R H E A

I don't rise from ashes, I make them.

I am the whole fucking fire.

Blanke øjne spejder ud mod horisonten. Spæde, lyse toner nynner en flad salme uden sammenhæng. Små, runde aftryk i sandet afslører hendes eksistens. Solen rammer hendes sarte ansigt og spejler sig i de blodrøde, dansende lokker langs hendes side. Bølgerne slås om at komme først ind til det lyse sand i et forsøg på, at fange det lille røde legeme.
Det er ikke svært at føle sig fornyet og renset, ved kanten af det store hav. Her blandt klitterne er det nemt for Rhea at fordybe sig i tanker og mæske sig i de små glimt af forhåbninger, som dukker op ved hver indånding af den friske luft. Melankolien, fortvivlelsen, har stædigt hængt fast i hendes splintrede sjæl, men i dag virker begæret efter en ny fremtid ikke helt uden håb.

En suk forlader hendes læber. Blødt.
Hun er fri.

Skæbnen har en finurlig humor. Tanker strejfer hende kort og forlader hende igen. Den krøllede sjæl tænker på Smeyé. Den fader hun aldrig havde haft. Den fader hun aldrig fik. Hun summer ved fortiden, som har bragt hende ar så dybe, at de har brændemærket hende for evigt. Sorger, som hun nu gemmer væk i de mørkeste hjørner af sindet. Som en slange, kan hun nu skifte sit ham og forlade det yderste lag bag sig, men hun kan ej undslippe sit indre.
Men det kan aldrig blive en frisk start, når det indre er råddent.

Den spinkle træder ud i bølgerne. Den røde krop formørkes af vandet, som bliver hun dækket i frisk blod. ,,Rens mig." Mumlende, lyse ord, som er de indbygget i hendes summende toner. Som er de baggrundsmusikken til hendes genfødsel.

Den sarte hoppe længes efter et nyt eventyr.
En velkommen afledning fra den ensomme tilværelse. 

T H E   A R D E N T

Endnu var han ny i dette land - eller hvad det nu var. Han var stadig ikke sikker på, hvor han var henne, og om dette mon blot var et almindeligt land, eller om det kunne være selveste Himlen. Helvedet kunne det i hvert fald ikke være, for her var så smukt, yndefuldt og billedskønt, at det umuligt kunne være andet end Guds falske kærlighedsværk! Han vidste, at han ikke hørte til i Himlen og ikke ville ende her naturligt en dag... Så han var altså ikke død. Kunne det være Satan, der havde sendt ham hertil for at straffe ham? Helvede var det i hvert fald ikke, det var han sikker på... For den hoppe, han indtil videre havde mødt, var alt andet end satanist! Hun var netop sådan en sukkersød idiot, han kunne forestille sig, at Himlen flød over med!

Han var ved et tilfælde endt i dette, for ham, ukendte område og vandrede nu blot lidt rundt på må og få uden egentlig at have noget mål eller endelig destination. Han håbede stadig, at dette blot var Satans måde at straffe ham på, og at han inden længe ville blive sendt hjem igen, når han havde bevist sit værd.
Blodet piblede ned ad hans ene forben og farvede hans hovskæg rødt. Han havde - som så mange gange før - påført sig selv skade i håb om, at det ville tilfredsstille Herren.

Han begyndte snart at kunne dufte havet og se nogle klitter ligefrem, og besluttede sig derfor for at bevæge sig ned mod vandet for at vaske sig ren igen, inden han tiltrak et eller andet rovdyr. Som han kom nærmere, blandede en anden lyd sig med havets brusen og mågernes skrig - en slags melodi. En nynnen måske. En hoppes røst... Han følte sig draget af tonerne og fortsatte i deres retning, og snart kom den røde hoppe til syne ude i vandet. Han måtte måbende stoppe op og betragte hende. Hun var så smuk... Hendes krop var rød som det pureste blod, og hendes hår langt og levende som helvedesild - i hans øjne den helt perfekte hoppe.

Han bevægede sig nu tættere på hende - tæt nok til at høre hendes mumlende ord. Han tippede let hovedet på skrå. Mon hun havde syndet? Ganske roligt trådte han ud i vandet - på høflig afstand til hende - og gav sig i første omgang til tavst at rense sit forben. Han skævede derefter over mod hende og brummede tilkendegivende. "Fortvivl ikke; Herren renser og tilgiver dem, der virkelig fortjener det."

R H E A

I don't rise from ashes, I make them.

I am the whole fucking fire.

Nogen, noget, iagttager hende. Den dirrende, kildende følelse af tusinde hastende edderkopper løber fra hendes yderste ørespids og kryber ned langs hendes nakke og ryg. Ubevidst dør den spindende, dovne hymnen hen, og den adle hoppe ser varsomt ud af øjenkrogen. En skikkelse nærmer sig.

Sindet indsnævres. De alverdens frie tanker flygter hendes sind. Alle sanser fokuserer på denne skygge på stranden, som først ej giver sig til kende. Rhea giver sig heller ej selv til kende, men forbliver afventende i bølgerne, som ubekymret, uforstyrret fortsat leger op af hendes flanker.

Hun føler sig nøgen foran ham. Som er hun blevet taget på fersk gerning i en beskidt, skammelig handling. Hun kryber sammen i vandet. Forskræmt. Ængsteligt. Og alligevel søger hendes væde, skrøbelige blik nysgerrigt hans. Fascineret. Hun studerer ham, og instinktivt træder hun frem. Ud af bølgernes beskyttelse. ,,De er såret.” Meddeler hun afholdent. Uden at reagere herpå. 

Vandet drypper fra hende. Melodisk?

Hun føler sig ikke truet af ham. Bør jeg? Nej, hoppen har altid været for naiv til at genkende farer. Betaget, studerer hun det åbne sår. Hans mange ar. Hun genkender sig selv i hans sårede krop. Hun mærker hans ar på sig selv. Hun bærer hans ar. ,,Det er ej tilgivelse jeg søger, Min Herre.” Hendes ord er fraværende, men hun er fuldt til stede i øjeblikket med ham. Deler de samme mørke indre? 

T H E   A R D E N T

De mørke øjne betragtede hende, som hun nærmest forskræmt krøb sig sammen under hans blik. Han forstod hende godt. Det var aldrig rart at blive taget i sine synder. Men han var her ej for at dømme hende; tværtimod.
Som en anden gudinde trådte hun nu frem mod ham og bemærkede hans sår. Han smilede ubekymret til hende.

"Jeg har det fint. Lige som dig har jeg også syndet. Dette er det mindste, jeg kan gøre for at vise Herren, at jeg stadig er ham værdig."

Hendes næste ord fik ham til at smile en smule betuttet. Troede hun, at han var...?

"Jeg er smigret, men det er ej mig, der er Herren. Mit navn er Sezán, og jeg er blot en ydmyg tjener."

Det var ikke så tit - ja faktisk tæt på næsten aldrig - at han introducerede sig selv med sit rigtige navn. Han var ikke rigtigt en smalltalk-type... Men et eller andet ved denne hoppe var anderledes og gav ham lyst til faktisk at føre en samtale for en gangs skyld.

R H E A

I don't rise from ashes, I make them.

I am the whole fucking fire.

Den blodrøde hoppe vælger at gøre noget, som hun aldrig har gjort før. Hun accepterer deres tydelige forskelle. ,,Tak for Deres selskab, Sezán." Adresserer hun ham ærligt, men den brændende nysgerrighed er ikke til at skjule. 

Den engang så uskyldige, ærlige sjæl er gennem tiden blevet formet af påduttede, forudfattede meninger. Synspunkter, som hun uden tvivl eller spørgsmål har fulgt og efterlevet gennem årene. Holdninger, som nu hiver efter hendes opmærksomhed og tanker om denne hingst. Ikke længere. Hun har ikke brug for flere fjender.

Men er han endnu en fanatiker, ligesom så mange andre? Ligesom hun selv, ulykkeligvis, også var og fortsat er? Hun søger forståelse. En forståelse hun ikke ejer. En empati hun ikke rummer. En undren spirer i stedet i hoppens indre ved hingstens ord. Hovedet krænges let på skrå. Hun genkender ikke hans blik. Hun forstår ham ikke. Han er anderledes. Han må være noget andet.

,,Jeg er Rhea.” Ordene ruller ubesværet, men vagt af hendes tunge. Næsten som en sukken. Det væde, naive blik hviler opmærksomt på ham. Søger efter en reaktion.

,,Må jeg spørge, hvorfor De er uværdig?" Tilføjer hun tøvende.

T H E   A R D E N T

Han så en smule forbløffet på hende, da hun gav sig til at takke for hans selskab. Det havde han godt nok aldrig oplevet nogen gøre før. Det var helt fremmede ord for hans ører. Det fik ham til at mærke en god følelse i maven. Til trods for, at han aldrig selv havde tænkt over lignende før, så var det ganske rart at blive bekræftet i, at ens selskab var ønsket.

"Og tak for deres, Rhea."

Selv hans egne ord kom en lille smule bag på ham - specielt fordi han for en gangs skyld mente dem. Han vidste virkelig ikke hvorfor, men der var noget ved denne Rhea, der gjorde, at han oprigtigt nød hendes selskab og ønskede at lære hende bedre at kende.

Hendes spørgsmål kom gevaldigt bag på ham. Aldrig før havde han oplevet nogen spørge ind til andres synder før - ja, det var jo nærmest en synd i sig selv! Men alligevel blev han ikke vred... nej, blot forundret og en lille smule fascineret over hendes mod. Han krængede overlæben op i et skævt, drenget smil.

"Jeg skar halsen over på en af Herrens andre tjenere."

Hans stemme var kold og ganske rolig, som om det slet ikke var en psykopatisk ting at sige... Omend han under normale omstændigheder aldrig ville kunne finde på at fortælle andre om sin synd, så var der bare et eller andet ved denne hoppe, som fik ham til at føle sig tryg. Som var hun en allieret, han kunne fortælle alt til; en, der virkelig forstod ham...
Og derfor kunne han heller ikke selv holde sin nysgerrighed tilbage: "Hvad med dig?"

R H E A

I don't rise from ashes, I make them.

I am the whole fucking fire.

De let sammenpressede læber skilles minimalt til et forbløffet, følsomt udtryk. Skar. Halsen. Over? Et svag skælven trækker sig igennem hendes magre krop. Der er flere ting ved hingsten, som vækker hendes undren. Nysgerrigheden trænger sig på, men i baghovedet er hun skræmt.

,,Hvordan føltes det, Sezán?" Ordene er knapt en hvisken. Hun træder nærmere. Studerer ham åndeløst. Fascineret. 

Den spinkle, blodrøde hoppe havde oplevet meget død og ødelæggelse igennem hendes år i Proelio. Flere gange stod hun også bag andres død. Men det var aldrig ved hendes egen hånd, at de havde forladt livet. Hun er skrækslagen ved tanken, dog ligeledes betaget. 

,,De er noget ganske særligt, ikke sandt?" Det lille hoved krænges på skrå, men spørgsmålet forventer intet svar. En omstrejfende tanke, som løsrives og næsten spindende ruller af hendes stemmebånd. 

Et øre vipper kort og hun møder hans blik ved hans spørgsmål. ,,Jeg elskede den forkerte." Svarer hun ham ærligt. Kort. 

T H E   A R D E N T

Hendes reaktion kom en anelse bag på ham. Hun virkede forbløffet, men ikke frastødt. Nej, faktisk virkede hun nærmere interesseret og... fascineret? Det glædede ham at se, at han nok havde haft ret i sine antagelser alligevel. Om hun decideret var en satanist eller ej, var selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed. Men han fornemmede i hvert fald mørket i hende...
Han mødte hendes nærmest sensuelle blik, da hun nu trådte nærmere og studerede ham. Han følte sig tiltrukket, ja nærmest paralyseret af hendes blik, der i et kort øjeblik efterlod ham i en slags trance.

"Jeg følte... intet."

Igen kom hans egen ærlighed bag på ham. Han havde ikke forestillet sig, at han nogensinde skulle se sig selv åbne op og fortælle om sine inderste følelser - eller rettere, mangel på samme - til nogen. Men igen, noget ved denne hoppe gjorde ham tryg. Han følte, at hun forstod ham... At han kunne fortælle alt til hende. Måske det endelig var lykkedes ham at møde en sjæl, der kunne komme lidt ind under huden på ham?
Hendes næste ord fik ham til at se ganske forbløffet på hende. Noget ganske særligt? Ham? Nej, hun var helt gal på den! Det var da hende, der var noget ganske særligt! Selvom han lige havde stået og fortalt, at han havde skåret halsen over på sin kammerat, så var hun alligevel ikke bange for ham. Hun var intelligent, observerende og hurtigtopfattende... Havde allerede luret, at han ikke ville gøre en hoppe som hende noget.

"Ikke i forhold til dig..."

Selvom hans ord måske godt kunne virke smigrende eller tilmed flirtende, så var der intet lumskt at skue i hans blik. Nej, han var slet ikke ude på sådan noget, men havde derimod et meget seriøst og fascineret blik i de intense øjne. For hun var i sandhed noget ganske særligt... En af de få, der havde fået lov til at komme tæt nok på ham til rent faktisk at have en samtale kørende, uden derefter at flygte eller blive slået ihjel.
Han lyttede til hendes sidste ord og så en smule forvirret på hende. Hvordan kunne det at elske nogen være en synd? Måske hun var blevet voldtaget? Eller værre endnu... frivilligt havde givet sin krop til en hingst uden for ægteskabet? Han mærkede nysgerrigheden trænge sig på og havde virkelig lyst til at spørge ind til det, men alligevel vidste en del af ham også godt, at de på ingen måde havde et tæt nok forhold til, at han kunne tillade sig at spørge ind til hendes fortid på den måde. Han nøjedes derfor blot med at nikke.

"Det bedste ved Herren er, at han nok skal tilgive os... Hvis blot vi sørger for i fremtiden at vise ham loyalitet og genvinde hans tillid ved at være bedre til at tilbede og ofre."

R H E A

I don't rise from ashes, I make them.

I am the whole fucking fire.

,,Fortjente han at dø, Sezán?” Hendes stemme bliver så mild, at den næsten er omtålelig. Som om hun prøver at se hele billedet foran sig, men fortsat lader en spinkel tråd holde fast i fornuften. Hendes sind dykker ned i hans mørke, men i hendes indre beholder hun sin lyse uskyld. Et svagt glimt af godhed, som den ellers korrupte sjæl har bibeholdt.

Det er ikke første gang, at Rhea finder sig selv i selskab med en morder. Sandsynligvis, er det heller ikke den sidste gang. I den spinkle hoppes klareste stunder, var hun kommet frem til den konklusion, at hun enten måtte være en magnet for disse typer, eller også måtte Proelios skove og stier vrimle af dem.
Det er dog første gang, at den blodrøde hoppe befinder sig i selskab med en morder, uden at føle den velkendte, krybende følelse af, at hun måske er det næste offer. Ej fordi, at hingsten gør hende sikker eller tryg, men derimod da hoppens intuition fortæller hende, at den gensidige interesse holder ham hen. Så længe det nu varer..

,,Hvad siger Deres Gud om de guder, som vandrer i dette land?” Hovedet krænges på skrå, og hendes blodrøde lokker danser ved bevægelsen ivrigt ned over hendes skulder og mod de dovne bølger.

T H E   A R D E N T

Han bed sig lidt nervøst i læben ved hendes spørgsmål. Havde Apollyon fortjent at dø? Han ville så gerne have, at svaret var ja - at han på en eller anden måde kunne finde en mening med, at han havde skåret halsen over på sin ven. Men sandheden var ilde hørt.
"Nej..." hviskede han og så væk et øjeblik. Det var ikke helt til at vide, hvad der foregik i hovedet på den grå hingst i dette øjeblik. Var det sorg? Fortrydelse? Skam? Han vidste det end ikke selv. Han vidste bare, at det havde været forkert, og at han havde taget konsekvensen af det og straffet sig selv lige siden.

Hendes næste spørgsmål fik ham revet bort fra sine tanker, og atter lod han sit mørke blik hvile på hende. Noget i hans blik ændrede sig dog, som hun begyndte at snakke om guder. Hans ansigt sortnedes, og hans øjne slog gnister, som han stirrede lige ud i luften med en aura af indestængt vrede. "Guder, tsk! Der findes ingen gud! Hvis det var tilfældet, hvordan ville han så kunne tillade alle de grumme ting, der hver dag sker mod hans tilbedere?! Nej, Herren er den eneste guddom, og han vil frelse os fra vores synder..."
Han kom langsomt tilbage til virkeligheden og faldt lidt mere til ro igen, da hans blik blev distraheret af hendes blodrøde lokker, der dansede i nærmest hypnotiske bevægelser mod hendes skulder. Han fulgte dem intenst med blikket og mærkede, hvordan de havde en beroligende effekt på ham. De bølgede som rigtigt blod foran ham; et syn, der paradoksalt nok gav ham tryghed og ro...