Blandt Støglits dunkle landskaber, hvor skyggerne formåede at fortrænge al lys, bevægede en skikkelse sig af sted, som mildest talt var yderst malplaceret. En skikkelse som på det nærmeste var sin egen lille sol, trods hun intet fysisk lys udstrålede. En munter nynnen kunne høres fra denne skabning, så glad og sorgløs så man ikke skulle tro, at hun vidste, hvem det var hendes rejse ville bringe hende til. Et bestemt blik var at kunne skue i de strålende blå øjne, for dette område var et sted hun aldrig før havde betrådt, og nysgerrigheden nærmest hev og sled i hende, for at få hende til at stoppe op, og undersøge stedet nærmere. Men nej! Den stribede var på en mission, og hun kunne derfor ikke tillade sig at gå i stå, blot fordi lysten til eventyr havde besat hver en celle, som hendes væsen bestod af.

Varmere og varmere blev det som vulkanens indre nærmede sig. Små svedperler dukkede op på det stribede skind, men det var dog ikke noget der formåede at stoppe den fremfærd, som troligt blev fortsat hov efter hov. Til sidst fik rejsen dog en ende, hvilket blev afsløret, da en stor og mægtig grotte pludselig tårnede sig op foran den lille sol, og derved satte en stoppe for den stejle stigning, der til sidst havde budt på en klatretur, inden den havde fået sin ende.

Endelig var hun fremme..

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Fik man da aldrig fred? Der var så meget aktivitet omkring Støglits indre i disse tider. Kunne Proelios befolkning ikke finde ud af at holde fred? Han sukkede tungt, da en vis sjæl krævede hans opmærksomhed. Hende? Hende af alle heste i Proelio kom nu og opsøgte selveste dødens Gud? Mørket imod lyset. En datter af en hoppe, han mest af alt ønskede at forvise fra hele Proelio. Men åh nej, det var jo præcis hende Flakezé skulle lege med. Tsk.

Hans dunkle blik stirrede en sidste gang ud over Darkenas landskab. Det der ventede forude måtte vente, blot et øjeblik.

Kort efter tårnede Guden sig op i grotten den lille solskinsstråle Jah-lila havde placeret sig selv i. Han havde lyst til at hvine, så alle helvedes skrig blussede op omkring dem, men han beherskede sig en anelse. "Jah-lila. Efter alle disse år kryber du ind i min grotte? Hm?" hans tænder blottede sig, men hingsten skjulede sig ikke, som han ellers ville have gjort. Hun havde set ham dø. Set ham vinde gudetitlen - været Fermaz trofaste lille tæve igennem årevis. Der var ingen grund til at gemme sig. Hun lod sig sjældent skræmme.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Som Jah-lila stod og pustede ud i den mørke grotte, gled hendes blik nysgerrigt rundt, som ønskede hun at suge det hele til sig hurtigst muligt. Aldrig havde hun opsøgt Dødsguden før, ja hun havde sådan set aldrig opsøgt nogen som helst gud før, men hendes indre var fyldt af spørgsmål, som kun Helzlori ville kunne svare på. Og nu var hun her, Støglit som var hans resistens, men hvor var selve Dødsguden? Den stribede hoppe havde knap nået at tænke tanken til ende, før den store hingst pludselig tordnede sig op foran hende. Hans skarpe tænder var blottet, mens de faretruende øjne stirrede direkte på hende. Jah-lila selv blottede nu også sine tænder mod Helzlori, men hvor hans tænder blev fremvist i en tydelig aggressiv grimasse, var hendes vist frem i det største smil. Det var egentligt ganske tydeligt, at Dødsguden ikke ligefrem var begejstret for at se hende, men i Jah-lilas alt for naive sind, slog hun det hen med, at selv Dødsguder kunne have dårlige dage, og forbandt derved ikke hans ubehag med hendes egen tilstedeværelse.

Helzloris dybe stemme brød nu stilheden, og hans hilsen formåede at forvirre den stribede hoppe. Kryber du ind i min grotte.. Men? Hun var da ikke krøbet? Kort vendte hun blikket væk og kiggede hen mod åbningen af hulen, mens hun i tankerne spolede tiden tilbage, til blot for et øjeblik siden da hun netop var nået frem til denne grotte. Nej, hun havde helt bestemt bevæget sig af sted ganske almindeligt på sine fire ben. Hun havde dog været en smule stakåndet, så måske var det der, at Helzlori havde misforstået noget? Han havde nok slet ikke set hende komme ind i grotten, kun hørt hende, og deraf havde han på hendes tunge vejrtrækning konkluderet, at hun var kommet krybende af ren og skær træthed efter klatreturen. Ja, det måtte være sådan det var. Jah-lila nænnede dog ikke og rette Dødsguden i hans misfortolkning, for selv en Gud kunne jo ikke holde styr på alt konstant.

"Ja, hr. Helzlori jeg har valgt at opsøge dig for at spørge, om du har min mage Fermaz i dit rige?" Den stribede hoppe gik direkte til sagen, mens hun med forventningsfulde øjne stirrede på den store hingst, som muligvis var den sidste i verden, der nogensinde ville tage hende seriøs.

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Hans øjne vogtede på den lille krop. Stribet og fin... Pånær mærkerne fra sygdommen der havde hærget landet førhen. Der stod hun. Blottet og fin. Han kluklo let - og ganske naiv! Hun storsmilede strålende til ham, som en anden kåd unghest og han himlede med øjnene. Et langt øjeblik følte han sig som en gammel bedstefar, der havde set for mange dage og for meget ungdom. Han fik lyst til at slå sig i hovedet mellem rynkerne i panden, imens håret blev gråt. Ak!

Sådan var det ikke. Hans legeme var ganske vist lettere dødt, manen tjavset, men kroppen ganske stærk og solid - for altid gudommelig.

Hun fremsagde sin hensigt og gik direkte til sagen. Så det var derfor hun var her? For at finde sin forsvundne mage? Det var i øvrigt noget underligt galskab der var opstået de seneste år. Alle dem der var forsvundet... Elzharin. Inari. Ichigo... Fermaz og Lillye... Ilinea, Lancaeron... Vent hvad?
Pludselig slog det Guden, at der kunne være sket noget med vilje. Nogen kunne have en hensigt? Det var alle slægter der var gudelige. Han holdt det godt skjult under masken, men selvom han havde endevendt Proelio efter Ichigo og hans børn - kunne han så have overset noget?

"Fermaz er ikke at finde hos jeg, Jah-lila. Du bør gå hjem. Passe på dig selv, din moder og jeres afkom." han fnøs.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

At Dødsguden ligefrem stod og himlede med øjnene af Jah-lila var egentligt ikke noget, som den stribede hoppe bed mærke i. Hun var i stedet dybt fokuseret på det svar, som han havde givet hende, og som var lidt tid om at bundfalde sig. Så Fermaz var ikke hos Helzlori.. Men hvis han ikke var død, hvor var han så? Hun skulle netop til at spørge den store hingst ud om dette, trods Helzlori naturligvis ikke havde den fjerneste mulighed for at kunne svare på dette, da han fortsatte sin tale, og blot formåede at sætte endnu flere tanker i gang, i det lige for tiden ret så forvirrede sind. Skulle hun passe på sin mor? Den sorte hoppe var om muligt en af de eneste i Proelio, som absolut ikke skulle passes på, men det kunne Dødsguden selvfølgelig ikke vide noget om. Jah-lila kendte intet til det fjendskab der var mellem Trudy og Helzlori, og i hendes tanker kunne han vel ikke kende alle i landet. Idet Jah-lila ikke altid var den skarpeste kniv i skuffen, tænkte hun overhovedet ikke over, hvorledes det kunne gå til, at Helzlori kendte til hende, til trods for de aldrig før havde stået ansigt til ansigt.

En anden tanke havde Dødsguden ligeledes fået skabt med hans afskedssalut, som tydeligvis gik fuldstændig over hovedet på Jah-lila. "Hr. Helzlori, har du da min søn Lancaeron Ajani i dit rige?" Endnu en gang dukkede det forventningsfulde blik op i de strålende blå øjne. For selvom Jah-lila selvfølgelig ikke ønskede sine kære døde, så havde hun nu tilbragt så lang tid i uvidenhed om, hvad der var hændt dem, at det næsten ville være en lettelse i det mindste at få det svar.

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Den store dødsgud, så hvordan det måtte knirke og knage bag skallen på den lille Jah-lila. Han så blot bort og rystede en smule på hovedet. Tanken om det forsvundne gudeblod drev selv rundt i hans hoved og hvis han spekulerede meget længere ville han få en bragende hovedpine. Hvad kunne han have overset? Han gik alle billederne igennem fra månederne han brugte på at lede... Hans øjne slog nærmest lyn som han tænkte... Efter tavsheden havde lagt sig længe imellem dem, skiftede Jah-lilas sindsstemning nu snart. Nyt håb nærmest - håb for endelig at være afklaret. Men da hun spurgte til sin søn så han tomt på hende og bed tænderne sammen.

"Nej. Nej Jah-lila. Ingen er hos mig. Ikke Fermaz, ikke Lancaeron, ikke Inari, Elzharin, Ichigo, Ilinea eller nogen anden forsvunden af vores kære..." måske var dette uventet. Men Helzlori følte trods hans had til små naive hopper, der bare var en smule for glade hele tiden, at Jah-lila var som han. Fortabt over hvor nogle elskede var blevet af. Og denne elskede var af gudeligt blod... Hans øjne stirrede mørkt på hende. Måske ville der opstå en usandsynlig alliance.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Da Dødsguden nu endnu en gang benægtede, stirrede Jah-lila på ham med et tydeligt skuffet blik. Så heller ikke Lancaeron Ajani havde mistet livet, men hvad var der så hændt ham? Hvor var både han og Fermaz? Svagt håbede den stribede hoppe, at far og søn i det mindste var sammen, hvor de så end var. Egentligt havde Jah-lila et sidste spørgsmål, men det formåede Helzlori at besvare, inden hun overhovedet havde nået og åbne munden. For selvfølgelig ville den stribede hoppe også have spurgt ind til hendes gode ven, og Helzloris egen søn, Elzharin Pheridon. Men han var tilsyneladende forsvundet ligesom hendes mage og søn, og ikke blot dem, men også nærmest hele Dødsgudens egen familie. Hvad var der dog sket?

Endelig havde Helzlori formået at gøre Jah-lila tavs, men det virkede dog ikke til at være nogen glæde for nogen af dem. Det døde blik stirrede mørkt ind i Jah-lilas strålende blik, der dog i øjeblikket virkede så fortabt, at hun følte, at hele verden snurrede rundt omkring hende. En ukendt fare lurede, og til trods for at det var selveste Dødsguden hun stod direkte overfor, følte den lille, naive hoppe ikke, at faren kom fra ham. "Måske.." Hendes stemme dirrede let, hun skulle lige finde fodfæste igen, da hun havde været så sikker på, at få løst mysteriet. "Måske er det ikke min mor jeg skal passe på. Måske er det dig.." Det virkede måske fuldkommen latterligt, at en lille, dødelig og på ingen måde fysisk stærk hoppe stod og tilbød sin beskyttelse til en Gud, men i Helzloris opremsning af de forsvundne, var det ikke gået Jah-lilas mule forbi, hvilket slags blod alle disse bar i deres årer. Og det var blod som Helzlori selv bar, men som Jah-lila end ikke var i nærheden af. Altså var hun ikke i fare, men det var han!

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Hvert sekund der tikkede af sted havde han mere og mere lyst til bare at forlade hulen og Jah-lila. Men alligevel blev han hos hende - for et eller andet sted var hun en han kunne tale åbent om dette problem med. Der var en form for ro i at han ikke var alene om at have mistet og undre sig. Hans blik søgte ind i hendes øjne, dog bevarede han sin varslende, hadefulde adfærd... Nej hun skulle ikke føle sig helt bekvem i hans selskab - dog lod det slående nok til at hun overhovedet ikke så ham som en trussel. Det var en smule irriterende - hun var så naiv, med tavlen så ren som noget kunne være. Han sukkede snart og kneb øjnene sammen. Nuvel han måtte vel lytte nu hun talte igen.

Den dirrende stemme var som sød musik et øjeblik - hun var blevet berørt, og selvom det var over alle de der var borte og hun ikke kunne finde svar her, frydede han sig en anelse.
Men så lød hendes stemme med ord, der fik ham til at brase i latter! Nej nok var gudeblod forsvundet - men ingen gud var blevet rørt endnu - og her stod en lille, overmodig hoppe og ville beskytte ham af alle. Han fnøs. "Nok er blodet i deres åre gudeligt, men hvem skulle kunne rører en gud?" han var dog en smule eftertænksom. "Hvilken beskyttelse ville du overhovedet være? ... Jeg ønsker også at løse mysteriet..." hans aura forsøgte at holde mørket oppe, men snart var Helzlori mere nede på jorden og hans store korpus virkede knap så farligt.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Ved Jah-lilas tilbud om beskyttelse, brast Dødsguden øjebliklig ud i latter. Andre var måske nok blevet fornærmet over denne reaktion, men Jah-lila som faktisk ikke helt forstod det sjove, blev dog alligevel smittet af det opløftende grin, og snart lo hun sammen med Helzlori. Det var så frit og opløftende, at den stribede for en kort stund glemte, i hvilken alvorlig hensigt, hun egentligt befandt sig her sammen med netop denne gud af alle. Da latteren atter var stilnet af, var Helzlori dog atter sit gamle, gnavne jeg der ikke lige sådan med det samme, lod sig overbevise. Hans skeptiske spørgsmål om, hvem der skulle kunne røre en gud, fik dog blot Jah-lila til at spærre øjnene overrasket op, idet hun jo synes det var ganske logisk. "En anden gud." Var det måske ikke ham selv, der netop var blevet spærret inde i Helvedet, af en anden gud?

Uden at Jah-lila egentligt lagde videre mærke til det, var Helzlori rent faktisk gået hen og havde fået en mindre truende fremtoning, til trods for at det for enhver anden stadig var tydeligt, at han bestemt ikke brød sig om sit stribede selskab. Hans spørgsmål om, hvilken beskyttelse hun overhovedet ville kunne yde, fik ikke et egentligt svar, da Jah-lila ikke havde noget. Helt gennemtænkt var det vidst ikke. "Jeg ville muligvis kunne fungere som et skjold, så når hestetyven forsøgte at snubbe dig, så vupti.. Kunne han ikke komme forbi mig. Eller måske kunne jeg fungere spion, og opsnappe hemmelige oplysninger der kunne afsløre hvem det er, der står bag dette?" Forventningsfuldt stirrede de strålende blå øjne nu ind i Dødsgudens ret så ja, døde blik. Tydeligt optændt af idéen om, rent faktisk at kunne gøre noget, for at finde ud af hvad der var sket med alle dem de to holdt af.

Var dette mon begyndelsen på Proelios mest bizarre alliance?