Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Hovene bevægede sig over underlaget. Der var så stille. Aftenen var ved, at blive mørkere og snart ville stjernerne dukke frem på den fredfyldte himmel. Hele aftenen havde hun vandret hvileløst og uroligt rundt. Halen hang gylden og let bag sig, mens hun bevægede sig rundt i cirkler. Først den ene vej også den anden vej. Uroen var fyldt i hendes krop, men hun vidste at det var ved at nærme sig tiden til foling. Hele hendes krop vidste det, og det skabte uro i hoppen. Hun havde været igennem det før, men denne gang var det alligevel anderledes. 

Ved siden af sine vandrene hove lød flodens rasen. Et prust forlod hendes mule, inden hun stoppede op. De fleste ville søge væk fra det åbne landskab, men det gjorde denne hoppe ikke. For hende var der endnu ingen tegn på fare, og hun vidste at skyggerne ville være til stede, hvis der blev behov for hjælp. Forhoven blev skrabt mod underlaget, inden et prust forlod hende. Hun stampede med den anden, og drejede et par omgange rundt om sig selv, inden hun langsomt gik ned i forknæene og lagde sig ned med et bump. Den store mave var ved at være hård at gå rundt med. Det var mange ekstra kilo for hende. 

Det var ved at være tid.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Dagen var ved at gå på hæld, og mørket faldt langsomt mere og mere på. Snart ville det blive mørkt nok til, at stjernerne ville titte frem på den klare nattehimmel. Det meste af Proelios befolkning ville nok være på vej i seng nu - men ikke den sorte Freakshow. Mørket var hans tryghed; hans hjem; her han følte sig bedst tilpas. Så da natten indtraf, og hele Proelio faldt til ro, bevægede han sig roligt af sted langs den blodrøde flod. Han elskede Darkena om natten. Det var en hel speciel følelse af fred og ro, der løb igennem ham, når han skridtede af sted om natten og havde hele landet for sig selv. Mange folk følte utryghed om natten, men Freakshow var ej bange - nej, faktisk var han én af dem, som andre ville frygte at møde alene en mørk aften...

Han skridtede roligt af sted i sine egne tanker og fløjtede en lavmælt og creepy melodi, da han pludselig faldt over noget på sin vej. Han var nær gået ind i hende, da hendes mørke farve camouflerede sig i de sorte omgivelser. Men ak nej, det var ganske rigtigt en hoppe, der lå på jorden foran ham. Da han kom tættere på, kunne han både se hendes stjerneglimtende pels og det lange, orange hår. Han stoppede op få centimeter fra hende og glippede forbavset med øjnene, da han bemærkede hendes store, runde mave. Sig mig, var hun ved at fole? Han blev stående og gloede dumt på hende, mens han overvejede, om han skulle vise den kommende mor nåde og blot lade hende være - men nej, det ville da være for kedeligt for den mægtige Freakshow!

,,Forstyrrer jeg midt i noget?" lød hans mørke stemme derfor i et provokerende tonefald, mens hans tænder glimtede ud i mørket i et lumskt smil.

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Hun lagde sig helt ned i græsset og lukkede for en kort stund øjnene. Lyden af hovslag der nærmede sig fik det ene øre til at vibrere. Duften var ikke velkendt, men hun havde lugtet denne hest før - ej mødt den, hvis hun huskede rigtigt. En lavmælt og lettere creepy melodi flød over området, men det gjorde ikke Alarica det mindste. Hun blev liggende. Det ene ben blev bevæget en smule, inden hun åbnene øjnene og udstødte et tungt prust. Sveden var begyndt at pryde den sorte krop, mens hun mærkede de små veer begynde.

Hingsten var nær gået ind i hende - eller rettere sagt væltet over hende. Hun hev hovedet ud og snappede efter den fremmede. Han burde da havde øjne til at se hende i mørket. Ørene lå tilbage, men ikke vred. Blot lyttende.

"Hvad er der galt... Har den store Freakshow mistet mulen?"

En skarp kommentar var vel på sin plads. Hun genkendte ham og hans væsen. Han vandrede i området, og historierne havde lydt omkring ham. Ej havde hun mødt ham. Det farvede blik lå kort ove rham, inden hun lagde hovedet ned i græsset. Det var tid. Tid til at livet skulle gå sin gang og føllet pressede på. Kort skuede hun mod skyggerne. Recimir var ikke at se. Det provokerende tonefald ville for mange nok give en reaktion. Men hun havde aldrig taget sig af hvad folk gjorde eller sagde - eller i hvert fald ikke fremmede. Hans tænder glimtede ud i mørket, men hun så en trækning.

"Såmænd ikke i andet end et nyt liv..."

Et tungt prust forlod hende. Åndedrættet var blevet mere tungt. Det krævede kræfter at tale nu. Hun flyttede uroligt på sit hoved og ben. Inden hun kastede sig op på benene. Pelsen var helt svedig efter hånden. Det tog ikke andet et par skridt for at skubbe til den fremmede, inden hun lagde sig ned igen. Han ville ende med at træde på føllet, hvis han ikke flyttede sig lidt mere. Det ville ud nu. En hæs og tung lyd kom fra hendes strube, inden hun lukkede øjnene og pressede for at få føllet ud.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Blikket hvilede roligt på de to velkendte skikkelser. Af og til bevægede hovedet sig i en jævn og stille bevægelse, idet han forsøgte at se igennem grene og blade i bevægelse. Han havde holdt sig i skyggerne. I nærheden af Alarica... den sidste måneds tid. Men det havde hun ikke opdaget, og det skulle hun heller ikke. Hun blev altid så hidsig, når Recimir forsøgte at holde øje med hende. Men hvad skulle han ellers? Efter Alarica var blevet tildelt en titel i Darkena, eftersigende Proelios ondeste land, imens hun er højdrægtig OG har tilraget sig en vis... opmærksomhed fra landets leder, Mambu. Men ikke nok med det så havde Recimir fuldført en pagt med dødens gud ham selv, som gik udover deres afkom - hvilket Alarica måske ikke liiiiige.... well.. hun ville nok gerne have vidst det inden han gjorde det. Desuden så var hormoner i forbindelse med drægtighed hverken noget Recimir forstod, eller kunne håndtere. Derfor havde han holdt sig lidt på afstand. 
Det var kommet lidt bag på Recimir at der var Freakshow der dukkede op netop denne nat. Først havde han været vagtsom, for selvom at han, Freakshow og Semper havde en forståelse så var Freakshow ingen tumpe. Måske lidt tungnem, men ingen tumpe. Recimir havde dog ikke givet sig selv tilkende med det samme, men ville se hvordan scenariet ville udspille sig for ham. Alarica havde, som altid, overskud til at smide de smarteste kommentarer i selv de dummeste situationer. Hun var ret sårbar som hun lå der - og det var deres føl også. Freakshow kunne så nemt som at vifte en flue væk, tage livet fra både hende, men også føllet.. og hans samvittighed ville ikke engang bemærke det. Alligevel kunne Recimir ikke lade være med et hæve begge bryn anerkendende til sin mages smarte ord, og måske finde det en smule underholdende. Hun havde altid været lidt for modig. Selvom han helst holdt sig i skyggerne, så måtte han nok hellere bryde ind inden at det sjove gik af. Recimir slangede sig ud af de skygger der havde skjult ham så godt. Hans fremtoning var som altid trist og sølle, og blikket tomt og dødt. Hovedet hang lavt og hans skridt var på én måde dovne og spankulerende, og på en anden måde præcise og lydløse. 

"Jeg er sikker på at Alarica blot bad om lidt..."

Recimir gjorde et holdt ved Alarica. Så tiltede han hovedet en anelse på sned og betragtede Freakshow lidt analyserende.

"Plads."

Sagde han så hentydende, men i et roligt og neutralt toneleje. Efter adskillige øjeblikke hvor han blot havde stirret på Freakshow, trak han på et vagt smil der nok skulle have signaleret sin genkendelse af hingsten og sin accept af hans tilstedeværelse, men nok mest af alt bare så uhyggeligt ud. 

"Freakshow."

Sagde han så som hilsen. Han rettede dernæst opmærksomheden mod sin mage og lod sin mule søge hendes.

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Det var tilsyneladende en modig og skarp hoppe, han var faldet over her i natten, da hun reagerede på hans ankomst ved straks at hive hovedet frem og snappe ud efter hans ben. Det var kommet så meget bag på ham, at det faktisk lykkedes hende at ramme ham, og derfor trak han sig kort tilbage med et lille fnys. Det havde egentlig ikke som sådan gjort ondt på hans tykke panserhud - nej, han var mest bare blevet overrasket over den lille forskrækkelse.
Et stort og næsten uhyggeligt smil formede sig dog på hans mule, da hendes ord nu lød i hans ører. Aha, så hun kendte altså til ham... Han smilede smørret og selvsikkert.

,,Ahhh, jeg ser, at mit navn også er nået helt ud til den laverestående rang i Darkena."

Han smilede hånligt og ganske selvtilfreds over sit lille burn. Hendes svar lød nu i hans ører, og atter kunne han ikke dy sig for at smide en spydig kommentar tilbage i hendes ansigt.

,,Aha, så altså ikke noget vigtigt, kan jeg høre..."

Endnu en gang formåede hun at lave et move, der kom fuldstændig bag på ham. For pludselig kastede hun sig op på benene og brugte sine sidste kræfter på at skubbe ham væk, inden hun faldt til jorden igen. Hendes slag var ikke lige det hårdeste, da hun jo i forvejen var svækket grundet den kommende fødsel, men han måtte alligevel give hende credit for at gøre sådan et hæderligt forsøg. Af en eller anden grund var det bare noget, de kunne, de dér mødre... De var sgu i stand til de vildeste ting for at beskytte sine afkom!
Han blev stående i lidt tid og overvejede, hvordan han skulle forholde sig. På en måde var der noget over denne stride hoppe, han godt kunne lide. Hun var ikke bange af sig, og så havde hun en ivrig kampgejst. Det satte han pris på i en hoppe. Men så igen... Som hun lå dér på jorden så svækket og sårbar, kunne han også mærke, hvordan en anden lyst kriblede i hans krop. Han havde før slået mødre og føl ihjel... og det var ikke lige umiddelbart noget, han havde tænkt sig at stoppe med.

Han blev dog brat afbrudt af sine tanker, da en skikkelse pludselig kom snigende ud af skyggerne og hen imod dem med så karakterisk en gang, at der kun kunne være tale om én bestemt herre; selveste Recimir. Han trådte nu hen ved siden af hoppen og tiltalte hende ved navn, mens han udpenslede, at hun blot havde bedt om lidt plads. Et udefinerbart smil bredte sig atter om Freakshows læber. Han havde af en eller anden grund ikke forestillet sig, at den mystiske og gådefulde Recimir havde en hoppe, som han holdt af. Men selvfølgelig... Kærlighed kunne findes på de underligste steder, og hvis han endelig skulle sige noget positivt, så passede denne særprægede hoppe da meget godt til den lige så særprægede Recimir.

,,Ser man det... Jeg var ikke klar over, at denne hoppe tilhørte dig. Jeg undskylder."

Hans ord var egentlig oprigtige nok, men alligevel hvilede der en vis sarkastisk tone over hans ord, der gjorde det lidt svært at tyde, om han mente det eller ej.
En vis stilhed faldt derefter over samlingen, da Recimir og Freakshow blot stod og stirrede på hinanden i en rum tid. Han undrede sig over, hvad der mon gik igennem hovedet på den mystiske hingst lige nu, da Recimirs stemme endelig lød i hans ører. Freakshow. En kort og umiddelbart ubetydelig hilsen, der dog alligevel sagde tilpas nok. Freakshow gengældte det skumle smil.

,,Recimir. En fornøjelse som altid."

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Det gjorde hende ikke det mindste, at hun havde ramt ham. Men Alarica havde ikke engang opfattet, at det var kommet bag på den store hingst, at hun havde hakket ud efter ham. Et fnys understregede dog budskabet, og mens hun hørte lyden af sin mages skridt - for ja, hun kunne skam høre Recimir til trods for hans lydløshed. Duften af ham kom altid ham en smule i forkøbet, men hun havde ej opfanget hans tilstedeværelse denne nat før nu.

Det var fristende at fyre en bemærkning mere af, men overskuddet til flere smarte kommentarer var ved at blive konkurreret af den stikkende fornemmelse, som føllet begyndte at melde sin ankomst. Hendes øre gled tilbage, og uden tanke om at den store hingst kunne være en fare blev hun liggende. Vejrtrækningen var tung. Hendes forben gled lidt frem og tilbage i jorden, som hun lå der og veerne tog til. Deres stemmer gled ind, og hun fangede hver lille detalje. Snart mærkede hun Recimirs mule mod sin egen, og hun lod selv sin mule strække frem og røre hans, inden føllet for alvor meldte sin ankomst. Et tungt suk og hun pressede på, ubevidst og uden at tænke yderligere over det snappede hun ud efter Recimir. Det tog ikke lang tid, inden føllet var gledet fri. En noget lettere foling end det havde været sidst.

Pulsen bankede og sveden var sprunget frem på hoppen på trods af, at hun nu var blevet en del kilo lettere. Hun løftede hovedet og berørte let hans mule, inden hun drejede de farvede øjne mod føllet, hvis ydre var en tro blanding af de to.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Rim

Alt havde været varmt og lunt, men det hele forandrede sig. Luften var kølig, og temperaturen var dalene. De farvede rødlige øjne glimtede et par gange, inden indtrykkende sank ind. Det lille føl var blevet født ind i en mørk verden, men det tog det ikke mange sekunder, at indhalere luften, som det ønskede at indånde. Et lille feminint brum gled over hendes mule, inden hun kastede sig op. Ventede ikke på en hilsen. De lyse ben stavrede kort, men hun var hurtig og fast besluttet på livet. Hun kom op på de solide bagben, og blev stående. Svajede inden hun fik øje på ikke bare ét men hele tre hoveder foran sig. En forunderlig verden, som hun var endt i og alt var lyst. Hvad var det? 

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Recimir kunne godt smide en kommentar om at Alarica var en hoppe, som ejede sig selv. Ligesom han også var fri. Skønt de var mager, så havde de aldrig opfattelsen af at eje eller være bundet. Mørke og lys kunne aldrig hænge sammen på den måde. De var en cyklus der søgte hinanden gennem hver deres elementer, men som i virkeligheden kun kunne mødes i skyggerne. Mellem vejen mellem disse to kontraster. Men sådan snak ville Freakshow næppe forstå. Han ejede mere råstyrke og temperament, end han ejede hjerne - i følge Recimir. Det gjorde ham farlig på en anden måde end han selv... og det gjorde vel også at de kunne udrette mange ting, hvorfor Recimir kiggede på Freakshow med et sigende blik. Deres indbyrdes... forståelse, sammen med Semper Fi og Renektion.. måske også Frost hvis han kunne finde ham en dag, bragte en tolerance af hinanden og et sært form for sammenhold om deres fælles mål. Ord var derfor unødvendige. Desuden var det ikke tidspunkt for diskussion lige nu. Alarica have placeret et knapt så venlig nap på hans mule, og nu mimrede han kort med den for at få smerten til at fortage sig. Freakshow skulle overhovedet ikke kommentere på det.

I samme nu blev føllet født og en lilla skikkelse med lysende hvide aftegninger kæmpede sig modigt og bravt op på benene. Det var livligt og viljen til at leve lyste nærmest ud af øjnene på den nyfødte. Recimir var hurtig til at nærme sig og straks vælte føllet omkuld for at bestemme dets køn. Da han opdagede at det var en hoppe, sank hans skuldre mere ned i lettelse. Hvor heldig havde han lov at være? Det var ikke denne nat at blodet skulle flyde fra en af hans egne. Med det afgjort kunne Recimir trække sig tilbage og lade føllet kæmpe sig op på benene igen. Han så på Alarica med et sigende blik.

"Vi var heldige denne gang."

Sagde han hentydende. Så rettede han opmærksomheden mod Freakshow.

"Har du hørt noget nyt?"

Spurgte han så.

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Heej venner, sorry jeg ikke har fået svaret her! Er den blevet for gammel nu, eller er I stadig interesserede i at fortsætte den?

Staidg interesseret

yep!

(Feeeedt! )

I modsætning til, hvad han havde regnet med, reagerede hoppen slet ikke på alle hans provokationer, men valgte i stedet blot at ignorere ham. Han kunne godt mærke, at han blev en smule skuffet og irriteret over det - det var jo ikke sjovt at provokere nogen, hvis man ikke fik en reaktion ud af det!
Det gik dog hurtigt op for ham, hvorfor hoppen ignorerede ham på den måde. Hun lå nemlig på jorden med kraftige veer, og der gik ikke mange minutter, før et perfekt og velskabt føl kom til verden. En lille køn hoppe med den samme stjerneprægede pels som sin mor, men med sin fars lilla farve. En perfekt kombination af de to. Det kriblede i den mørke Freakshows krop for at få lov at gøre skade på det lille væsen. Selvom han holdt meget af sine egne to føl, så havde han ingen følelser, når det kom til andres. Han tændte nærmest helt på tanken om at destruere noget så rent og uskyldigt. Men han skubbede dog hurtigt disse tanker ud af hovedet igen. Denne hoppe og dette føl tilhørte Recimir, og han havde trods alt respekt nok for sin ligemand til ikke at røre noget, der var hans.

Pludselig, nærmest helt ud af det blå, trådte Recimir frem og væltede føllet omkuld for at studere dets kønsdele. Derefter vendte han sig lettet om mod hoppen og sagde, at de var heldige denne gang. Freakshow vrikkede undrende med ørerne. Hvorfor var det heldigt, at de havde fået et hoppeføl denne gang? Hvad forskel gjorde det for dem, om de fik en hoppe eller en hingst?
Han nåede dog ikke at tænke mere over dette, før Recimir nu vendte opmærksomheden mod ham og spurgte, om han havde hørt noget nyt. Han gengældte hans blik og nikkede let.

,,Frost er med os. Faktisk kom han selv til mig og foreslog, at vi samler os ved Hollow og holder en lille forsamling for alle Helzloris følgere, hvor vi annoncerer vores plan. Dem der er med os, vil blive tildelt en plads i vores kreds og få beskyttelse til deres kære. Og dem der er imod os... vil blive slået ihjel på stedet."

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Hun var ikke i tvivl om, at det var godt at det havde været et hoppeføl. De måtte være forpassentlige. Trods moderinstinktet, så havde hoppen ikke reageret på, at føllet blev væltet omkring i samme sekund, som det var kommet op at stå. Stærke ben, og en vilje - det ville også overraske hende, hvis viljen ikke havde siddet i føllet. Hun puffede til føllet endnu engang for at hjælpe det på vej op på benene atter, inden hun selv rejste sig. Svækket efter fødslen, men alligevel stærk nok til at komme op hurtigt.

Det ene øre var rettet mod føllet, og det andet mod de to's samtale. Lyttende, men uden at sige noget til en start. Det ville være oplagt, at Rhett blev indvilliget i det efter omstændighederne, men det var op til hans fader at beslutte det. Føllet var ikke langsom til at komme op på benene igen. Alaricas øjne gled studerende over det stjernespættede ydre. En lysere udgave end Rhett. Hendes blik gled rundt og snart mod månen, som stod på sit højeste. Rim. Det skulle føllet hedde.

"Din søn kunne have gavn, af at observere forsamlingen." Tilføjede hun, inden opmærksomheden var rettet mod føllet igen.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Udenpå så hingsten lige så død og ligeglad ud som altid, men inden i tænkte han. Inde bag det stirrende blik, arbejdede hjernen på splitsekunder. Analyserede, overvejede, kalkulerede... I nogle øjeblikke stod han blot og stirrede på den store sorte hingst foran ham, uden så meget som at sige en lyd. Det var først ved lyden af hans mage, at Recimir vendete tilbage til de levendes rige. Hm? Rhett? Med til mødet? Recimirs blik hvilede intetsigende på den sorte hoppe, med den gyldne man. Så rettede han blikket mod sin nye datter, som var kommet på benene igen... Rim. Han tiltede hovedet let på skrå. Så rettede han blikket fremfor sig igen, med en affærdigende mine.

"Rhett har endnu en opgave at fuldføre, inden jeg kan bringe ham videre i tilværelsen."

Recimirs blik fokuserede på Freakshow igen.

"Hør....Freakshow. Jeg betragter dig som en... kilde til tillid. Gør jeg fejl i denne antagelse? Din ærlighed vil blive værdsat."

Hvilket med andre ord betød: Jeg ved, hvis du lyver. Det døde blik hvilede på hingsten med en sælsom kold, intensitet der nærmest splittede kæmpen i to og så direkte ind i hans sjæl. Åh ja, Recimir ville vide, hvis man forsøgte at rende om hjørner med ham...

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Den mørklilla hingst stod helt stille foran ham i et langt øjeblik. Hans pupilløse øjne stirrede på ham med et dødt og fraværende blik, og man var ikke i tvivl om, at han tænkte. Dybt. Analyserede, overvejede, kalkulerede... Men over hvad? Freakshow blev blot stående og ventede tålmodigt på, at hans allierede skulle blive færdig med sine overvejelser.
Efter en lille ordudveksling med sin mage, som Freakshow ikke forstod det store af, vendte Recimir nu endelig opmærksomheden mod ham igen og stillede ham et spørgsmål. Freakshow så dybt ind i de uhyggelige pupilløse øjne og tippede let hovedet på skrå, inden han blot sendte hingsten et charmerende smil.

,,Bare rolig, Recimir... Du er min ligemand, og du kan derfor stole på mig."

Han bemærkede godt det intense og nærmest granskende blik, der blev sendt fra Recimir af, men han mødte det blot helt roligt og uden at fortrække en mine. Han havde ingen grund til at lyve overfor en allieret, så han havde heller ingen grund til at frygte Recimirs blik.