Taget: Solitaïre

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Hun havde været i disse omgivelser mange gange før. Ignacia indhalerede luften, og lod den falde dybt ned i lungerne, inden hun pustede ud igen. De små elegante øre bevægede sig lidt frem og tilbage. Hun lyttede til den rislende bæk, der flød mellem de mange bjerge. Langsomt bevægede hun sig afsted med forsigtige og velplacerede skridt. Opmærksom på omgivelserne og de dufte, der kunne følge med. Hendes sind var til tider noget af et nervevrag. Hun var bange for så meget og alligevel, så havde hun overlevet. 

Den snehvide hale lå tæt ind til det stjernespækkede bagpart, mens hun bevægede sig afsted. Hendes hoved var sænket. Underlaget var blevet mere fugtigt og hun kunne ikke være sikker på, om det var stabilt at gå på. Det var lavvandet, og alligevel så løb bækken og floderne med meget strøm. Hendes blik fokuserede på de mange sten, der dukkede op ved vandet. Gad vide om det var sikkert at bevæge sig videre?

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Den snehvide hoppe, med de få blålige aftegn og blålige sker i man og hale, havde bevæget sig ind på lettere ukendt land. Hun kunne ikke huske, om hun før havde vandret i disse områder, men hun vidste dog at hun hvert fald ikke før havde set disse mange små bække og floder, der bevægede sig afsted i alle retninger og af snoede stier, både mellem træer og bjerge.
Hendes små øre vippede uroligt omkring, mens hun vandrede afsted i stilhed. Hun holdt sig nærmest altid alene, og det sidste form for selskab den hvide hoppe havde haft, var fra Dødsguden og hendes egen datter.
Men datteren havde hun ikke set længe – og det var hende, hun søgte efter.

Solitaïres blik vandrede forsigtigt og uroligt rundt, inden hun fik øje på en hoppe med fine nuancerende farver på kroppen, og små glimtende stjerner, samt en snehvid man og hale. Langsomt standsede hun selv op, og vippede uroligt rundt med ørene, mens hovedet gled længere ned. Hun stirrede i hoppens retning, som gik skråt foran hende – måske ville hun ikke opdage Solitaïre, hvis hun bare stod stille, og dermed kunne de begge fortsætte deres vandren hver for sig.

Ignacia Amlug

Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Ignacia var så fokuseret på ujævnhederne i underlaget, at hun havde bevæget sig tættere på en fremmed end hun ellers plejede. Hendes hoved var sænket, da en duft gled ind i næseborerne på hende. Ørerne gled usikker tilbage, og hendes blik forandrede sig med det samme. De nervøse trækninger formede sig over hendes krop og halen blev trykket ind mod bagpartiet. Usikkert løftede hun hovedet en smule. Snart fangede hun den fremmede skikkelse, hvis duft havde plantet sig mod hende. En hoppe.

Den snehvide hoppe stod stille og så mod Ignavia. Der var blålige aftegn, som snoede sig over den lyse. Ignacia stod lidt fanget mellem flugten, og at blive stående. Hvorfor kiggede den fremmede mod hende? Var hun trængt ind på forkert domæne? Det var måske blevet til et flokområde! Åh nej, det håbede hun virkelig ikke... Ignacias blik flakkede usikkert og nervøst, inden hun sank hovedet helt ned for at underkaste sig den fremmede og håbe på, at hun ikke ville blive jagtet væk. Hele hendes krop udviste underkastelse og usikkerhed - men hun sagde ikke et eneste ord.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Den hvide hoppes blik stirrede i retningen af den fremmede hoppe, med de fine nuancer. Hun ønskede virkelig ikke problemer, og med hendes erfaring i dette land, var næsten alle hendes selskaber utrygge at være sammen med, og ofte havde det endt ud i nogle slag eller andet. Soli bemærkede hvordan den anden hoppe trak halen ind til sin bagpart og lod hovedet underdanigt glide ned – præcis lige som den hvide hoppe selv stod. Forsigtigt og usikkert trådte Solitaïre nogle skridt bagud, usikkert og nervøst.

Dette var et mærkværdigt møde – for de stod langt fra hinanden, begge med hovedet sænket underdanigt ned, kroppen anspændt og nervøse og flakkende øjne ejede de begge. Så hvad skulle der nu ske? Solitaire vippede uroligt med ørene, inden hun meget stille lod en lille og forsigtigt brummende lyd forlade hendes spinke og arrede krop, blot for at fortælle den fremmede hoppe, at hun stod overfor en hvid hoppe, hvis underdanighed og usikkerhed bestemt ikke var til at tage fejl af – for hun ville aldrig gøre den fine nuancerede hoppe noget ondt.

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Ignacia turde knap nok at se mod den snehvide hoppe med de turkise aftegn. Hendes hoved var plantet helt ned mod jorden og ryggen skudt godt op. Hendes ben sitrede, mens hun håbede på at hun ikke ville blive jagtet af den fremmede. Her stod hun så som et værre nervevrag og ventede. Snart ramte en lyd hendes øre. Hendes krop sitrede ved vibrationen, og hun spændte i hver eneste lille del af sin stjerenspættede krop. 

Det forsigtige brum gled ned i kroppen på den unge sjæl. Var det en indbydelse? Eller hvad var det? Hun brugte tid på at overbevise sig selv om, at løfte blikket - ikke hovedet - nej, kun blikket for at se mod den anden. Var det en spejling af hende selv? Ignacias mule bævrede, da hun forsigtigt fik et halvkvalt og nervøst brum over sin mule. Hun gumlede ud i luften i underkastelse, men hun rykkede sig ikke det mindste.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Der stod der så to hopper, begge med underdanigheden, usikkerheden og nervøsiteten sitrende ud af deres spinkle og fine kroppe. Begge var de urolige over hinandens selskab, trods det nok ikke var nødvendigt i dette tilfælde – for ingen af dem rykkede sig det mindste. Solitaïre havde før forsøgt sig med en lille brummende lyd, for at fortælle, at hun intet ondt ville eller ønskede. Den blålige hoppe løftede blikket en smule, og det samme gjorde den hvide hoppe, således at deres øjne for en flygtig stund ramte hinanden, inden den anden hoppe også fremsagde en lille brummende lyd.

Soli kunne tydeligt se hun var underdanig og smaskede ud i luften, præcis som den hvide hoppe også selv stod og gjorde. Det virkede nærmest tåbeligt at se stod sådan begge to.. For det kom de jo ingen vegne med. Soli stoppede derfor, inden hun meget sagte fik sin lyse stemme frem.

,,Mit navn er Solitaïre. Og jeg tror ikke, at nogen af os ønsker hinanden ondt”

Sagde hun så, forsigtigt og lavmeldt.

Ignacia Amlug

Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Her stod de begge to - fuldstændig underkuet og ingen gjorde noget. I hvert fald ikke i begyndelsen. Pludseligt lød en stemme og Ignacia sitrede. Forsigtigt og lavmældt. Hun stod frosset fast, mens hun lige for en stund lod ordene glide gennem hovedet. Solitaïre. Det var et navn, som hun ikke havde hørt før.

"J-jeg... J-jeg er... Ignacia Amlug"

Fik hun fremstammet efter lidt tid.

"J-jeg gør ikke noget..."

Hun ville bare gerne være der uden at komme til skade. Eller at der skete noget. Det ville ikke være sjovt. Ignacia havde det med at ende de forkerte steder på de forkerte tidspunkter, også selvom hun virkelig forsøgte. Hun burde finde ud af det en dag, men måske forfulgte tingene bare hende? De ting der ville skræmme hende? Eller måske bildte hun sig det bare ind? Hun var i hvert fald ikke sikker.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Solitaïre anede ikke rigtig, hvad hun skulle stille op i den her situation. Normalt var det kun den hvide hoppe, der emmede af usikkerhed, skræk og underdanighed. Men nu stod hun pludselig der, foran en anden hoppe, der var mindst lige så usikker som hende selv. Hvad gjorde man så?
Hoppende fortalte sit navn, Ignacia Amlug, et navn hun ikke før havde hørt. Derefter sagde den fine hoppe, at hun ikke gjorde noget.

En eller anden side af Solitaïre kom stille frem. En hun kun havde haft, da datteren var lille. Men hendes egen usikkerhed blev der lagt lidt låg på, så godt som muligt. Hun forblev stående, og brummede i sagte toner imod hoppen, varme og blide.

,,Og jeg gør heller ikke dig noget, kære.”