Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.


Rent. Køligt. Skyer af vanddamp. Et glimt af en regnbue under solen. Trætoppe fyldt med smukke dyr i levende farver. En lun brise i det hede landskab. Junglen overalt omkring hende.
Gaizka kunne ikke helt fatte det. At det endelig var overstået. Leslie var forsvundet ned i undergrunden hvor han hørte til og selvom det havde resulteret i landsdelenes splittelse, havde det lettet en hel årlang byrde fra Dronningens skuldre. Der var ingen trussel imod hendes flok mere og det var sært at forholde sig til. Hvordan luften i hendes lunger føltes lettere. Hendes hjerte mere frit. Hendes hjerne mere klar.

Gaizkas lange slanke ben bragte hende skridt for skridt ud i det kølende vand. Det svedige, sorte hårlag blev renset og hun mærkede hvordan kuldegys gled ned over hendes ryg. Hun følte sig alene - men var hun nu også det?

Hun vidste at hun ønskede - ikke bare ønskede, men længtes i sit hjerte - efter at se Spartacus igen. Ulykken landsdelene havde haft, havde været svær at overkomme uden ham - han havde været på mission med Flakezé og datteren og en fremmed hoppe. I den følgende tid havde hun kun koncenteret sig om at skabe tryghed for flokken - selvom hun havde savnet sin datter og Spartacus. Hun havde dog ikke været i tvivl om at de levede og var i sikkerhed - de havde jo rejst med Flakezé. Nu ventede hun blot... Lange stunder, men alligevel nød hun dem, for hun forestillede sig hvordan de nu kunne ... elske? I fred for angst. Han ville dukke op... Det vidste hun.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness.
Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me?
I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Endelig hjemvendt efter en færd der burde have været mere simpel, men hvem kunne have forudset den katastrofe der pludselig var opstået. Missionen var dog fuldført og Spartacus havde skyndt sig retur til Sylium for at finde en helt særlig sjæl. Nemlig hans dronning.  Han lagde ikke låg på hans iver, mens han hastigt bevægede sig afsted. Der var hun så, i vandet og han lod et lettet suk lyde før han gav sig selv til kende. 

Han smed sin rustning på vej mod hende uden ord, for dem behøvede han ikke for nu. Han trådte ud i vandet til hans dronning, hans Gaizka og lagde panden mod hendes med en varm kærlig brummen. 

Savnet til hende havde været enormt, sammen med bekymringerne.  I en tid med fred var det ikke tid til at ligge låg på de følelser der var blevet vagt til live.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark.
With fine winding tendrils, that strangels the heart.
They say that promises sweetens the blow...
But I don't need them.


Gaizka hørte skridtende... Metal der faldt til jorden... Hun havde end ikke behov for at vende sig og se ham stå bag hende. Nej færten var gået lige ind igennem de følsomme næsebor og hun mærkede en lettelse af tårer skylle ind over sig og hun slap et par af dem, som lyden af at vandet blev brudt hørtes. Han kom tættere og tættere på og hendes krop var allerede varm af nærværet. I det øjeblik hans krop var i berøring med hendes vendte hun det tvefarvede blik imod ham, og udtrykkede sit hjertes følelse, trods hun i meget lang tid havde været fortvivlet, tilbageholden og usikker... Så var der ikke længere grund til at holde det hele tilbage. Om han ville det eller ej, kunne Gaizka ikke lægge bag sig hvad hun følte for hingsten. Uanset hvad der rumsterede i ham, om han måske stadig så det som god forretning at beskytte Amazona og skabe stærke afkom med hende - men det kunne hun ikke tro.

Der var mere. Hun ønskede mere - hun var ikke i tvivl. Der var ingen Diablo i hendes hjerte mere. Ikke på samme måde, trods det smertede at måtte give slip på hele det væsen hun var førhen. Der var bare ikke længere en naiv og svag Gaizka at finde. Der var en stærk, modig leder og hun vidste præcis hvor hun ville have andre. Og Sparta... Han kunne ikke komme tæt nok på.

Pande mod pande smilede hun og vippede hovedet lidt fra side til side - gned sin fært ind i hans. Så flød det pludselig over hendes læber. "Jeg elsker dig." den mørke stemme, flydende, ren og helt uden tanke, kun med følelse.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness.
Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me?
I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Sparta kunne i første omgang ikke helt læse hvad der stod så tydeligt skrevet i hendes øjne. Han kendte trods alt deres aftale og ville ikke være den som skabte en akavet situation. Hendes nærvær sendte den velkendte rus igennem ham og han brummede veltilpas indtil ordene kom fra hende. Han tav og så på hende. Overrasket, men han kunne mærke lettelsen skylle ind over ham, mens det samtidigt bragte andet med sig.
En dyb brummen og derpå lod han sine læber møde hendes i et kys. Inden han strøg mulen op til hendes øre.

” Du er mit hjertes begær. Jeg vil elske dig, vores børn og vores kommende i evig tid. Du er den eneste jeg lyster ”

Hviskede han stille til hende i det han ligeledes erklærede sin kærlighed til den sorte hoppe, som han nu strøg over halsen med nyfunden kærlighed i det kærtegn han gav hende. Han kunne endelig lade følelserne få frit spil.