Landene var blevet fordelt og nu skulle guderne se landet folde sig ud. Den mørke hingst stod i hans skygger og havde tidligere kaldt til forsamling, de mørke skygger kælede for ham og hviskede ord i hans ører. Landet her var blevet hans og han ville nok ikke blande sig for meget i hvordan det skulle føres, han ville dog sikre sig at den som nu stod som leder af hans land altid vidste hvem som ejede dette land. Hans spændte op i musklerne og en rysten og utålmodig vrinsken forlod ham – han ville ikke vente længere.


Træerne stod omkring ham, skyggede ham og fik ham næsten til at forsvinde i det mørke som hans hjerte selv bar præg af. Fluerne fløj omkring ham som var han et rådnende lig – han gjorde intet for at lade dem skræmme væk. Hans hjerte føltes kold og gik nærmest så langsomt at det ikke føltes som om det ville slå igen. De grønne slangeagtige øjne kiggede rundt, for at se hvem der ville være den første som dukkede op. De lange hår skærmede næsten disse øjne og en hæs hvisken forlod ham.


¤kom til mig nattens børn¤


En hånlig og lettere kold latter forlod ham – den lå på grænsen til nærmest at virke sindssyg, hans skygger dansede i hans indre og gjorde ham til den han var. De heste som levede i hans land, måtte kende lidt til ham og hans sind – han var ikke altid til at regne med, men han vidste hvem han stolede på. Det var dog så meget at sige, han stolede på sig selv og ikke rigtig andre.

Tiden var kommet.. Proelio var blevet fordelt mellem de forskellige guder. Smeyé, der havde fået tildelt Natiaum, havde kaldt til samling, og Benji vidste af erfaring, at det ikke var klogt at komme for sent, når Herren ventede. Hjemmevant bevægede den mørke hingst sig af sted gennem Kanto, mens han behændigt sørgede for at undgå de mest fedtede sumpe, som til tider overtog skovbunden. En let tåge bølgede mellem de ældgamle stammer, og gjorde det svært at orientere sig. For Benji gav det dog ingen problemer, og han fortsatte beslutsomt fremad. Lige siden han var kommet til Proelio, havde denne landsdel været hans hjem, og han havde derfor ingen besvær med at finde rundt, lige meget hvor lusket denne skov kunne være.

Endelig nåede den metalklædte hingst frem til sit bestemmelsessted. Smeyé var ikke let at se, som han stod gemt væk mellem træernes skygger, men en sagte hvisken efterfulgt af den velkendte latter, så fuld af vanvid, afslørede hans tilstedeværelse. Med et respektfuldt nik stoppede Benji op i nærheden af den blå gud. Det var egentligt ganske forbløffende atter at se ham igen. Så længe havde Smeyé været spærret inde i Himmeriget, at Benji næsten havde formået at glemme, den frygtindgydende aura, som netop denne gud besad. Men også kun næsten.. Det sidste Benji vel egentligt havde set til ham var, da han kæmpede ved hans side, i den store krig. Siden hen havde den mørke hingst trofast forsøgt at finde frem til en mulig flugtvej for hans Herre fra hans himmelske fængsel, som desværre ikke var lykkes. Men nu var Smeyé atter fri, og Benji var som altid ved hans side.

Athena
The loneliest people are the KINDEST. The saddest people smile the BRIGHTEST. The most damaged people are the WISEST.

Athena følte sig bedst tilpas i Natiaum. Dette var begrundet af hendes hjem i fortidens Proelio... Kanto var skoven hun havde søgt til i evigheder. Stedet hun havde levet og åndet i smerte. Hun kunne rejse sig over sin fortid lidt endnu, men aldrig slippe den. Hoppen var derfor i tvivl om hvorvidt hun burde forlade landsdelen nu hvor en Gud som Smeyé havde overtaget den. Men alligevel var der en nysgerrighed der pirrede til Athena. Den ældre hoppe vandrede som en sjæl igennem skoven. Lydløst og uden videre udtryk - blot et spøgelse imellem træerne. Hun nåede snart mødestedet hvortil Smeyé havde kaldt dem til sig. Nattens børn - det var sandt. Det passede til den mørke Athena. Hun standsede med det tvefarvede blik helt neutralt på den anden fremmødte hest.

All because they don't want to see other people, suffer the way they do.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Nox havde ikke ønsket at bosætte sig andre steder end i Natiaum, da han genopstod. På daværrende tidspunkt havde Artemis ingen landsdel og derfor var det ligegyldigt hvor han befandt sig - men nu havde hun overtaget Vustlaum. Tanken havde strejfet ham at søge dernede - et stenkast væk, men alligevel var vejret så foranderligt og hedt dernede... Han ønskede mest at blive her. Guderne tiltalte ham generelt ikke - udover hans kærlighed til Månehoppen, der havde født hans elskede 4 afkom. Omend nogle brød sig bedre om ham end andre. Han sukkede. Faderrollen var ikke faldet ham naturligt dengang...

Nu stod han her i Kanto og søgte Smeyé fordi han kaldte til samling i landsdelen. Omend Nox ikke havde noget til overs for ham, var han blevet mere pligtopfyldende med årene og mødte derfor også op. Måske ville han få mere ud af det end som så. Han var trods alt selv ikke den mest godhjertede sjæl... Men han elskede sine halvgudelige børn...

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

                  R H E A                  

I don't rise from ashes, I make them.
I am the whole fucking fire.

,,FADER!" Det lyse gisp forlod hendes ranglede krop i et udbrud af lykke og frygt. Den spinkle hoppekrop kastede sig frem mod lyden og ind gennem træerne, som blev hun jagtet. Da hun kom frem vidste hun knapt hvordan hun kom dertil, eller hvor hun befandt sig. Hendes næsebor var kådt udspilede, men de væde øjne udviste i samme grad rædsel og varsomhed, som et dåd af begejstring og gensynets glæde. Der var flere til stede end blot hende, og skuffelsen over, at Smeyé ikke havde tilkaldt hende først og individuelt spredte sig inderst inde. Denne stikkende følelse blev dog overdynget af det moment, som hun havde ventet år af sit liv på. Endelig genforenedes de.
 
Den intense, ivrige hoppe havde under årene efter krigen levet et reserveret liv, og hun havde dedikeret sit liv til at finde den Gud som havde forrådt og løjet for hende. Hun havde inderligt og ubetinget ønsket at bringe ham tilbage, og det var nu svært for Rhea at holde den dirrende krop tilbage fra at kaste sig i hans favn og bryde ud i gråd. Mange negative ting kunne Rhea kaldes, men hendes loyalitet til Smeyé ville aldrig svigte. Det kunne skyldes hendes naivitet, eller hendes nysgerrighed for, at lære denne mystiske hingst bedre at kende. Eller måske hendes stædighed, da hun nægtede at give slip på sin drøm om at være ved hans side, som den datter hun ønskede at være. Men de var ej af kød og blod. Han havde slået hånden af hende. Han havde efterladt hende i Helzoris magt til tortur og død. Og alligevel stod hun nu her, med tårer i det mørke øjne.
 
Han havde ikke kaldt hende for at forklare sig. Nej, der var noget i færde, og Rhea bukkede det spinkle hoved ned i et tegn på respekt. Den lange, flammende man dansede ned mod jorden, for at derefter svinge sig op over hendes korte ryg. Hun studerede de resterende som var kommet før hende. Benji, en tro undersåt og en hingst som den fyrrige hoppe respekterede til benet. Derudover var to andre kommet til forsamlingen, som hun genkendte, men ikke huskede hvorfra. Hun nikkede til dem alle og forsøgte at holde en neutral mine, men hendes blege ansigt var ikke til at tage fejl af - Rhea var som altid, en storm af følelser, sanser og impulser, men der var noget nyt ved hoppen. Noget som havde bidt sig fast i hende fra det sekund hun lagde blikket på den blå hingst. Den lille røde så måske ikke ud af meget, men Gudens blotte nærvær bragte også en styrke tilbage i hende. Fandt hun nu endelig fodfæstet, efter år med famlen i mørket?

,,Vær hilset, Fa... Min Herre." Hun trådte frem i forsamlingen og vendte sig rundt mod dem. Hendes magre hoved holdtes højt da hun dansede frem, og efterlod små aftryk i jordbunden bag hende - næsten så små, som var de af et føl. Hun stillede sig et stykke fra Gudens side, med fronten mod resten af forsamlingen, men med hjertet blottet for Smeyé. Fortiden byrdede hende tungt, men hun ønskede at vise Smeyé, forsamlingen, og mest af alt sig selv, at hendes loyalitet aldrig ville vige. Hun ville stå ved hans side og følge ethvert ønske han nærede. Hun vidste, at det var velkendt at Smeyé havde snydt hende, og netop derfor måtte hun træde frem ved hans side, for at blotte sig. Datter eller ej - Hun ville altid være Smeyés.  

Nu afventede den lille røde spændt.

        T H E   A R D E N T