Natten lå over Vustlaums områder. Solen var ikke længere at se, det var mange timer siden den var gået til ro, for at være klar til endnu en dag, når månens vagt var færdig. Lige nu stod månen dog højt, skinnende, og lod de små og dog klare stjerne male et stjernehimmel på den helt klare, sorte baggrund.
Hun stak ud i nattens mørke, med sin skinnende hvide pels, med de få isblå aftegn og isbå øjne, den spinkle Solitaïre. Hun stod i stilhed, med blikket ned imod den krystalklare sø, hvor både måne og stjerne spejlede sig, så himmel og jord nærmest så ud til at gå i et.

Hendes øre vippede forsigtigt rundt, lyttende til stilheden omkring hende. Men der var altid noget at høre, en eller anden form for lyd, fra enten vinden, træernes knitren eller dyrenes puslen; selv om natten. Der var aldrig ro – heller ikke i den hvide hoppes sind. Men for én gangs skyld, stod hun stille og vandrede ikke hvileløst rundt i Vustlaums områder, i et forsøg på at glemme tid og sted..
Hendes spinkle krop stod der bare, midt i det åbne område, helt nede ved det krystalklare vand, hvor nattehimlen spejlede sig. Hendes blik hvilede derned, på sig selv, hendes silhouette. Tankerne gled afsted, i et større tankespind – både datten Salira, barnebarnet Isíl, Helzlori, Elzharin og mange andre sjæle var i hendes tanker, denne stille og ensomme nat.

Temptation



"MAres like her were born in a storm. They have lightening in their souls. Thunder in their hearts and chaos in their bones."

---

Det hvide, blege lys fra månen reflekterede sig i de ildrøde og livlige lokker der dansede om hendes hals. Under det brogede skind, arbejdede smidige muskler for de lette og spinkle knogler. Havde det ikke været for manglen på konkav ved næseryggen, kunne man næsten have taget hendes elegance for en sanddanser. Men ak, hun var blot fra stepperne. Men hun var ikke desto mindre smuk. Hun havde dybt satte øjne og kølige isblå øjne, der var så pastel at hendes iris næsten synes hvid. Hun emmede af livskraft, vilje og fyrighed som hun trådte jorden. Intet kunne røre denne hoppe, der var så spinkel af bygning, men så robust af sind. Hun var en fri skabning, utæmmet skønt sine pinsler og tortur som hun havde udholdt op gennem årene. Men det havde blot gjort hende stærk og udviklet hende til at være den, som hun var dagen i dag. Blikket faldt på en tavs skabning ved søens bred. Hendes skikkelse synes sort i månens blege lys.. og dog kunne man ane at denne hest, var naturligt lys i sin pels. Temptation vandrede videre og uden at forstyrre den tavse nat, skridte hun op til hoppens side og lod tavst mulen søge vandoverfladen.

Den hvide hoppes tanker kredsede. De rendte nærmest afsted med hende lige nu, og hun kunne ærlig talt ikke helt styre det. Nattens stilhed indbød bare til disse tankespind, uanset om hun ønskede det eller ej. Men der gik dog ikke længe, før hendes tanker pludselig blev påtvunget at stoppe; for lyden af hovslag nærmede sig den hvide hoppe. Hun rejste hovedet lidt, febrilsk, idet en broget hoppe med ildrød man lod sig korpus være side om side med den hvide, mens hendes mule gled ned til vandets overflade.

Uroligt vippede hun ørene bagud, inden hun trådte nogle skridt sidelæns og dermed i endnu større afstand end de i forvejen var. Hvem var hun? Den hvide mule mimrede utrygt i spidsen, mens de isblå øjne stirrede stift og utrygt på den fremmede, brogede. Men Soli sagde intet. Hun var stille.

Temptation



"MAres like her were born in a storm. They have lightening in their souls. Thunder in their hearts and chaos in their bones."

---

End ville Temptation havde forladt den hvide, ved søens bred. Hun var ikke i det mest snakkesaglige hjørne denne aften. Selvom hun var gået op på siden af den hvide for at drikke, når hun i teorien kunne have valgt at drikke længere væk. Måske var det lidt en provokation? Hmm.. jah, helt klart en provokation. Presse den lyse lidt. Tempt var som den ild hun bar i sin man. Hun kunne varme sine nærmeste på selv de koldeste nætter, bringe lys hvor mørket herskede, tryllebinde enhver der så hvordan flammerne dansede med hinanden ved bålets kerne.. Men hun kunne også brænde dem der håndterede hende forkert. Vi ved alle hvordan en lille gnist, kan blive til en skovbrand under de rigtige omstændigheder - oftest afhang det af, hvem der håndterede ildstålet. Små dråber løb langs hendes læbe, for sit sidst at miste fodfæste og dryppede ned i vandet igen. Hendes hoved var hævet og de piercende isblå øjne hvilede nu mod den lyse. Hun var utryg, usikker og havde distanceret sig selv fra Tempt. Den brogede løftede et bryn, men så ellers ikke rigtig ud til at tage sig af det.

"Hvorfor så skræmt?"

spurgte hun roligt.

Det var altid angstprovokerende for den hvide, når nye selskaber kom til hende. Især de former for selskab som ofte bare trådte tæt på hende, eller helt lod være med at sige noget når de ankom. Lige nu, ønskede hun at hun var usynlig og væk. Hun ville egentlig bare gerne passe sig selv; men det var umuligt. Det vidste hun jo godt... Den brogede hoppe med ildrød man, rejste nu blikket og stirrede på hende. Intenst. Alt imens hun spurgte den hvide, hvorfor hun var så skræmt - men det ville ikke være nemt at svare ganske kort på..

,,Jeg.. Det.. Selskaber går sjældent godt, i min nærhed”

Svarede hun istedet, ganske sagte, med uro og forsigtighed i stemmen, inden hun lod ørene tippe uroligt ud til siden, forsigtigt. Mon den brogede ville accepterer det svar og måske bare lade det være ved det?

Temptation



"MAres like her were born in a storm. They have lightening in their souls. Thunder in their hearts and chaos in their bones."

---

Dette svar fik Tempt til at hæve det ene bryn, idet hun spidsede læberne lidt. Besynderlig ting at sige. Tempt stod sådan her et øjeblik, idet hun forsøgte at regne ud hvad hun skulle svare til denne statement. Så tiltede hun det velformede hoved en anelse på sned, idet hun trak på et lille, kækt smil.

"Hvorfor? Er du da ballade?"

Spurgte hun med en drillende tone, der for hingst sikkert havde virket flirtende, men som for visse hopper måske virkede lidt flabet. Tempt havde altid haft stort selvværd og selvtillid. At møde de, der havde det komplet modsatte var nok en udfordring for hende, fordi det var så nemt at komme til at træde henover dem. Tempt havde altid været grænsesøgende - hvilket ikke nødvendigcis var en dårlig ting, men dette kunne også betyde, at der hvor der ingen grænser var, der kunne hun nemt komme til at træde på nogen uden rigtigt selv at opdage det. Tilgengæld kunne hendes selvsikkerhed virke smittende, og hun elskede at se andre blomstre under hendes indflydelse.