Der var gået mange år, siden Chinwe Neema var blevet taget til fange af Leslie og hans hær og havde levet som et gidsel i hans rige. Hun havde lige nået at føde hans søn, da det hele heldigvis havde fået en ende, og hun atter var fri. Traumet havde været så stort, at hun havde taget sin søn og forladt Proelio. Hendes søn var nu blevet voksen og havde fundet sig til rette i livet, men Chinwe Neema var stadig rastløs. Hun havde aldrig fundet sit sted at høre til her i livet, og hun var så invalideret af PTSD efter tiden med Leslie, at hun knap kunne leve sit liv længere. Hun havde derfor taget en drastisk beslutning - hun ville tilbage til Proelio. Hun vidste, at der kun var én måde at komme igennem angsten på - og det var ved at se frygten i øjnene og konfrontere sin fortid. Hun var derfor vendt tilbage.

Hun vandrede igennem Bikaly og indsnusede den friske duft af forår. Alt åndede fred og idyl her i skoven, og når man befandt sig et sted som her, var det svært at forestille sig, at Proelio kunne være andet end et lykkeligt eventyr. Men hun vidste bedre. Hun vidste, hvordan farer kunne ligge på lur alle steder i landet, og at det eventyrlige glansbillede kun var en fascade. Men lige netop nu i denne stund tillod hun sig bare at trække vejret og være til stede. Hun stoppede op, lukkede øjnene i og sukkede fredsfyldt. En dag ville hun samle mod til sig og tage til Frozticen for at se sine dæmoner i øjnene. Men for nu var bare dét at være i Proelio første skridt på rejsen, og det var godt nok for nu.

Det var efterhånden længe siden at Aeical og hans bror var ankommet til dette nye land og det meste af den tid havde Aeical brugt alene på at vandre rundt og opdage de forskellige områder. Nu mærkede han dog trangen til at være omkring andre heste igen, opleve de forandringer og det kaos de kunne bringe med sig. Måske endda finde en med samme tro, en han virkelig kunne tale med og som ville forstå ham!

Så kunne han også vise sin bror styrken i sine argumenter og sin tro, Frollo havde jo garanteret ikke fundet nogen der var enige med ham, ikke når hans måde at tro på var så uendeligt kedelig og urokkelig.

Til sit store held - eller havde Laylis hjulpet denne gang? Det var selvfølgelig også en slags held - fik han hurtigt øje på noget rødt gennem træerne. En fin lille hoppe stod lige der, som placeret midt på hans vej.

Det gav et lille sæt i hende, da hun pludselig hørte lyden af en knækkende kvist og hovtrin, der betrådte skovbunden. Hun vippede uroligt med de hvide ører og så sig opmærksomt rundt, mens hun prøvede at opfange, hvor den potentielle trussel kom fra. Til hendes store held var det ikke et rovdyr, der trådte frem fra det ukendte, men heldigvis blot en anden hest. Dog fik synet stadig hendes hjerte til at banke hårdt og forskræmt, da det var en hingst - og hun havde ikke just gode erfaringer med disse. Hun sænkede underdanigt hovedet og smaskede underkastende, mens hun uroligt vippede de slanke ører ud til siden. Et lille, hilsende brum forlod hendes strube, men ellers forholdt hun sig tavs og passiv og blev blot stående i den underdanige holdning. Hun ønskede for alt i verden ikke at pisse denne fremmede af. Hendes krop bar i forvejen præg af alt den mishandling, hun havde oplevet igennem årerne. Hun var så færdig med at prøve at spille smart og være 'en af hingstene.'

Aeical stoppede med god afstand til hoppen da han så hendes reaktion på hans ankomst. Heldigvis var han i godt humør denne dag, og især i humør til at være social så han havde ingen interesse i at skræmme hende væk - selvom det måske også kunne have været sjovt. Et øjeblik overvejede han alvorligt om han måske bare skulle se om han kunne true og skræmme hende til at gøre hvad han sagde, men nej. Laylis havde ført hende til ham lige som han havde tænkt positivt på at finde en så det var det han måtte gøre.

Forhåbentlig havde han ikke vist sine tanker for tydeligt inden han sænkede hovedet let og smilte venligt. Han kunne aldrig få sig selv til at opføre sig underdanigt men at gøre sig selv lidt mindre for ikke at skræmme en lille hoppe var ikke noget problem, i hvert fald ikke i dag. "Goddag, du behøver ikke at være nervøs, jeg har intet ønske om at skade dig." Han forsøgte sig med at være charmerende overfor hende for at se reaktionen og forhåbentlig få hende livet lidt op. Det var nu sjovere når modparten var lidt mere.. pågående.

Hun blødte en smule mere op og følte sig lidt mere tryg, da han nu stoppede med god afstand til hende og sænkede hovedet med et venligt smil. Det gjorde, at han ikke så helt lige så stor og skræmmende ud, og var jo generelt et tegn på respekt fra hans side. Langsomt og forsigtigt tippede hun de små ører i hans retning og gengældte hans venlige smil. Hun løftede hovedet med lidt mere selvtillid og ro, da hun nu hørte hans beroligende ord.

"Tak for Deres venlighed. Jeg undskylder min opførsel. Jeg ønsker ej at dømme Dem, men jeg har ikke så gode erfaringer med hingste."

Han løftede let hovedet igen da hun havde reageret på hans signal og trådte langsomt tættere på "Så må du have mødt de helt forkerte hingste" svarede han med medlidenhed i stemmen inden han sukkede lavmælt. "Ingen burde behandle en hoppe sådan" sagde han med et kort blik på hende, det var tydeligt at hun ikke var blevet behandlet godt.

Men det gjorde det bare så meget desto nemmere at lokke hende ind, det var i hvert fald hans erfaring, så hvis hun ikke allerede var en der fulgte Laylis så skulle han nok sørge for at hun blev det. "Hvis bare hingste, og hopper, ville dedikere deres liv til noget større ville verden være et så meget bedre sted..."

Hun mærkede kort usikkerheden komme snigende igen, da han langsomt trådte tættere på hende, men heldigvis forsvandt den hurtigt igen, da hun hørte hans ord. Hun nikkede langsomt og smilede skævt.

"Jeg er glad for, at der i det mindste er én hingst, der tænker sådan."

Hun lyttede til hans næste ord og tippede nysgerrigt hovedet på skrå. Hvad mon han mente med at dedikere sit liv til noget større? Hvis det var noget ala Leslie, så var hun den, der var skredet! Men på den anden side så virkede ham her overhovedet ikke til at være bare det mindste lige som Leslie. Så måske det i virkeligheden var meget rart - tanken om at høre til et sted?

"Det har De sikkert ret i. Jeg selv er rimelig fortabt og har ikke rigtigt meget at leve for længere. Det ville være rart at have en mening med livet; noget større at dedikere mit liv til..."

Hun så undskyldende på ham. Det var ikke hendes mening at lyde så deprimerende eller at indvie en helt fremmed i hendes personlige sorger på den måde. Men et eller andet ved ham virkede så tillidsvækkende... Måske han faktisk forstod?

I et kort øjeblik, et lille bitte øjeblik, lyste hans ansigt op i et meget tilfredst og decideret grådigt udtryk men han fik hurtigt sig selv under kontrol igen og dermed tilbage til sit medfølende og mere charmerende udtryk. "Der er ikke noget bedre end at være dedikeret til noget større end en selv, noget man ved er så uendeligt vigtigt at man selv bare er en lille plet i det store hele..." han så næsten helt drømmende ud, han elskede at være dedikeret til Laylis, at følge hende og udleve - det han selv mente var - hendes vilje her i denne verden.

"Jeg selv følger Laylis, gudinden for kaos og tiden! Hun er vidunderlig, smuk og vis og ... " han sukkede saligt, han kunne tydeligvis slet ikke udtrykke sine dyner følelser for sin gudinde. "Jeg kunne ikke forestille mig at leve uden min tro, den giver mig et mål, en fantastisk glæde hver dag og jeg har altid noget vidunderligt at vende tilbage til." Det var hundrede procent sandhed i hans øjne, også selvom han fokuserede på de dele han håbede ville tiltale hende mest.

Hun lyttede fascineret til hans ord og blev helt opslugt af hans nærmest drømmende udtryk og beskrivelse. Han fik det til at lyde så fantastisk! Hun var helt hooked!
Hun kunne ikke lade være med at smile, da han udtrykte sine følelser for gudinden Laylis. Det var ret sødt at se en så stor og respektindgydende hingst blive helt salig og blød i knæene ved tanken om en hoppe. Men det gav ham bare et kæmpe plus i hendes bog! For hvis han kunne tilbede en gudinde på den måde, så betød det jo i hvert fald, at han ikke var mandschauvinistisk, og at han derfor nok mente det, når han sagde, at han havde respekt for hopper. Det gjorde hende helt inspireret og glad indeni! Hun havde vitterligt aldrig mødt en hingst, der anså hopper som ligemænd på den måde. Det var så forfriskende!

"Åh, det lyder helt fantastisk... Laylis lyder i sandhed til at være en hoppe, der er værd at vie sit liv til. Ville en simpel hoppe som jeg også kunne dette?"

Hun så ivrigt på ham med øjne, der var helt opslugte og tændte. Hun vidste ikke, hvad det indebar at være religiøs og vie sit liv til en gudinde. Men han beskrev det på så dejlig en måde, at hun bare måtte vide mere! Og desuden havde hun efterhånden ikke mere at miste, så hvad var det værste, der kunne ske?

Aeical blev tydeligt ivrig da hun svarede positivt, yes, det var præcis sådan hun skulle tænke! Hun skulle være med i hans tro og han skulle endelig have en der rigtig forstod ham! "Selvfølgelig kan du følge hende og vie dit liv til hende! Og der er absolut intet simpelt ved dig" Da han sagde det sidste blev hans stemme en smule dybere og han trådte helt hen til hende.

Pludselig så hun utroligt smuk ud, kunne det at hun havde opdaget sin tro virkelig gøre hende smukkere? "Hvis du virkelig ønsker det kan du blive den mest troende hoppe i verden. Det kan blive hele dit liv og du vil aldrig igen føle dig fortabt eller alene!" Han var helt fanget i situationen, i sine drømme om endelig at have en troende ved sin side, en der kunne hjælpe ham med at sprede troen. Måske kunne hjælpe ham med at... Hans tanker stoppede pludselig og han så indgående på hende. De behøvede jo ikke at finde nye troende hvis de selv kunne lave dem?

Hans ord lød som sød musik i hendes ører, og hun følte sig mere smigret end nogensinde før. Han så hende, for hvem hun virkelig var. Ikke bare en simpel hoppe med en forbandet masse ar - men den rigtige Chinwe Neema, der stadig gemte sig aller dybest inde. Hun havde kun kendt denne hingst i få minutter - ja, hun kendte ikke engang hans navn endnu - og alligevel følte hun sig mere elsket og forstået, end hun nogensinde havde gjort før.
En lille rødmen skød frem på hendes kinder, da han trådte helt hen til hende og sendte hende sit intense blik. Hun følte sig helt draget af ham og suget ind i hans blik, og havde mest af alt bare lyst til at træde tættere på ham; mærke hans krop tæt på sin og lade dem smelte sammen til én enhed. Hun så på ham med store, intense øjne.

"Åh, mange tak, jeg er så klar! Hvad kan jeg gøre for at vise min hengivenhed?"

I et øjeblik blev Aeical næsten opslugt af hendes store, smukke øjne. Han kunne umuligt have fundet en mere perfekt hoppe denne dag. Det måtte virkelig være Laylis der havde fundet hende til ham og nu tilbød hun endda at gøre noget for at vise sin hengivenhed. Langsomt strøg han mulen langs med hendes hals imens han brummede dybt.

"Den største hengivenhed må være at give dig selv hen, bringe en ny troende til verden som kan tilbede Laylis sammen med os.." Han så indgående på hende og håbede at han ikke gik for hurtigt frem. Omend han godt kunne finde på at få sig et føl den direkte tilladelse foretrak han nu hvis hun gav lov. I hvert fald nu hvor det gik så godt. Hun skulle jo gerne fastholde sin tro!

Hun lukkede øjnene i og sukkede nydende, da hun mærkede hans mule mod sin hals. Hendes skind sitrede let under hans berøring og fik det til at snurre behageligt i hele hendes krop. Hun lyttede til hans ord og blev først en smule overrasket, men da hun mødte hans indgående blik, var hun slet ikke i tvivl. Hun var blevet voldtaget før, og det her føltes slet ikke lige sådan. Leslie havde taget hende med magt og hård hånd. Ham her var helt anderledes... Han var så sød, blid og smigrende. Hun følte sig tryg i hans selskab. Der kunne ikke være noget dårligt ved at få et føl med en hingst som ham. Hun så derfor accepterende ind i hans øjne og smilede varmt.

"Det vil jeg meget gerne... Men er De sikker på, at De ønsker et føl med en så lille og ubetydelig hoppe som jeg?"

I hendes øjne var han helt perfekt; så stor, kraftfuld og magisk. Hun kunne på ingen måder leve op til en hingst som ham! Det ville være hende en sand ære at bære hans føl, men ville han virkelig spilde sine fantastiske gener på en hoppe som hende?

Aeical smilede tilfredst, perfekt! Nu kunne han rigtig vise sin bror hvad han kunne opnå når han ikke skulle følge Frollos kedelige planer! "Jeg ville være beæret over at få et føl med dig! Jeg kan slet ikke forestille mig en mere perfekt hoppe at få føl med."

Endnu engang førte han mulen hen over hendes hals men denne gang fortsatte han ned over ryggen hvor han blidt nussede hende. "Og ingen der følger Laylis kan nogensinde være ubetydelig! Alle er vigtige på deres egen måde og alle har deres eget formål!" Langsomt førte han mulen længere bagud indtil den hvilede på hendes kryds så han nemmere kunne tjekke om hun mon overhovedet var klar til at få føl?

Han sagde alle de rigtige ting. Det var som om, at han vidste, lige præcis hvad han skulle sige for at vinde hendes tillid og smigre hende - og det virkede! For hun havde aldrig mødt en hingst, der talte så sødt til hende og gav hende så mange komplimenter. Det føltes helt som et romantisk eventyr, hvor hun havde hovedrollen som prinsesse <3 Det var helt overvældende - men hun nød hvert et øjeblik.
Et lille støn forlod hendes mule af ren velvære og lyst, da hans mule nu gled hen over hendes ryg og ned mod hendes kryds. Hele hendes krop sitrede under hans berøringer, og hun havde det næsten som om, at hun kunne flyve!

"Hvor er jeg taknemmelig for at have mødt Dem..."

Hun viftede lokkende sin hale til side, så han kunne komme til. Hun var mere end klar.