end hun var ganske socialt akavet. Fuldstændig ligesom nu.

"Jeg kunne såmænd sige det samme til dig, simple Alastair. At jeg føler ubehag over din tiltale." hun vendte sig om og var ikke på samme måde interesseret i hans fortsatte ord eller opførsel... Hun ville gerne at de startede forfra, men samtidig så var hun bare ikke interesseret i at stå og slås om så dumme småting. Han sagde dog noget til sidst, så hun standsede op og de brændende øjne stirrede tilbage, med et lille kækt smil. "Født her? Jo. Jeg har en prægtig stamtavle i dette land."

Hun hvilede en smule på stedet men så også bare videre frem. Var det en anelse splittende? At nogen for første gang gik imod hende?

Han kunne tydeligt fornemme at deres forskellighed drev dem begge til ’vandvid’, måske en letter overdrivelse, men i så fald kunne man vist let sige, de på ingen måde var enige. Hun vente hans ord mod hans. Ganske smart, helt dum var denne flabet ung hoppe nu ikke.

Han lod blot hans grønne øjne hvile brændende på hende, det var trodsalt hende, som havde invaderede hans sted, derfor brude hun vil også være den, der skulle skide! Det ville i hvert fald være svagt, hvis han smuttede. Nej, at smutte var bestemt ikke en mulighed for ham.

Men det så slet ikke ud til at være et problem, fordi han måtte havde pisset hende så meget af, siden hun endelig vendte sig om og så ud til at ville smutte. Endelig! Fantastisk! Tænk man kan være så tungnem og ikke fatte, at han ikke ønskede hendes selskab!

”Jamen som De ønsker”

Lød det små provokerede fra ham, da hun vendte sig om. See ya snob! Tænkte han for sig selv. Men, hans pokkers store mund, havde dog fanget hendes interesse. I GUDER! Hvorfor kunne han ikke bare havde holdt sin store fede mund lukket. Hun stirrede mod ham igen og et smil fattede hendes læber. Hvorfor var hun stolt over at have en prægtig stamtavle! Hvem i alverden gik op i det?! Han forstod hende ikke, måske fordi han aldrig rigtigt havde følt sig voksen nok til ansvaret for nogen. Han stod lidt målløs over hendes stolthed, før han samlet sig.

”Jamen dog! Deres Højhed, jeg undskylder for min opførsel mod Dem”

Udbrød han i en fræk og letter flabet tonefald. Der var et eller andet over hende, der ramte de helt forkerte knapper. Hun pissede ham sådan af, han kunne ikke lade være med at være halv provokerede i hendes selskab. Men et eller andet sted kunne han ikke lade være med at små grine. Men det var ikke af hende, men han fandt nu alt dette ganske morsomt. Han havde kedet sig sådan for dage, og endelig så det ud til at blive en smule spicet ud af Dawnyas selskab. Han slog latteren en smule hen.

”Hvilket prægtigt stamtavle, kommer DE så fra?”

Han så en anelse mere serøst på hende, før han rankede sig mere op. Et eller andet sted var han en smule nysgerrig på, hvordan en så ung hoppe gik så meget op i alle disse ting, som han fandt latterlige og dumme.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Hun hævede mulen i sky - åh det var tarveligt! De to havde overhovedet ikke nogen evne til at føre en fornuftig samtale lige nu. Rosaia var trådt ind i en alder, hvor det hele føltes i tifold. Som om det først bare lige var en følelse - men så voksede den indtil hun ikke kunne ignorere den. Nogle kaldte denne stride tid for: Teenageårene. Hun lagde ørene og slog lidt med de lange krøller.

Der var frækhed og en flabet tone, dybt indgroet i den andens væremåde lige nu. Alastair, hun først havde taget for en gentleman, var absolut det modsatte! Hun stirrede indtrængende på ham, så det burde løbe ham koldt ned ad ryggen. Men imens der sydede dette giftige bånd imellem dem, trængte der sig latter på.

De var simpelthen så åndssvage begge to, og hun kunne nærmest se det udefra et øjeblik. Hans latter lød kort efter disse bobler i hendes mave. Han så det måske også? Det var helt latterligt morsomt et øjeblik og Dawnya slap den strenge holdning og lo så maven krampede. Hun hørte godt spørgsmålet, og fornemmede selv sin egen nysgerrighed imod hingsten.

"JO, jeg kommer fra Slavian og min fader er selveste lederen Dawn!" stemmen forstatte som før, i en belærende, helt igennem tåbelig tone, men det var tydeligt nu, at hun gjorde grin med dem begge og deres dårlige adfærd. Hun kunne ikke være vred på den måde, det lå ikke til hende. Så hun smilede og opførte sig ganske som om hun kunne lide ham. Hun nærmede sig igen. I håb om at han fandt hende sjov nu. "Som om DET ikke er nok, ja så er min moder også Halvgudinde!" hun agerede helt håbløst overlegen - men der var intet alvor i det.

Han lagde skam godt mærke til hendes adfærd også ændrede sig. De begge så vidst tydeligt det latterlige i det her. Selvom han forsatte i sin flabet tonefald, tog hun den ikke seriøst. I stedet sprang hun med på ’legen’. Det var nu ret morsomt, og et eller andet sted havde hun formået at læse ham korrekt til sidst, i stedet for at blive sur.

Dawn, jo ganske vist havde han hørt om Dawn og Slavians leder. Selvom det hang langt tilbage i hukommelsen, som endnu ikke stod helt stærkt. Så vækkende hun nogle minder længere frem i hans hjerne. Det gav en forfærdelig overvældende følelse.

”Jamen uha, så må De vel være en fjerdedel gudinde”

Han bøjende let for hende kort, før han atter rankede sig op.

”Er der noget jeg kan gøre for Dem, oh store mægtige Dawnya”

Lo han. Han kunne slet ikke holde masken. Hun var nu meget frisk og mere spændende end så mange andre. Hun havde en personlighed, som man roligt kunne sige, sagde spar to. Forsigtig tog han tøvede et skridt mod hende, men usikkert trak han hurtigt skridtet tilbage igen og så trodsigt væk, imens han inderligt fortrød, at han havde søgt tætter på hende.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Hans opførsel hidsede hende helt op på den gode måde. Det var afgjort ikke en fejl at have generet en personlighed som han, for nu brød han ud i det vildeste rollespil. Overdrevent og helt perfekt. Dawnya rankede sig højt og helligt som den betydningsfulde fjerdedel han nævnte. Hun spidsede munden og lagde ørene fornemt tilbage og værdigede ham ikke et blik, for han var jo tydeligvis langt under hendes standarder.

Hans bøjen og tiltale var lige til at ligge sig ned og le ad, til man fik ondt i maven, og han havde det vist på samme måde. Deres spil var sindssygt fjollet og andre ville glo mistroisk på deres opførsel og præcis derfor nød hun det.

"En bonde som DIG!? Næ, du kan jo ikke engang tiltale mig med nok fremragende titler! Ikke blot mægtige, men overdådige, ærede, højthellige!" hun vendte nu bagparten imod ham og stampede i jorden med sit bagben. Overhovedet ikke fjendtligt, men afgjort legesyg.

I den stund rakte han ud. Hun standsede øjeblikkeligt og vendte sig nysgerrigt imod ham.

Parrende som han havde sat op blev langt som lagt ned. De begge var gået helt ind i rollen som de havde på taget sig i dette lille rollespil, som de på en eller anden måde var endt ud i. Han lå mildt da hun smed bagparten mod ham, for at understøtte hendes pointe. Han stod blot og betragtede hende, helt draget af den pludselige ændring som var sket. Han blev dog revet ud af trancen, da hun havde lagt mærke til han havde søgt mod hende, hvor han så væk fra hende i et godt rum tid før han atter lod blikket hvile på hende. Et halvt fnys forhold hans mule før han drillende svarede igen:

”Er det ikke farligt får sådan en mægtige, overdådige, ærende og højhellige, at vende ryggen til en fremmede... og så endda en hingst!”

Han sendte hende et skævt keglet smil. Før han valgte at gå op til hendes side ganske tæt på hende, selvom hans krop var helt spændt op pga. usikkerheden over at tilnærme sig hende.

”Det kunne jo være at jeg ville udnytte Deres titel på at fremme mit eget blod”

Hviskede han i en skrap tirrende tonelege. Før han nappede ud efter hende og satte frem i et spring.

”Men på den anden side, så ville jeg få min forældre på nakken - og jeg er ikke sikker på jeg kan klarer at skuffe dem nu, hvor jeg er den mest udelige og skuffende slave længe set!”

Tanken om det fik ham til at le. Hans mor havde kæmpet for at få respekt tilbage til hopperne, ville være ironisk, hvis han blev modbydelig mod hopper. De ville blive så skuffet. Ville de ikke? Han skød tankerne fra sig. Atter lod han blikket falde på Dawnya betragtede hendes nuancerede krop nøje igen. Ja hun var da pisseirriterende, blev han endelig enig med sig selv om.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Hun lo, det var længe siden nogen havde moret hende så voldsomt. Men den næste sætning var en anelse skarp: For hun kunne sagtens se at den ej skulle tages seriøst i denne sammenhæng. Men alligevel strøg der en undren over hendes ansigt, for hvorfor tænkte han dog på dette i det hele taget? Han var vel ikke på nogen måde... opstemt af denne tanke eller leg? For Dawnya var helt afgjort for ung og fyrig til at begive sig ud i den slags.

Hun lod sig ikke mærke, for hendes speciale var at tage let på livet. Så blev hun stille og søgte tættere på. For det han selv havde forsøgt før, undgik han nu tydeligt... Hun så på ham med sine indgående glødende øjne som hun nærmede sig for at røre ved hans mule.

Han stod helt stille og så på hende. Havde han trådt over en grænse? Måske, det havde slet ikke kommet ham for tanke, at hans joke evt. kunne være overgrænsen. De havde jo trods alt kun lige mødt. Han fortrød nu, at havde kørt joken den vej. Det var ikke overvejet som nogen hentydning eller noget han ønskede. Tvært i mod. Han ønskede ikke en familie eller noget lignede i den nærmeste fremtid. Der var for meget i hans eget liv, ej var han klar til at binde sig til noget.

Hun var pludselig helt stille og nærmede sig. Alle hans muskler spændte op, så hele hans skulder muskler stod og dirrede som hun søgte tætter på. De grønne øjne hvilede blot mod hendes glødende. Han rykkede sig dog ikke. Han var i tvivl om, hvad hun endelig ville.

”Dawnya?”

Lød det pludselig en anelse spørgende fra ham. Det var jo også ham, som havde søgt tætter på tidligere. Men nu var det hende. Han trak sig dog ikke, lod hende blot komme nærmer.