Post by JD-Thilde on Sept 24, 2018 13:22:58 GMT 1
Realms ends in Disaster
- Disasters are a divine intervention in disguise.
Fred. Troede de alle. Ro. Tænkte de naive. Tid. Til at overkomme de udfordringer de alle havde haft. Hver og en af de mange øverste i hele Proelio havde haft udfordringer at slås med. Især de øverste, der havde stået igennem den årlange sygdomsepedimi, der i forvejen havde revet landet fra hinanden. Ingen kunne dog forudse at der aldrig ville nå at blive rigtig fred i landsdelene - i årevis før sygdommen havde man været vant til ro og fred. Før fortidshestene dukkede op og befriede guder her og der.
Kun de der i deres hjerter havde indset at Proelio nok aldrig ville blive helt fredelige, kunne sidde i skyggerne og tænke: Hvis bare de vidste besked...
I Sylinum havde Flakezé afhjulpet det store problem med undergrundskongen Leslie. Han havde taget tre frivillige med sig på sin rejse: Thyra Calanthia, Spartacus og Phanara. De tre heste gik sammen med Flakezé, den frygtede Leslie i møde. Undergrundskongen ønskede ikke at bøje sig for Guden. Han havde ventet længe på at blusse op og overtage landsdelen. Han forsøgte derfor at overtrumle Guden og pussede sine håndlangere på ham. Flakezé var ikke hjælpeløs - Spartacus med sine upåkalgelige kampteknikker og styrker stillede sig frem med sin datter for at beskytte Guden. Phanara begyndte at tale meget instinktivt og stædigt. Hun besad ikke samme fysiske fordele, men hendes mund begyndte at overrumple Leslie, der ikke var forberedt. Flakezé ville ikke benytte magt og vold i form af ren magi for at tvinge Leslie i støvet. Han lod Phanara tale, alt imens han hjalp Thyra og Spartacus med deres opgave, uden at skade Leslies slyng. De fik dem blot drevet ind i et hjørne hvorfra Flakezé satte en magisk barrierer op, så de ikke kunne slippe fri foreløbig. Da dette var overstået, stillede de sig op til Phanara der havde fået et godt tag over Leslie - selvom det var stik imod alles forventning.
Det var i samme stund at jorden omkring dem begyndte at skælve. De var en Leslies grotte, hans hjem i Sylinum. Væggene havde stået imod alle naturkatastrofer i flere generationer. Men noget fik dem nu til at revne og rumle faretruende. Sylinums overflade var pludselig en åbning til selveste jordens indre. Flakezé gik omgående igang med at redde landsdelens heste - men leslie og hans slyng faldt langt og dybt ned under jorden.
Imens dette var hvad der skete i Sylinum, var skovene i Natiaum begyndt at brænde voldsomt. Rephaim og Karma forsøgte hjælpeløst at redde de sjæle der befandt sig i landsdelens skove, da de opdagede faren. Smeyé synes ligeglad med hele situationen - han havde ikke fået præcist hvad han ønskede sig da landsdelene blev givet ud. Han havde hadet tanken fra start af. Kontrol... Sat op imod magt og vanvid, var kontrol og ligestilling KEDELIGT. Han lo af lykke da disse brænde fuldstædig overtog alting. Skygger dansede i dagens pludselige mørke og han triumferede omkring, da Rephaim pludselig blev taget af flammerne. Den store maitan hingst, fik voldsomme forbrændinger, selv da Karma ville redde ham. Det lykkedes kun langsomt at redde deres begges liv og først da Athena og Caelum ved et tilfælde opdagede de to i nød. Benji fulgte sin herre trofast igennem landsdelens tragiske tilstand.
Isen i Frozticen eksploderede. Sydende varmt vand fra klodens indre blev fra gejserne sprøjtet ud og endte overalt i landsdelen. Ingen kunne styrer det afsindige kaos der var opstået, da jordskælv begyndte at flå laviner ned fra bjerge og gletchere. Laylis var forundret, for selv hun havde ikke set det komme. Kaosset... Det var hendes elskværdige domæne, om hun ville det eller ej nød hun det. Hendes iver gjorde kun det hele værre og snart blev Semper Fi og Renekton nødt til at indse at de måtte væk... Katastrofen havde allerede brændt livet af en del heste og Semper havde ingen intention om at bukke under.
Darkenas mørke blev mæsket til i blændende lyn der slog revner i jorden. Den mørke magi skamferede hvem end den kunne komme i nærheden af. Lavaen blev til et drastisk udbrud som om der var små vulkaner overalt i Darkena der eksploderede. Mambu var desperat - han måtte standse dette og redde sit elskede hjem! Imens han ihærdigt forbandede guderne langt væk, især Helzlori, opsøgte han mosekongen i håbet om at redde landsdelen. Der var et sagn der sagde at Mosekongen i tilfælde af katastrofe ville beskytte sin landsdel. Men mosens konge var ikke til at finde. Mambu ankom til området hvor hans længe savnede søster Duquesa lå i en sø af lava. Død. Sorg blev til vrede og hingsten blev overmodig da han dernæst fulgte den brændende lava til et af urbrudsområderne. Adrenalin gav ham råstyrken til at flytte tunge sten hen i søen af lava, imod området der sendte kugler af lava og sten bort. Det var en umulig opgave... Og snart flød lavaen ind over Mambus ben. Helzlori forpestede langt væk det der skete, men ligegyldigt hvor hårdt han forsøgte at standse udbruddet, ville de ingen ende tage. Darkena var oversvømmet, kun pletter af land tilbage til de overlevende.
Elasium mødte en orkan af højeste styrke og med den fulgte en flodbølge. Jaymelias første reaktion var at forsegle landsdelen - men af en eller anden grund var dette umuligt. Den næste reaktion var at få hendes kære i sikkerhed - men så kom hun i tanke om at hun ikke rigtig elskede og følte for nogen. Alligevel var hun ikke ondsindet og hoppen vandrede blandt alle andre i katastrofen, for at samle dem og redde dem bort, hvis hun kunne. Flodbølgen blandet med den voldsomme vind flåede områder fra hinanden. Cosntantine og resten af de øverste var kun nyudvalgte og anede ikke deres gode råd om hvad der kunne beskytte landsdelen. Han flygtede og det samme gjorde resten. Elasium var snart kun bjergtoppe og få skove der stak op af Nostisque havet.
Månen og solen forsvandt i Vustlaum. Landsdelen tørkede som aldrig nogensinde før. Vandet blev suget ud af riget hurtigere end muligt. Med tørken kom en sandstorm, som verden aldrig havde set før. Artemis var lyn hurtig til at forsvarer sine elskede og ignorerede fuldstændig resten. Hun kunne ikke redde det, hendes magi ville aldrig række så langt. I stedet gik hoppen i forsvar og fjernede sig derefter fra stedet. Nabendu Raakaa var efterladt i vanviddet med de resterende sjæle - han beskyttede dem alle, sikrede dem i landsdelens dybeste grotter. Sig selv? Han standsede ikke med at lede. Han søgte så længe han kunne, så flest muligt blev reddet - døde sjæle fandt han og han hadede sig selv for ikke at nå det i tide. Før han vidste af det slog sandstormen hårdere end muligt. Den gjorde hingsten blind på sit højre øje og kastede ham ned i en klippesprække i Malefic. Hingsten brækkede en flint af sit skulderblad, nerver blev skåret over og han mistede følsomheden i sit venstre forben og dele af sin skulder.
Det eneste sted der var fred var pludselig ingenmandsland. Da dette blev opdaget af få heste fra hver landsdel, forsøgte de at formidle det videre til alle landsdelene - men i visse tilfælde var det for sent. Katastrofen varede i en hel uge. Landsdelene var splittet ad og hestene havde samlet sig på kryds og tværs rundt om i ingenmandsland. Guderne forseglede sig i Proelios Hjerte, da det de hver især havde kært var i sikkerhed. Ingen turde i første omgang forsøge at gøre noget. Den urgamle magi i solsystemet havde sagt sin mening. Wareenas Proelio var blevet et stort kaos af splittede riger.
De fleste øverste var skadet eller døende - eller for såvidt døde. Der var ikke nok sjæle tilbage i landet til at skabe rigerne på ny. Ingen sikkerhed der sagde at dette ikke kunne ske igen... Var der alligevel brug for den sikkerhed? Var flokkene ikke sikkerhed nok for dem der søgte efter den? Guderne havde stadig hver deres landsdel kær - men ingen kunne se hvordan de kunne genskabes. Hvilken magi var det der havde hærget? Naturen? Moder jord? De forsøgte at undersøge sagen, men svaret var skræmmende. Deres egen magi havde forudsaget ulykken. Selvom alle landsdelene var så ganske tæt på Proelios Hjerte som muligt, og blev kaldt en del af Proelio, kunne ingen af landsdelene rumme den sitrende magi fra hver deres gudelig. Landsdelene havde tæret på deres egen gud og skabt ulykkerne... Nok kunne områder bærer at guder befandt sig på dem et stykke tid af gangen. Men permanent? Det var aldrig sket før.
Ligesom dette svar stod klart for dem alle, skete der noget i hele landet på engang. Guderne havde været i Proelios hjerte og himmelriget i flere uger, der hvor magien var stærkest. Landet helede sig selv. Alle skader blev rettet. Trods dette var der ingen heste - eller guder - der ønskede at genskabe lovgivningerne og landsdelene. Opgaven var for stor og uoverkommelig. Ingen følte de kunne leve op til de gamle regler og mange så snittet til at genskabe en mere simpel struktur.
Hermed døde alle landsdelens rangsystemer og lovgivning ud. De få heste der var tilbage i hele landet, havde friheden til at gøre præcis som det passede dem. Strejferende og flokheste var skabt på ny.
Dette event skal fremover blot være et notat til genåbningen af Proelio, som var det en helt ny side. I er velkomne til at skrive jeres mening og tanker herunder, men som udgangspunkt er dette blot sket og nu glemt, da vores karakterer nu trives og det samme gør guderne. Landsdelene, borgere, øverste, lovgivninger mm - er alt sammen fjernet fra Proelio. Tilbage er kun flokke og strejferer - velkommen til en simplerer verden.
