Hun havde været her i noget tid nu, den lille hvide hoppe. Men selvom hun snart kendte lidt forskellige områder i Vustlaum, følte hun sig stadig ikke hjemme. Hun følte sig ensom, forladt. Og det var der jo i princippet også en god grund til – for hun var jo sådan set forladt, forladt af Ham. Han havde sagt at han altid var der, han ville holde øje. Men det var bedst for den hvide Solitaïre, at holde sig i dette område, og ikke sætte sine fødder i Darkena; og dette måtte og skulle hun acceptere. Der var en grund til, at hun var her jo. En grund, som kun hun og Han vidst kendte til - måske også Nabendu.

Langsomt bevægede hun sig afsted på den grønne, frodige og åbne eng. Solen stod varmt ned på hendes hvide skind, og fik de isblå aftegn og øjne til nærmest at skinne. Hendes øre vippede uroligt og lyttende omkring, for hun ønskede virkelig ikke, at få selskab af fremmede eksistenser, uden at hun selv havde opfanget dem inden…

                  R H E A                  

I don't rise from ashes, I make them.
I am the whole fucking fire.

Rhea var en vandrer. Hun forholdt sig sjældent i samme område i mere end få dage af gangen, medmindre hun havde en vigtig grund til andet. Det havde hun sjældent, og den nysgerrige sjæl havde derfor forladt Natiaums trygge rammer og vandret sydpå. Hun opdagede, oplevede og sugede alle indtryk til sig, for selvom hun efterhånden havde spenderet flere år i Proelio, så var der fortsat nye indtryk som ventede om hvert hjørne. Den lille røde kunne lade tankerne flyve og den lette vind mod hendes blege ansigt rensede hende. 
Vustlaum var forbudt område fra de fra Natiaum, og Rhea kendte vel til disse love, og selvom hun respekterede dem dybt, så var det ikke nemt når hun ofte følte sig draget til det forbudte. Hun ønskede at se, hvad der kunne være så slemt ved denne landsdel. Måske kunne hun finde informationer som kunne drage hende nytte. De mandelformede øre vippedes ivrigt frem, og den ranglede krop dansede smidigt fremad. Hendes blik var lystent og iagttagende, da hun ikke ønskede, at noget eller nogen  skulle gå ubemærket forbi hende. 
Landskabet blev bakket og den flammende hoppe besteg de grønne toppe hver og en. Solen varmede den blodrøde krop, og den lange dansende man så i lyset næsten ud til at stå i flammer. Hoppens var forventningsfuld, og ikke længe gik der før et væsen dukkede op bag en bakketop, ikke langt fra Rhea selv. De naive, væde øjne blev en anelse reserverede og selvom den lille røde iagttog den lille hvide med et åbent, nysgerrigt blik. Hun udspilede næseborende og betragtede hende ufortrødent.
Det første som slog hende var den kridhvide pels, som næsten blændede hende, og dernæst faldt det hende ind, deres ens træk. Men hoppen her ejede nogle blå aftegn, som gjorde Rhea vagtsom. Mon dette var en af de magiske heste som hun frygtede? Hendes nysgerrighed tog over, og hun trådte frem mod hoppen med hævet hoved og et blegt smil som næsten nåede de store øjne. ,,Vær hilset." Hun sagtnede dansens fart og slog over i en doven skridt. ,,Hvem er De?" Hun krængede det velformede hoved mod skrå, og de røde lokker dansede ned over hendes skulder og legede med græsset.
Rhea var ej tilbageholden - Det var hun for nysgerrig til. Men hun ønskede ej at være alt for frembrusende eller uhøflig. 

        T H E   A R D E N T        

Det virkede fredsommeligt, og derfor tillod den hvide hoppe sig selv, at standse helt op og stoppe sin vandring for en stund. Hun holdt sig sjældent det samme sted særlig længe, ikke fordi hun ønskede eventyr og at se nye områder, men af ren og skær utryghed. Hvis hun stod det samme sted for længe, ville flere og flere kunne snuse sig frem til hendes eksistens, og det ønskede hun ikke. Hun havde oplevet mange selskaber i Proelio, og mange af selskaberne var desværre endt ud i, at den hvide hoppe havde fået ar på enten krop eller sjæl; noget, som hun efterhånden bare var blevet ’vant’ til – sørgeligt, men sandt.
Hovslag kom pludselig i hendes retning, og derfor vippede hendes sensitive og uroligt øre lidt bagud i retningen af den fremmedes lyde. I en panisk bevægelse drejede hun kroppen omkring, tidsnok til at se, at den røde hoppe slog ned i skridt og ikke nærmede sig hende med samme fart som før. Hun hilste – spurgte hvem den hvide var. Ja, hvem var hun egentlig? Hun hed Solitaïre – og hun var en misforstået, urolig sjæl i Proelios land.

,,Solitaïre…”

Mumlede hun, med urolige undertoner, mens hendes blik gled underdanigt i jorden.

,,Jeg.. Det var ikke min mening, at stå i vejen for den vej, De ønskede at gå”

Tilføjede hun, med nærmest undskyldende toner i den lyse og lave stemme.

                  R H E A                  

I don't rise from ashes, I make them.
I am the whole fucking fire.

Den hvides blik gled underdanigt i jorden, og en velkendt stolthed spredte sig i bringen og videre ud i Rheas krop. Det var længe siden hun havde fået lignende behandling, og din lille røde brød sig ganske vel om den respektfulde behandling. Men kendte denne hvide hoppe noget til Rhea og hendes bedrifter? Kendte hun til sagnerne om hvordan Rhea var Smeyés uægte datter, og hvordan hun havde kæmpet og lidt under krigene? Hun tvivlede. Oftest blev hun mødt af had og hån af de, som kendte til hendes ugerninger. Den lille røde ændrede sin kurs, og sluttede sig til Solitaïres side. Fulgte hendes kurs i en slækket dans. ,,Solitaïre. Ej står De i vejen for min vej. Jeg vandrede uden mål, og alle veje er den vej, jeg ønsker at gå." Ordene rullede let af hendes tunge, men stemmen var vag.

Hun lod det væde blik vandre fremad og følge de bakkede topper og det grønne græs foran dem. Et øre vippede dog fortsat opmærksomt mod hoppen. Hun var på vagt, men også alt for nysgerrig til at vige væk og fortsætte med anden kurs. ,,Hvor er De.. Eller vi, på vej hen?" Måske var det rettede spørgsmål nærmere, hvorfra hoppen kom, men Rhea ønskede ikke at trænge sig mere på end hun i forvejen gjorde. Hoppen havde dog fået en følgesvend, om hun så ønskede det eller ej. Den lille røde trak dybt vejret ind gennem de udspilede næsebor og luften forlod hende igen i en lys, ivrig brummen. ,,Jeg er Rhea." Præsenterede hun sig derefter som, men ordene interesserede hende ikke. En lille del af hendes kringlede sjæl ønskede ej, at lade hoppen hvide hvem hun var, hvorimod en anden del forventede at hoppen allerede kendte til den flammende unghoppe og hendes ry.

        T H E   A R D E N T        

Hele Solitaïres krop ønskede at kravle ned i et hul, fordufte i disse sekunder. Hun anede ikke, hvorfor hun altid endte med, at havne i selskaber, uden hun havde søgt dem. Måske indbydende hendes hvide pels bare til, at andre eksistenser fandt hende. Hendes isblå øjne forblev i jorden, mens hun bemærkede hvordan den røde hoppe nærmest dansede op til hendes side, kun for at følge Soli’s hovslag i den retning, som hun før havde begivet sig i. Hun talte, den røde, og sagde at hun ikke var i vejen for den sti, hun ønskede at gå – for hun havde ikke et mål at følge.

De vandrede afsted, side om side – den røde med blikket højt og kroppen i en normal stilling, og den hvide underdanig i hele sin eksistens, med små og stille hovslag og blikket rettet i jorden. Hendes blå øjne så sig for, men de rettede sig aldrig op til den røde hoppes blik, ikke endnu. Hun talte, ønskede at vide, hvor de var på vej hen. Og dette var egentlig et meget godt spørgsmål..

,,Jeg.. Vandringen har intet formål, udover at søge væk. Altid bevæge sig. Ej være det samme sted, for længe af gangen.”

Svarede den hvide hoppe, med en meget sagte og stille stemme. Måske lød det dumt og forvirrende. Men det var blot sandheden hun sagde; dog pakket lidt ind. Den røde hoppe, Rhea, som hun hed, fortsatte stadig afsted med hende. Og Solitaïre brød stille stilheden igen, forsigtigt.

,,Hvorfor.. Hvorfor ønsker De, at gå side om side med mig?”

Ordene kom undrende, lavmeldt.