Alayziah

She walks in beauty, like the night

Of cloudless climes and starry skies;

And all that’s best of dark and bright

---

Solen kastede de sidste spæde solstråler i et gyldent skær, henover Proelios landskab. På denne kolde vinterdag i Februar, virkede dette skær kærkomment - som et løfte om varmere og bedre tider. En lille mængde sne beklædte de sparsomme græsområder der tilfældigvis havde lagt i skyggen for solen det meste af dagen. Skyggen var kold og med de sidste stråler af sol borte, ville nattefrosten sætte ind endnu engang og landets beboere ville skulle forberede sig på endnu en kold vinternat. Tusmørket tog hurtigt fat og med den kom dens karakteristiske, mystiske atmosfære. Ulvetimen, som det så betryggende hed. Men denne nat ville skæbnen spille et puds for de der søgte at udfordre den; omfavne den, og lade den vise, at selv i de mørkeste tider, ville lyset kunne finde ind. Endog ville det kunne finde ind til hjertet på selv de mørkeste sind der betrådte Proelios vidder. 

En sang, en nynnen, et kald. Med vinden hvislede denne blide, lokkende og trygge stemme. Ældgamle, mystiske ord fyldte luften og bredte sig med en lun brise der blidt og flygtigt gled henover landet. Kærtegnede enhver levende sjæl på sin vej. Tryllebandt dem til at lytte til hendes fortælling om en dyb kærlighed til hvert et blad, hvert en sten og hver en hest. En let lyserød dis gled elegant henover græsset og lagde sig om de tryllebundne heste, som et varmt tæppe der svøbte dem. Et føl skulle vise sig for blikket af dem. Guide dem, og lade dem finde vejen til det sted som skulle blive dem et uforglemmeligt minde. 

Lad dem finde vejen til Alayziah.

---

Velkommen til årets Valentinesplot!


Alayziah hidkalder sine valentinesføl til at deltage i arrangementet og ligeså hidkalder hun alle heste der søger kærlighed, men ligeså hidkalder hun alle styrere der søger kærlighed til sine heste, der ikke umiddelbart selv søger kærlighed. (gav det mening??) xD

Alle der gerne vil tilmelde sig, skal blot besvare dette indlæg med den/de heste man gerne vil deltage med. Kort eller langt er ligemeget, bare forklar hvordan din hest fandt vej, så ved jeg hvem der er med

De valentinesføl der vil være med, skal blot gøre det samme.

Jeg vil ikke fortælle alt for meget om hvad der skal ske, før vi kommer igang - det skal alayziah nok fortælle, men jeg vil forslå at man tilmelder så mange som muligt og prøver at spille med. Alayziah vil bruge sin magi i et forsøg på at hjælpe hestene med at prøve at finde en partner - så spil med i det omfang jeres karakterer nu tillader det!

Game on! Go!

---

Meet in her aspect and her eyes;

Thus mellowed to that tender light

Which heaven to gaudy day denies.

Den irriterende føelse fyldte hans krop.. Kærlighed.. kaldet. Han kunne mærke det i hver enkel afkrog af han krop. Det irriterede ham så grundigt hvor tryllebundet han var af det, som en slave fulgte han kaldet. Det var som hele hans krop automatisk blot førte ham mod kaldet. De grønne øjne lyste det hårdt og koldt, han var skam forandret, bestemt ikke den samme naive unghest længere. Dog lå din indre godhed til ham, han kunne ikke benægte den, kunne ikke kontroler sig selv og blive væk fra dette kald.

Et fnys forlod mulen, som han bevægede sig længer ind i en letter lysrød dis, han afskyede allerede alt, irriterede forsatte hand dog stadig.

---

Den spraglede hingst var efterhånden ved at gøre sig klar til natten, da en uforklarlig lyd forstyrrede stilheden omkring ham og sneg sig igennem luften. Det lød som... en sang? En nynnen? Et kald? Men hvem var det, og hvad ville hun ham? Han vendte sig rundt med et fnys og det mest afvisende kropssprog, han kunne finde frem, blot for at finde ud af, at der ikke var nogen. Han tippede hovedet på skrå og prustede forvirret ud i natten.
Pludselig var det dog som om, at en mystisk magi flød igennem luften og lagde sig om den frustrerede hingst som et varmt tæppe af tryghed. Han sukkede afslappet og lod sig indhylle i den varme og kærlige atmosfære. Han følte sig pludselig fyldt op med kærlighed, som om han havde lyst til at elske hver en sjæl, han mødte på sin vej. Var det ikke også som om, at jorden var blevet lyserød? Hvad foregik der...
Pludselig dukkede skikkelsen af et føl op foran ham. Han nåede lige at se dets bagpart forsvinde om bag et hjørne. Den spraglede hingst var forvirret grundet denne sindstilstand og så derfor straks for sig, at det måtte være Emeriel - hans elskede søn, der var forsvundet for flere år siden. Hvis Emeriel stadig var i live, ville han naturligvis have vokset sig til en stor og stærk plag, men Mephisto havde ikke set ham, siden han var et lille føl, og i denne slørrede sindstilstand var han derfor overbevist om, at Emeriel stadig var så lille. Han strakte hovedet frem og vrinskede højt og kaldende.

,,Emeriel... Vent!"

Med de ord fik han lettere fortumlet sat frem i trav og brusede nu igennem den lette sne, mens han blot fulgte fodsporene fra det lille føl, komplet uvidende om hvor det ville føre ham hen.

---

A question that sometimes drives me hazy;
Am I or are the others crazy?

Den store mareridtshingst kom langsomt skridtende igennem det kolde vinterlandskab. Mørket var for længst faldet på, og natten var ved at trænge på i landet, men den store, sorte Freakshow havde bestemt ingen tanker om at gå i seng - nej, natten var hans yndlingstidspunkt i døgnet. Det var her, han rigtigt kunne folde sig ud!
Den store, koldhjertede hingst var ikke just den store kærlighedstype. Han havde aldrig rigtigt elsket nogen af de mange hopper, han havde været sammen med i tidernes løb. Med alderen var han dog blevet en smule mere blød, og han elskede derfor sine sønner højt - selvom han ikke var meget for at indrømme det. Han lagde derfor ikke skjul på, at han meget gerne ville have flere føl, hvis det havde kunnet lade sig gøre - men det havde den bitch til Silverstream sat en stopper for til evig tid. Og han ville for altid hade hende for det!

En stemme lød pludselig i den stille nat og afbrød brat hans tanker. Det var en hoppe, der med en blid og lokkende stemme kaldte på ham. Han udspilede de store næsebor og så sig omkring til alle sider, mens en dyb brummen skød op fra hans bryst. Hvor var hun henne, denne lokkende hoppe? Han mærkede en mærkelig atmosfære sprede sig i hans indre. Det var som om, at alle hans mørke og dystre tanker forsvandt og i stedet blev erstattet med varme og tryghed. Han følte sig gladere og mere opløftet, end han havde været i lang tid. Det var en underlig følelse, som om kærligheden spredte sig igennem hans krop for første gang nogensinde... Men hvorfor?

En mærkelig, lyserød dis kom pludselig svævende hen over jorden imod ham. I starten forsøgte han febrilsk at sparke ud efter det, som om det var det rene gift, der ville tage livet af ham. Men det var naturligvis totalt forgæves. I stedet nåede det helt hen til ham og indhyllede ham i sin lille verden af kærlighed.
Et føl dukkede pludselig op på stien foran ham. Han lagde hovedet på skrå og blinkede forvirret med øjnene. Hvor søren var den kommet fra?? Det her var totalt vanvittigt... Som om han var på det sygeste syretrip.
Føllet begyndte nu at bevæge sig fremad, og han kunne mærke, hvordan den lyserøde dis om hans hove atter begyndte at bevæge sig og nærmest trak ham af sted mod føllet. Og før han vidste af det, bevægede han sig nu igennem tusmørket med det lille føl som guide. Hvad fanden...?

[Ved godt han er vallak, men måske Alayziah kan gøre en undtagelse denne særlige nat... ]

---

Den efterhånden ældre hingst, Racornic, havde ikke oplevet kærligheden, siden han blev forladt af sin mage, Ssiethless, og måtte forlade sit hjemland, Ithaca, grundet dybe hjertesorger. Han havde efterhånden levet mange år i dette nye land, Proelio - men endnu havde ingen hoppe nogensinde kunnet tage Ssiethless' plads. Han var efterhånden ved at indfinde sig i sit nye liv på denne måde, indtil den skæbnesvangre dag, hvor Ssiethless var dukket op her i Proelio og havde vendt hele hans liv på hovedet igen. Han havde dog ikke set hende igen siden, så nu var han mest af alt bare forvirret og vidste ikke, hvad der skulle ske. Men én ting var han sikker på - han var færdig med kærlighed og ville leve resten af sit liv som fri single!

Natten var efterhånden faldet på, og den ældre herre var på vej i seng. Pludselig lød en blid og lokkende hoppestemme dog i luften omkring ham. Han brummede kortvarigt, men viftede da blot irriteret med halen og ignorerede det. Han var færdig med hopper og gad ikke længere at falde for deres små julelege!
Da han nærmede sig en hule og skulle til at søge ly derinde for natten, var det dog som om, at stemmen var fulgt efter ham. Han kunne stadig høre den i luften; hoppen talte på et mystisk sprog, han ikke havde hørt før. Han vendte sig om og prustrede frustreret. Hvor var den pokkers hoppe henne?!
En lyserød dis kom langsomt svævende imod ham. Han så skeptisk på den og sænkede langsomt sin mule ned for at lugte til det. Hvad var dog det for noget underligt stads? Da han atter løftede sit hoved fra jorden, var et føl pludselig dukket op på stien foran ham. Han lagde forvirret hovedet på skrå. Hvor var det kommet fra? Lige som han skulle til at spørge, satte føllet frem i en ivrig trav væk fra ham.

,,Hey, vent lige lidt...!"

Med de ord skyndte han sig selv at sætte i trav og følge efter føllet. Sådan en lille skabning burde ikke færdes alene ude på denne tid af døgnet, så han måtte forsøge at hjælpe det...

---

Admit it. You're waiting for something you know won't happen.

---

Mørket var efterhånden faldet på i Proelio, og Landsforræderen var ved at gøre sig klar til at gå i seng. Pludselig blev luften omkring ham dog fyldt ud af en hoppestemme, der talte på et fremmed mystisk og gådefuldt sprog. Han hævede hovedet, brummede hingstet og så opmærksomt ud i luften. Hvor kom den stemme fra? Det lød som om, at hun stod lige ved siden af ham, men han kunne ikke se hende nogen steder... Han rystede let på hovedet af sig selv. Mon han var ved at blive tosset?
Lige som han skulle til at ligge sig ned, bemærkede han dog, hvordan jorden omkring ham blev indhyllet i en lyserød dis. Han sprang op på benene igen og snurrede forvirret rundt om sig selv. Den lyserøde dis kom fra alle sider og indhyllede ham i sin varme og mystiske atmosfære. Hvad foregik der her?!
Pludselig dukkede et føl op på stien foran ham. Han mødte kort dets blik, inden det vendte om og travede væk.

,,Hey, du dér! Vent lige! Kan du fortælle mig, hvad der foregår her?"

Med de ord skyndte han sig selv at sætte i trav efter det mystiske føl; opsat på at finde ud af, hvad søren det var, der foregik på denne mystiske nat...

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Sneen smeltede nærmest i totter og lå nu pletvist over denne ellers frosne eng. Den store sorte hingst betragtede det område som forhåbentlig snart ville blive hans. Han smeltede med halen og besluttede sig nu for at forlade området for at se hvad landet ellers kunne byde på – om andet kunne friste denne store hingst til at lave ballade. Han store hove slog ned i den smattede underlag og et fnys forlod ham, han blev møgbeskidt af dette. Han smældede hårdt med halen. Pludselig vippede han ører opmærksomt frem mod en lyserød sky som nærmede sig. Han bakkede en smule undrende inden den store røgsky fik opslugt hans krop. De første sekunder blev det lidt overvældende for den sorte og han ører vippede let i nakken, tænderne blev nærmest blottet og vreden over denne fremmede ting slog i ham. Men efter de første sekunder, var det noget andet som ramte ham , som dragede ham – han mærkede en varme han ikke var bekendt med, en varme han ikke brød sig om, men alligevel en varme som var behagelig og indbydende. Hans kolde, kyniske og moderiske jeg slog et øjeblik væk og en anden hingst faldt over ham. En hingst som var drevet af noget helt andet end det han egentlig burde. Han hørte nærmest en stemme som guidede ham, ville have ham til at følge med. Han vælvede smukt i nakken og lod den sorte krop følge, følge denne stemme.
Inden han fik set sig om dukkede han op et sted fyldt af dette lyserøde stads og dette ubehagelige og alligevel behagelige lyserøde stads. Hans ører blev instinktivt lagt i ankken, men alligevel føltes det som om han burde være åben og imødekommende – hvad var dette for noget og hvad var det, det gjorde ved ham ?

Den blå hoppe stod på engen, hun lod blikket glide rundt, hendes hjerte var andre steder – men hun var efterhånden begyndt at tvivle på at hun ville møde Frost igen. Han var forsvundet igen og hun kunne mærke at det gjorde ondt helt ind i hendes indre. Hun ønskede ikke at slippe ham, hun ønskede ikke at finde andre. Men hun kunne ikke leve i troen om at han måske en dag ville komme tilabge for altid. Han vælvede smukt i nakken og lod de røde øjne søge let over denne smukke eng. Frosten som lå let og eventyrligt over dette smukke land, var med til at betage hende. Et smil faldt over den sorte mulespids og hun brummede let. Hendes blik gled dog hurtigt ttil siden da noget fangede hendes blik. Hun var først i tvivl om dette var hvad hun havde set – men da hun drejede hovedet så hun et … føl?

Hendes hjerte begyndte med det samme at hamre og hun trådte et skridt tættere på føllet som med det samme begyndte at danse væk fra hende. Hun løftede hovedet og vippede det en smule undrende til siden – hvad skete der? Hun trippede let på stedet, inden hun satte gang i den lette og feminine krop. Hun nåede ikke langt før en dis flød over hende, nærmest som en bølge vand i en stormfuld dag. Men pludselig mærkede hun en varme boble frem i hendes krop, en varme hun kun havde følt få gang i sit liv og hun vidste udmærket hvad dette var. Men hvorfor flød dette over hende nu? Hun fulgte dette føl længere, trods at det blev ved med at forlade hende. Hun vidste ikke hvor de skulle hen eller hvorfor hun blev ved med at følge hende. Hun brummede mildt og nød endelig at mærke denne varme som flød igennem hende roligt og blidt.

Lyserød var hoppen som stod på denne eng, hun var en prinsesse og det var hun udmærket også godt klar over. Hun ville ikke lade hvem som helst gøre hvad som helst med hende. Hendes lange og bølgede man lå let på sin plads ved hendes skulder. Hendes store dådyr øjne så let ned over engen. Alt det mudder som lå på denne eng var bestemt ikke noget for hende overhovedet. Hun fnøs en smule overlegent og lod de store øjne let spejde over engen. Hun så i det fjerne en lille skabning, et lille føl måske? Det var indhyllet i lyserød støv, hvilket bestemt var indbydende for hende. Hun lagde let det store hoved på skrå inden hun trippede en smule frem.


Hun ville hen og høre hvorfor denne skabning havde sådan en smuk støvsky omkring sig. Hun lagde et let smil på sine læber og for hvert skridt hun tog løftede hun hoven højt, da hun ikke ønskede at røre dette ulækre mudder. Et let hvin forlod hende i begejstring da hun nåede skyen. Men lige i det hun fik lukket mulen blev hun ramt af noget som hun ikke før havde følt – en varme, en glæde, en følelser som hun var meget ubekendt med. Hun vippede hovedet en smule rundt og var forvirret. Det lille føl begyndt nu at danse væk fra hende og det undrede hende. Hun tog skridtet frem mod dette føl og sørgede for at følge med – hun ville vide hvordan denne lille skabning gjorde dette mod hende. Hun var nysgerrig og følte sig nærmest helt høj og forelsket af denne følelse, men til hvem?

Solen havde langt om længe sagt farvel, og derved havde de bronzefarvede kæder der holdt den gyldne fanget, sluppet sit greb. Et tilfreds suk lød, mens et listigt smil bredte sig over den bløde mule. Endelig! Hvad mon han skulle finde på denne nat? Ubeslutsomt satte han i en langsom trav, mens de kulsorte øjne kiggede sig omkring med et forventningsfuldt blik. Inden Calan Gaeaf havde nået og beslutte sig for nattens gerning, nåede en stille nynnen indhyllet i vindens susen, hans følsomme øre. Men dog, hvad var nu det? Hvis han ikke tog meget fejl, var det et strejf af magi, der netop havde passeret ham. Nysgerrigt begyndte han at følge denne stemme, som ganske tydeligt sang om kærlighed, men som ikke umiddelbart havde nogen påvirkning på den gyldne. Som natten lagde sig over Proelio, lyste Calan Gaeafs skind mere og mere op. Ja man skulle næsten tro, at han var i familie med ildfluen, men ak nej.. Det var blot endnu en af Helzloris sikkerhedsforanstaltninger, således han aldrig ville have muligheden for det man kaldte overraskelsesmomentet.

En let lyserød dis lagde sig nu omkring Calan Gaeaf, og på de utydelige skikkelser af andre heste, der bevægede sig samme vej som han, kunne han forstå, at denne dis ligesom vindens stemme, var magisk. Atter mærkede den gyldne intet til magien, der nærmest fik de andre heste til at bevæge sig som i trance. Skuffet fulgte han dem med et tomt blik, men valgte hurtigt at følge med. Selvom han ikke følte magiens påvirkning, ville han da bestemt ikke gå glip af, hvad der nu skulle til at ske.

Den store, pelsede hingst var efterhånden ved at finde sig godt til rette i sit nye hjem på Frozticen i Proelio. Selvom han sommetider savnede sit gamle hjemland og i særdeleshed sin familie, så var han alligevel rigtig glad for at være kommet til Proelio. Det var bare et meget bedre land på så mange punkter. Her var ikke mangel på føde eller livstruende vejr lige som i Kastopian. Vinteren havde efterhånden sat sit præg på landet, og sneen og frosten var indtrådt. For den store pelsbombe var det dog intet problem - det var rent vand i forhold til de temperaturer, han var vant til fra sit hjemland af!

Han var ved at gøre sig klar til at gå i seng for natten, da en underlig varme pludselig bredte sig i den kolde luft. Han så sig undrende omkring og bemærkede en slags lyserød dis, der skilte sig ud fra den frostklare luft og kom lige imod ham. Den flød nærmere og nærmere og indhyllede ham snart i et blødt tæppe af lyserød tåge. Han mærkede en varm og kærlig følelse sprede sig i hans indre og følte sig straks højt elsket af en eller anden. Ligeledes mærkede han også selv trangen til at elske en anden. Han havde aldrig haft en mage før, fordi han altid havde haft så meget ansvar på sine skuldre, at der under ingen omstændigheder havde været tid til kærlighed. Men nu... Nu var han jo fri for alle de forpligtelser og byrder, så hvorfor havde han egentlig ikke gjort noget mere ud af at møde nogle dejlige hopper?

En stemme afbrød ham pludselig fra sine flyvske tanker om kærlighed. En hoppestemme, blid og lokkende, kaldte på ham i nynnende toner. Hendes stemme udtrykte nogle mystiske og fremmede, men meget smukke ord. Han rakte sit hoved fremad og så søgende ud i luften. Hvor befandt denne skønne hoppe sig mon?
Pludselig dukkede et føl op midt på stien foran ham. Han så sig forvirret omkring. Hvor søren var dén kommet fra? Var han ved at miste forstanden? Føllet så på ham med et lille grin, inden det satte af sted i trav og bød ham at følge efter sig. Han mærkede den varme fornemmelse guide ham i retningen af føllet, næsten som om den lyserøde dis forsøgte at trække ham med sig. Og før han så af det, travede han af sted efter føllet, uvidende om hvor det ville føre ham hen denne nat.

Hun vandrede igennem Sweyitak. Længe uvidende om hvad der foregik på denne særlige dag. Hun var blot blevet ældre. En prægtig ung hoppe med visheden om at hun ikke var som alle andre. Hun var anderledes... En datter af en særlig Gudinde og en genopstået hingst. Hun trak på smilebåndet. Hun havde mange søskende - omend få var i live. Et sæt tvillinger mange, mange år ældre end hun. Hun havde kun mødt sin søster Caeli få gange, når faderen havde stolet på Caeli og overladt hende til den rødmanede. Artemis så hun ikke så meget til, selvom hun elskede sin moder højt.

HUn var nysgerrig på sin fortid. På magien. På guderne og hvad der var sket. De fortalte så frygteligt lidt! Hun mindedes Caeli fortælle om eventyrene, men at disse var farlige. Livsforandrende. Og Calliope havde ofte spurgt hvorfor. Blanke øjne havde stirret som sorte huller og sagt: Kærlighed. Men munden havde kun formidlet tavshed til svar. Calliope ville vide mere. Hvad var denne kærlighed? Hvad gjorde det ved en, der var så skrækkeligt? Hun nynnede svagt imens hendes gyldne skind lyste let op imellem træernes mørke. Kulde og frost gjorde alting magisk... Men så blandede hendes nynnen sig med den mest enestående lyd Calliope nogensinde havde hørt.

Hun standsde og stirrede. Hvem? Hvor? Noget bag hende bevægede sig. En sødlig duft lullede hende ind i en form for trance, da et føl viste sig. Calliope stirrede - det lignede... Nej vel? Det lignede hendes bror - hun så så lidt til ham! Hun forfulgte nu dette føl langt ind i skoven - tættere og tættere på den sødmende duft og den smukke nynnen. EN grotte formede sig snart for hendes øjne... Hendes hjerte begyndte at hamre.

Inilteir

Inilteir græssede afslappet, for en gangs skyld havde hun lidt tid for sig selv uden sine føl. De havde stadig meget brug for hende men hun kunne godt efterlade dem i kortere perioder og det nød hun i fulde drag! Det var utroligt at en hoppe som hende overhovedet var blevet gravid og havde fået føl men det ville i hvert fald ikke ske igen. Hendes føl var godt nok de smukkeste nogensinde, intet andet var muligt med hendes gener, men verden var ikke sød nok ved hende til at hun ville ofre sig og bringe flere smukke skabninger til verden, det var helt sikkert!

Hun så op da noget bevægede sig i nærheden, der stod et føl og det mindede hende om det af hendes der var forsvundet. Nysgerrigt stirrede hun på det som det bare stod der og så på hende. Det var mindre end de to der var tilbage og hun var ikke helt sikker på at det var magen til, det var jo ikke fordi hun gik rundt og huskede hvordan forsvundne føl så ud, men alligevel. Tøvende tog hun et skridt frem efterfulgt af et til. Efter nogle få skridt trak føllet sig pludselig tilbage lige så mange skridt og stod så igen stille. Irriteret fortsatte hun efter det men det blev bare ved med at trække sig væk. Uden at tænke over det nåede hun længere og længere væk fra sit udgangspunkt indtil hun lagde mærke til en lyserød dis der lå over området samt en mærkelig følelse i sin krop.

Mørket var faldet på, og med sneen og frosten i landet kunne det godt være lidt af en kold fornøjelse. Chinwe havde dog efterhånden levet så længe i Frozticen, at hun havde vænnet sig til de kolde temperaturer, og derfor var det ikke noget problem for hende længere. Men koldt var det selvfølgelig stadig...
Hun var godt i gang med at søge ly for natten og finde sig et godt sted at få en god nats søvn, da hun pludselig hørte en stemme bryde nattens stilhed. Det var en hoppe, der talte på et sprog, som hun ikke forstod. Hun havde dog så blid og lokkende en stemme, at Chinwe ikke kunne undgå at føle sig draget af den. En lille, imødekommende brummen forlod hendes strube, mens hun lod blikket glide til alle sider. Hvor var den anden hoppe henne?
Hun mærkede pludselig sin krop blive indhyllet i en varm og tryg følelse. Hun følte sig elsket helt ind i alle kroge af sin krop og følte lige pludselig, at hun var fyldt op med en masse kærlighed, som hun ønskede at dele ud af til alle på sin vej.

En lyserød dis spredte sig på jorden omkring hende og indhyllede hende i en tåge af ren kærlighed. Hun lukkede nydende øjnene i og sukkede afslappet. Hvor var det altså en rar følelse... Alle hendes spændinger, som hun havde haft i kroppen siden mødet med den sorte Semper, forsvandt som dug for solen og blev i stedet erstattet af ren glæde og kærlighed.
Da hun atter åbnede øjnene, var et fremmed føl pludselig dukket op på stien foran hende. Hun smilede varmt og hilste den lille an med en kærlig brummen. Hun elskede føl... Hun havde selv to plejesønner og var lige nu drægtig med en lille ny. Selvom hun afskyede føllets far, så glædede hun sig alligevel, til det kom til verden - og var fast besluttet på at elske det lige så højt, som hvis det var blevet skabt igennem en ønsket parring.
Føllet vendte pludselig rundt og vrinskede til hende, som bad det hende om at følge med sig. Hun blev straks nysgerrig og følte sig draget af dette lille væsen, og derfor tøvede hun ikke med at følge efter det ud i natten; uvidende om, hvor det ville føre hende hen.

Hendes stemme, hendes kald, skaber en aura af varme omkring mig, og ved hvert skridt jeg tager mod kaldet, breder varmen sig i min kolde krop. Jeg havde stået i ly for februar vejret ved en klynge træer, men jeg tøvede et sekund med at flytte sig fra mit ly, da jeg hørte hende. Alayziah. Den smukkeste hest jeg kender, og en hest jeg altid vil følge. Jeg kan altid mærke hendes kærlighed og varme i mig. 
Knap når jeg at bevæge mig flere meter, før en lyserød tåge breder sig omkring mig. I tågen foran mig dukker det fineste lille føl op og beder mig følge med - og det gør jeg, stille og roligt bevæger jeg mig igennem tågen.