Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Tusmørke. Stjerneskud. Lyden af livet på savannen... En zebras klukkende lyd - nærmest en latter imod måneskinnet. En hanløves autoritære brølen, fra flere kilometers afstand. Gumlen fra de gigantiske elefanter. Skraben fra næsehornets horn imod træstammer. Abers skrig i skovene... Vildt. Det var et vildt og utæmmet område. Bedst som Artemis kunne lide dette, ikke sandt? Et underlagt heiraki iblandt mange arter fandtes - og som om en særlig lov bandt disse vilde savanne dyr.

Helzloris rødglødende øjne glimtede svagt. Det var et farligt område for et byttedyr som hesten. Men ikke desto mindre, blev mange draget af savannens skønhed, vildskaben - friheden i det utæmmede. Hingstens store korpus skridtede langs floden der faldt fra Malefic bjergene. Han forfulgte sin indre vision - sit indre billede af en hoppe der bestemt ikke ville camouflere sig ind i disse omgivelser. Som et omvandrende, dalende snefnug levede hun nu her i Vustlaums tryghed. En lille hvid plet i et område så farverigt. Hingsten trak på smilebåndet. Løfter blev holdt - han var aldrig længere end et par tankestrejf borte.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Solitaïre havde efterhånden boet i Vustlaums område i lang tid. I hvert fald længere tid, end hun havde holdt til i andre områder; lige udover ingenmandsland. Den hvide hoppe var som sådan faldet til, og alligevel overhovedet ikke. Der var uro i hendes indre, en iro hun ikke helt kunne tøjle, uanset hvor meget den stille hoppe ellers prøvede. Det var jo ikke fordi hun ikke ville - men hun kunne ikke. Uroen drejede omkring den mørke Herre, hingsten som var stukket af med hendes hjerte, trods det måske ikke var er klog træk. Men kærlighed, det var en af de få ting, som den hvide vidste, at hun ikke selv var herre over.. Uroen kredsede om Helzlori, kredsede om, om han var okay. Om han befandt sig vel i Darkena. Om hans sind og krop var uden for fare; eller havde nogle måske fundet ud af, at han havde mødt Solitaïre? Ville de så skade ham?

De isblå øjne faldt ned imod den rindende flod, der bevægede sig nede for foden af hendes Hove. Hun stod tæt på dens kant, med blikket rettet derned, alt imens hun kunne se sit eget spejlbillede og stjernernes skær, i nogle lidt vilde bevægelser - for floden var ikke stille. Langsomt kneb hun øjnene i. Alt imens hun tænkte på ham, trods hun prøvede ej at tænke.

Du lovede kun at være en tanke væk... Og mine tanker kredser om dig.. Er du i sikkerhed? Er du i fred for farer? Blot lad mig vide, at du er okay kære...

Tanken sluttede, og langsomt lod hun øjnene åbnes, ved lyden af en løves brøl, dog langt væk.. Og ikke til fare for hendes hvide krop..

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Tankerne ramte ham, som de første spæde regndråber efter en lang og hed tørke. Den sitrede igennem nerverne den ramte. Fyldte skindet med begær og glæde. Afkølende efter hedebølgen, som om hans længsel endelig blev frigivet. En mild latter blandede sig snart med løvens dybe brøl i tusmørket. Et sted derude faldt de sidste solstråler over havets grænse - men her bag Malefic bjergene var månens lys på vej. Floden gav et magisk genskin af månens nærvær på himlen... Hvad var der med Artemis og den satans måne? Når man stod her, havde man nærmest intet valg - man var nødt til at skimme op imod den - og føle sig så ganske lille under dens blik.

Han rystede ubehaget af sig med blottede tænder og en irriteret attitude. Månen skulle åbenbart piftes op i denne landsdel. Typisk ikke?

I stedet fandt han tilbage til gnisten - regndråberne der var så blide imod hans indre. Han trak på sit smilebånd med lukkede øjne, før han satte i en fuld galop langs floden, direkte imod hende. Lyset fra hendes hvide krop stod snart flimrende klart for ham. Hingstens store krop sprang ned i floden, krydsede dens fulde bredde, for så at lande i græsset på den anden bred ved Solitaïre. Når man sagde at øjne kunne sige alt - så var det nok sandt. For hans øjne fortalte hvert et ord han behøvede at fortælle. Længslen. Lysten. Manglen af hende, begæret efter hende. Savnet. Han brummede kærligt, som den sorte mule gled over hendes hvide.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Månen havde sin magt i det her land, og det havde den hvide godt bemærket. Det var underligt, hvor forskelligt det var fra landsdel til landsdel - mon guden eller gudinden i denne landsdel, bare havde en forkærlighed for en stor, blændende og majestætisk måne? Den hvide hoppes blik var dog ikke lun fascineret af månen, men lige så meget af de stjerner der var på aftenens himmel. Tankerne var nærmest kun nået til ende, inden den hvides sensitive og årvågne øre bemærkede lyden af maskuline og tunge hovslag; han var på vej. Det vidste hun. Hun kunne genkende de tordnende og dundrende Hove, der dog alligevel bar en majestætisk elegance.

De isblå øjne stirrede ud i tusmørket der snart ville være gennemtrængende mørke istedet. Dér kom han. Han sprang igennem floden, banede sig vejen igennem det bølgende og hidsige vand, inden han nåede den anden side, op på fast grund, hvor hendes spinkle, lille krop befandt sig.

Hans øjne hvilede på hende, studerende, som hun også studerede ham med længsel og kærlighed. Da hans sorte mule ramte hendes hvide skind på mulen, lod hun et lettelsens suk forlade hendes lille krop. Han var her; og nu var hun hjemme igen. Langsomt lod hun mulen falde kærtegnende imod hans sorte bringe, kærtegnende og undersøgende. Var han okay?

,,Du er her.. Du er okay...”

Mumlede hun, med de lyse, forsigtige og uskyldige toner.

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Hingsten lod hver lille berøring hun satte igang støde igennem ham, som nerverne vækkedes til live som et brøl fra en startet motor. Hvert skridt han havde taget i sin dundrende galop, med de store hove flænsende mod jorden under ham, havde vækket hjertet langsomt - i hendes nærvær. Og så at stå der foran den reneste væsen, med en sådan ømhed overfor ham, at det halve havde været rigeligt, sukkede han som var han blødgjort metal, der havde været stift og hårdt for længe.

Hingsten kluklo svagt, da hun konstaterede at han var okay. Et kækt smil spillede og hans øjne blinkede charmerende. "Selvfølgelig er jeg okay, det er ikke så let at vælte en Gud." hingsten rystede på det store hoved og lagde det dernæst omkring hoppens hals og den lange ishvide man. "Er du bange?" hviskede hans ru stemme dog så ømt.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Der stod de igen, hvilket var længe siden, overfor hinanden; den sorte Dødsgud og den snehvide hoppe, hvis sind bestemt ikke ondt eller forurenet af ondskab. Hun var så lille og skrøbelig i forhold til ham, så petit, men alligevel følte hun sig mere tryg end hun længe havde gjort..
Solitaïres øre vippede ganske sagte rundt, lyttende efter, om andre måske havde fulgt efter den sorte Helzlori; men her var stille. Kun de to kunne høres for nu.

Han kluklo nu, noget som fik hendes hjerte til at slå et ekstra slag, af ren og skær glæde. For det havde hun ikke hørt fra ham før. Hans charmerende blik brændte sig ind på hendes nethinde, inden hun nippede ham kærligt imod hans hals, kærtegnede hans muskuløse side i blide strøg, alt imens han lagde hovedet omkring hendes hvide hals og man.

,,Ikke mere... Nu er du her jo”

Svarede hun sagte og ærligt, inden hun lod hovedet sænke sig hengivent nedad, afslappet under hans hals.

,,Du har været savnet kære.. Hvordan har du det?”

Spurgte hun så, nysgerrigt og stadig med den stille stemme, der fortsat var svag og lettere underdanig, men bestemt også kærlig.

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.


Helzloris øjne var fastholdte på små punkter ved hendes krop. I hendes pels - dets blå aftegninger. Hvordan visse af de blå strå i håret, mindede om aftegn, når de lige faldt over hendes skind på den helt rette måde. Han nulrede en smule forundret hendes man - der hvor den mødte kød og hud. Uanset hvor længe han strøg, føltes det så ualmindeligt rart og blødt at han søgte at gentage bevægelsen, der flammede i hans skind.

Hendes stemme fortalte ham at hun ikke var bange - fordi han var der. Ikke noget man hørte tit som dødsgud. De fleste følte sig på den ene eller anden måde i fare... Gjorde hun ikke det mere? Et sted derinde havde hun jo altid frygtet noget ved ham... Som om hun ikke helt kunne tro at han ikke bare lige spillede et game med hende, om livet og døden.

Halen svirpede bag ham, som han klemte hende en anelse hårder, næsten grådigt, ved hendes sænken af hovedet. Hun måtte ikke forsvinde under ham. Et sted ønskede han bare at hun blev hejst op og så verden fra et nyt perspektiv - fra foroven. Stærkere.

"Følelser." brummede han til svar med et lille fnys. Hans hjerte slog som en påmindelse. "Jeg er i live." blev det korte svar - betydningsfuldt nok, da han jo normalt var død.
"Jeg ved du ikke føler du hører til her..." startede stemmen en smule skælvende.


When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.