Valiant

Yes I am crazy - Normal is boring to me.

Hovedet var hævet højt og mulen var i skyerne. Glødende fremstod han, trods det tunge skydække der befandt sig over bjergkæden Awarias. Iblandt de blå klippevægge, et sted på toppen, over det majestætiske vandfald, stod den solide hingst Valiant og skuede ud over det mangfoldige landskab. Hans tjavsede man blev blæst rundt af den friske vind - den duftede af regn. Langt under ham kunne man se både havet, Kanto skovene og de store enge i flor. Foråret havde taget sit greb og luften var lidt varmere, trods Natiaum ikke var en varm landsdel.

Der var ingen tvivl om hvor fri og vild Valiant var. Hans blik var fyldt med mod og et hvin forlod ham, som forbenene fløj op i luften. Nogen ville også sige han var ganske utilregnelig.

På en klippeafsats nær toppen af de mægtige bjerge Awarias, stod en hoppe som næsten gik i ét med den mørke klippe. Men også kun næsten.. Hendes hårpragt bar den mest skrigende pinke farve, som man kunne tænke, og det gik i hvert fald på igennem måde i ét med bjerget. Hendes havblå blik der tidligere havde haft mistet deres glans, strålede nu atter ud mod den store verden, og hvad der måtte gemme sig i den. Hendes bedste ven havde formået atter at tænde Jah-lilas livsgnist, trods hvad hun havde mistet. Nu var den stribede hoppe endnu en gang klar til, at indtage de eventyr, der måtte vente på hende.

Et fremmede hvin fløj pludselig gennem luften, og fik Jah-lila til nysgerrigt at spidse ører. Her hvor hun stod, kunne hun ikke spotte andre heste, men det var jo ganske tydeligt, at hun ikke var alene. Et højlydt vrinsk var hvad den anden fik tilbage, men den stribede hoppe gennemsøgte klippesiden med blikket, for at finde en eventuel sti, der førte i retning af hvinet. Det havde lydt så vildt, at Jah-lila helt fik kuldegysninger af forventningen. Det var længe siden, at hun havde mødt en komplet fremmede, men denne stemme synes hun ikke at genkende.. Forfriskende!

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Et svar blev fundet i vindens friske pust. Hans tjavsede man blev strittende i brisen og hans øjne var helt elektriske af hans lyst til at finde denne hoppe, der havde kaldt. Højlydt. Valiant slog med hovedet, halen piskede og hans vilde ben trak nu hurtigt af sted i retning af lyden.

Men da han fandt frem til den fremtrædende pinke man og hale, blev han afbrudt af en klippeskrænt. Han standstede op og vurderede situationen, før et meget overlegent smil blev plantet i hans ansigt. Han bakkede nogle skridt, med nogle høje brummende lyde, før han brugte sin krop som en spændt elastik og slap. Han galoperede - sprang og landede på klipperne foran den stribede hoppe. Hun var da en tiltalende lille sag, så hans blik blev ganske tændt og flirtende. "Hovsa, jeg måtte da bare fjerne afstanden imellem os - du kaldte så fint på mig." hans øjne var fyrige og kroppen spændt hingstet op.

Lyden af hovslag der nærmede sig var tydelig, men helt præcis hvorfra de kom, var ikke til at sige på grund af det rungende ekko, som blev kastet rundt mellem klippesiderne. Nysgerrigt drejede Jah-lila en runde om sig selv, mens hun søgte bjerget omkring sig med blikket. Med ét dukkede en fremmede hingst frem på den anden side af klippeskrænten. Den stribede hoppe kunne ikke lade være med at gøre store øjne, idet den anden var lige så stribede som hun. Hans farver var dog nogle helt andre, og gav ham et vildt udseende, som Jah-lila ikke var vant til at se blandt Proelios beboere.

Afgrunden mellem dem var noget der tydeligvis ikke vakte tilfredshed hos den fremmede. Jah-lila nåede dog end ikke at åbne munden, inden den gule hingst fløj gennem luften, og i ét nu stod foran hende. Hans kække bemærkning fik et smil til at brede sig på Jah-lilas mule, inden hendes blik rev sig løs af hans, og kiggede til siden. "Det havde også været muligt, bare at følge stien."

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Blikket var forstat ganske fyrrigt og kækt, som denne hoppe besvarede hans stunt med både et smil og en kommentar. Han fnøs og kastede ikke engang et blik på stien - hans korte man blev kastet tilbage og han rankede sig.

"Hvad ville have været spændende i den lette vej? Er det fede ved livet ikke, at udfordre sig selv på sin rejse og indimellem ... sætte livet lidt på spil? Hvad er det ellers værd?"

Stemmen var maskulin, fri og en anelse kæphøj - han fik et kick ud af sine stunts og han agtede ikke at stå stille her og glo. Hingstens øjne var vovede og han skævede videre ud i det stejle område, med et sigende blik, som han traskede af sted imod vandfaldet.

"Mit navn er Valiant. Hvis du tror, du kan imponere mig, så slip den lette tilgang - kom med." hans sætning var opfordrende, men samtidig gav han ikke rigtig en dyt for om hun ville synes han var for skør - og gå sin vej. Han havde set for meget til at gide, spilde tiden på ingenting.

Jah-lila måtte hurtigt sande, at denne fremmede på ingen måde var som andre hun havde mødt. Hans ligegyldige måde at omgås sit eget liv, var på én gang fascinerende og skræmmende. "Livet er vel det værd, som man selv synes." De blå øjne granskede den anden nøje, dog uden at dømme. Det lå ikke til den stribede. "Om man ønsker at kaste det bort eller passe på det, kan ingen andre bestemme for én." Hendes blik fulgte en stribe, som dog snart forsvandt ind i en anden, der mundede ud i en tredje. Hans mønster var til at blive helt svimmel af. Det var fantastisk!

Som den fremmede nu begyndte at bevæge sig mod vandfaldet, fulgte Jah-lila automatisk efter. Hun ønskede at lære mere om denne hingst, som hun på ingen måde forstod sig på. Han præsenterede sig nu som Valiant, og kom med en forunderlig kommentar om, at hun skulle slippe den lette tilgang, hvis hun ønskede at imponere ham. Hendes varme latter gav nu genlyd mellem klipperne. Åh hvor var det dejligt og le igen! Muntert sendte hun denne Valiant et drillende blik. "Hvem siger, at jeg ønsker at imponere dig?" På i hvert fald dette punkt, havde de to stribede heste en vis lighed. For ligeledes var Jah-lila ligeglad med, hvad han tænkte om hende. Til det havde hun oplevet for meget i hendes liv.

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Ja, jo, ja - han havde hørt mange synge en sang om hvad livet var værd. Men han oorrkede ikke at lytte til det. Han var en sand adrenalin junkie og hans måde at værdsætte livet på, var så absolut ved rent faktisk at mærke, at han levede. Det ville blive så ulideligt kedsommeligt at vandre dag ud og dag ind og passe på sit liv, ved frygten for at dø. De skulle alle dø. Var det ikke bedst at få noget ud af det, imens man var?

Han besvarede hende ikke på dette punkt, men smilede ganske kækt og tilfreds da hoppen fulgte med. Nærmest automatisk. Latter brød igennem den friske luft, han vippede et øre i hendes retning. Ellers var hans fokus på at finde den absolut mest spændende rute ned til det enorme vandfald.

Så ... det var derfor hun lo. Hans blik var vendt hurtigt imod hende, men han var blot listig og endnu noget så kæphøj. "Det blotte faktum, at du er fulgt med herned, siger mig, at du har brug for at vove dine skridt lidt. Tage en ny rejse, væk fra alting - vær lidt fri og skødesløs. Glemme hvad du kommer fra." han slog med halen og sprang nu fra deres sti og i stedet for at følge den rundt i et hårnålesving, kastede han kroppen ned på stien under dem. Han så tilbage op på denne fine hoppe med et spil i sine øjne. Det føltes lidt som om, at hun også var ganske ligeglad med hvad han tænkte. Det var helt perfekt, for han gad virkelig ikke spilde sin tid på andre, der overtænkte alting.

Valiants ord gik rent ind hos den stribede, der et øjeblik følte, at tiden gik fuldstændig i stå. Hun så tydeligt både Fermaz og Ajani for sig, og følte hvordan en klump dukkede op i hendes mave. Nej! Hun nægtede at svælge mere i fortiden. Hun havde ventet og søgt efter dem i en evighed, og takket være Dødsguden havde hun nu endelig fået vished. Hendes to hingste ville aldrig komme tilbage, og det kunne hun enten lære at leve med eller ikke..

Da den gule nu pludselig forsvandt i et spring ud i intetheden, tøvede Jah-lila derfor ikke, og fulgte hurtigt med ham, uden at vide hvor hendes hove ville lande. Uden syn for klippen under hende, blev landingen deraf også en anelse klodset. Hun røg ned på det ene knæ og var faretruende nær ved at vælte helt omkuld, men formåede dog og bevare balancen. Med en smule besvær kom hun atter op på alle fire igen, og selvom smerten skar igennem knæet, kunne hun ikke lade være med at kigge på Valiant med et blik der strålede af eventyrlyst.

"Kom," hendes stemme nærmest sang af latter, inden hun dristigt passerede den stribede hingst, og nu selv kastede sig frem over en lidt for bred kløft, kurede ned af en skrænt så småstenene fløj om ørene på hende, for til sidst at springe over sten der lå i vejen, og derved faldt en halvvanden meter ned før hun atter havde fast grund under hovene. Hernede vendte hun sig om og kiggede leende tilbage op på den anden. "Mit navn er for resten Jah-lila," råbte hun så det gav ekko over det hele.

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Først fornemmede han en form for modstand i hoppen, så derfor vendte han sig med oprejst pande og ligegyldighed over for de der ikke kunne følge med - i dette tilfælde hende. Han havde sagt hvad han skulle sige og hvis det prikkede nok til hendes sind, så ville hun komme af sig selv. Før han rigtig nåede at tage skridtet videre, så sprang hun efter ham, pludselig så livligt at hun ikke så sig for - en klodset handling, der næsten tændte ham fandtes kortvarigt, før hun fandt balancen. Den eventyrlyst der skreg i hendes øjne fik ham til at smile overlegen og drenget. Han havde ikke bare prikket til noget hende. Han havde tændt en lille ild, der nu glødede op imod hans ansigt. Et øjeblik var han betaget. Og så var hun videre. Hurtig som en faldende regndråbe skred hun ned af skrænten efter grøften. Han kneb øjnene sammen. Modet var steget i hende og han havde smittet hende. At være lidt skødesløs med sit liv indimellem var sundt. Han kastede sig efter hende, over grøften, ned af skranten og hans erfarne krop vidste hvordan han skulle indhente hende.

Hun var dog foran et stykke og da hun landede var han stadig kurrende ned af skrænten med ivrige øjne og stærke lemmer. Jah-lila. Han smilede intenst. "Jah-lila, der er mere liv i dig, end jeg først antog."

Med strålende øjne studerede Jah-lila nu denne Valiant komme kurende ned imod sig. Han havde tydeligvis mere erfaring med denne form for klippespring end hende, og i stedet for den klodsethed hun selv havde udvist, formåede den gule ligesom at være yndefuld i sine smidige bevægelser. Da han nu landede og kom med, hvad hun antog var en kompliment, kunne hun ikke lade være med at smile drillende. "Man skal passe på med at dømme andre for hurtigt." I et pludseligt anfald af kådhed, strakte hun mulen ud og hev let i hans lyse pandelok, inden hun leende trak sig tilbage. Det hele skete dog en smule uforsigtigt, og et løst klippestykke fik den stribede hoppe til at miste balancen. Med et overrasket udbrud, faldt hun ud over kanten af den klippeblok de befandt sig på og blot faldt og faldt og faldt.

Plask..! Iskoldt vand omgav hende pludselig til alle sider. Til Jah-lilas held var hun faldet direkte ned i en bjergsø, der var dyb nok til at afbøde faldet. Også selvom man ikke ligefrem kunne kalde det for en behagelig landing.

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Der var en del tant og fjas hos den stribede hoppe, der nu gebærdede sig med megen kådhed. Han hævede et øjenbryn og så på hende, med et ganske dragende, frækt smil, da hun rørte hans pandelok. Han nappede ligeledes efter hoppens bløde mule. Der var ingen grund til små lege, han skulle nok tage fat! Men før han nåede at se hvad der skete, så mistede den kønne balancen og hun styrtede ud over klippen. Han så søen - så målet og hun landede sikkert... Hans blik søgte himlen et øjeblik med en : Seriøst?

Og så sprang han ellers bare efter ufortrødent. Hvorfor ikke? Det var alligevel den letteste måde at komme ned til hoppen på. Hvad var der i grunden med de hopper for tiden? Og ham der sprang ud over klipper? Den blomstrede stjernehoppe havde testet om han nu også blev bekymret for hende - men hun sprang ikke efter, da han stak af, på samme måde, som han nu sprang. Han gad ikke alle de rednings aktioner. Det var sgu ikke det han var til for!

Han landede bagben først og resten af kroppen ret efter. Hingsten dykkede, flød til overfladen og svømmede til land. Koldt, men ej ukendt - adrenalinen var det fedeste. Han hvinede og kastede sig op på land med lemmerne der rystede vandet af sig - nu var han kåd! "Beklager, skønne tøs, at de faldt ned derfra - men du gav mig det vildeste rus længe!" brummede han nærmest tændt. Han vendte nu kroppen imod hende og rakte mulen frem... Hun havde nok ikke fundet samme lyst til at gentage det nogensinde.

Et øjeblik var Jah-lila som forstenet. Hendes krop var lammet af den iskolde verden der pludselig omgav hende, og hendes hoved kunne hverken finde hoved eller hale i, hvad der var op eller ned. Med ét begyndte et af de stribede ben at sparke i vandet, og de tre andre fulgte hurtigt efter. Som en anden hval brød den stribede hoppe endelig overfladen, og hun gispede begærligt efter luft. Hvad var der lige sket? De himmelblå øjne søgte forvirret opefter, men fandt ikke andet end klippe. Den afsats som hun før havde befundet sig på, var end ikke at spotte hernede fra. Og hvor var Valiant egentligt blevet af?

En skvulpen til hendes ene side, fik hende til at dreje hovedet. Og der var den gule minsandten. I den iskolde bjergsø sammen med hende. Var også han faldet? Jah-lila fulgte nu hans eksempel, og svømmede med energiske skridt ind til bredden. Det var jo trods alt ikke ligefrem vejr til en badetur.

Da den stribede hoppe endelig havde fået fast grund under hovene igen, rystede hun sig så kraftigt, hun overhovedet formåede. Vinden var kold, men selvom hun egentligt burde bevæge sig, var udmattelsen der altid kom efter adrenalinen, ved at melde sin ankomst. Hun stod derfor blot ganske stille og forsøgte at samle kræfter. Valiant der åbenbart havde det lige omvendt, og var som sprængfyldt af energi, ligefrem takkede hende for faldet. Et svagt smil spillede om den mørke mule. "Det glæder mig, at der var nogen, der fik noget ud af flyveturen." Hun strakte selv sin mule ud mod hans, og åndede så der stod en helt lille dampsky fra hendes næsebor.

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


I første moment spottede han ikke, at hoppen var helt kold og frøs. Det gik ligesom ikke heeelt op for ham hvor LIDT hun havde brudt sig om det uventede fald. Dog var denne Jah-lila bestemt ikke en der forblev i en sådan træls følelse, så trods den kuldske oplevelse, så han hun ikke fast i det.

Han smilede kækt, med mulen imod hende, blinkede drenget da hun svarede. Hendes lille smil gjorde ham mere kåd, og deres muler mødtes kort efter, så al iver i hans krop blev sprængt. Han brummede højlydt. "For jeg, findes der ingen federe ting her i livet, end adrenalin..." hans stemme var helt betaget - nærmest afhængig af ruset.

Nu gik det langsomt op for ham - at der var småkøligt og at hun nok var blevet udmattet af faldet. Hans øjne søgte over hendes lemmer. Så trådte han til - hans hjerte pumpede varmen af sted og han tilbød nu at dele den. Hingsten søgte hendes side og at lægge hovedet over hendes våde krop. Han var ligefrem - ikke bange for at få en afvisning. Hun skulle bare sige nej.

Hele Valiants kække attitude gik lige i kroppen på Jah-lila, og hun kunne ikke lade være med at le af ham. Han var herlig! "Jamen så er du jo kommet til det helt rigtige sted. Proelio kan udfordre én på alle tænkelige måder." Bare tanken om adrenalin så ud til at kunne gøre den gule hingst helt høj. Jah-lila kunne godt lide eventyr, men hun behøvede dog ikke føle, at hun var ved at dø hver gang.

Til den stribede hoppes overraskelse, måtte Valiant have bemærket hendes lettere nedkølet tilstand, for med ét stod han tæt op af hende, med hovedet over hendes ryg. En afvisning kom der ingen af, det var trods alt Jah-lila. I stedet drejede hun blot langsomt hovedet, og strejfede let hans kind i taknemlighed. "Du er nu heller ikke helt dum til mindre vilde udskejelser," drillede hun muntert, mens hun nød varmen fra den gule. "Du er jo nærmest som en solstråle. Gul, varm og livsgivende." De himmelblå øjne strålede som latteren bølgede igennem hende, dog uden at lyden meldte sin ankomst.

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Lyttende var han et øjeblik over for hoppens mange ord - Ja for Valiant var det mange, for han var normalt ikke den snaksagelige type, der brugte utallige timer på at studere andres tale og svare tilbage ligeså fyldestgørende. Han var optaget af at mærke sådan en skønhed og de pigge der var på hendes ryg. Det var nysgerrighed der gjorde, at han kørte mulen over dem, som han trykkede sig ind imod hende og gav hende varmen fra hans dundrende hjerte der stadig var fyldt med adrenalin. Det var sandsynligvis derfor hun fik ham i sådan et roligt øjeblik. Han var fyldt til randen og det var skønt!

"Jo, jeg finder mig ganske tilpas i de mange farlige landskaber." han sagde farlige med en drillende tone i halv dyb latter. Øjnene stirrede efter hendes fine mule og hendes træk, der nærmest lignede hun ville le. Hun var da vist noget for sig. Han havde ofte fået et rap eller to over mulen og en reprimande fra hopper. Han respekterede disse, men satte de ingen grænser, ja så fandt han sig ganske tilpas med at overskride almene grænser. Så han undersøgte hendes bug en smule og nød ligeledes den leg det var at finde en grænse... "Hmm, det siger du ikke? Jeg er meget for at undersøge grænser ser du." hans øjne var nu en tirrende udfordring.