Kerizín Feylith

Kerizín var endnu en gang på opdagelse og denne gang havde hun fundet et helt fantastisk spændende sted. Hun havde set slottet på afstand før men det var første gang hun var inde i det og det var endnu bedre end hun havde forestillet sig! Der var måske nok nogle mærkelige rum hvor det næsten føltes som om ting flyttede sig af sig selv men det blev langt overskygget af det underligt frodige rum fyldt med sommerfugle. Hun sprang rundt iblandt dem og i modsætning til de fleste andre sommerfugle hun havde mødt virkede det villige til at lege med hende. De drillede, 'løb' om kap og var i det hele taget enormt sjove at lege med. Hun var så optaget af at lege med dem at hun ikke engang lagde mærke til at det ikke kun var hendes latter der gav genlyd gennem slottet.

Først efter længere tids leg stoppede hun forpustet og så sig omkring. Hun var ret sikker på at naborummet før var lavet af sten selvom det nu var dækket i græs. Efter et øjebliks tøven gik hun derind og så sig omkring, det lignede sig selv undtagen at gulvet nu var lavet af græs. Hun snuste forvirret til græsset men valgte i sidste ende ikke at spise det. Slottet virkede måske nok venligt nok, eller i hvert fald ikke farligt, men hvem vidste om græsset ville blive til noget andet i hendes mave?

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Hyperion var ikke typen der begejstret kastede sig ud i eventyr. Han opsøgte nok kun nye steder ved særlige lejligheder, når der virkelig var en grund til det. Nok havde han udforsket Proelio, for han agtede at kende landet og vide hvilke heste, holdt til hvor. Derfor var han klar over at Proelios Hjerte var helligland. Her hvor man tilbad den eller de guder man ønskede. Men Hyperion var knap fascineret af guderne - ikke en eneste tiltalte ham til fulde. Han sukkede og himlede en anelse med øjnene. Alligevel var han her, for at finde ud af mere om Jaymelia. Laylis var blevet Frozticens Gudinde, og da han indså at han ikke vidste synderligt meget om den øverste Gudinde Jaymelia, var han gået på opdagelse i hendes tilbedelsessted. Alt herinde var skrækkeligt irriterende og forvirrende. Han lagde ørene og hæsede mod sommerfuglene. I hans øjne var slottet blevet til sorte musten der smuldrede væk. Men et eller andet sted var han klar over, at det var magi - magi der fik ham til at se hvad han drømte om. Verden i ruiner - ligeledes gudernes fald. Var dette hvordan slottet ville se ud, hvis Jaymelia forsvandt?

Han trak på et lusket smil.
Kort efter opfangede hans ører noget der ikke var magiske puds. Det var et levende væsen som han selv. Ingen forhekset latter eller blafrende vinger fra magiske dyr. Han hørte hove. Hyperions krop tændtes af lysten til at gå på jagt - men noget ved færten sagde ham at han havde med en meget ung hest at gøre. En hoppe. Hans pupilløse øjne søgte, som han nu stod i det rum sommerfulgene kom fra. Han vrængede næsen, da de alle ville sætte sig på ham. Et øjeblik kæmpede han imod, men så forsvandt han helt imellem dem. Som et gemmested. Nu bevægede han sig mod færten igen - snart fik han øje på et stort føl - hun stod og stirrede ind i et andet rum - hans øjne så dette rum som sort med tordenskyer i... Hm. Hvad mon hun så? Det kunne næppe være det samme, det ville have skræmt hende. Han standsede - skjult under sommerfuglenes blafren.

Can explain why your life turned out the way it did.

Kerizín Feylith

Kerizín vippede ørene bagud, der var så mange mærkelige lyde i dette slot at hun indtil videre havde ignoreret de fleste af dem men hun var ret sikker på at det hun hørte denne gang rent faktisk var lyden af en anden hests hove. En voksen hest hvis man kunne stole på lyden. Hun kiggede på græsset en sidste gang som for at tjekke om det havde tænkt sig at ændre sig igen men da der intet skete vendte hun sig om.

Et øjeblik stirrede hun bare forvirret, havde sommerfuglene på en eller anden måde efterlignet lyden af hestehove? Det kunne da umuligt lade sig gøre. Hun blinkede et par gange og lagde hovedet på skrå, det var ligesom om sommerfuglene forsøgte at skjule den men hun var ret sikker på at hun en gang imellem fik glimt af en hest bag sommerfuglene. Var det mon en rigtig hest eller noget for slottet? "Gemmer du dig?" Måske et lidt dumt spørgsmål men det så sådan ud og hun forestillede sig at hverken slottet, eller sommerfuglene, kunne svare.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Hyperion følte sig på en eller anden måde budt velkommen af sommerfuglene, der behjælpeligt skjulte hans ellers kolde og varslende udseende. Hans pupilløse øjne var dog at skue, men de stirrede blot frem for sig - man kunne tro han var blind. I skjul under sommerfuglene betragtede han hvert skridt hun tog for at vende sig. Blot et stort føl. Der var enormt mange muligheder med en sådan størrelse, og hingstens kringlede hjerne knurrede i ham som en maskine der blev vækket fra dvale. Et svagt smil sås bag sommerfuglene, før hun gennemskuede at der måtte findes en hest. Han strakte halsen mod hende - endnu forblev sommerfuglene bare på ham.

"Ja.. Ja ingen ønsker at kaste øjne på mig." hviskede hans stemme, spæd og sårbar.

Can explain why your life turned out the way it did.

Kerizín Feylith

Kerizín så nysgerrigt og en smule jaloux på ham. Sommerfuglene havde leget med hende men de havde ikke siddet på hende så den måde hvilket da var lidt unfair. Hun kunne godt tænke sig at finde ud af hvordan det føltes, om det måske kildede med alle de små vinger? Men det var nok ikke den anden hests skyld at de opførte sig anderledes så hun rystede hurtigt den tanke af sig og tog to små skridt fremad imens hun slog let med halen.

"Hvorfor ikke? Ser du meget anderledes ud?" Hun prøvede at se heste ordentligt gennem sommerfuglene men deres blafren gjorde det svært at skelne tydeligt hvad der var hest og hvad der var hest og hvad der var sommerfugl. Hun opfangede dog en flot grønlig farve og gult på ansigtet som hun var sikker på var hesten og hun mente at se nogle aftegn. Intet af det var hverken grimt, mærkeligt eller meget anderledes så hun forstod ikke hvorfor han gemte sig. "Jeg vil godt.. kaste øjne på dig." Hun havde ikke hørt det sagt på den måde før men hun kunne godt regne ud hvad det betød.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Hingstens blik fulgte hoppens. Over hans krop - ved hovedet, dernæst sommerfuglene. Som om hun spekulerede over noget - med disse sommefugle. Måske drømte hun om at flyve? Det var naturligt for et fantasifuldt føl - men han kunne meget vel tage fejl. Han var ikke just... En føl-hingst. Latter krampede i hans hals, men han holdt tilbage. Psykotiske tanker om hvad han kunne gøre ved denne unghoppe plagede hans forpurrede sind. Han kunne male vinger på hende, så hun kunne blive fri som sommerfuglene. Af hendes eget blod... Eller flå ribben ud og skabe et kunstværk - et er ville minde om dette møde. Sommerfugle igen. Hans øjne blev vildere. Han kunne også flå hendes skind op og lave vinger på hendes krop, af hendes eget kød! Hænge hende op og ... Seriøst Hyperion? Ha! Kom nu, vi har et spil igang. Hun har lige talt til dig!

Tankerne standsede øjeblikkeligt. Pludselig var der bare helt tomt bag hans øjne. Men han stirrede på det farvestrålende føl med intense øjne. Nej... Nej han så ikke specielt anderledes ud, vel? Det var det der var hele pointen - ikke det folk frygtede. Det var det indre. Hans blottede tænder skar imod hinanden, da føllet talte igen. "På ydersiden. Nej. På indersiden - åhhh ja..." hviskede hans stemme svageligt. "Vil du?" hans stemme var forundret - med en undertone af sygelighed.

Can explain why your life turned out the way it did.

Kerizín Feylith

Kerizín lagde hovedet på skrå og kiggede undersøgende på ham igen. Der var egentlig noget lidt underligt ved ham men hun kunne ikke rigtig sige hvad. Måske hans stemme? Den var lige ved at give hende gåsehud men det gav jo ikke mening? Han havde ikke sagt noget ondt eller grimt. Hun vippede tænksomt med ørene imens hun overvejede hvordan hun skulle reagere på disse tanker, instinker?

"Man kan jo ikke se indersiden så hvorfor vil folk ikke se dig hvis din inderside er anderledes?" Imens hun overvejede hvad hun skulle gøre kunne hun da i hvert fald snakke videre. Han havde ikke gjort hende noget og der var ingen grund til at være uhøflig! Desuden gav det ikke mening at være bange for ham selvom det tilsyneladende var det noget i hende synes hun burde være? Desuden var det da meget interessant at vide hvordan han var anderledes på indersiden! Det troede hun slet ikke man kunne være.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Hendes inderside havde da vist gang i de helt store overvejelser! Hans pupilløse øjne stirrede en anelse lumsk på hende. Mon hun kunne hører sine egne tanker skærer imod hinanden derinde? Hans tænder skar igen imod hinanden. Tale fra føllet lød. Snak og atter snak... ingen reelle handlinger, eller ønsker? Han fnøs. Alle sommerfuglene lettede på én og samme gang og forsvandt ud i det store blotte rum. Den store krop stod spændt og faretruende over hende. Tænderne blottet som et rovdyrs.

"Indersiden af ens sjæl. De frygter det - dem der ikke forstår den." hvislede stemmen køligt.

Can explain why your life turned out the way it did.

Kerizín Feylith

Kerizín vippede ørene let tilbage ved synet af ham. Ikke fordi hun synes han var grim eller skræmmende sådan generelt, mere fordi han stod der og stirrede på hende med blottede tænder. For en gangs skyld tøvede hun et par sekunder inden hun sagde noget og lod derfor være med at sige det første der faldt hende ind. "Er... Du okay? Du ser ikke så veltilpas ud.."

Hun gik en lille cirkel om sig selv for diskret, håbede hun, at flytte sig lidt længere væk fra ham. "Jeg ved ikke ret meget om sjæle men det lyder ikke rart at folk ikke vil se ens sjæl..." Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle reagere. Hun havde aldrig mødt en der opførte sig som ham før og det var ikke en særlig god oplevelse. Samtidig var hun for nysgerrig til bare at gå. Medmindre han bad hende gå selvfølgelig... Så ville det både være høfligt og højst sandsynligt klogt at smutte.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Hingsten kluklo en anelse ved den tøvende adfærd den unge hoppe pludselig udviste. Han stirrede glubsk på hendes brogede skind... Der var noget smukt ved en sådan skønhed. Renhed i et uskyldigt lille væsen. Det kunne destrueres så fantastisk hurtigt at vanvid nærmest blev mere end sindssygt... Han kastede med halehårene og stampede i gulvet foran hende, da hun drejede omkring sig selv - hans vilde øjne kunne godt se det. De var ikke blinde. En form for spæd frygt byggedes i hendes indre, men hvorfor var hun så modig?

"Sjæle? Ved du ikke meget om disse? Men kære, du er jo selv i besiddelse af en!" rungede hans stemme. "Veltilpas? Hmf... Jeg lever og ånder som det passer mig - om jeg er ulykkelig, glad, sortseende eller ... veltilpas. Hm." han krængede hovedet bagover, stirrede ind i rummet bag ham... Mørke. Men dog små gnister. Grønne. Hvad var der hinsides dette slot? Hvis der var noget der virkelig var hinsides...

Can explain why your life turned out the way it did.

Kerizín Feylith

Kerizín så lidt forvirret på ham, det gav vel egentlig mening det han sagde det var bare lidt... Underligt. Som om han ikke var helt rask på en eller anden måde. "Jaah... Men altså.. Jeg kender ikke så meget til dem alligevel..." sagde hun lidt tøvende. Måske burde hun kende til dem? Hvordan lærte man noget om sjæle? Hun rystede let på hovedet, det kunne hun altid snakke med sine forældre om. De havde som regel svar på tingene.

"Hvis du lever som det passer dig, hvorfor er du så ikke altid glad? Og veltilpas? Er det ikke rarest? Jeg synes det er rarest.." Hvis hun selv kunne vælge ville hun da aldrig være nedtrykt eller ked af det eller ulykkelig eller noget som helst negativt. Der var ingen tvivl for hende, det var altid bedst at være glad og positiv. Hun prøvede nysgerrigt at følge hans blik da han pludselig bevægede hovedet bagover men kunne ikke få øje på andet end mærke og nogle små gnister så hun fokuserede hurtigt på ham igen. Han var i hvert fald en del mere interessant end gnister.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Øjnene stirrede på disse gnister, som om han ikke hørte et pip af hvad hun sagde... men det gjorde han. Hans hjerne vred ordene rundt, indtil han lo let af det kaos det bragte ham, at ændre ordstillingen. "En sjæl er dig. Du er din sjæl... Den er din bevidsthed. En dag vil den lette fra dit døende legeme, og du vil vandre til Helzloris rige." med et var øjnene på hende igen.

Hyperions øjne formørkedes som om natten allerede gik på hæld. Der var noget i rummet omkring dem - der også forandrede sig. Sammen med ham. Der blev mere dunkelt. Som om et spind af ulykke lagde sig over ham. "Selv når dit hjerte slår, er det ikke dit slag at styrer... Er det?" spurgte han med en kold stemme og dog var der noget ganske filosoferende over det han sagde. Noget i hans blik havde medlidenhed med den unge sjæl foran ham... Og dog. "Min hjerne kan jeg arbejde med. Jeg kan fortælle den at jeg vil gå en tur i Aisla skoven og beundre hvad jeg spotter. Men jeg kan ikke nægte det, når mit hjerte begynder at længes efter det kolde landskab jeg blev født i. Tundraen i Frozticen." han prøvede at forklare hende forskellen på hvordan man kunne styre hvad man tænkte - men ikke hvad man følte.

Can explain why your life turned out the way it did.

Kerizín Feylith

Kerizín nikkede langsomt imens hun lyttede til hans ord. Det gav jo egentlig meget god mening efter at have hørt hans forklaring, i hvert fald det meste af det. ”Min sjæl er mig? Er jeg to ting? Hvis den er mig er den vel bare mig hvorfor hedder det en sjæl? Og jeg har ikke lyst til at dø...” Hun mumlede det lavmælt for sig selv, det var ikke meningen at det skulle være et svar å meget som en måde for hende at gennemtænke sagen. Da hun dog ikke kunne komme frem til et godt svar andet end at det nok var navne for forskellige dele af en selv valgte hun bare at stole på det han sagde, det gav jo fin mening.

Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på ham, styre sin hjerne men ikke at længes? Et øjeblik senere slog hun let med hovedet, nu forstod hun! ”Så ligesom at jeg vil på eventyr og det er sjovt og jeg godt kan klare mig selv imens men pludselig savner min mor og far? Selvom jeg synes jeg burde have det sjovt? Eller når det er ensomt om natten når de ikke er ved siden af selvom jeg ved det ikke er farligt? Eller jeg savner Emeriel selvom jeg har det sjovt med nogle andre?” hun nævnte ivrigt det en eksempel efter det andet, hun elskede når ting gav mening!