Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me

Flammende vinger havde lagt sig langs en månegrå krop. Renhed. Skønhed. En form for ynde, trods et par skæve forben - den lange krøllede røde man svajede omkring hende som et slør af blød silke. Hun var forundret, de glødende øjne tændte og varme. Spejdende omkring sig - hun havde set Aisla før, mere end en gang. Men det var stadig som om denne gang var særligt forandret. Noget prikkede i udkanten af hendes bevidsthed, som en form for svag hovedpine. Hun kastede det hen og indånede duften af det sære skum på træerne. Så velkendt og dog fremmed. Netop denne lysning var ... noget specielt. Det lilla lys omkring hende. Solens gullige stråler... Turde hun træde ud i dem? Ville de brænde? Hvad var det hun synes ikke at huske helt korrekt?

Hoppens krop tog dog et pludseligt spring op i luften, da en lyd af grene der knækkede lød bag hende. Vingerne flammede op på hver side af hende og hun stejlede. Et par smukke, farverige fulge fløj op over hende og ind i sollyset - hun fulgte dem rundt på de to bagben, til de forsvandt og hun landede blødt i det lange mos. Et par lange dage havde hun vandret alene efter Vustlaums samlingsmøde... Og hun havde undret sig! Hvor i himlens navn var Dawn?

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been

Dawn havde haft en underlig fornemmelse i kroppen i en længerevarende periode. Hvileløst havde han afholdt sig fra alt hvad der hed selskab. Han missede mødet ved Vustalum af ren og skær protest.  Han havde ikke lyst til at stille sig op til skue. Ikke i hans forfatning.  Tankerne kredsede om en særlig. Caeli var kommet til ham en dag og det havde været som at se hende ganske ung og ubekymret, som han selv havde været engang.  Der var bare noget uldent over det. Vinger var hende skænket ud af det blå og Dawn kunne ikke lade være med at mistænke at der foregik et eller andet.  Han ville virkelig give efter og lulle sig ind i den verden der havde åbnet sig for ham, men hvad hvis det hele var noget fusk og han endte med at udnytte hende mod hendes vilje.

Dawn sukkede, men ikke før hans tilstedeværelse blev afsløret og han holdt nu vejret for ikke at blive opdaget. Han havde nemlig fulgt Caeli i længe, mens han forsøgte at greje det hele.

Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me

Et langt øjeblik sukkede hun lettere lyksageligt. Fuglene der fløj så let og ubesværet havde været en umulig drøm i årevis. Men ikke længere... For hun havde fløjet - kunne flyve hvorend hun ville... Når hun ønskede, når hun følte sig stærk nok, til at lade vingefanget bærer sig. Hun trak på smilebåndet, men en følelse af at det ikke hun var fuglene bag hende, bed sig fast. De skarpe øjne vendte sig og hun løftede vingen for at se under dens krøllede slør. Der var stille - et langt øjeblik skuede hun efter en skikkelse, men fandt intet. Derpå vendtes øjnene rundt i dette område og den stikkende hovedpine vendte tilbage som et lyn fra en klar himmel. Et sæt gav det i hoppens krop og hun krøb let sammen i kroppen, som en helt vanvittig ukendt smerte blussede igennem et øjeblik - som en angst begyndte hun at koldsvede - noget vigtigt... Noget glemt.

Et øjeblik efter synes hun at føle øjnene på sig igen. Følelsen af ubehag forsvandt langsomt og hun vendte sig mod budskadet og skovens mærkværdige lysende svampe... Dawn.

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been

Dawn spidsede ørerne let, da Caeli synes at opføre sig en anelse underligt. Dawn trådte til sidst frem fra sit skjul, mens han brummede stille. Han sagde ikke meget, men stod blot med et forvirret blik og kiggede på den månegrå hoppe. Der var næsten sørgmod at spore i hans blik.

"Caeli. "

Kaldte han stille, mens han stadig ikke viste hvordan han skulle forholde sig til det her.

Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me

Hun undrede sig ikke længe over hvad der nagede hende, for alt der nu fyldte hendes hoved var hjertebanken og uro. Overfor Dawn. Han var så underlig for tiden! Først havde han reageret som om de ikke plejede at elske hinanden. Som om han ikke troede på det de havde... Det havde gjort ondt, da det gik op for hende nogle dage efter. Så havde hun undret sig over hvor han befandt sig og hvorfor Aaron styrede flokken så meget. Narrator var heller ikke sig selv - han virkede mørkere end Caeli brød sig om. Hun havde forventet at se Dawn til forsamlingen - men der var ingen Dawn. Hendes hjerte var tungt over bekymringerne, men ilden i hende brændte ikke bare sådan ud. Viljen til at blive ved stod som høje flammer mod månen. Og nu stod han der. Endelig - stadig ikke sig selv. Sorgen i hans blik fik hendes hjerne til at spinne, mens blodet raste i hendes årer. Var der sket noget alvorligt?

Uden ord, skyndte hendes spinkle krop sig hen til ham - hun smøg sig mod ham, purrede op i hans pels omkring skulderen og nussede vingefanget derved let. Så knugede hun ham imod sin bringe og sukkede næsten ligeså sørgmodigt som han så ud. Hjertet en evig påmindelse om hvor meget hun holdt af hingsten. Hans duft gik i hendes system og følelsen af lykke - sikkerhed - bredte sig.

"Du er tynget, snak til mig, Dawn." hviskede hun kærligt.

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been

Hun kom til ham og snart var der nærkontakt. Dawn bed tænderne sammen og løftede hovedet en anelse, mens der knugede i hans bryst. Det var næsten som om at hun gjorde ondt på ham og han tabte kort vejret, mens han vejrtrækning blev tung. Blikket vandrede forsigtigt ned på hende, som om at han ikke turde se på hende. Hvordan skulle han fortælle hende? Nej nærmere forklare.

" Forvirring.. Jeg forstår ikke.. Du elsker ham, har altid elsket ham.. Det er der dit hjerte tilhører.. Hvor meget det end piner.. Selv i døden hjemsøger Insanus mig, men nu står du her.. Som om alt er glemt og vi er tilbage til da vi var unge.. Jeg forstår ikke.. "

Dawn stemme var lille, svag næsten, ens han næsten mumlede ordene. Han var uforstående. Han ville forstå og give efter, men det virkede forkert.

Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me

Tågesnak... Det var det eneste Caeli hørte. Hun trak sig en smule tilbage for at studere hans blik og se om det virkelig var hans alvor. Caeli mærkede hjertet springe et slag over, men hun fandt ikke en dybere grund bag, end chokket hans ord medbragte. Ham. Et lille øjebliksbillede af drømmen hun var vågnet til, da vingerne var vokset ud flimrede. Narrator og en sort hingst. Såret... Hun rystede på hovedet - den drøm var som den mørkere del af hende selv. Forklaringen på den tomhed hun sommetider følte om natten, når månen var fuld. Hun sukkede stille - men der var ikke tomt i hende nu. Ilden brændte. Hjertet slog. Øjnene blikede af viljestyrke og kærlighed.

Et navn blev nævnt. Insanus. Caelis indre svulmede op, en form for smerte trængte sig på - men kun et sted udenfor hendes bevidsthed. Hun sukkede med et par himlende øjne. "Hvad i alverden har du taget?" nu blev hun en anelse mor-agtig. "Er det derfor du har været så fjern og borte? Ikke engang møde op til Nabendu og Artemis forsamling har du kunnet - Dawn jeg er skuffet, men du er tilgivet. Kom. Vi bliver altså nødt til at hælde noget vand i dig!" hun kærtegnede hans mule, så han vidste at hun stadig elskede ham og ville ham det bedste. Øjnene smilede af drilleri, men så nappede hun fast i hans pandelok, løftede halen og traskede mod Crystal søen i beslutsomme skridt, trods de skæve forben knækkede lidt i nogle af hendes skridt.

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been

Dawn kunne mærke kærligheden fra ham, det var ikke det han var i tvivl om. Det var måden den pludseligt var opstået så ren og uskyldig som det havde været da de var unge. Den brune hingst sukkede tungt og svarede ikke på Caelis ord, men lod sig blot modvilligt føre afsted, mens han forsøgte at greje hvad det var der var foregået. Han vidste ikke at Artemis havde taget hendes minder. Det var måske for det bedre, men det efterlod også den der følelse af noget mistænkeligt foregik. Han stoppede ved søen, men drak ikke af vandet. Han stirrede blot på sit eget spejlbillede. Et billede af en gammel hingst, hvor grå hår tittede frem hist og her. Han fnyste kort og vippede nu ørerne bagud inden han tog et skridt væk fra Caeli.

" Hvordan kan du lade som ingenting? Efter alle de år, alt den svie og smerte både du og jeg har været igennem. Hver for sig. Det er som om du ikke husker noget.. "

Smerten trængte sig på i Dawns stemme, som havde antydningen af vrede i det hans kropsholdning hældte til det fjendtlige mod hende. Tydeligt frustreret over hele situationen. Han undede hende at være lykkelig, det gjorde han virkelig. Det var også derfor han ord virkede så modstridende. Hvorfor kunne hun pludseligt have givet slip på alle bekymringer mens han stadig gik og var hjemsøgt af fortiden. Det gik op for Dawn. Som trak sig et skridt bagud, forvirret og fortvivlet. Blikket veg fra den månegrå og han rystede på hovedet.

" Je-jeg. "

Var det eneste der kunne forlade hans mule.

Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me

Caelis blik vågede bekymret over den store brune hingst, hun inderligt håbede på at kunne kalde mage en dag... Efter to sønner og en del kærlighed, hvorfor forenedes de så ikke nu? Hun havde været ganske vild i nogle år. Sandt - søgt horisonten og ikke turdet binde sig. Men hun var knap så eksplosiv den dag i dag. Jovist var der masser af nysgerrighed, forundring og lyst til at drage rundt og opleve verden. Men der var et blomstrende ønske om at have et sandt hjem. Et man ikke kunne nægte på nogle mulige måder - hos ham. Måske ville han endda slæbe sig med hende en skønne dag i stedet for at side som en tung bjergged på sin sten i Slavian og ... hvad lavede han for det meste? Hun rynkede panden lidt. Troede hun ikke hun kendte ham?

Han talte, drak ej, men stirrede på hingsten i det krystalklare vand. Hun bed sig i læben. Noget var ragende galt og hun følte skyld. Skyld over ikke at kunne huske det han synes hun burde! Hvad i alverden var det? Hun krøb lidt sammen. Mærkede tårer presse sig på, da han tav. Tomrummet i hende maste sig let på - falske minder, der fyldte hende med glæde - men også en form for tomhed og ligegyldighed. Caeli lagde mulen ind til ham, da han trak sig, så forvirret og forandret fra minderne hun huskede.

"Du taler... Virkelig som om jeg har forandret mig. Men for mine øjne synes du ikke dig selv - et tomrum i mig kan jeg dog ikke nægte, ved de ord du siger... Det sidste jeg husker er et lykkeligt minde, hvor du smiler, kærtegner mig og ... beundre vores sønner. Men det er et godt rum tid siden, da jeg ej har kunne finde dig, elskede." hun forsøgte at forklare sig... Måske hvis de nu fortalte hvad de huskede? "Jeg husker ingen Insanus. Ingen smerte, pånær når vi har været syge, dårlige eller krigene har være over os. Ingen psykisk smerte - kun kærlighed, der holdt os sammen. Hvor er du? Din kærlighed? Den Dawn jeg husker?" hviskede hun med en let bekymret, og smertende stemme - havde han glemt alting?

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been

Dawn lukkede øjnene og så kort væk, mens ørerne vippede ud til siden. Hendes ord bekræftede hans mistanke og han så tilbage på hende.

”Den Dawn er død i de minder du ej husker, ligesom vi kun deler en søn. Ducan. Hvor ville jeg gerne kunne være selvisk og give efter for at give dig den kærlighed som stadig er der, men ville det være rigtigt? For hvis du ikke husker hvad du har gennemgået, så ville jeg frygte at jeg ville udnytte dig. ”

Dawns stemme var hæs, mens han vippede ørerne ud til siden igen efter at de kort havde været vendt frem mod hende. Ingen tvivl om at han elskede hende, men hvad nu?

Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me

Caeli mærkede en følelse af jag støde til sig, som han vendte øjnene væk. Hvad var der for noget? Hun var aldrig rigtig ked af det. Sørgede ikke længe, før hun så lyset og kom op over mørket. Nej hun fløj blot over de afgrunde, hun ellers ville være faldet let i. Lyset kom når himlens regn tordnede ned over hende... Glæde ved alt den livsgivende regn ville vise sig, før daggryet ville varme hendes krop. Sådan var sorgen, blot et kort strejf af torden og ulykke, før livet ville vise hende hvad der virkelig var at leve for. Og han stod her. Daggryet. Dawn. Nok så han sig selv som noget skidt - et mørke. Ødelagt ligefrem nu? Han var deprimeret... Han måtte have ... Hvad hvis han talte sandt og hun var blændet?

Caeli gispede og strakte sig imod ham med ønsket om at berolige ham. Udnyttede hende?

"Kom her..." kaldte hun blidt. Hun ville ikke tvinge ham til at blive rørt - men hun kunne forsøge blidt at kalde ham til sig. Der var stadig det velkendte i hans øjne hun vidste betød at han elskede hende. Dybt og inderligt. Enten måtte han prøve at glemme det han mente - eller også måtte hun forsøge at lytte. Hun var åben, men ikke sikker på hun havde lyst til at hører mere... Hun havde to sønner...

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been

Dawn stod længe med begge ører vippet ud til siden og forsøgte at greje hvordan han skulle håndtere det her. Blikket var stramt og han så kort væk fra hende. Han havde hvad han ville have nu, men ikke sådan her. Det føltes ikke rigtigt. Dawn bed sig selv i læben da hun kaldte, mens han kort vendte ørerne bagud. Og vrissede kort af sig selv. Han løftede nu hovedet og lukkede kort af for en stund, som konsulterede han sit dybeste indre. Den brune hingst var ikke ren af sind eller hjerte. Han havde mange dybe mørke hemmeligheder og det var her han måtte grave noget mening frem i hvad der foregik. Ville han gøre hende glad? Fortjente hun mere ulykke? Ville hans ærlighed skade hende i sidste ende? Hvad hvis hun pludselig huskede? Dawn rystede på hovedet og de røde øjne flakkede kort, inden han drejede om mod hende.
Uden et ord trådte han hen til hende og gav så slip på den anstændighed som havde afholdt ham fra at handle som hans hjerte virkelig begærede. Når hans mule rørte hendes ville hun kunne mærke netop hvor meget af det han havde holdt igen. Begæret.

Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me


Hoppens øjne var så intenst rettet imod ham, at hun ikke sansede verden omkring sig. Ikke en vind i træerne, lyset fra foroven, vingernes træthed, fugles sang. Hun havde kun øje for ham. Alle hans små signaler blev læst og hun mærkede hvordan hendes følelser var på dybt vand. I følelsernes vold forsøgte hun at trække vejret med overbevisende ro - for hun spekulerede i sine vilde fantasier på om han uanset sin kærlighed, var ved at forlade hende. Det var måske en urealistisk tanke - men pludselig med alt det han nu læssede over på hende af ukendte scenarier og følelser, hun aldrig huskede at have kendt, var hun en anelse angst. Hvad hvis der var noget ragende galt med hende?

Caelis vejrtrækning standsede. Hun holdt det i sig idet han synes at ligge ørerne tilbage - var det en blank afvisning lige der? Sekunderne tikkede. Hjertet bankede længselsfuldt og frygtsomt i hendes brystkasse - fyldte hendes hoved med bevidstheden om at være i live. Endelig. Endelig flakkede hans øjne og de søgte hende!

De fandt hende, hun besvarede dem med ren lettelse. Der kom han - som hun havde efterspurgt det. Ingen anspændte muskler, bare hans rene begær. Mulens berøring på hendes kom som en pludselig beruselse og hoppen flød nærmest sammen indeni - smeltede af varmen og lykken der blev bragt til hendes hjerte.... Havde hun bare vidst hvordan dette føltes tidligere i sit liv, var det måske aldrig, aldrig endt så tragisk? Hun sukkede - stønnede nærmest, før hun placerede et kys der fortalte ham, at hun modtog alt det han nu gav hende. Begæret. Længslen. Alt det han havde forsøgt at holde tilbage... Hun tænkte ikke længere på alt det mærkværdige han havde sagt. Hun accepterede bare at nuet - havde ændret sig.


Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been

Hendes gengældelse fik det til at koge i hans indre. Det hele blev en blanding af hvad der befandt sig derinde og det fik næsten den brune hingst til at dirre under det brune hårlag. Han lod mulen stryge over hendes skind, ned langs halsen og over ryggen. Han lod en dyb brummen komme fra hans brystkasse, inden han puffede lidt til hende. Hans begær kunne der ikke sås tvivl om, som han berørte hende længere og længere mod hendes bagparti. Han skævede kort mod hende og sendte hende et blik der mere konstaterede hvad han ville gøre end reelt at spørge om lov. Han lod kort mulen glide op ad hendes baglår, inden han fandt om bag ved hende. Mulen lod han glide op og ned ad hendes inderlår, mens han i ny og næ placerede et blidt nap for at få lidt liv i hende. Dawn følte han fortsatte i alt evighed, inden han nu lagde hovedet op på hendes kryds og bare stod bom stille. Det eneste der kunne høres var den dybe maskuline brummen rettet mod hende.

Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me

Svimlende forelskelse... Som om den aldrig var forsvundet imellem dem - som om den var ny og stadig uudforsket, selvom de to havde været hinanden nær i årevis. Hoppen var ikke helt klar i hovedet - hun vidste præcis hvad hun ønskede, men han var i hendes system og deraf fyldte han hendes bevidsthed ud. Klarheden havde bestemt været der før - ønsket lige præcis dette. Nu hvor det skete, kildrede hele hendes krop utålmodigt. Hun smøg sig imod hans store krop helt instinktivt og kom med nydende brum, som han lod mulen undersøge hende. Præcis som gjorde han det hele for første gang. Hvordan kunne man være så bragende forelsket og hovedkluds selv efter en sådan årrække? Ved den helt rigtige kontakt, når det bare var dem, svævede hun ind i deres lille verden. En bobbel af lykke, et tæt, hedt nærvær og masser af begær... Begæret var næsten det bedste. Måden han nu nappede hende på satte gang i hendes bevægelse og hun løftede vingerne for at titte frem under dem. Blodet strømmede og gjorde hende varm i kinderne og om ørene - hun kunne godt se hvad han var ude på.

Der var ingen afvisning, ingen nægtelse i hendes krop, ingen modstand, eller tanke for at det var et forkert valg. Denne Caeli havde overskud og ro i sin sjæl. Hun elskede Dawn og han elskede hende - der var ingen grund til at afvise ham, holde tilbage og spekulere på sit livs store valg. De var allerede taget - sammen med ham. Hun sendte ham et frækt smil og nappede til hans bagparti. Så hvad stod han dog der og dovende den for?

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been