Aaron havde ikke bevæget sig langt væk fra den opløste forsamling.  Han måtte fundere over sit impulsive valg, som ellers ikke lå til hans natur. Her kiggede han ud over vandet, mens han brummede svagt.  Det var en ambivalent følelse af have løsrevet sig fra Slavian, og han vidste ikke hvordan hans far ville reagere når først nyheden nåede til ham.  Hvad ville Iris sige?  Aaron lukkede kort de røde øjne og sukkede svagt. Han savnede hende inderligt, men vidste at hun var derude et sted.  Han havde aldrig bedt hende slå sig ned med ham, for han vidste at den stribede hoppe trivedes bedst med luft under vingerne. Han bebrejdede hende intet.  Dog ønskede han sig på sigt en familie. En rigtig familie. Det havde han knapt selv prøvet at have.

Der var stille lige nu. Meget stille. Den hvide hoppe begav sig afsted på nye steder i Vustlaums område. Hun holdt sig sjældent det samme sted for længe af gangen, mest fordi hun frygtede at blive fundet af de forkerte. Hvem det så end var. Hun vidste, at der var en specifik årsag til, at hun var her. En specifik grund til, at Helzlori havde valgt at sætte hende af her, i det område som Nabendu vågnede over.
Men selvom hun vidste det, så var ensomheden, savnet, nærmest ulidelig...

Hun gik i en periode, uden rigtig at se sig for. Lige indtil de sensitive og urolige øre opfangede lyden af en anden. I en resolut og urolig bevægelse stoppede hun op, og lod de isblå øjne falde i retningen af en grålig hingst - han havde været der, til forsamlingen. Men hun kendte ham ikke.
Uroligt og underdanigt gled hendes blik helt i jorden, mens hun stod bum stille - måske ville han gå videre. Væk fra hende.

Aaron opfangede lyden af noget puslende ikke langt fra ham og drejede det brede hoved for at se en hvid hoppe. Blikket blev fast, mens han kort vippede ørerne bagud. Hun havde været til forsamlingen og han havde først troet af det havde været en anden. Han drejede fronten mod hende, og lod de bagudvendte ører slappe mere af.  Hun havde nærmest givet op på forhånd og Aaron så hende derfor ikke som en trussel.   Han rynkede en anelse på mulen og afslørede de små hugtænder som han havde arvet fra sin morfar. Eller hvert fald genet.  Tænderne var vokset langsomt med årene og fremstod efterhånden tydeligt, selvom han ikke lavede grimasser.  Det måtte være fra hans far.   

Han lignede både sin far, men havde mange træk fra sin morfar, som han dog knapt havde set noget til.  

" Hvad laver du? "

Spurgte han uden meget varme i stemmen. Han fandt det underligt at hun blot stod der uden at sige noget.

Den hvide skabning var jo nærmest en undskyld for sig selv. Hun ønskede at opnå mere selvtillid og større forståelse for sig selv, men dette var bestemt ikke sket endnu. Og hun tvivlede på, at det overhovedet ville ske i landet Proelio. Hans stemme lød, en tung og mørk stemme, der på sin vis mindede hende om visse andre i landet; men det var nok en tilfældighed. Langsomt løftede den hvide blikket, så de isblå øjne nu kiggede forsigtigt i hans retning.. Og der anede hun så, de to spidse, lange hjørnetænder.. Kunne det passe? Soli tog sig selv i at stirre lidt, inden hun nærmest brummede undskyldende i hans retning.

,,Det må De undskylde. Det var ikke... Jeg burde ikke stirre sådan.. ”

Mumlede hun forsigtig og med undskyldende toner for ham.

,,Det var ikke min mening at forstyrre Dem.. Jeg.. Så mig ikke for. ”

Tilføjede hun så, lavmeldt, og som svar til hans spørgsmål.

Aaron løftede et ikke-eksisterende øjenbryn da hoppen nu endelig løftede blikket bare en anelse.  Han kunne godt fornemme hvad det var hun stirrede på, men det gjorde ham nu ikke noget. Det var ikke hver dag at man stødte på en hest med hugtænder.   Hoppens selvtillid eller hvad det end skulle forestille, var dog en sørgelig omgang. Han rystede stille på hovedet og tyssede nu blot på hende.

" Du kan være helt rolig, for jeg bider ikke, uden at have fået lov"

Lød det så fra ham i de samme toner.  Aaron gjorde ikke meget ud af sit blodsugeri. Måske var det derfor han ind i mellem var halv knotten, for han kunne trods alt ikke overleve helt uden. Han forsøgte at fortrænge den lyst der nu var.   Han havde altid synes det var lidt underligt. 

Det var uhøfligt at stirre. Det vidste hun jo godt - og netop derfor havde hun også valgt at undskylde med det samme. Men de hjørnetænder, hugtænder, kunne hun ej lade være med at tænke på nu. Hun kendte jo til dem, fra både Elzharin og Helzlori. Og det måtte være noget, der kom fra Hans slægt.. Var denne grå hingst, en del af selvsamme slægt?
Han talte nu, forklarede at han ikke bed uden at have fået lov.. Men ordene turde den hvide ej at stole på alligevel.

Langsomt løftede hun blikket lidt igen, kiggede mod hans tænder, forsigtigt og kortvarigt, inden de isblå øjne hvilede mod hans hove istedet.

,,Er De... De en del af Helzloris gener?”

Hun hadede når nysgerrigheden trak af med hende. Men den lille, spinkle, hvide hoppe måtte bare vide det.

Aaron ventede en anelse utålmodigt på hoppen åbnede munden. Det var tydeligt at hun gik med nogle tanker som hun ønskede besvaret. Endelig kom ordene fra hende og Aaron rettede sig en anelse op, mens hans røde øjne hvilede på hende, i og med han ikke kunne se hende i øjnene.  Før han svarede valgte Aaron dog at trække en anelse nærmere hoppen så deres samtale ikke ville være så indiskret. 

" Jeg vil ikke kalde det gener. Han er min mors far trods alt.   Men at gå så langt at kalde ham familie vil jeg ikke. Ikke når han selv så ihærdigt forsøgte at ødelægge den. "

Hingsten svarede hudløst ærligt. Han nærede ingen sympati for hans morfar. Han havde selv forsøgt at sabotere hans egen datters forhold til hans far af flere omgange. Aaron havde mistet sin mor dengang, selvom hun stadig var i live. Men hun var forsvundet ud af hans liv og han havde knapt set hende siden.  Faktisk var hele den side af hans familie nærmest forsvundet ud i det blå.  

Egentlig havde den hvide hoppe nok ej regnet med et svar. Hendes nysgerrighed var løbet af med hende, hvilket sjældent skete, og når hun stillede er spørgsmål som dette, kunne udfaldet gå i en god eller en dårlig retning. Og med de ting den spinkle hoppe havde oplevet i landet efterhånden, måtte hun erkende, at hun pr automatik troede, at ethvert møde ville ende skidt. Da han dermed trådte tættere på hende, og mindskede deres afstand, lod hun ørene ryge uroligt bagud, undskyldende, mens hovedet sank lidt ned - ja, hun forberedte sig på et stærkt hul fra hingsten. Men nej, han talte nu. Fortalte. En ærlig historie, som desværre ikke faldt positivt ud til fordel for Helzlori, lød det til.

,,Dermed Deres.. morfar..”

Sagde hun så forsigtigt, inden hun stille rettede blikket lidt op til ham.

,,De nærer ingen bånd, til den slægt?”

Spurgte hun da, helt forsigtigt igen.