Den hvide hoppe vandrede omkring i Vustlaums områder. Hun var kommet hertil for meget få dage siden og havde søgt ophold i denne landsdel.
HUn havde ikke selv valgt Vustlaum, for hun kom jo oprindeligt fra Ingenmandsland, men Darkenas Gud, Helzlori, havde ført hende til dette område, for at få hende væk fra Darkena og dermed beskytte hende bedst muligt imod de, der ønskede enten at skade ham eller hende selv.
Solitaïre var ikke god til fremmede områder eller fremmede sjæle. Hun blev utryg - mere end hun generelt bare var af natur. Men hun vidste, at hun var nødsaget til at blive her, og være en del af Vustlaums område. Uanset hvad.
De hvide ben førte hende afsted igennem dette store Piletræs hængegrene, der hver og en var vældig tykke, i forhold til almindelige piletræs grene. Selve piletræet var så højt at hun knapt nok kunne se op til toppen af det, og stammen var så tyk, at man ville kunne gå rundt derinde, ovenpå og igennem. Det var et mærkværdigt og prægtigt syn. Hun vippede lidt uroligt med sine øre, inden hun stoppede helt op, imellem nogle af de hængende grene, der kærtegnede hendes spinkle og arrede hvide krop.

Stilheden blev slet ikke brudt, og hun måtte derfor være alene i dette område; for nu. Langsomt lod hun halsen sænke sig lidt, og ørene flappede udmattet ud til siderne, alt imens hovedet faldt længere og længere ned. Hun var træt. Udkørt.. Men hun lagde sig ikke ned. Det var for farligt. Der stod hun så, spinkel og arret i kroppen, med hovedet lavt nede, øjnene let lukkede i og ørene flappet ud til siden, i totalt stilhed.

Fazet
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.

Hans sanser havde altid båret ham afsted siden den dag synet var blevet frarrøvet ham ved vandet. Han havde vandret - og lært områderne at kende, men nu var alt anderledes. Den tåbelig og stupide blå hoppe havde givet ham en gave, som han ikke ønskede. Alt var ændret og han var som en skygge af sig selv. Han kunne ikke finde rundt, han kunne ikke stole på noget. Han blev nød til at lukke øjnene blot for at finde ro i sin sjæl. Ikke at der på nogen måde var ro nogensinde. Det hele var sløret, fuld af indtryk som hans hjerne ikke kunne kapere.

Farverne, områderne - duftene. Der var for meget af det hele, og han havde svært ved at vænne sig til det. Lyset skar i de ødelagte øjne, og alligevel havde hun vovet at give ham muligheden for at se for en stund. Det forvirrede og pillede ved alle sanserne. Manipulerede med hans sind.. Når han fik hovene i den hoppe, så ville hun ønske, at hun aldrig havde gjort det her ved ham. Farverne gled sammen og det var som en tåget masse- et mareridt at vandre rundt i. På trods af det så var der en duft som fangede hans næseborer, en han havde duftet før, men med det slørede syn var det svært at skælne mellem alle de dufte og indtryk, som han ellers var van til. Noget lysende hvidt og blåt dukkede op, men han kunne ikke placere hesten.

When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?

Hun var tæt på at falde hen. Falde hen i en søvn, som hun ikke havde haft i flere dage efterhånden. Men hun nåede det ikke, for nogle lyde fik hende til at rejse hovedet i et ordentligt ryk, inden hun drejede hovedet i vedkommende retning. Hun kunne se en sort hingst nærme sig, med blålige skær forskellige steder på kroppen og i manen. Hun genkendte ham. Hun huskede ham. Huskede hvordan han havde tygget i hende den aften hun havde bevæget sig ind i en grotte, for at søge ly for regn og blæst, kort efter hun var ankommet til landet.

Solitaïre knejste nakken uroligt, og drejede sin spinkle krop omkring, så hendes front var i hans retning. Hun mærkede hvordan hjertet slog imod hendes bringe, uroligt, alt imens hun brummede i sagte og utrygge toner – hun ønskede virkelig ikke ballade. Ikke nu.

Fazet
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.

Duften summede i hans hoved. Det var velkendt. En hoppe. Hvilken hoppe var det den tilhørte? Han plejede ikke at have problemer med det, men synet manipulerede med hans minder og gjorde alt andet meget sværre for den sortblå hingst. Snart ringede en klokke om en grotte, en sart sjæl og en hingst. Han havde angrebet. Hingsten fnøs. Farverne var tågede, men han kunne høre lyden af hendes brummende lyde. Utryg. Hun havde god grund til at være i det.

En hvæsen flød over hans strube. Ørene var tilbagelagte. Han var alt andet end venlig at se på, men hingsten havde også meget at slås med. Meget få forstod - meget få forsøgte at forstå. Den sidste havde han ikke mødt siden, så mon ikke de alle gav op med tiden. Der var ingen grund til at gøre forsøgene mere. De ønskede ikke at være ved hans side, så hvorfor skulle han ønske andre her. Han gik alligevel direkte mod hoppen - mest fordi hun var utryg og det behagede ham at andre var bange i hans selskab.

When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?

En hvæsende lyd kom fra den mørke hingst foran hende. Han var tydeligt ikke begejstret for hende og at de var stødt ind i hinanden igen. Hans reaktion var hidsig, præcis som første gang. Og den hvide hoppe stod der, helt utrygt og med kroppen presset sammen. Hvor ville hun ønske, at hun blot kunne grave sig selv ned i et hul, og forsvinde væk fra overfladen lige nu. Men det kunne hun ikke – og hun var på egne ben.. Han trådte tættere og tættere på, direkte imod hende. Selv blev hun stående, utrygt. Men bakkede ikke. Det hjalp ikke sidste gang..

,,Jeg.. du.. Jeg skal nok gå”

Sagde hun så, men ville ikke træde væk. Hun turde ikke vende ham ryggen. Men ventede mere på hans accept til, at hun måtte gå. Ville han give hende den? Eller ville han kaste sig over hende, præcis som ved deres første møde. Og denne gang befandt hun sig på endnu mere ukendt land, Vustlaum, som hun kun lige var ankommet til for få dage siden.