Rhett ir Ghizcari

Luften og atmosfæren var ganske kold denne aften. Mørket var faldet over områderne, og månen var godt på vej op på himlen. Solens stråler kunne svagt skimmes i det fjerne. Rhett havde ofte ønsket sig, at se solen - men det ville da også være det sidste han så, hvis det endelig skulle ske. Én dag. Ja, en sidste dag, når engang det blev tid, så ville han se den. Det var han overbevist om. 

Han var søgt væk fra flokkens område, for at bevæge sig lidt rundt i Darkena denne aften. Der var sket så meget, og han havde oplevet så meget. Hans tanker flakkede frem og tilbage, og alligevel så var der noget som manglede i hans indre. Det tomme og døde blik fæstnede sig kort, da der kom bevægelse i et buskads. Snart var det ovre, og han lod sine hove føre videre mod varme underlag. Der var gang i de varme områder, men den kølende vind var alligevel behagelig og mere naturligt for ham. 

Ofte tænkte han tilbage på de mange møder, men for nu var der ro. Der havde været ro længe. Der var sket meget i landet, og men som Dødsfragter, så vidste han, at mange havde klaret det godt. Og specielt én var i hans tanker. 

Der havde godt nok været gang i den i Proelio det sidste stykke tid. Smeyé var blevet myrdet og havde undsluppet en hær af skygger, der havde hærgret i landet; Flakezé havde kaldt til samling og tilbudt alle landets beboere at være i sikkerhed hos ham i Himmelriget hver nat; og nu havde Laylis født Smeyés afkom, der kunne tøjle skyggerne og dermed havde reddet landet fra undergang. Det betød, at det nu for første gang i lang tid var sikkert at bevæge sig rundt i mørket igen.
Denne aften havde hun derfor forladt sin familie og var draget den lange vej til Darkena. Ikke en landsdel, en hoppe som hende normalt ville have noget at gøre i, men hun vidste bedre... Et helt specielt møde i tidernes morgen havde lært hende, at Darkena bød på meget andet end alt det mørke og ondskab, rygterne fortalte om.

Denne aften var hun derfor naturligvis ikke rejst til Darkena for tilfældighedernes skyld... Nej, hun havde en helt speciel sjæl i tankerne; en sjæl, hun havde tænkt meget på i disse farlige tider. Selvom hun for sikkerhedens skyld havde været nødt til at blive derhjemme sammen med sin familie, så betød det bestemt ikke, at hun ikke havde bekymret sig for ham; nej, tværtimod havde han været i hendes tanker hver evig eneste nat. Det var derfor med splittede følelser, at hun vandrede ind i Darkena denne aften. Længsel og glæde, fordi hun forhåbentlig snart skulle se sin bedste ven igen; og frygt og bekymring for, om han mon havde overlevet skyggernes angreb?

Vinden var bidende kold, men for Rhett var det intet problem. Han stoppede kort op, lod vinden suse gennem den snehvide man, som hvirvlede op i en let bevægelse. Han pustede luften ud, inden han atter lod blikket spejde mod månen. Han nåede knap nok at tage et skridt, inden han fornemmede det. Den savnede sjæl var i nærheden. 

Rhett mærkede pulsen stige. Til trods for, at han kendte forskellen, var der sket så meget - at han ofte blev i tvivl. Var det godt eller skridt? Han virrede kort med hovedet. Det pupilløse blik søgte rundt, og snart opdagede han hendes skikkelse dukke op. Det var ikke bevidst, men han stod stille - som en skygge i terrænnet. Han iagttog hende. Studerede hende. Var hun virkelig? Det døde blik fulgte hende intenst og alligevel ... uden nogen form for liv. 

Hun var vandret ind i riget. Netop som det var blevet sikkert at vandre i mørket igen. Han var natte hest, og det havde været en hård tid. Hans krop bar præg af det - men på trods af at skyggerne havde angrebet, så var han ikke blevet ramt hårdt. Han havde haft sin post, og fulgt mange videre. Det havde taget hårdt på den unge sjæl, og han var mærket for livet. Han havde oplevet mange liv gå tabt, hørt mange fortællinger, intriger... Årh, der var så meget, som dukkede op. Han måtte lige holde sammen på sit tankespind for ikke at strømme bort, da han atter så hende vandre. Hun var næsten gået forbi inden han fik sat gang i sine ben. 

Lydløst - ikke ligesom sin fader - men han nærmede sig, bevægede han sig ind på hende.

"Prinsesse Chihi..."

Han kom bagfra, og brød stilheden med sin lette hilsen. 

"Er du.." 

Han holdt inde. Var hun i live?

"Skyggerne har ikke fået ramt på dig... Laylis har opfyldt sin pligt, som Smeyé lovede det..."

Hun er fremtiden, havde han fortalt Rhett. Han var lidt i en trance af sig selv. Mens skyggerne havde husserede landet, så havde han hjulpet sjæle med at komme til dødsriget. Det eneste han havde gjort - han havde været væk fra de fleste. Ja, selv hans familie havde han ikke set meget til. Det hele var som var det dødt... Men her stod hun i live, eller var hun en illosion? Var hun virkelig til stede? Det måtte hun være. Han kunne dufte hende. Han måtte holde sig tilbage for ikke at række frem og røre for at sikre sig.. Han havde savnet hende - tænkt meget på hende.

Han havde altid den mest fantastiske evne til at dukke op ud af det blå, når hun mest ønskede hans selskab. Og det slog da heller ikke fejl denne nat... Hun stoppede op og mærkede lettelsen skylle ind over sig som en bølge, da hun hørte hans stemme. Hun vendte sig om mod ham og mødte hans blik med varme, tårevældede øjne.

"Prins Rhett! Åhh, hvor er jeg lykkelig for at se Dem i live!"

Hun kunne ikke holde sig tilbage og trådte derfor helt frem mod ham. Hun lagde sin mule mod hans hals og knugede ham ind til sig i et tæt kram. Hun bemærkede, at hans krop bar små sår og flænger rundt omkring. Var det mon skyggernes værk? Hun lod forsigtigt og kærtegnende sin mule stryge hen over et af arrene. Åh hvor var hun glad for, at han var i live...
Ved hans næste ord trak hun sig da stille og roligt ud af omfavnelsen igen og så på ham med et nysgerrigt blik.

"Vent... Har De talt med Smeyé?"

Han blev helt overrasket, da hun stoppede op og omfavnede ham. En lav, lidt rusten brummen gled over hans strube, da hun strøg sin mule mod hans hals, og snart over et af arene. For selvom han var dødsfragteren, så havde skyggerne stadig hakke efter ham ind i mellem. Han var dog gået forbi de fleste af dem - det var som de vidste, at man ikke rørte ham når han var ved at fragte sjæle.

Da hun trak sig tilbage og spurgte nysgerrigt ind til Smeyé blev han et kort øjeblik lidt forvirret. Havde han ikke fortalt hende det? Nej, det havde han nok ikke. Det var ikke en af de ting, som han talte med andre omkring. Alligevel troede han, at hun havde fået det afvide. Da han tænkte videre over det, så havde deres stunder sammen ikke haft behov for den del. Så selvfølgelig havde han holdt det for sig selv. Det gav en skæv trækning i hans mundvig, men han nikkede så som svar.

"Jeg talte med ham, da jeg eskorterede ham til Dødsriget."

Hvor ville han ønske, at de havde haft mere tid sammen. Guden havde da også haft samme ønske, men sådan ville tiden det ikke. Nu var det fremtiden, og Smeyé var blevet frarøvet den fremtid. Det måtte lyde forkert med de ord han sagde, det var han klar over. Men han ville ikke gå i dybde med den del af ham, hvis hun ikke ønskede at høre om det. Han var ikke meget for at tale om det.

"Din familie, de har alle klaredet den, ikke?"

Spurgte han så. Han kendte ikke hendes familie, kun hvad hun havde fortalt. Rhett havde hjulpet mange over til dødsriget, men om det var hendes familie eller ej, ville han ikke kunne svare på. Han havde bare været lykkelig over at hun ikke havde været en af dem.

Hun lukkede øjnene i og nød blot lyden af hans lave, rustne brummen, der virkede så beroligende og tryghedsskabende for hende. Hans svar fik hende dog til at spærre øjnene op og se spørgende på ham.

"Eskorterede ham til Dødsriget?"

Hun vidste ikke, om hendes spørgsmål fik hende til at lyde dum, men hun var simpelthen nødt til at spørge noget mere ind til, hvad det gik ud på. For for den unge og uskyldige Chihiro, der ikke kendte noget til dødsfragten, lød det jo nærmest som om, at han havde slået Smeyé ihjel. Men det kunne simpelthen ikke passe... Det nægtede hun at tro om ham!
Hans spørgsmål om hendes familie fik hende til at smile varmt. Hendes familie betød alt for hende, så det rørte hende at vide, at han også tænkte på dem.

"Jo, de er heldigvis alle sammen uskadte. Hvad med Deres?"

Åh så uskyldig.. Hans blik vågnede over hende og kort overvejede han, hvor perfekt og fredelig en opvækst hun havde haft. Uden alle de regler og krav, som han selv havde følt sig lettere kvalt under ind i mellem. Den perfekte familie, men også en der havde gjort hende til den hun var i dag. Han sank let sit hoved med en mild og rå brummen. Det var evigheder siden han sidst havde lady den lyd falde fra struben. Han strøg let hende over næseryggen, inden et suk kom fra ham. Men han fornemmede også, at der var en lang ved hendes spørgsmål.

"Min Prinsesse Chihi, verden er ikke altid ligeså behagelig som den ser ud."

Ja, hvordan skulle han forklare det? Så det ikke lød forfærdeligt. Han huskede ultimatummet. Rhett havde svigtet sin far. Og han havde underkastet sig siden, men det prægede også den ellers eventyrlystne hest. Han vidste aldrig, hvornår den næste kom.

"Da jeg overtrådte til de voksnes rækker levede jeg ikke op til Ithacaernes livsstil.. Jeg var aldrig nok, jeg fik en uge.." Han rystede på hovedet, det ville ikke give mening. "Min.." Han tav for en stund. Overvejede og vendte ordene i sit hoved. Inden han med et suk fandt et svar frem. "Døden har krav på min assistance. Det er min pligt at føre de døde til dødsriget. Jeg er dødsfragteren."

Han rakte ud efter hende og håbede blot hun ikke ville stikke af.

Hun nød sådan hans berøring over næseryggen og ønskede oprigtigt, at han aldrig ville holde op. Følelsen af at blive strøget af hans forsigtige, fløjlsbløde mule var simpelthen den bedste, hun kendte til... Hun vippede en smule uroligt med de små fine ører, da hans første sætning lød. Hun var godt klar over, at verden ikke altid var et behageligt sted, da hun selv havde oplevet Skyggernes hærgren og engang var ved at blive overfaldet som helt lille. Men Rhett... Hendes Prins Rhett. Han kunne ikke være ond. Han var så perfekt, så blid og behagelig... Der måtte lægge noget andet bag.

Da hans forklaring nu havde lydt, kunne hun derfor ikke lade være med at se på ham med det mest lettede blik, en hest kunne præstere. Hun havde næsten tårer i øjnene af lettelse... Det virkede nok totalt fjollet for ham, da han jo lige havde fortalt om noget, der absolut ikke burde fremkalde sådan en reaktion hos en ung, uskyldig hoppe... Men hun havde simpelthen været så bange for, at hans perfektion blot var en facade, der nu skulle til at krakelere og i stedet vise hans sande, onde side... Så hun var simpelthen så lykkelig for, at han ej var en morder, men "blot" en dødsfragter! Ja, hun fandt det faktisk lidt smukt på sin egen besynderlige måde...

Da han nu rakte ud efter hende, kunne hun tydeligt se nervøsiteten i hans øjne, og hendes sensitive sind opfangede med det samme hans følelser. Han var bange for, at hans ord ville skræmme hende væk... Men han havde intet at frygte. Intet ved hans ord havde givet hende et negativt syn på ham. Det var derfor uden tøven og med et varmt smil om mulen at hun nu tog imod hans kontakt og trykkede sig tæt ind til ham. Hun pressede sin pande mod hans og strøg den lange, hvide pandelok væk fra hans pande, inden hun blidt strøg ham ned over næseryggen i samme kærlige og beroligende bevægelser, som han selv brugte mod hende.

"Åh min kæreste Rhett... Jeg er sikker på, at det må være en frygtelig og tung byrde at bære rundt på. Men jeg ved også, at De er stærk, og at De er den perfekte mand til opgaven. Jeg er sikker på, at døden vil være en meget fredsfyldt og tilmed smuk oplevelse, når den deles med Dem... Jeg er i hvert fald lykkelig for at vide, at det sidste, jeg vil se på denne jord, når det en dag bliver min tid, er Dem."

Hun mødte hans blik med sine funklende øjne og pressede blidt sine læber mod hans i deres første kys. <3

Det var af og til en gåde for den unge Rhett, hvordan hun kunne være så kærlig og godmodig på alle områder. De havde kendt hinanden siden hun var et lille føl og han selv var plag. Hvordan de havde opbygget et bånd, vidste han ikke. Det var ikke mange der var trygge i Darkenas skyggeheste. Men de gjorde dog intet - i hvert fald ikke, hvis man accepterede dem. Hendes behagelige strøg gled over ham, mens han lyttede til hendes ord.

Overraskelsen var dog at spotte i de døde øjne, da hun sagde de sidste ord. Et let kuldegys skød gennem den mørke hingst. For han ønskede hende på ingen måde død. Hver gang han oplevede en ny sjæl frygtede han at det var en som han havde kær. Han summede kort over hendes ord, men den korte tid blev snart afbrudt, da Prinsesse Chihi lod sin mule nærme sig hans. Hvad var nu det? Han faldt kort tilbage i det akavede af, ikke at vide hvad der foregik. Hvad var det? Han mærkede hendes mule mod hans og snart formede der sig et kys mellem de to sjæle, og han mærkede pelsen sitre af behag ved denne utrolig følsomme kontakt. Rhett havde aldrig kysset en anden før - end ikke sine forældre, men de var også så introverte, at det ville være en skandale.

Han forsøgte derfor at møde hendes kys på samme måde som han hendes. Hele kroppen sitrede, og han var et øjeblik lidt slået omkuld af det hele. Inden han med et lavmælt brum af velbehag strøg sin mule mod hendes igen.

Hun lukkede nydende øjnene i og mærkede hele sin krop sitre af velbehag, da han gengældte kysset og ligeledes lod sine læber møde hendes. Hendes krop blev fyldt med en varm og lykkelig følelse, som hun aldrig havde følt mage til før. Hun lo lykkeligt og mødte hans blik med funklende øjne, inden hun trådte et skridt bagud igen og nappede drillende ud efter hans lange pandelok. "Rhett... Har De mulighed for at forlade Darkena på et tidspunkt? Jeg vil så gerne introducere Dem til min familie! Jeg er sikker på, at de vil elske Dem!"

Hendes latter varmede ham, men den stadig unge Rhett blev dog kort i tvivl om han havde gjort noget forkert, da hun bakkede et skridt tilbage. Hun nappede derefter drillende til hans pandelok, og han nappede drilsk tilbage igen. Inden han hørte hendes stemme. Ville hun virkelig have, at han skulle møde hendes familie? Hun havde fortalt om dem, men at hun rent faktisk ville have, at han skulle møde den. Det var stort? var det ikke? ... For Rhett var det her helt uvant, og han måtte også ligne lidt en der var røget ud på tynd is for en kort stund.

"Selvfølgelig er det muligt... Men det kræver et natteligt møde, som nu..."

Han vidste at hun fortjente en, som kunne være sammen med hende på alle tider af døgnet, men det var ikke noget som han selv kunne tilbyde. Det ville da også tage lidt tid, når han blev nød til at søge skjul i de lyse dagstimer. Men for hende ville han gerne tage rejsen.

"Jeg skal bare give flokken besked, om at jeg drager afsted for nogle dage."

Han puffede blidt til hendes mule, og strøg hende over kinden.

Hun smilede en smule usikkert, da hun kunne se på ham, at hendes spørgsmål hylede ham helt ud af den. Hun mærkede straks tvivlen trænge sig på. Var hun mon gået for hurtigt frem? Var det alt for tidligt at introducere ham til familien? Lagde hun meget mere i deres forhold, end han gjorde?
Hun holdt vejret helt af nervøsitet, men åndede dog lettet ud igen, da han nu svarede, at det selvfølgelig var muligt, og at han bare skulle give flokken besked. Hun lyste op i et stort smil og smilede lykkeligt til ham. Sommerfuglene vældede rundt inde i hendes mave. Åh, hvor var hun spændt og lykkelig, og hvor glædede hun sig dog bare til at vise ham frem for sin familie! Hun trådte frem mod ham igen og hvilede lykkeligt sin pande mod hans.

"Hvor er jeg glad for det... Hvornår ville det kunne passe dig?"

Hans blik lå mod hende, og han betragtede hende som hun stod der og prydede hans mørke. Hun havde virkelig været savnet, og det ville da være en skam at sige, at det ikke også var som en drøm der gik i opfyldelse, at hun denne nat var dukket op. Ja, hvornår ville det passe? Det kunne passe de fleste tider, men det afhang af rejsen og hvordan familien ønskede det. Han lagde hovedet let på skrå og strøg hende let over kinden, inden han blidt puffede hendes pandelok til side.

"Én uge.. Giv mig en uge, så vil jeg kunne være i jeres land.. Hvordan vil det passe jer?"

Hans blik og fulde opmærksomhed lå fuldt ud hos hende.

// Evt kan vi starte ny tråd med det?