Post by JD-Thilde on Mar 22, 2020 16:10:25 GMT 1
☙ Eversum ❧
The death of a God
✯ Himmelriget
Et arrigt skrig så højt at det rungede i alle kroge af riget over Proelio, kunne høres fra paradisets have. Guden Smeyés domæne var lusket som kun han kunne være det. Edens have bød ikke på den rene luksus, hvis man bar et sind der ikke begærede samme balance i verden som dets overhoved. Den dybblå hingst med sirlige aftegninger havde i evigheder haft en utrættelig drøm: At tilintetgøre alt overnaturligt liv i Proelio, så der kun var guderne tilbage. De oprindelige. Ikke alt udskuddet som i hans overbevisning bragte lidelse med sig. Igennem tiderne havde han haft vilde planer og tilmed gennemført nogle stykker... Men altid fik han de andre guder på nakken. Især hans egen mage Laylis, vendte sig imod ham. Deres syn på balance indebar de urene sjæle med blodsmagi i årene. Han hadede dem som pesten. For en lang stund havde han trukket sig tilbage og ikke gjort meget i Proelio. Han længtes efter De Fire Klaners krig. En krig hvor han med al stolthed havde taget livet af Apollon - Artemis broder. Disse to havde aldrig tilhørt hans verden og med deres utilregnelige magi måtte han udslette dem. Det viste sig at disse tvillinger var afkom af denne nye Jaymelia, som aldrig før havde kunnet betræde Proelios jord. Ikke før efter krigen. Nu kunne hun, da hendes dimension kolliderede med Smeyés. Ironisk ikke? At en krig han havde startet var skyld i en magisk skabning til indtog Proelio...
Han havde ikke meget til overs for hende og det hun havde bragt med sig som Magiens gudinde. Faktisk så han hende helst udslettet - men gudinden var ham overlegen om end han ikke ville erkende dette faktum. På sine egne veje i den aflukkede del af Himmelriget tilegnet ham, var han blevet mere og mere tung. Træt. Måske endda svagere. Ikke at dette var hans ønske, men hvordan skulle man holde ud, når ens drømme var fjerne og man ikke havde hjernen til at udtænke en løsning?
Skriget hørtes som var det på liv og død. Krigerisk, sorgfuldt og dog beredt på at vinde. En skarpt knivsblad dryppede rødt fra en grå mule. Snittet var så vidunderligt rent. Øjnene stirrede på dets bytte. Det havde taget evigheder... 709 år for at være præcis... En let brise tog til omkring den feminine krop og hvirvlede den sorte man omkring. Men det var ingen almindelig vind. Det var som om den varslede noget. Begyndelsen på enden. Lyset i de grønne øjne svandt langsomt ind, imens fortrækningen af had ved læben kæmpede for at holde fast.
"Endelig får du, som du fortjener." hviskede hendes iskolde stemme.
"Du! ... Aldrig... Tæve!" Men det var for sent for længst. Smilet faldt nu om hoppens læber.
Hun var ingen idiot og havde taget enhver forholdsregel hun burde. Hævnen var sødende og gyselig på samme tid. Først gik der ild igennem hendes årer. Som om hun kunne alt - ja næsten som om at broderen var tilbage i livet... Men snart ville det hele falme til fordel for en tomhed. En der ikke kunne fyldes. Døden lå der foran hende og kæmpede med at aflive det af hingsten der var tilbage. Hans forsøg på at starte sin magi gav ingen resultater... Hun havde skåret nerverne i hans nakke over. Stukket hans vitale organer i spåner. Smurt en salve fra den mest giftige plante i Proelio på sin klinge havde hun - med klingen af magisk metal fra magiens grotter, smedet ved hjælp af slettens lavastrøm var våbnet var en gude dræber. Med blodet - omend det var størknet fra krigen i fortiden - fra selveste Flakezé kunne det dræbe hans kreation. Våbnet var det eneste der fandtes af sin slags.
"Universets. Balance. Vil indhente dig, kælling!" stammede den hæse og knækkede stemme.
"Når lyset forlader dine øjne, er min verden i balance!" hviskede hun intenst med hovedet nær hans. Et rus var i hendes åre.
Alle advarslerne. Ingen var gået ind. For hvem havde standset ham da han tog livet af broderen? Øjnene var stingende røde og hovedet rejst stolt. Hele kroppen skreg af sejr og hendes skarpe blik tabte ikke guden. Guden der kvaltes langsomt i sit gyldenrøde blod. Hans krop gav langsomt op. Bagholdet var kommet bag på ham - præcis som det skulle. Ubemærket havde hun sendt små spioner fra gudernes by ind. De små nattevæsner var afhængig af månen selv heropppe. De elskede hendes lys og tilbød hvad som helst for at hun skulle lyse på dem. De havde snedigt afledt Smeyés opmærksomhed, ved at rode rundt i hans slanger og skyggevæsner. Forstyrrelsen var komplet. Hun havde ventet til han var på sit svageste. Mest sårbare og ynkelige. Hendes gevinst var dette. En knækket og døende Smeyé.
Artemis var drevet ind med stjernestøvet der ofte faldt ned over himmelriget og var som en energikilde til magien. Hun havde benyttet månens magnetiske evner til at trække ham ud af sin komfortzone - ind i hendes cirkel. En cirkel af solens egen ild. Artemis havde myrdet Smeyé. En gud stærkere og ældre end hun selv. Men hun havde gjort det. Hans vejrtrækning ophørte - det var intet trick. I den sidste ende kunne det betale sig at udforske oldtidens Proelio og gennemsøge alle beretninger om et gudemord... En åben krig havde aldrig ført hende til sejr. Hun havde været tvunget til at bruge list.
Brisen omkring hende hviskede. Skygger dansede levende og Artemis så mistænksomt på disse. Smeyé lig svandt ind som forældedes han tusindvis af år. Hans skelet blottedes visse steder og øjnene stoppede med at lyse. Selvom hans død havde fundet sted var der kaos omkring hende. Som om han levede videre. Noget nappede hårdt til hendes flanke. Hun vendte sig med et bidsk blik efter det, klar til at slå igen. Men der var intet andet end en hylende latter. Brisen tog til igen. Sort støv fløj omkring hende. Det løftede liget, som for at begrave det i skyerne. Artemis kastede sig efter det - det var ikke straf nok! Et lille tomrum begyndte at fylde i hende... Men hun var ikke hurtig nok. Støvet tog Smeyé højt op og skygger dansede omkring ham. De fodrede sig på ham og hele deres essens voksede - som brød de fri af deres lænker...
Artemis ville ikke indse sin fejl. Dette var retfærdighed og hun stirrede på liget med helt klare og hårde øjne som verden omkring hende langsomt vendtes på hovedet. Regn faldt fra jorden. Et lyn fløj ud fra en klippe. Balancen var brudt. Suget ud af Smeyé var noget blevet sluppet fri og det var større end hun kunne standse alene... Artemis sank en klump i halsen. Brisen bed. Støvet var i hendes øjne... Ætsede imod hendes skind. Hun måtte flygte.
✯ Proelio
Det var dage som disse man værdsatte livet. Sommeren var virkelig vendt hjem til Proelio og alle nød briserne, solen og regnen. Tiltrængt var det at føle lidt glæde og medvind efter kaosset der havde raseret landsdelene. Proelio var et land der var fyldt med magi og gudelige der kontrollerede hvert deres. En skrøbelig balance fandtes i en meget vild struktur. Ingen vidste præcis hvordan hændelser og guderne ville påvirke verden omkring dem. Planeten var oldgammel og gemte på mere end et lille glimt i øjet kunne sige. Jaymelia havde engang ladet sig friste af hvad de kunne lære dybt under jorden - men hun havde nær forstenet hende selv og Flakezé i forsøget. Alt hun fandt ud af var at de to for altid ville genfødes når der ej længere var andet liv på planeten. Skræmmende for enhver der frygtede at miste. Især for Flakezé var denne erkendelse hård.
Disse stunder var der dog ro på Proelios overflade. I alle landsdelene nød man vejret og roen, imens noget lurede i baggrunden og truede med dårligt nyt.
Månens linje over himlen forstyrredes. Den gled hen over himlen, som øjne ville glide hen over en lang flod. Forandringen kunne tydeligt ses... Himlen blev mere mørk end dagslys burde være - lige indtil solen flammede op som et orkester af fyrværkeri der sprang i luften. Suset og varmen kunne ligefrem fornemmes... Gudinden var vred.
Fredeligt bemærkede mange ikke ændringerne. Men snart vågnede de heste der var mest mistænksomme og ligelgedes de intelligente. De betragtede himlens unaturlige kaos. Lod de andre vide at der var noget i gære - vær beredte på denne dag... Selv de der blot nød livet endnu, var snart nødsaget til at vågne fra deres lille lykkebobbel og se sig omkring. For et skrig rungede fra himlen over dem. I lange stunder skete der ikke mere. Som stilhed før stormen. Alt var komplet tavst. Fuglene sang ikke. Træerne rørte sig ikke. Insekterne var som forsvundet. Alle faresignaler trådte tydeligt frem omkring livet i Proelio.
Så faldt det. Støvet der var som båret af skyggevæsener. Det faldt overalt. Langsomt som aske. Det var som om skyggerne tegnede i støvet - et smil. Pupilløse øjne. Lyn. Dansende blink, som om der skiftedes til at være dag og nat, blot hurtigt. Hvad ville der ske med disse skygger når de endelig ramte jorden? Himlen var mørk af dem. Mange heste trak sig væk og forsøgte at søge ly. Andre mere modige trådte højt op for at undersøge dette fænomen. Få heste var lige ved at blive ramt af skyggerne... Men så standsede de deres flugt mod jorden. De lå som en kold forstenet trussel og ventede på at føre deres vision ud i livet. Hvad var denne?
Overalt i landet sprang små briser omkring. Alle levende væsener var påvirkede - for der var ingen tvivl. En cirkel af balance var blevet brudt. Proelio var tilbagelagt i et ukendt, barskt kaos.